Bagslag

Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.

De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.

I tomgang

Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?

Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.

Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 

Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)

Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.

Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.

Mod lysere tider

Pyyyh. Den vinter dér? Jeg synes, den tog pusten lidt fra mig. Min venindes brors død gav mig en mental mavepumper, som satte hele mit liv i perspektiv. Eller nærmere, fik det hele til at stå på hovedet.

Kunne ikke finde ud af op og ned. Den ene dag ville jeg satse på mere karriere, lave mere meningsfyldt arbejde, tjene mere, mere, mere. Den næste dag ville jeg forsage alt materielt, gå ned i arbejdstid og bare være til. Mens jeg skrev på 2. semesterprojektet både dag og (helt bogstaveligt) nat, virkede det komplet meningsløst og jeg ville pludselig bare have et liv, hvor jeg kunne sætte mig i sofaen kl. 20 og se "Kender du typen" med munden fuld af citronhalvmåne. Dagen efter projektafleveringen, hvor jeg sad i sofaen og så ligegyldigt tv med munden fuld af ... øl (faktisk), virkede det komplet ligegyldigt, og jeg ville læse om videnskabsteori og kvalitative forskningsmetoder resten af livet.

Sideløbende var Elverpigen i mistrivsel på sin skole. Druk, udseende og sabotage af undervisningen var på dagsordenen og forældregruppen var næsten værre end børnene. Det værste er, at jeg ikke så det. Jeg hørte hende sige det, græde over det, hørte hende trygle om at komme et andet sted hen. Der var bare så meget andet, at jeg ikke handlede på det. Skød det hen, prøvede at forklare, at sådan er verden, 8. klasse er fuld af hormoner, sådan er det alle steder bla. bla. bla. Indtil den dag, der var skole-hjem samtaler. Pudsigt nok samme dag, som projektet var afleveret. Jeg hørte læreren sige, at skolen var magtesløs. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre. Det var ikke kun druk, men også stoffer, børnene kom påvirkede i skole. Hun kunne godt forstå, hvis jeg fandt en anden skole.

Jeg er stadig næsten ved at græde, når jeg tænker på det. Næste dags morgen kontaktede jeg en skole i en anden by, og der er Elverpigen glad nu. Jeg havde glemt, hvor glad hun kan være, når hun trives...

Og nu, vi er ved det, er Troldebarnet startet på samtaler med familieterapeuten igen. Han er så frustreret, keder sig, føler sig forkert - og den kampagne, der har kørt på endeløs repeat nu: "Når mor mangler" - den har slået ham helt ud. Han er så rædselsslagen for, at der skal ske mig noget, så han ikke kan sove om natten. Tak for skræmte børn DR, siger jeg bare. Men han er i bedring, kæmper med sig selv (som han plejer).

Den her vinter har jeg elsket nætterne. Tror ikke, det er et specielt sundt tegn. Nætter er søvn, fred, mørke, handlefrit område. Den her vinter har jeg hadet morgenerne. Virkelig følt, at enhver ny dag har truet med alle sine krav, problemer, opgaver og alt for lidt timer til rådighed. Jeg har været ked af ikke at gide livet. Når jeg nu har fået lov at have det. Endnu en af mine nære bekendte har fået en cancer diagnose. Ovariecancer af den grumme slags. Og så ligger jeg der, og gider ikke dagen? Skamfuldt næsten, men jeg har ikke orket.

I dag skinner solen, og jeg orker lidt igen. Hele sidste uge har vi tilbragt i en hytte i Sverige sammen med Smedebanden. Ski, ro, mad, spil, sne, kys og lys i lange baner. Ingen wi-fi, ingen mobildata, ingen mails, ingen opgaver, der skulle skrives eller løses. Jeg orker lidt igen.

God solskinssøndag derude..

Om sorg. Og lykke

Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.

Halv fuldt eller halv tomt

Det er sent, og jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer eller indviklede tankerækker. Kun nævne, at jeg for tiden trækker vejret på dette citat, der er blevet mit yndlings:

"Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget" 
Mark Twain

Jeg kan godt blive en lille smule nuts af at tænke over meningen med det hele.

Op og ned.

Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

Så skal vi til det igen..

Ferien er slut. Den var god og vejret var godt. Jo det var - ved Vesterhavet var det.

Jeg er blevet brun på den sunde måde (masser af faktor og skygge i middagstimerne og alt det).

Jeg er blevet rundere om maven af den aftale med børnene, der omhandlede mindst én is om dagen.

Jeg har drukket alskens alkoholiserende drikke, mest med min far i sene nattetimer i et sommerhus.

Jeg har kysset smeden.

Jeg har været i Skagen, kigget på smukke mennesker og overdrevne både, spist lækker mad og mere is. Og stået med et ben i hvert hav, det SKAL man i Skagen. (Bemærk: I Skagen. Skagen er en by og ikke en ø, som en ægte skawbo-ekskæreste altid sagde)

Jeg har nusset lidt i Damehuset i regnvejr og nydt det hele.

Jeg har nydt mine dejlige, store, smukke, skønne, sjove, kloge og irriterende børn.

Jeg har skældt lidt ud over, at de efterhånden kommer så sent i seng, at de tager min alene-aftentid.

Jeg har glædet mig til hverdag.

Jeg er bange for den næste tid. Jeg ruster mig. Opruster. Tænker muligheder og strategier igennem. Vurderer fordele og ulemper. Lægger til og fra på vægtskålene.

Der lå et brev fra Statsforvaltningen, da jeg kom hjem fra ferie.

Han vil have samvær med dem. Børnene.

Jeg ryster lidt på hænderne..

Når virkeligheden overgår fantasien

Jeg havde ellers annonceret ord i dag. Men som mange (alle, vel?) andre, er jeg rystet over begivenhederne i Norge, og ordene vil ikke frem i dag. Jeg ville have skrevet noget om gode bøger, jeg har læst i ferien. Rigtige bøger.

I morges tænkte jeg, at hvis jeg havde læst en bog, der handlede om de grusomheder, der i går fandt sted i vores naboland, ville jeg have syntes, det var stærkt overdrevet...

Men så ond er virkeligheden. Åbenbart.