Send mere Zen. Helst nu

Det gik ellers lige så godt. Med det dér Zen. Gode øjeblikke, vejrtrækningen ned i maven, nærvær overfor børnene, overbærenhed med Hulemor, der ikke altid når det, Hulemor forventer.

Paradoksalt nok var det en fridag, der slog mig lidt ud af kurs! Med 48 løse ender, der selvfølgelig var gemt til lejligheden - alle ved jo, at på en fridag når man ALT det, man ikke når de andre dage. Og når man naturligvis også lover børnene den kortest mulige dag (hvilket efterlader præcis 4 timer og 45 minutter til de 48 løse...). Jamen. Så skal det jo gå galt. Det gjorde det også!

Det gik galt lige nøjagtigt dér, hvor jeg kom i tanke om, at Troldebarnet skal på lejr. I morgen. Efter en uge, hvor der ikke er vasket så meget som en sok. Men hvor stort set netop alle sokker - OG bukser - har været i brug pga kaskader af regn. For f@##grrrr da også. Klokken var over sengetid og ... hvordan i alverden kan man glemme det hele dagen?

Nå, men jeg var jo nødt til at vaske noget tøj så, og havde forestillet mig at mokke et tørrestativ ind ved siden af fyret og krydse fingre for, at det buldrer nok på en nat til, at tøjet ville tørre. Altså lige indtil jeg tog tøjet ud af maskinen. Hævede blikket 20 cm. Og fik øje på den her:

Godt nok et ringe billede, men den er god nok. Der står AEG Lavatherm på. En TØRRETUMBLER! Som de meget venlige tidligere ejere lod stå. Jamen altså...så blev det alligevel lille-fredag med ro i sindet og lakridste i koppen. Vi når det.

Nutid og dengang

Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!

Gode intentioner og den virkelige verden

Der er sket to gode ting siden sidst. For det første kom jeg til at tænke på, at nu hvor min adresse ligger en smule nærmere civilisationen, kan jeg igen bestille min yndlings kasse fra Aarstiderne. (Ja, de får gratis reklame her hos mig..) Singlekassen faktisk, selvom jeg ikke er så single mere.

Det allerbedste er, at jeg - og dermed vi - får spist mere varieret grønt på nye måder, ovenikøbet konsekvent økologisk. At komme hjem til sådan en kasse på trappen fredag eftermiddag er som at få en gave (ja, ja ok, har jo selv betalt den, men så en lykkepose da).

Jeg synes bestemt prisen er rimelig, og der var både hindbærsaft og jordbærkompot til fredags pandekagerne, og siden har vi spist bla. perlespelt, majskolber, grønne bønner, blomkål, fine gulerødder, sprøde æbler, søde bananer og tomater med smag.

Den næste, faktisk fantastiske, ting var, at jeg kom forbi Anna Skyggebjergs blog "Hele tre ting", på en heldig dag. Denne bog var på tilbud (tarveligt først at fortælle det nu, jeg ved det..) og selvom jeg tidligere har annonceret, at jeg hader 'jeg-ved-hvordan-du-har-det-lad-mig-vise-dig-lyset(-og-tjene-på-dig)-bøger', så gav jeg den en chance, fordi jeg har været meget glad for bogen "Supermor" af samme forfatter.

Jeg har grinet- og tudet mig igennem den i løbet af weekenden! Grinet fordi den er morsom på en meget genkendelig måde, fx det nu helt anerkendte udtryk "meditativ kagespisning", når det dér rigtige meditation ikke vil lykkes. Ha ha, det er humor på højt plan i min ikke længere så åndsbevidste verden. Alt det med at mærke sig selv og sin krop, som jeg ellers er en slags uddannet i, er gået fløjten de seneste år. Og jeg vil gerne tilbage. I hvert fald til noget af det.

Jeg kender min krop godt nok til at mærke, at mit åndedræt permanet befinder sig nord for solar plexus. Jeg har svært ved at falde til ro, når jeg skal sove. Jeg trænger hele tiden til fred. Til at være i fred. Det var faktisk det, der fik mig til at tude allerede, da jeg læste det indledende afsnit. Jeg kan godt skabe det, Anna Skyggebjerg kalder åndehuller, men jeg formår ikke at udnytte dem! Jeg vil jo tage fodbad og se en god film og spise lækker chokolade og drikke fancy kaffe og meditere (!) og lave styrkeøvelser og skrive og læse og trække vejret ned i maven på en gang.

Det ender som regel med, at jeg kværner chokoladen uden at nyde den, mens jeg venter på, at vandet til kaffen koger. Jeg misser de første 10 minutter af filmen, fordi jeg ikke har været nærværende nok, mens jeg putter børn, hvorefter de kalder 50 gange, og jeg til sidst snerrer ad dem. Fodbadet bliver koldt, og når jeg endelig skal se den sølle rest af filmen, ringer min far - som jeg ikke kan nænne at ignorere, fordi han sidder der og savner.

Så den allerførste øvelse, jeg har givet mig selv, er at lave ÉN ting, når jeg skal have en stille stund. Og så være til stede i det. Og det kan jeg ikke. Endnu i hvert fald, men man (jeg) har jo lov at øve sig...og tude lidt imens. Og det skal nok komme.

Fx føles det ret zenagtigt, at min seng nu er flyttet ned i køkkenet fordi 'sommerhuset' (træbeklædt gavlværelse på 1. sal) skal forvandles til to lækre børneværelser med nye vinduer og hems!! Nu har vi nærmest, hvad der minder om en et-værelses i køkkenet - og der er i hvert fald et Troldebarn der nyder, at man helt reglementeret er nødt til at sove i samme seng som sin mor, uden af den grund at behøve at anse sig selv for et pattebarn!

Nu er det ZENgetid, og jeg vil ikke bebrejde mig selv, at jeg vrissede en lille smule af børnene inden sengetid - jeg kunne nemlig have vrisset meget mere, end jeg gjorde, og det er okay at være taknemmelig over at dagen er slut, og at der kommer en ny chance i morgen...og så ikke mere tuden for i dag!