Viser opslag med etiketten eftertænksom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten eftertænksom. Vis alle opslag

søndag den 31. januar 2016

Rastløse sjæl


Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.




mandag den 10. december 2012

Deja vu


Lørdag aften var det hyggeaften i Damehuset. Med dyner, madrasser, nybagte muffins og Axel F. i en børnevenlig tju bang film. Bagefter zappede jeg lidt rundt og kom forbi DR2, der havde temaaften om det frie valgt til at dø. Udsendelsen "How to die in Oregon" handlede om en amerikansk kvinde, Cody Curtis, der havde besluttet sig for selv at vælge tidspunktet for sin død. Allerede efter få minutter var jeg klar over, at hun havde nøjagtig samme diagnose som min mor. Cholangiocarcinom. Galdegangskræft. En sygdom, der rammer ca. 50 danskere om året. Statistisk set er det vel rundt regnet samme antal, der vinder den store gevinst i lotto lørdag aften. 50/5.000.000.

Cody Curtis var en utrolig smuk, indtagende og varm kvinde, der lyser ud af skærmen. Det, der kom til at optage mig lørdag aften, var ikke diskussionen om retten til at bestemme over sit eget liv. Og hvornår det skal slutte. Mere at se en sygdomsforløb, der i den grad var identisk med min mors. Chokket, fortvivlelsen, håbet, den forsigtige optimisme, overraskelsen over - i en periode - at have det godt selvom man er dødssyg, tankerne om hvornår døden indtræffer, hvor meget man når og med hvem...angsten, når sygdommen tager til og til sidst de massive symptomer på leversvigt og erkendelsen af, at døden er nær.

Min mor fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det at være så syg. Hun ville helst tale om alt muligt andet og lade sygdommen glide i baggrunden. Det forstår jeg godt. Tror jeg. Hun talte aldrig om døden, og det, syntes jeg, var så svært. For vi vidste jo, den kom snigende. Og selvfølgelig må der være tanker om, hvad der sker, når man dør. Tanker om livet, det der har været og det, der skal slutte.

Det var som om Cody Curtis satte ord på alt det, jeg aldrig hørte min mor tale om. Måske var Cody også mere ærlig foran kameraet, end hun var sammen med sine nærmeste? Men hun gik fx en tur sammen med et par veninder, hvor de talte om, hvem, der skulle have hvilket tøj. Svære samtaler, der rummede både latter og gråd. Måske er det derfor, det er så svært at tale om sygdom og død? Gråden er så tæt på hele tiden, og jeg ved i al fald, at min mor ikke ville vise sin sårbarhed ved at græde åbenlyst. Så derfor siger alle om hende nu, at hun var så stærk. Er det at være stærk? At man ikke viser sin sorg og smerte? Jeg ved det ikke. Min mor var stærk på mange måder. Og det var Cody Curtis også.

Min mor var stærk i døden. Hun lod den komme til og kæmpede ikke. Hun accepterede og gled med, slap livet uden krampagtige sværdslag. Stærkt og værdigt. Cody Curtis inviterede selv døden ind i soveværelset, da hun tog sin dosis medicin - fordi hun ikke ville lade sygdommen gøre hende hjælpeløs og afmægtig. Derfor valgte hun Oregons Death with Dignity program.

Jeg føler mig tættere på min mor, når jeg ser Cody Curtis. Derfor har jeg set programmet to gange siden, da det stadig ligger på DR2. To stærke kvinder med en fælles skæbne.

Nu vil jeg nyde en snevejrsdag indefra, med et sygdomsramt barn og et andet, der fik lov at sove længe og slutte trop. Mod selvfølgelig at læse ekstra i læsebogen. Lige nu står den på kalenderlys, Madagascar 3 og te med honning. God mandag!


søndag den 18. november 2012

Mød vores nye darling



Billedet er desværre taget i modlys og lidt for langt væk. Men her er hun; Elverpigens elverhest. Godt nok er vi en lille og uautoriseret familie, men tæller dog 3 tobenede, to ørkenrotter, to katte, en hund og nu også en islænder! For at gøre en lang historie kortere, er hun resultatet af, at konfirmationspuljen er kommet i spil. Selvom smedens familie tæller, tæller den alligevel ikke helt så meget som en fars familie. I en Elverpiges bevidsthed i hvert fald. Det har gjort ondt, at han definitivt er udelukket fra den store dag. 

Det fik Hulemors hjerne til at kortslutte lidt, og store planer blev lagt for, at den kommende konfirmation skulle indeholde så meget festivitas, at bevidstheden om dem, der mangler, blev bedøvet. Men nu er det jo stadig sådan, at dem, der ikke er til stede, har tendens til at fylde mest. Derfor snakkede jeg med Elverpigen om, hvad der skulle til for, at dagen blev den bedste nogensinde, uanset at halvdelen af ophavet mangler. Og der var kun ét svar: penge nok til en hest. En hest, en hest, mit elverrige for en hest, mor. 

Så jeg blev enig med mig selv om, at det var bedre at smide hele puljen på bordet, og lade hende selv være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Godt nok har vi kun de penge, jeg tjener, og det er ikke fyrsteligt. Men da jeg startede helt fra bunden for fire år siden, er mit forbrug nærmest ikke eksisterende, og jeg havde efterset budgetterne. Der var råd til en hest. Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske følelse at opdage, at noget, der tidligere syntes helt umuligt, faktisk er indenfor rækkevidde. Jeg følte mig usigeligt rig den dag, jeg skrev under på købskontrakten på det lille vidunder. Og vidste, at jeg havde råd til det. For mine egne penge.

Den dyrlæge, der stod for handelsundersøgelsen roste den lille isprinsesse så meget, at ejeren måtte fortrække og tørre tårerne bort. Og jeg forstår hende godt, for det er sjældent man finder så fin en hest. Elverpigen svæver. Hun er så lykkelig, at hun næsten ikke kan rumme det, og jeg føler, at jeg investerer i hendes ungdom og livskvalitet. Og min egen. Det skal ikke være mig et stort offer at lufte elverhesten, når teenageren hellere vil sove længe...

Troldebarnet tager det hele med ophøjet ro. Og er allerede begyndt at drømme om, hvad han skal bruge sådan en formue på, når det bliver hans tid til konfirmation!


mandag den 23. april 2012

Halv fuldt eller halv tomt


Det er sent, og jeg vil ikke trætte jer med lange forklaringer eller indviklede tankerækker. Kun nævne, at jeg for tiden trækker vejret på dette citat, der er blevet mit yndlings:

"Jeg har i mit liv haft mange bekymringer, men det er kun de færreste af dem, der er blevet til noget" 
Mark Twain

Jeg kan godt blive en lille smule nuts af at tænke over meningen med det hele.


onsdag den 31. august 2011

Udenpå og indeni


Der er ikke helt overensstemmelse for tiden, mellem udenpå og indeni.

Udenpå står jeg tidligt op, går i bad og smører madpakker. Vækker børn, lufter hund, spiser morgenmad. Passer job, laver te om eftermiddagen, husker at spørge til børnenes lektier, tjekker vejrudsigt og regntøj. Laver aftensmad, rydder op og vasker tøj. Udenpå er der fuld gang i ombyggeriet af 1. salen i Damehuset og der bliver også betalt regninger og husket aftaler. Udenpå går livet stærkt.

Indeni er jeg langsom. Trækker vejret dybt. Holder små pauser med mig selv og gemmer ængstelige tanker til stille stunder. I den indre biograf spilles film med gode slutninger. Og dårlige. Indeni nyder jeg tændte stearinlys og pæne blomster. Trækker vejret dybt. Skynder mig laaangsomt. Bliver rørt over børn, der hjælper hinanden færdige om morgenen, landmænd, der høster marker, katte, der sover på en solfyldt plet. Krammer mine børn og smeden, trækker vejret dybt og glæder mig over at være heldig. Indeni går livet langsomt.


lørdag den 12. februar 2011

Hejhej


...jeg er jo faktisk kommet hjem. I dag. Til Hulen.

Børnene sover, Troldebarnet helt salig i sin egen seng "Åh mor, hvor er det dejligt at ligge i sin egen seng. Og der er ikke engang nogen edderkopper". Elverpigen slås vist med nogle nye slags hormoner i sin krop og er mest sur. Men hun sagde da godnat og fik et lille bitte kys. Og huskede heldigvis at smække en lille smule med døren.

Hunden sover i sin kasse, kattene i stole og på sofarygge. Ilden buldrer i brændeovnen, kufferten er (næsten) pakket ud og jeg drikker lige et sidste glas after-ski rødvin. Alene. Der er stille.

Jeg har også talt med min far og tudet over savnet efter min mor. Som det vist kun er ham, der forstår. Jeg savner at kunne ringe og fortælle hende alle detaljerne om verdens bedste skiferie. Og høre hende svare. Nu ligger der en sten på jorden, der hvor hendes urne står. Jeg savner hende sindssygt. Jeg drømmer om hende - og hun er der. Lyslevende. Men ikke her hos os.

De sidste to timer har jeg junket blogs og forsøgt at indhente. Godt jeg har en hel søndag også...

Og jeg blev rask. Øjenbetændelse, bronchitis og blærebetændelse afløste hinanden, men jeg havde det godt som aldrig før. Børnene hyggede sig, der var masser af sne og sol, maden var god og hytten perfekt. Og så ham. Kæresten.

Da jeg var yngre var jeg helt sikker på, at mennesker på næsten 40 år ikke kunne blive forelskede i hinanden. Ikke sådan rigtigt. Måske på en lidt lunken måde, men ikke sådan rigtigt. Så meget fejl, jeg tog! Jeg tør næsten ikke tro på det, selvom jeg ved, det er sandt. Ægte. Og sådan helt rigtigt.

Nu vil jeg også gå ind i min egen seng. Under min egen dyne. Drømme nattens drømme og glæde mig til en lang, tiltrængt, hyggelig og doven søndag i morgen...


søndag den 23. januar 2011

Kære Mor


Jeg har længe tænkt på at skrive til dig. Der var så mange ting, der godt kunne have været sagt. Talt mere om, mener jeg. Men når jeg satte mig for at skrive, syntes jeg alligevel, det hele var sagt. Du ved jo godt, hvad jeg ville sige til dig.

Nu lader vi de ord blive mellem os. Den ordløse dialog, som alligevel, på dit dødsleje, bekræftede mig i, at vi kendte hinandens vigtigste tanker. En hel uge siden nu.

Det er rigtigt, hvad de siger. At der er så mange praktiske ting at tage sig af, at de første dage flyver afsted. Men de slæbte sig også afsted, med gråd, smerte og savn. Rådhuspladsen kunne for den sags skyld være bombet, uden jeg havde opdaget det. Alt var dét, at du ikke er her mere. At vi aldrig skal se dig igen. At du ikke er her, når vi lever, griner og græder over livet. At du aldrig mere skal sende en sms ved sengetid: "Kys og godnat".

Men du er her. Du er om os. Jeg kan læne mig i dig, og det, du omgiver mig med. Der er så meget ro omkring dig. Jeg fornemmer, at du var færdig med at være her. Var du det? Jeg har en følelse af, at du ikke ville tilbage, om så du fik valget..? Måske er det fordi, du gik selv. Vi talte om det, far og jeg, inden vi skulle i kirken og sige det symbolske farvel til dit jordiske legeme. At kisten ikke var så skræmmende, nu vi vidste, at du forlod din skal, allerede inden vi sagde farvel til dig i kapellet.

Det var en smuk dag med sol, da du blev bisat. Og der var rigtig mange, der kom for at sige farvel til dig. Flere end 150 tror jeg. Din familie, venner og gode bekendte fyldte kirken, så de sidste måtte sidde bag orgelet. Jeg er glad for, at jeg havde fornemmelsen af, at du var med. Selvom du ikke ville have stads og opmærksomhed, har det alligevel glædet dig at se så mange samlet. De mente jo dét farvel.

Jeg har en hel masse ting med hjem. Den halskæde, du havde på juleaften (fordi du ville vise mig, at den passede til de øreringe, jeg selv havde fået. Ikke?). Dit ur. Mor-ting, der er dejlige at sætte på hylderne og lægge i skabene. Det er godt at have dig omkring. Far sagde det meget godt; på den ene side havde han lyst til at stryge en tændstik og lægge det hele bag, når du ikke er med længere. På den anden side havde han lyst til at sætte sig ind i dit skab blandt tøjet, og aldrig komme ud igen.

Vi har drukket nogle flasker rødvin, ham og jeg, de seneste dage. Og talt. Han er jo et snakkeøre, ved du. Ligesom jeg. Nu tror jeg, han er klar til næste etape. Som han er nødt til at gå selv. Ligesom jeg er, med mit savn. I morgen starter hverdagen her i Hulen igen, og jeg glæder mig. Lidt. For jeg ved, at tiden igen vil flyve. Bort fra dig? Jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bevæger os væk fra din sidste dag. Du var der jo lige. Holdt min hånd. Klemte den, da du ikke længere kunne åbne øjnene. Jeg skal lige finde ud af at have dig med videre.

"Mor, bliver man ung igen, når man bliver engel? Så du ikke hende damen foran det stærke, hvide lys? Så du hende virkelig ikke? Det var en ung hun-engel, med strimlet hår. Og mormors øjne". Godt du var forbi ham. Og godt vi har ham til at se dig. Troldebarnet. Han sagde, den dag du døde: "Hun havde jo levet et helt liv, mor". Det er den følelse, du også giver mig.

Præsten sagde (med teologen Bent Falk's ord), at "sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs". I hvert fald for en tid. Det er meget rigtigt. Der var meget kærlighed til dig. Og fra dig. Kærligheden lever, og du lever i os. Kys og godnat.



tirsdag den 28. december 2010

Stilhed


Jeg har fri. Børnene er ude af huset. Der var en masse ting, jeg skulle gøre i dag. Men der er bare stilhed indeni.

Vi kom igennem den, julen. Det var nogle gode dage. Heldigvis byder børnenes juleglæden sorgen trods, og vi formåede at glæde os over, at vi fik lov at have den jul sammen. Tror jeg. Vi kunne i hvert fald både synge julesalmer og skåle med kærlige blikke, uden at nogen brød sammen.

Hun er træt. Jeg har aldrig før set min mor blunde på sofaen kl. 11 om formiddagen. Under et tæppe. Jeg er bange for, at hun er ved at slippe. Hun vil ikke tale. (Og mig, der kan snakke solen sort, hvis jeg fik lov)

Jeg synes, hun må være ensom...? Vi bliver ikke lukket derind, hvor hendes egne tanker er. Heller ikke min far. Jeg tror ikke, nogen nogensinde har fået lov at komme derind.

"Der er nogle ting, vi mennesker selv må klare". Det hørte jeg engang én sige, og tænkte vrøvl. Alting er nemmere at bære, hvis man deler det. Måske ikke for hende? Måske senere? Når vi kommer tættere på. På døden.

Lige nu er der ingen ord. Bare stille.