Kvinder, der tænker for meget

De kan simpelthen være nogle selvhøjtidelige partykillers. Jeg ved det, for jeg er selv en af dem!

For fanden den hjerne. Tænk, om man kunne slå den lidt fra af og til. Min kunne godt trænge til det.

Nu er hullet lukket. Det store gabende vindue, den nye skole lod stå åbent i ALT for lang tid (efter min mening). Den kommune, jeg bor i - den har altså ikke fået fat i de allermest opdaterede medarbejdere. Nogle gange kan det undre mig helt op i det røde felt, at det virkelig er mig, som borger, der er nødt til at kende regler, smuthuller og faktuelle oplysninger, for at kommunen kan handle korrekt. Jeg f.a.t.t.e.r. det ikke. Og her taler vi ikke om de +90.000 kr. det har kostet mig i boligsikring, at sagsbehandlerne ikke får sat deres kryds i deres små kalendere. Det er kun penge, jeg klarer mig uden og så skidt være med det.

Men når de skalter og valter med min sikkerhed, min eksistens, min overlevelse - så orker jeg bare ikke at blive ved at høre på "jamen du kan være helt tryg, ingen andre kan se de oplysninger". JO GU' FANDEN KAN DE SÅ, NÅR JEG SIGER DET! Fordi - SURPRISE  - jeg selv tjekker det. Fordi I ikke gør. Hvordan kan mennesker stole så blindt på papirer? Nu er min sag endt i IT og Telestyrelsen, for det kan de da godt nok ikke forstå. Nej, det kan jeg så heller ikke, suk...

Når jeg bruger halve arbejdsdage på at tale med den slags ignoranter, så drømmer jeg om natten, at der er billeder af mit hus på avisforsiderne. At det er viklet ind i rødstribet bånd, hvorpå der står Politi. Ledsaget af grufulde overskrifter. Kald mig bare dramaqueen (og vær glad for, at du ikke er i mit sted). Jeg bruger s.å. m.a.n.g.e. k.r.æ.f.t.e.r. på det.

Når så endelig alle checkpoints viser fred og ingen fare, bruser lykken ind over mig og forvandler mit liv til et eventyr. Lækre børn, elskelig kæreste, fantastiske venner, inspirerende job...hvad kan man ønske sig mere? Ingenting. Jamen hvad så? Var det bare det? Er jeg nået dertil, hvor jeg skal? Slutter det så nu?

Faldt tilfældigt over en artikel i avisen om en af de kvinder, jeg var i mødregruppe med. Stor karriere, fire børn (med samme mand), udstationeret i Asien, lækkert hår og eventyr for alle pengene. Tja, sådan kan et liv også være. Det så flot ud på billederne, og jeg følte mig lidt lille. Ussel. Jeg blev jo ikke rigtigt til noget. I hvert fald ikke succesrig medfølgende hustru til en stor og mægtig mand. Men jeg ved jo godt, at det ikke er det, der betyder noget. Vi måler jo bare på det alligevel. Ikke?

Ved nærmere eftertanke husker jeg hende ikke som særlig glad. Nærmere rastløs og irriteret. Måske lå roen derude, i Asien et sted. Dengang jeg kendte hende, var jeg selv et helt andet sted. Ikke geografisk, men i livet, sådan. Gad vide, hvad hun tænker tilbage på, om mig? Rastløs og irriteret? Vi flyttede os i hvert fald begge to fra der, hvor vi var. Forhåbentlig blev vi gladere. Jeg gjorde.

Jeg måler også selv, ork ja. I aftes så børnene en udsendelse med Sebastian Klein. Og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg en gang havde en kæreste, der var venner med Sebastian Klein. Selveste. "Nå" sagde Troldebarnet. "Ja, så kom han og besøgte os en gang" (!! nøøj). "Nå. Og hvad så?" sagde Troldebarnet. Jeg kunne alligevel ikke lade være at grine. Ja? Hvad så egentlig? Ikke en skid. (Altså han var jo sød og alt det der, men det var de andre venner jo også. Selvom de ikke var i TV).

Okay, tror bare, jeg går i seng. Men glæder mig faktisk til i morgen. Selvom der er ting fra i dag, jeg gerne ville have gjort bedre. Sådan er det nok bare med os, der tænker for meget. Og så godnat.

T-r-ø-s-t-e-spisning

Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

Case closed...

Nu skrev jeg godt nok to be continued i går. Men det er man (jeg) jo også selv lidt herre over. Jeg har i hvert fald bestemt mig for, at den dame har fået nok opmærksomhed for nu.

Her til formiddag ringede jeg til moren til den pige, Troldebarnet havde drillet i fredags. Hun var ganske og aldeles cool and calm og sagde, at hun havde sørme selv en dreng i den alder, og den tager vi lige oppe fra og ned. Der havde ikke været yderligere snak om det hjemme hos dem, og hun havde aldrig hørt om drillerier før med min dreng - og roooolig nu!! Dejligt. Jeg var lige ved at græde bagefter. Jeg er åbenbart vanvittig følsom omkring det her! Men hun var så sød og i orden, og det var fedt at mærke, at det ikke er mig, der er noget i vejen med! Sgu!

Så derfor har jeg bestemt mig for, at det er okay nu. Jeg har ikke hørt noget fra den anden mor, i anledning af mit forslag til at ses. Det havde jeg heller ikke regnet med. Og skidt pyt. Jeg gider ikke engang føle mig bekræftet i noget som helst. Jeg har ikke mere energi på det lige nu.

Jeg kunne måske godt have været mere klar i spyttet, hvad angår mine tanker om motiverne. Men en blog er trods alt en slags offentlig, og selvom jeg er forholdsvis anonym herinde, vil jeg ikke gå mere i dybden. Og undskyld hvis det er tarveligt, nu hvor jeg har hængt det beskidte vasketøj ud!! Der er alt for mange gætterier og fortolkninger i det, til at det ville være rimeligt, og det ville slet ikke yde historien retfærdighed.

Det er helt relevant at spørge, om skolen kan være med som en slags mægler. Men lige præcis i dette tilfælde, og i sammenhæng med den historie fuld af hemmeligheder og gætterier ovenfor, er det bedre at lade være. Det ville være at smide gode kræfter efter dårlige. Period.

Så nu: kom an nye uge, vi glæder os!!

Ps. Hvor sødt er det så lige, at en slags kæreste ringer og siger:
"Jeg har forresten købt et ugeblad til dig. Der stod noget i, der lige passer på dig! Det hedder et eller andet...med søndag, køb det mandag" (Jeg mener, manden er smed. Ikke lige umiddelbart deres kernelæser, skulle jeg mene. Eller??) "Det er faktisk et ganske udmærket blad! Og med nogle p*ssegode opskrifter. Du får det i morgen"

Jeg stemmer for sindssygt overraskende sødt!

I det blødeste bløde

I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...

Sundayblues

Hvis jeg havde ét romantisk ønske tilbage...

som kunne blive indfriet...

uanset hvor sønderlemmende langt ude, det var...

så skulle det være at blive gift i kirken igen...

til det her nummer...

Kattens

Katte har egentlig aldrig sagt mig noget. Og andre bloggere, der skriver om deres kæledyr, siger mig heller ikke...ret meget. Så hvis du ikke gider at læse om mine katte, så klik videre. Nu.

Som studerende havde jeg en interessant oplevelse på Experimentarium i København. Man skulle lægge hånden ind i en varmeføler, som så registrerede hvordan udstrålingsvarme og puls blev påvirket, når man så forskellige billeder. Vi var ca. 10 piger (hvoraf de to havde kat). Det billede, der ubetinget gav størst udslag, forestillede en muskuløs, nøgen mand, der lå på maven under et bordeaux farvet silkelagen. PLING. Det kom bare op hver gang en af os stak hånden derind. Altså det virkede bare som snyd, for der var ingen, der kunne få et andet billede til at give udslag, lige meget hvor meget man prøvede at ignorere ham!!

Lige med undtagelse af Tina og Camilla. De havde nemlig kat! Og de reagerede begge to på et pusse-nusset billede af en kattekilling. Og tro mig, de var ikke bagud, når det gjaldt mænd!!

Jeg syntes bare, det var så vanvittigt, at de reagerede på den ski.. killing og ikke en lækker steg i en lækker seng! Men nu.....

Jeg fik kat for et års tid siden. For børnenes skyld forstås! Katte faktisk. To styks. Som sjovt nok blev til fem lige pludselig! Ja, bare sig det højt - indavl. Nok. Og så sagde alle de kloge, pas nu på at hankatten ikke æder killingerne. Han må ikke være alene med dem. Men aj, aj - han har nusset og puslet, slikket og leget med de små, og passet dem og sovet hos dem, når deres mor var ude om natten (og spille fandango. Den tøjte)

Og nu er han væk. Sødde, store, vamsede, grå tiger-mis (der sover udstrakt!) med den blødeste pels, er gået hjemmefra. Og jeg ville slå 1000 gange ud på den katte-varmeføler nu. Jeg er åbenbart blevet kattedame. Jeg vil have, at han kommer hjem. Nu. Hjem til mor.

Dagen før han forsvandt rejste en af killingerne hjemmefra til en ny god familie. Hans søn. Som var fuldstændig magen til ham, bare i lilleput størrelse. Så nu har vi det store drama kørende om, at han er ude at lede efter mini Tiger. Og imens går kattedamen her og spejder ud i haven. Og tager sig selv i at gå og snakke med ham (hvis han nu skulle høre det...). Og planlægge hvor meget lækkert hun skal servere for ham, (hvis) NÅR han kommer hjem. Jeg må være blevet skør.

Apropos dramaqueen..

Tænkte jeg lige skulle komme med et eksempel. Har tilfældigvis lige et dugfrisk ét. Jeg kunne jo evt. selv læse det igen ved lejlighed. Fx når jeg har glemt, hvor latterlig meget energi, jeg kan bruge på dramaer. Både min egen og andres. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: det her bliver langt!

Anledningen var en begivenhed, som også har optaget andre bloggere: U2 koncerten i Horsens.

U2 og jeg går langt tilbage. Torquay 1987. En sprogrejse, hvor jeg blev veninde med Helene. Den skønne Helene er ingen underdrivelse her. Smuk, intelligent, sød, sjov...blablabla...fantastisk pige. Det var vi dengang. Helene hørte U2. Altså inden U2 var noget man hørte, der hvor jeg kom fra.

(Der hvor jeg kom fra hørte vi nemlig 50'er musik og kørte i amerikanerbiler. Ja, grin bare. Det var sgu tider!! Bonderøve med bonde på. Hillbillies and rednecks)

Helene hørte U2, så det gjorde jeg også. Og jeg har hørt det siden. I radioen og til fester. Og sidste år i Nice, hvor jeg sad på en terrasse med fuldt overblik over lysshowet og en hel del lyd.

U2 har bare aldrig sagt mig noget. Jeg kan sagtens høre at de er...kvalitet. Power. Enestående. Men deres musik rører mig ikke. Sætter ikke stemninger, billeder, følelser og klumper i halsen i gang indeni. Hvis jeg skulle lave en sæt-liste over mit liv, ville U2 ikke figurere. For mig var de kun en flirt, fordi jeg gerne ville være ligesom Helene.

Så selvom jeg er vild med stadionkoncerter og kæmpeproduktioner, overvejede jeg ikke rigtigt det der U2-skråstreg-Horsens. Selvom det var i rimelig køreafstand og man måske kunne have fået en billet, når det nu var over to dage. Out of my mind.

Næste del af historien indbefatter så en lokal, nutidig bonderøv. Som jeg ...æhhh...ser. En slags kæreste. Og vi havde sgu ikke lige fået snakket om det der U2. Ikke med et ord.

Her skal jeg lige indskyde, at jeg er meget stor tilhænger af lommepsykologi (min egen), hvilket ofte afstedkommer dramaer på et tvivlsomt grundlag. Således også i dette tilfælde.

Jeg havde nemlig analyseret mig frem til (ja, helt uden dialog. Imponerende, jeg ved det) at ham slags kæresten ikke var til U2. Han er mere til Bruce. Den slags. Ligesom mig.

Han er også sådan en, der har hænderne skruet godt på og ved alt om fx kloakker. Strøm, generatorer, værktøj, mandeting. Og dem, der kan det, bliver tit ringet efter når der skal laves store installationer til store forsamlinger. Fx i Horsens.

Place and time for the drama: Søndag d. 15. august.
Første U2 koncert i fuld gang. Nede i hulen putter Hulemor/dramaqueen børn, et sted i omegnen er en slags kæreste i gang med det samme. Han pakker også tasker, fordi hans børn skal til deres mor næste dag. Han kommer i tanke om nogle papirer, han gerne vil have Hulemor til at læse igennem og sender en sms... *trommehvirvel*

SK: "Jeg vil gerne have dig til at læse de papirer igennem"

H/D: "Selvfølgelig, du siger bare til"

SK: "I morgen engang?"

H/D: "Fint, så skal det være aften, Elverpigen er først færdig med håndbold kl. 19" (mellem linierne: så kan vi jo også lige hygge os når børnene sover. Og sår'n. Det er længe siden)

SK: "Øhe ved ikke rigtigt. Tror sgu jeg napper U2 i morgen"

(Hvar? U2? Hvorfor nu det? Det troede jeg da ikke var noget for os! Jamen hvorfor fanden spørger du ikke om jeg vil med? Det har du sgu da overhovedet ikke sagt noget om! Hvorfor vil du ikke hellere ned til mig? Okay, jeg har fattet det. Ud at have det sjovt med drengene. Fair nok, men hvorfor har du ikke bare sagt det? Var du bange for, jeg skulle nå at købe en billet? Nu troede jeg jo lige, du kom kom herned, synes da du skrev, du savnede mig lige for to timer siden. Men det er måske lavet om nu?)

H/D: "Okay. Det har du da ikke snakket noget om?"

SK: "Nej men det var også bare en pludselig indskydelse i dag. Synes der trængte til at ske noget"

(Nå ja, men det er da også fedt. For dig. Jeg sidder jo ligesom her og har ingen til liiiige at give mig en børnefri aften. Ja ja, ved sgu godt jeg selv har valgt det. Troede måske bare at du var lidt solidarisk. Håbede i hvert fald. At du hellere bare ville herned. Suk. Men nej nej. Du kører selvfølgelig dit eget show. Du skal lige have det hele med. Hold kæft hvor egoistisk. Hmm *tuder lidt her. Retfærdig harme*)

H/D: "Hmm. Jamen så god fornøjelse. Troede bare det var sådan noget, man gerne ville gøre med sin kæreste"

SK: "Stop nu skat altså. De ringede i sidste uge, om jeg ville arbejde derude, og jeg sagde nej pga. børn. Så har de lige ringet igen, at der er bøvl med en generator, om jeg ville komme og lave den. Længere er den ikke. Men jeg bliver da hjemme hvis det er sådan et problem"

(Nej nej ikke for dig. Og lad være at spille martyr for helvede. Det handler om nogle heeeelt andre ting. Som fx prioriteringer. Nu har vi ikke set hinanden i 14 dage, og så er det pludselig mere spændende at skulle derud. Det er mest det, at du ikke selv har lyst til at se mig...hmm. Ja ja, ved godt vi har en aftale på tirsdag, men alligevel. Du får bare lige det hele med ikke. Fandeme dejligt for dig)

H/D: "Det må du da selv om. Du har bare ikke snakket om det, og så håbede jeg måske, du havde lyst til at komme herned. Når jeg så ovenikøbet skulle hjælpe dig med de papirer. Jeg vidste ikke det var arbejde. Jeg er nok bare skuffet over, at du ikke tænkte mig ind i det. Godnat"

Her sidder jeg så virkelig og krummer tæer. Lille sur pige indeni. Misundelig, overset lille pige. Åbenbart. Næste dag skrev jeg selvfølgelig at blabla, det var jo ikke sådan ment, og selvfølgelig skulle han da bare tage derud og i øvrigt var jeg overhovedet ikke særlig vild med U2.

Og hele dagen spillede de U2 i radioen og man kunne bare ikke blive fri for at blive mindet om, at man bare var den eneste i hele verden, der ikke skulle til den forbandede koncert. Og anmelderne var jo bare helt vilde og mandag forstod jeg da virkelig, at her var noget once-in-a-lifetime jeg var gået glip af. Skidetak (som det er blevet så moderne at sige. Her dækker det til fulde min følelse)

Og en slags kæreste tog derud mens martyren indeni dramadronningen våndede sig.

Og så blev det endelig tirsdag aften. Og dramaet blev forløst. Med kys blandt andet. Og forunderligt nok med denne udramatiske samtale i bilen:

H/D: "Nå fortæl så! Hvad gik jeg glip af" (Nu hvor du ikke ville have mig med MED)

SK: "Jamen vi kom lidt sent. Bilen gik i stykker på vej derind, så den måtte vi have Jxxx til at hente. Vi havde heldigvis taget cykler med også, så vi cyklede det sidste stykke ind til stadion. Men det var svært at komme tæt på. De havde jo lukket alle sidegaderne af"

H/D: "Nå. Men hvor mange var I da?"

SK: "Bare mig og Pxxx"

H/D: "Nå. Men jeg troede da du skulle arbejde?"

SK: " Ja men jeg havde været forbi tidligere og sætte en slange på den generator, så det var fikset"

H/D: "Jamen hvordan havde Pxxx fået billet med så kort varsel?"

SK: "Billet?"

H/D: "Var I ikke til koncert?"

SK: "Nej. Eller jo. Vi stod bare ude på Langmarksvej og drak lidt fadøl. Men vi kunne ikke rigtig se noget af det"

(For helvede. Var det det, jeg hidsede mig sådan op over. At han for hede hule helvede skulle stå ude på gaden og drikke fadøl. Det var dét, der var så vigtigt at blive spurgt om. Inviteret med til. Hold kæft mand, jeg brækker mig. Over mig selv. Godt nok ikke sjovt at blive snydt på den måde hvar?)

H/D: "Hmm jeg troede, da I var derinde. Jeg så dem faktisk på samme måde sidste år. Dengang jeg var i Nice. Den aften jeg lige var landet. Jeg sad ude på altanen og det var helt mørkt, så man kunne næsten se lyset over hele byen. Men oppe på bjerget var lyden af cikaderne højere end koncerten"

SK: "Det lyder sgu da en hel del federe haha"