Op og ned.

Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

Ham har jeg da været heldig med

Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

Kamp og kvindedage

Det er jo i dag. Den internationale kampdag for kvinder. Og jeg tænker egentlig en masse om det, og har tænkt virkelig mange kloge (!!) tanker om, hvad der stadig er værd at kæmpe om- og for. Ikke mindst for kvinder ude i den store, voldsomme verden.

Jeg er bare så træt. Træt, træt, træt. Måske er det de 40? Eller også er det bare for lidt søvn og eftervirkninger af tre infektioner, der ikke rigtig har sluppet sit tag i kroppen endnu. Og ordet kamp. Det gør mig så fandens træt, for jeg synes, der har været kamp nok de sidste år her i mit lille liv.

Og der er i hvert fald én kamp, mit hoved har kredset om i dag. Kampen om kærligheden. For kærligheden. Med kærligheden. I kærligheden. Om at få den og om at miste den.

Jeg har selv været dér, for ganske få år siden, hvor den største kamp handlede om den helt dagligdags kærlighed. Ikke en stor kamp i nogen verdensorden, men dog verdens største kamp. For mig. At erkende ikke at være elsket. At erkende at leve sammen med et menneske, der ikke formåede at holde af andre. Overhovedet. Ikke engang sine egne børn. Det lyder hårdt, og det er hårdt. Det er så hårdt, at alt i mig ville tro på, at jeg var den forkerte. Hvilket jeg fik masser af opbakning til at fastholde!

Det var mig, der var den begrænsende. Den hæmmede. Den infantile. Den åndelige og spirituelle analfabet. Den forkerte, der ikke ville lære.

Indtil en knivskarp psykolog tog mig i hånden og fulgte mig hele vejen tilbage til mig selv, hvor jeg mærkede, at det var rigtigt. Jeg var ikke elsket. Og det var ikke min skyld.

Nu er jeg elsket. Der bliver ikke brugt mange ord på det, men jeg mærker det. Jeg mærker, at jeg ikke skal kæmpe mere. Jeg ser det i hans øjne og mærker det i hans hænder.

Bevares, af og til forsøger jeg da at kæmpe en lille smule endnu. Lidt dramaqueen er man vel stadig. Men også dét bliver elsket. "Så, så. Rolig nu, Maude" eller "Er du sur? Mutter" (udtales "måtter"). Sagt i overbærende kærlighed. Rummelighed. Villighed til at lytte. Og et glimt i øjet. Så er det altså svært at blive ved at være sur. Hulemor kan i hvert fald ikke.

Så i dag vil jeg bare glæde mig over, at der er dén kamp mindre at kæmpe!!

I det blødeste bløde

I det blødeste bløde i min kerne, det er dér, jeg er ramt lige nu.

Jeg har aldrig skrevet et blogindlæg før, der har været så lidt velovervejet. Jeg har ikke fået mine tanker på plads. Jeg har ikke fået bearbejdet mine følelser. Jeg har ikke fået "vendt den" og sat de dækkende ord på. Men jeg skriver alligevel, for at fastholde øjeblikket.

Jeg efterrationaliserer ofte mine følelser, hvilket af og til er vældig hensigtsmæssigt. Men jeg er ramt i min kerne, og jeg har behov for at få det nedfældet. De er sådan her, jeg har det. Det var sådan, jeg havde det i dag. En helt anden dag har jeg måske fået efterrationaliseret og fundet de rigtige ord. Forklaret og analyseret mine følelser så meget, at jeg slet ikke kan forstå og huske, hvordan det var at være mig i dag.

Sent i aftes modtog jeg en mail. Skrevet af en kvinde, en mor fra Troldebarnets skole. Mailen handlede om, hvordan Troldebarnet har krænket hendes søn igennem længere tid. Der var ord som knytnæver, arme vredet om på ryggen, fingre stukket ind i øjnene.

Det er ingen hemmelighed, at Troldebarnet har en svær gang på jorden. Han er udfarende og har stor vrede mod sig selv. Det er meget sjældent at han slås, men at han driller og irriterer, er jeg fuldstændig på det rene med.

Mailen var sendt til skolens leder og det andet barns far (forældrene er skilt). Sort på hvidt stod det, hvilke overgreb min søn, ifølge hende, havde begået mod hendes dreng. Jeg følte ham fuldstændig blottet, angrebet og forsvarsløs.

To dage forinden havde jeg haft en telefonsamtale med den pågældende mor i en ganske almindelig aftale-situation vedrørende fritidsaktiviteter. Ved den lejlighed faldt der ikke så meget som ét ord om de vanskeligheder, hun nu redegjorde for i sin mail. Dagen før havde jeg mødt hende i en anden sammenhæng, hvor der heller ikke var så meget om et lille pip om de voldsomme situationer, der skulle have fundet sted over længere tid.

Jeg slog ikke koldt vand i blodet. Jeg ringede til hende med det samme. Min stemme skælvede, og ja, jeg var rasende. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten direkte. Rasende over at hun ikke havde taget kontakten før. Rasende over at hun involverede skole og forældre uden at varsle mig. Rasende over, at hun ikke mødte mig i det, men indledte en så alvorlig diskussion i et niveau og på et tidspunkt, hvor det var svært for mig at bevare jordforbindelsen.


Hun kunne ikke redegøre for, hvornår episoderne havde fundet sted. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor det pludselig - siden søndag aften - var blevet så magtpåliggende for hende at få det "sagt" højt. Hun kunne ikke redegøre for, hvorfor hun ikke havde taget den op med mig, de to foregående dage, hvor vi havde været i kontakt med hinanden.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så berørt i en telefonsamtale. Hun forklarede sig med, at det var svært for hende at være i dialog om det, fordi hun ved andre lejligheder har haft konflikter med skolen (jamen netop derfor skulle du jo komme til mig???). Hun vidste i øvrigt ikke, hvilken rolle hendes søn selv havde haft i sammenstødene, det havde hun ikke fået spurgt ham om (Hvad med at vi to havde haft den snak først?). Hun havde valgt at skrive en mail, for ikke at gøre det til en konflikt (???) Jeg bad hende om, en anden gang, at overveje sin kommunikationsvej.

Jeg skrev en mail til skolen om, at jeg naturligvis bakkede 100% op om at få kastet lys over sagen, og at jeg i øvrigt syntes, at det var en uheldig måde at indlede en dialog på. Især på en skole, der sætter nærvær og ordentlig kommunikation i højsædet.

Jeg sov ikke. Jeg kunne ikke. Mit system kunne ikke falde til ro. Og det er det, jeg reagerer på. Det fortæller mig noget? Min voldsomme reaktion fortæller mig noget. Der er noget helt inde fra, der fortæller mig noget her. Der er noget galt.

Skolen har i dag forsikret mig, at der stadig er god kontakt til- og opmærksomhed omkring Troldebarnet. Men der har været episoder, der passer på beskrivelserne. Der har været knytnæver. Det er bare ikke, af skolen, blevet oplevet som overgreb. Der har været tidspunkter, hvor de voksne har løftet øjenbrynene, fordi det i et sekunds tid lignede, at noget var i gang. Men aldrig mere end et sekund. Aldrig noget, der ansporede til delagtiggørelse af andre, herunder mig. Aldrig noget, der fik klokker til at ringe. Aldrig noget, der gav anledning til særlig bekymring.

Jeg blev beroliget med, at skolen aldrig har haft fokus på, at der netop mellem disse to drenge har været særligt behov for opmærksomhed. Jeg blev støttet i min oplevelse af, at kommunikationsformen var uhensigtsmæssig i retning af at løse konflikten i mindelighed. Jeg blev forsikret om, at Troldebarnets vanskeligheder bliver mindre dag for dag. Jeg blev overbevist om, at min dreng ikke er et monster, der går rundt og stikker fingrene i de andre børns øjne.

Vi talte om over-kill og under-kill. For lidt og for meget. Brodden blev taget af angrebet. Men at det andet barn har haft den oplevelse af overgreb, er jeg ikke menneske til at ændre på, hvor gerne jeg end ville.

Jeg blev bedt om ikke at diskutere det med Trolden. "Det er noget, der sker for ham i situationer, hvor noget bliver for hyggeligt. For tæt. Det er sekundvis, og han kan ikke "gøre for" det. Han er oprigtigt ked af det bagefter. Vi ser det som en del af hans selvdestruktive tendens. Vi oplever ikke, at de andre børn føler sig truet eller "jordet" af ham. De er kloge. De ved godt, han er sårbar.

Tak. Det hjalp.

Jeg sidder tilbage med modsatrettede, diffuse følelser. Hvad skete der med mig? Hvorfor blev jeg så oprørt? Hvad er op og ned?

Ingen tvivl om at den mor, uforvarende, ramte mig i det blødeste bløde. Det mest smertefulde i mit liv. At Troldebarnet er kommet til verden og er vokset op i et følelsesmæssigt utrygt hjem, hvor intet nogensinde har været godt. Og at jeg ikke kan ændre det. At jeg er bange for, at den adfærd er direkte nedarvet fra hans far. Uanset hvor mange psykologer, der hævder, at sådan er det ikke. (Og at min bekymring om det i øvrigt kan forstærke Troldebarnets angst for at ligne sin far for meget på det punkt).

Jeg har lige læst de to mails igen. Jeg kan godt holde dem ud fra kroppen nu og læse dem. Uden hjertebanken. Jeg har vænnet mig til ordene. Måske kan jeg ikke forstå, at de gav det stormvejr indeni.

Var det berettiget at blive så vred? Var det rimeligt, at ringe hende op og afkræve svar, tidspunkter, forklaringer? Almindeligvis bliver jeg ikke skubbet ud over den grænse.

Jeg forsøger at fange den flygtige fornemmelse af genkendelighed. De andre gange, det er sket. Der har min erfaring været, at det var fordi der var noget i det. Noget, der ikke var rigtigt.

Og derfor sidder jeg tilbage med følelsen af, at den mail virker så skadelig og angribende, netop fordi den giver sig ud for at være tilfældig. Sendt en tilfældig dag. Netop fordi der ingen optakt har været.

Følelsen nu af en skjult dagsorden. En bagtanke. En raffineret optrapning af en konflikt, der handler om noget ganske andet end Troldebarnet. Jeg kan ikke slippe den...

Øv, øv og øv...

Havde ellers skudt tanken fra mig. Slettet sms'en. Fortrængt telefonopkaldet med en ægtemands, en pårørendes, min fars desperate stemme...

Troede lige rødvinen skulle lægge den sidste ro over en ellers perfekt lørdag. Med sol fra morgenstunden. Med fødselsdags- og legeaftaler. Med shoppingtur til Hulemor. Med hjemmebagt rugbrød. Med burgere og muffins. Med Olsen Banden. Med brændeovn. Med stearinlys. Med ro. Med plads til tanker...

Tumoren er vokset igen. Min mors. Canceren rører på sig. Den er vågnet af sin dvale. Hans stemme: "Hvad gør vi nu..."

Som om jeg ved det...

Forår. At last

Går ikke for godt med humøret. Stadig.

Har bare siddet fast i enlig-mor-offer-følelsen. Inklusiv masochistiske bebrejdelser som "Jamen du har jo selv valgt det". "Ensom? Du ville jo selv". Nå.

Jeg er så træt af at mine hårdt opsparede reserver gang på gang bliver ædt af efterdønninger af skilsmissen. Jeg mangler ikke noget. Men jeg har heller ikke til noget. Selvfølgelig kunne jeg vælge at skifte den hemmelige adresse ud med et månedligt beløb i boligsikring. Eller vælge en anden skole, der ikke koster 2.950 om måneden. Okay, det er nogle dyre valg. Men jeg står alligevel inde for dem.

Surfede (pudsigt nok) forbi noget millionøsemetode. Og måske har de ret, for alle mine tanker var sådan noget "Passion? Jeg har da ingen passion". "Dele ud til andre af det, du er god til? Jeg er da ikke god til noget". "Tiltrække rigdom? Nej hvor egoistisk". Pfft. No wonder jeg ikke har skejser til en all inclusive sommerferie med ungerne. Med fly. Ville de der millionøser nok sige. Måske de alligevel har fat i den lange ende...

Nå, men så læste jeg et interview med en kendis, der blev spurgt: "Hvad er du den eneste i din omkreds, der er vild med?". Det spørgsmål gik jeg og grublede over en eftemiddag. Altså hvis jeg nu var den kendte, hvad ville jeg så have svaret? Noget smart konstrueret til lejligheden?

Men pludselig kom jeg til at grine for mig selv. For jeg havde pludselig svaret! Countrymusik. Og det her:



Læg lige mærke til de drenges begejstring!!

Jeg tilbragte det meste af min ungdom i sådan en øse. Ja, lige netop sådan en Chevrolet Chevelle Malibu 1969. Ikke noget, jeg har pralet vildt med siden. Men nu tror jeg, jeg er parat til at stå ved min bonderøvede side. After all.

Jeg kan stadig blive helt varm, når jeg hører en V8'er komme nærmere. Det hørte jeg den anden dag. En forårsglinsende Buick med ung mand bag rattet. Og jeg gjorde det, han allerhelst ville have: Stillede mig op og gloede ukontrolleret efter bilen. Og smilede til ham. Dét er nemlig forår!

After all.

At ramme bunden

Øv. Hulemor har været helt nede på bunden. HELT. Egentlig troede jeg, at jeg havde været nede i det hul for sidste gang. Sådan for alvor.

Det grumme skilsmissehul, hvor skyld, skam, samvittighed, angst, sorg og vrede er klistret sammen i et virvar af fortrængninger og undervurderede traumer.

Mit lille troldebarn har lidt så meget og har det til tider så svært, at det er nødvendigt at få set på de oplevelser og traumer, der har fundet sted. Derfor har jeg arbejdet på en skriftlig redegørelse af familieforhold, hændelsesforløb, adfærdsmøsnter etc. etc. for at beskrive hans udvikling og påvirkningen af den bedst muligt.

Samtidig er jeg ud af det blå blevet konfronteret med tilbagebetalingskrav af boligstøtte mm. for 2007, hvor jeg var midt i mit livs stormvejr af overfald, chikanerier og forfølgelse. Her skal der også redegøres, dokumenteres, argumenteres, ringes, mailes...

Endelig ligger der en sag hos Erstatningsnævnet vedr. overfaldene, som lige pludselig kræver dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, udtalelse fra pågældende arbejdsgiver, lægeerklæring fra daværende læge, årsopgørelser, lønsedler...2½ år tilbage.

Det startede en lavine af hengemte følelser, aktiverede en cocktail af angst, sorg og rædsel, som jeg ærligt talt ikke havde troet var mulig. Jeg troede, helt alvorligt, at jeg havde lagt de ting bag mig. At jeg havde dealet med det. At jeg var videre.

Når man nærmest har skiftet liv siden, er det så ... overvældende.

Jeg har haft en uge, hvor livet har været ren overlevelse. Passet arbejdet, sørget for børnenes mest basale behov (og absolut intet udover det. Sagde den dårlige samvittighed) og om aftenen knoklet med redegørelser og dokumentationer til jeg næsten brækkede mig. I hvert fald til jeg gav efter for trangen og græd, skreg, hylede over at alt det indhenter mig igen. Til sidst skyllede jeg det hele eftertrykkeligt ned i det midlertidige indre glemselskabinet, indtil trætheden, alkoholen og udmattelsen slog mig ned til nogle få timers søvn.

Jeg havde følelsen af, at mit liv aldrig finder et leje igen. A.L.D.R.I.G.

De få, der blev indviet i tingenes virkelige tilstand rakte ud og førsøgte at hjælpe, men intet hjalp det. Eller måske hjalp det alligevel. For nu er jeg på vej op igen. Skrøbelig og med erkendelsen af, at kaos er lige nøjagtigt under overfladen.

Midt i min fortvivlelse mærkede jeg, at reaktionen ikke stod mål med problemet. Altså det aktuelle problem, som bestod af kr. 3.671 til tilbagebetaling, beskrivelser af dit og dat og en tur til lægen for en underskrift.

Det er jo ikke nogen ulykke! Mindst tre tilbød at betale pengene på stedet. Uden modkrav. Mindst én tilbød at hjælpe med beskrivelserne. Flere tilbød at snakke, lytte, trøste, holde om. Men jeg var nødt til at stå igennem det alene. Blev nødt til at mærke det hele. Igen.

Jeg trækker vejret normalt igen. Jeg er ikke grådlabil mere. Jeg har grinet, da vi spiste aftensmad. Jeg har glædet mig til noget. Jeg har ringet til en. Jeg har fortalt. Jeg har løbet en lang tur i skoven, da børnene var gået til ro. Jeg har set havørnen. Jeg har skrevet en vigtig mail. Jeg har ikke drukket. Jeg glæder mig til i morgen.

Trods alt.

Overload

Den her uge har bare været en killer.

Mandag satte dagsordenen på den nye uge med Kvindernes Internationale Kampdag. Vores internationale kampdag. Jeg har tænkt så meget over, hvor meget der kan skrives om den, at jeg slet ikke fik skrevet noget!! Endnu engang so last something med mig.

Jeg har læst en stor portion blogindlæg på- og om dagen og tænkt tanker som "nå ja!", "selvfølgelig!", "Godt sagt!". Men jo flere tanker jeg tænkte, jo mere stille blev der her på bloggen. Jeg er nok en fordøjer.

Kampdagen blev så overskygget af en anden og helt personlig kamp, som en kvinde tæt på mig kæmper. Min mor. Mod kræften. Tirsdag skulle hun have svar på en scanning, og jeg havde lovet hende at være med til samtalen. Gys og gru og ingen nattesøvn. Men HURRA. I november fik hun at vide, at der intet kunne gøres. I tirsdags fik hun at vide, at der er tumorsvind på næsten 50%. Åh tak for mere tid. Det har fyldt.

Og så tilbage til Kampdagen. Jeg tænker, at jeg burde larme mere sådan en dag! Ligesom jeg kan se, at mange andre kvinder - ikke mindst i bloguniverset - synes. Men er sandheden ikke, at alle os, der har ressourcer til at kæmpe, vi har det godt. Godt nok?

Som enlig mor skulle der vel nok være en fordom eller to at stå op imod. Gøre op med. Gøre opmærksom på. Men det er ikke så meget dér, missionen er for mig.

Og dog. Det pisseirriterer mig, at der er så stor forskel på at være enlig mor og enlig far. Jeg havde en kæreste gennem længere tid, der var fuldtids far. Dvs. børn på samvær hos mor hver anden weekend. Og der var den kæmpe forskel på hans og mit liv, at folk (læs:kvinder) stod i kø for at hjælpe, tage børn med hjem, "vil du ikke lige spise med?" når det gjaldt ham. Næsegrus begejstring over sådan en far, der mestrede dét liv. Han sejlede kajak, gik til musikundervisning, drak fyraftensøl, gik i biografen i hverdagene(!) - og alle kvidrede: "neeej, hvor er det godt han gør noget for sig selv. Kommer lidt ud. Han skal heller ikke bare sidde derhjemme. Det er så flot, han er så aktiv".

Det skulle lige have været mig..."Kunne hun ikke tage at passe sit afkom? Det er vel ikke nødvendigt at hun ligefrem skal gå til noget. Tsk". Okay, det er måske sat lidt på spidsen, jeg har også meget opbakning og bliver bestemt budt på kaffe og får ja, hvis jeg spørger om børnepasning. Meeen. Der er ikke den samme grad af nursing, når det gælder enlige mødre.

Min kæmpe kæphest er opdragelse. Opfattelse af kønnene og deres forskelligheder. Og ret til ligeværdighed. For nylig sagde jeg til min mor, at nok havde de understreget vigtigheden af at kunne klare sig selv (altså være økonomisk uafhængig af en mand) - meeen...kunne jeg finde en rig mand til at forsørge mig, så var det nu engang det bedste!! Jamen prøv lige at navigér i det!

Og undskyld mig, men er det ikke også det princip, vi hylder, når vi gør Mary og Marie (dem I ved nok...) til Ikoner for vores tid? Al ære og respekt for deres arbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at de arbejder benhårdt og ikke har fri kl. 15 og alt det der. Det er ikke dét. Men de har saftsusemig meget hjælp til resten! Og at få Prinsen og det halve kongerige - det er nu engang bedre, end at skabe noget selv! Ikk?

Og jeg nægter at sidde og svælge i udsendelser om deres fine palæ og al den luksus, vi, undersåtterne, skal forstå er nødvendige for en moderne royal familie. Come on. Jeg betragter mig egentlig som royal af hjertet, men der er noget, der skurrer i øjne og ører...

Og det skurrer også lidt i hjertet her i Hulebo. Rettere sagt i Hulemor. Det giver god mening at ryge op på kvindebarrikaderne efter ægteskab og skilsmisse, der virkelig ramte definitionerne for respektløshed og grænseoverskridelser. Men i den her uge, har jeg tænkt, om det er gået mig som det gik fagbevægelsen (og kvindesagen?). Har jeg sejret ad helvede til?

Synes ellers jeg er rigtig god til at kommunikere. Udtrykke mine behov. Sætte ord på mine følelser. Gøre rede for hvad jeg vil, og (især?) ikke vil. Kald det efterrationalisering. Eller angst for at ende i noget, der ikke er godt for mig, en gang til.

I hvert fald er det lykkedes mig at skubbe et menneske godt og grundigt væk fra mig. Vel at mærke et menneske, jeg gerne ville tæt på. Og have tæt på. Måske er det godt nok. Men en ægte veninde (som i øvrig er gift med en mand, der synes, det er noget fint, at hun ikke arbejder!!) gjorde mig opmærksom på, at mine analyser, fortolkninger og konsekvenser af en andens handlinger, måske - kun måske....ikke er rigtige. Hvad f*nden? Mig, Oraklet! Det har jeg så gået og været meget stille over. Jeg ved, jeg skal lytte, når hun siger sådan noget. Det skal jeg bare.

Man kan jo ret beset kæmpe sig ihjel.

Men så! Kære kvinder. Er det en kæmpe glæde at mærke den oprigtige omsorg og varme, der kommer fra jer i kommentarer og mails! Kvinder, der ikke kender hinanden, men alligevel vil hinanden noget. Vil mig noget. Det er da stort. Måske i virkeligheden den moderne kvindekamp? At turde bakke hinanden op, dele ud af styrker og overskud i stedet for at kæmpe om prinserne?

I morgen kommer min gode veninde med sine tre unger. Så skal der snakkes x-factor (apropos værdier, støn), spilles Nintendo, drikkes rødvin og g-r-i-n-e-s!!

Happy Saturday Women. Hip Hip