Viser opslag med etiketten Troldebarn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Troldebarn. Vis alle opslag

onsdag den 13. marts 2013

Troldebarnets verden


Nogle gange er der brikker, der falder på plads. Ti-ører, der falder. Sten, der falder fra hjerter.

I weekenden faldt der en kæmpe brik på plads i mig. Og med den, en stor sten fra hjertet. Eller sten og sten, men jeg blev i al fald så utrolig let om hjertet, da jeg opdagede noget, der har ligget så snublende nær, men jeg ikke før har set!

Jeg læser ved et institut for bl.a. filosofi, og har i denne weekend været i selskab med mennesker, der har viet deres liv til at beskæftige sig med videnskabsteori og filosofi. Inden seminaret har der været en masse læsestof og endnu flere flyvske tanker, der har været svære at hitte rede i. Hold da op, der kan spindes mange tanker om de store og små ting i livet...

Nogle af mine medstuderende finder det overflødigt. Besværligt og til tider kedeligt. Jeg synes også, det er vanskeligt stof, så svært at få hold på, men vildt interessant og fængende. Måske fordi jeg tit hverdagsfilosoferer over livet. Under en af forelæsningerne gik det op for mig, at jeg havde hørt nogle af de her spørgsmål før. Fx: "når vi ser på den samme ting, hvordan kan vi så vide, at det jeg ser - er det du ser? Altså vi går jo ud fra, vi ser det samme, men hvordan kan vi vide, at det i virkeligheden er det samme? Hvordan kan vi være sikre på, at det, du mener med blå, er det samme som jeg mener med blå?". Den slags. Det er sådan nogle spørgsmål Troldebarnet stiller. Og tænker meget, meget længe over.

Pludselig gik det op for mig, at jeg bor sammen med en filosof. Mit Troldebarn."Det eneste vi behøver for at blive gode filosoffer, er evnen til at undre os". Det står i "Sofies Verden" (Jostein Gaarder), den bog om filosofi, der var vældig fremme for 20 år siden. Det er overskriften på 2. kapitel, som vi læste efter aftensmaden i dag.

Jeg vil godt indrømme, at to børn på 10 og 13 år rynkede noget på næsen, da jeg fortalte dem, at der var en bog, jeg gerne ville læse højt for dem. "Jaarrhhhh, vi kan da godt selv læse", "ja" sagde jeg, "men ikke den her bog - den skal vi læse sammen". "Hvad er det for en bog?" sagde Elverpigen - og derefter "Naaarjjj, den har Karla i skolen og hun siger, den er DØDkedelig".

Den første overskrift hedder: "...til syvende og sidst måtte et eller andet engang være opstået af nul og niks..". "Forstår I spørgsmålet?" spurgte jeg dem. "Njææaarrhh" sagde Elverpigen. "JA!" sagde Troldebarnet. Med store, lysende øjne. Helt, helt musestille sad han og lyttede, mens jeg læste. På et tidspunkt kunne jeg se, at han frøs tæerne (efter at have været til svømning), og jeg sagde, at han kunne gå ind og finde et par tykke sokker. "NEJ! Jeg vil gerne have, du læser videre i den bog!".

Det Troldebarn, der normalt spørger, inden den sidste bid mad er slugt, om han må gå fra bordet...han sad tryllebundet, med blikket på uendelig, og bare lyttede. Jeg kunne simpelthen se, at ordene vakte en genklang i ham, som gav så meget ro. Og mens vi bagefter ryddede af bordet, sagde Elverpigen: "Jeg har aldrig tænkt på, hvor universet stammer fra.....det er da spændende".

Jeg synes også, det er spændende. Og hvis jeg lige skal blive filosofisk et øjeblik, synes jeg især, at jeg er så fantastisk heldig - igen - at livet pludselig viser mig noget, der er så åbenlyst, men som jeg har været så blind for. Så blind, at jeg skulle en tur til et institut for filosofi, for at fatte det! Det siger jeg tak for. Til universet.


lørdag den 6. oktober 2012

Det der nærvær...


...det sku' være så godt, siger de. Og jeg øver mig da også på det. Især de dage her, hvor hovedet er fyldt med teorifremstilling og analyser og praksissammenhæng og refleksive processer og alt muligt flot. Og så sad jeg der foran pc'en i nærmest nattøj og ordnede ord, kaffe i koppen og nutella on the side...da Troldebarnets lærer ringede og lød bekymret i stemmen. Joe altså, han var faldet ned af en stol (har jeg ikke sagt, man ikke må stå på dem?), og det var vist ikke så godt.

Hulemor op i tøjet og ned på skolen til et forgrædt men tappert Troldebarn, der ventede. "Jeg tror, den er brækket, mor". Nå da, nu ser vi, ind til lægen med dig. "Jeg tror, den er brækket" sagde hun, og sendte os videre til røntgen. "Ja, den er brækket" sagde røntgenlægen, "I skal videre til skadestuen". Så sad vi der og fik tiden til at gå, indtil en ny læge kaldte os ind. "Brud på begge knogler" sagde han og tegnede og fortalte Troldebarnet om revner og vækstzoner og alverdens ting. To sygeplejersker lagde gips på fra overarm til fingerspidser og imens prøvede Hulemor at se på den lyse side af sagen.

Hulemor: "Det var da godt, det var den venstre, skat, når nu det skulle være"
Troldebarnet: "Hvad mener du?"
Hulemor: "Ja, så det ikke er den, du skriver med og så'en"
Troldebarnet: "MOOR!!!"
Hulemor: "...????..."
Troldebarnet: "Jeg er altså venstrehåndet!!"

Nårhh ja, det er da også rigtigt. Ikke pinligt at få sagt den slags højt...suk. Nå, men jeg lover, at jeg fortsat øver mig...


onsdag den 15. februar 2012

En glad mor er en god mor


Egentlig ikke et udtryk, jeg bryder mig særlig meget om. Ikke fordi jeg ikke synes, det er rigtigt. Meningen er for så vidt god nok, men jeg har af og til tænkt, at det så nemt at sige, når man i virkeligheden er ude efter at retfærdiggøre, at man bruger tid på sig selv. Altså tid, som kunne have være brugt på børnene.

Jeg var engang gift med en mand, som forstod at nære og gøde den naturligt iboende dårlige mor-samvittighed. Fx over at elske sit (mit) arbejde så højt, at man (jeg) frivilligt tilbragte en aften om ugen på at undervise i stedet for at "passe sin (min) familie". Han havde jo ikke noget imod, at jeg arbejdede, som han sagde. Så længe det passede indenfor hans arbejdstider, så han ikke skulle belemres med at tage sig af børn eller praktiske foranstaltninger i relation til den øvrige husholdning. "Hvad er det for mor, der har lyst til at være på arbejde, når resten af familien har fri?". Åbenbart sådan en som mig - meget dårlig én af slagsen. Nå, men nu var det ikke ham, vi skulle snakke om.

For nylig ringede Troldebarnets lærer til mig, for at høre, hvad der var sket hjemme hos os de seneste måneder? Der var en tydelig forandring med ham i skolen, nemlig... Øhh, joe, vi sover i køkkenet, han har ikke noget værelse lige for tiden... Så har jeg fået nyt arbejde og længere transporttid, så de tager faktisk selv afsted om morgenen og jeg kommer senere hjem end før...(ooohhh sooorte samvittighed).

Nåe, men de synes bare, han var blevet så rolig og harmonisk. Alle de voksne havde bemærket det.

Okay. På den måde forandring.

Det fik mig til at tænke på det med den glade mor. Damehuset byder på udfordringer og hængepartier, men jeg elsker at bo her. Det er så meget vores hjem. Hulebo var fra starten en midlertidig løsning, fordi der var en tidsbegrænset lejekontrakt knyttet til huset. Hulebo var et helle, et pusterum, et eksil. Damehuset er et hjem. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at flytte.

Arbejdspladsen er et sted, jeg er kommet for at blive. Det rummer alle de muligheder og udfordringer, jeg ønsker i de forholdsvis trygge rammer, jeg har brug for. Jeg har det godt med mine kolleger og ved, at jeg er dygtig til det, jeg laver. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at skifte arbejdsplads.

Smedens favn er min havn, for nu at sige det lidt poetisk. Vi har så lidt lyst til - og brug for - at lave hinanden om. Han får mig til at grine, når jeg Mauder og skubber til mig, når der er noget, jeg tror, jeg ikke bryder mig om. Til gengæld får jeg ham (bilder jeg mig ind) til at reflektere over tilværelsen på en anden måde, end han har gjort før. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at finde en ny og bedre mand.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Måske er en glad mor alligevel en bedre mor...

onsdag den 16. november 2011

Op til overfladen


Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.


mandag den 17. oktober 2011

Oktobertanker


For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

onsdag den 21. september 2011

Insisterende telefonsælger og nyt LIV


En aften blev jeg ringet op af en utroligt insisterende telefonsælger. Jeg var fraværende mentalt og han fattede simpelthen bare ikke et nej. Han sagde (fandeme) ovenikøbet, at jeg lød som én, der var i målgruppen for bladet! 40+ pffhh.

Ja, godt gættet, jeg sagde modstræbende ja tak til et prøveabonnement på magasinet LIV. Og nu, må jeg altså indrømme, synes jeg, det er et virkelig godt blad. I modsætning til mange andre dameblade, der bare ligger og flyder med deres glittede perfektionisme, er jeg ikke færdig med det endnu. For det første. Og for det andet gider jeg rent faktisk læse artiklerne. For det tredje har jeg været ude at løbe efter at have læst en artikel om Klummefabrikantens anstrengelser.

For det fjerde er der et skønt interview med Ann Eleonora Jørgensen, den fantastiske kvinde. Disse linier, der handler om at hendes børn både kommer for sent i seng og i skole af og til, gav mig en kæmpe klump i maven:

"Der ligger jeg tit og sludrer i alt for lang tid for at komme tættere på dem"

Jeg er nemlig næsten altid den strikse Heksemor omkring puttetid. På det tidspunkt trænger jeg simpelthen så meget til ro selv, at jeg ikke orker til at høre alt muligt om dit og dat. "Det kan vi snakke om i morgen, nu skal du sove, bla bla bla...". Selvom jeg godt ved, at det er rigtigt at:

"Det er der, jeg virkelig får at vide, hvad der optager dem"

I aftes lagde jeg mig derfor på sengen, da troldebarnet skulle puttes. Hvorefter vi havde følgende samtale (et uddrag):

TB: Aj mor, hvad laver du?
HM: Jeg lægger mig bare lidt her
TB: (griner og laver himmelvendte øjne)
HM: (griner) Hvad er der? Jeg vil bare sige godnat
TB: Hmm. Mor?
HM: Ja?
TB: Henne i skolen er der nogle af de skilte, der får nye babyer. Ved du godt det?
HM: Jae, det ved jeg godt
TB: (Nu med hænderne foldet bag hovedet. Eftertænksom) Det ønsker jeg mig altså ikke
HM: Hvad?
TB: En lillebror ligesom V har fået
HM: Nej okay. Det er nok meget godt, for det får du altså heller ikke!
TB: Er du sikker?
HM: Ja da. Jeg får ikke flere børn
TB: Jamen nu har du jo en kæreste. Og så er det jo, der tit kommer en baby
HM: Ja. Men det er altså noget man selv bestemmer. Og jeg får ikke flere. Bombesikkert
TB: Aj mor!! En bombe er jo ikke engang sikker! Gør du så?
HM: Nej nej nej. Jeg mener det. Der kommer ingen babyer her. Jeg lover det
TB: Tak. Godnat mor

Jeg skal helt sikkert ligge noget mere i mine børns senge inden de sover...

fredag den 10. juni 2011

Optimal start på dagen


Sådan en morgenkommentar bliver man altså glad for, selvom Freud nok ville have ment at afsenderen er en smule utroværdig. I hvert fald inhabil.

Troldebarnet: "Moar? Bruger du egentlig sådan noget...ungdomscreme?"

Hulemor: "Ja er du gal. En hel masse"

Troldebarnet: "Det kan man altså godt se. Du ser jo helt vildt ung ud i forhold til Marcus' mor. Hun er endda kun 35. Du ligner jo en....på....!!!...femogtyve"

He makes my day..

mandag den 4. april 2011

Mere forår i luften


Hvor er det godt med alle jeres kommentarer, forslag og tanker til indlægget i går. Tak. Jeg er stadig i gang med at sortere i mine egne tanker, mest fordi, der er nogle ting, der kommer til hænge sammen. Kryptisk. Jeg har altid vidst, at mit Troldebarn er specielt, og nu må jeg måske indse, for alvor, at jeg skal forholde mig til det. Ikke for at gøre det stort, men for at hjælpe ham til at fungere bedst muligt blandt andre.

Nå, men på vej hjem fra skolen med tre forårskåde drenge bagi (der i parentes bemærket havde fået Wii-spilleforbud pga. solskin, men til gengæld havde fået lov at lege med vand!) kom jeg pludselig lidt ned på jorden igen. Måtte holde ind til siden og give drengene et begejstret foredrag om min yndlingsfugl, der sammen med sin mage var i færd med at indtage reviret overfor måger og krager.


Billedet er lånt af John Larsen, dof.dk. og fjernes selvfølgelig, hvis det ikke er i orden.

Den røde glente. To af dem, rettere, helt tæt på. Hvor heldig kan man være (ja,ja, lidt kæreste med en ornitolog har man vel været. Og lidt nørd skal der være plads til i en Hulemor!). Måske man skulle hæve sig op i det perspektiv og se det hele lidt mere fra oven?


søndag den 3. april 2011

Sådan kan man få noget nyt at tænke over


Nå, men så ville jeg egentlig have skrevet et indlæg om besøget hos min far, om vores snakke (og for meget Baileys. Alt for meget) en gåtur til kirkegården og noget om at besøge sin mor sådan et sted. Og om, hvordan min far nu studerer gravstene - ikke for at se, hvor gamle de andre blev (hvilket er det, jeg kigger efter) men hvor lang tid, der gik, imellem to ægtefællers død. Vel at mærke fordi, han misunder dem, hvor der kun gik ganske kort tid. "Se der. Han døde ikke engang to måneder efter hende. Det, ville jeg synes, var fuldendt". Okay.

Vel hjemme fortalte Troldebarnet så lige pludselig om sin egen farve og min farve. "Altså, hvad mener du med 'farve'". Ja, den farve alle mennesker har uden omkring sig. Det kan være dén farve og dén farve og dén farve. De kan også blande sig og skifte. Det kommer an på, hvordan den person har det. Og om hvilke børn, der havde hvilken farve, og at det nogle gange var svært at være henne i skolen, når alle de andres følelser blander sig ind i hans. "Altså de farver, er det noget, du kan se?". "Ja. Eller det er nærmere noget, jeg kan fornemme. Kan du ikke det?" (Nej. Det kan jeg så ikke)

Og at det var rigtig svært at mærke, hvor dårligt morfar har det indeni. "Og mor, ved du godt, at han ikke ønsker at leve og at hans hjerte hele tiden leder efter mormor? Jeg kan høre det inde i mit øre, når han græder, og så hader jeg mig selv, fordi jeg ikke kan helbrede ham. Det er ligesom, når du græder mor. Jeg mærker, når der falder en tåre"

(Behøver vel ikke sige, at han altid finder mig, når jeg går afsides for at tage en tuder? Om jeg går på toilettet, i haven eller brændeskuret, så finder han mig. Men kun, hvis jeg græder)

Nå, men det sidder jeg så lige og tænker lidt over, mens jeg prøver at finde det rigtige svar på spørgsmålet: "Mor, hvad er reglerne så, når man kan fornemme de andres farver, og mærke, hvordan de har det?". Jeg kunne kun lige skynde mig at sige, at det i hvert fald er vigtigt at passe på sig selv! Og at den vigtigste regel er, at det ikke er hans ansvar, at alle skal have det godt, for så kommer han godt nok på overarbejde..

Resten tager vi lige i morgen, når jeg er færdig med at google "aura-farver" og "hvad gør jeg, hvis mit barn har evner for noget, som jeg ikke ved noget om, og ikke engang ved, om jeg selv tror på?"

Erfaringer modtages gerne...(hjææælp mig)

tirsdag den 4. januar 2011

Nå, men så Godt Nytår...


Det var en god slutning og en god start. Dejlig nytårsaften med glade børn og gæster, lækker mad og bobler i blodet. Og kæreste. God start.

I dag skulle jeg have besøgt mine forældre. Jeg skulle have været hjemme, som de ville sige. (Jeg er nu hjemme - her i hulen). Men et Troldebarn vågnede i nat og havde ondt i hovedet, svimmel, ulykkelig af utilpashed. En gang i timen måtte jeg trøste, holde om, berolige, indtil jeg overgav mig til panodil og kamillete kl. 4.15.

Nu ligger han på sofaen med dyne og tegnefilm. Jeg går en lille smule hvileløst rundt og prøver at få kabalen til at gå op, så jeg kan komme afsted. Hjem? Nej. Hjem til dem. Mine ulykkelige forældre, som slet ikke magter sorgen og ulykken. I går græd hun kun: "Jeg er så træt, så træt, så træt". Min far er ude af sig selv over ikke at kunne hjælpe, ændre, trøste. De kæmper begge imod det uundgåelige. Sanser kun en stor, bullen byld fuld af af angst, vrede, uretfærdighed og afmagt. (Jeg har sådan lyst til at prikke hul på den og lade alt pudset flyde ud)

Face your fears. Det synes jeg ikke, man skal for enhver pris. Måske er det heller ikke mig, der skal få dem til det. (Jeg trænger bare sådan til forløsning)

Juletræet står endnu. Med pynt og det hele. Nogle synes, det er en fjollet tradition med pynt og kugler på et træ, der burde stå i skoven. Jeg synes, det er smukt. Og jeg elsker det lys, der er i stuen om aftenen, når det kun er træets lyskæde, der er tændt. Og englene hænger fredfyldt og passer på os. Indtil videre er det fredet indtil Hellig Tre Kongers aften. Det er nemlig den sidste dag i julen, hvis man bekender sig til gamle (kristne) traditioner. Så det holder jeg mig til i dag.

Det er svært at give slip...

søndag den 24. oktober 2010

Kortslutning


Det var ellers en god weekend. Troldebarnet og Elverpigen kom hjem fra ferie hos mormor og morfar og var glade, forkælede og tilpasse. Mor'en var glad, forkælet og tilpas og tanket op med forelskelse.

Fredag var fridag! Ingen computer, ingen indkøb, ingen vasketøj eller pligt-gøremål. Kun os.

Lørdag/søndag var tur til gode venner, juleindkøb i Tyskland, hjemmelavede burgere og billigt slik. Playstation, Bingo Banko med fuld plade - Troldebarnets. Desværre var der mange vindere, der forsøgte sig på samme tid, så telefonerne var optagede. Øv, syntes han.

Jeg så den ikke komme, kortslutningen.

Det gik så godt, alle var glade og knusede hinanden til farvel sidst på eftermiddagen. Jeg glemte, at jeg skulle have stoppet noget før. På Troldebarnets vegne. Han kan ikke navigere så længe i så lidt struktur, alt for meget spil og ditto slik...jeg glemte det.

På vejen hjem var alt galt. Verden blev for stor, for svær, for kedelig, for smertefuld, for udfordrende. For. Meget. Jeg kunne ikke nå dig. Forklare dig. Trøste dig. Skærme dig. For sent.

Lille følsomme dreng. Min dreng. Du har lige kaldt på mig. Du ville ikke have historie. Du ville ikke have vand. Du ville ikke have kys. Du kaldte på mit hjerte. Du har ikke følelser. Du er dine følelser.

Det er hårdt at være otte år og være sine følelser. Alt for hårdt. Din lille krop kæmpede mod overgivelsen, mens du græd min bluse våd. Nu ligger du i min seng. Jeg kan høre dit åndedræt. Helt roligt nu. Jeg har lovet dig, at jeg vækker dig, når jeg selv går i seng. Og jeg har lovet dig, at jeg passer på dig. Jeg passer på dig lille dreng. I verden.