En helt almindelig dag...

Jeg kan stadig huske, hvordan man logger ind. Kom næsten helt bag på mig. Uha, hvor har der været meget at se til ude i virkeligheden. Men jeg har savnet min hule. Glæder mig stadig til den dag, hvor tankemylderet rydder op i sig selv og og automatisk transskriberes til blogindlæg...

Måske har det været en helt almindelig dag for jer. En helt almindelig torsdag. Men i dag var helt ualmindelig dag for Hulemor, for Troldebarnet fyldte år. Fylder år. Elleve år. Nu har jeg ingen børn under 10 år!..??..! 11 faktisk. Hvordan gik det lige til? Da jeg vågnede i morges (meeeeget tidlig på en feriedag, for selv 11-årige ønsker sig morgensang) kunne jeg tydeligt huske den efterårsmorgen, han kom til verden. Mørkt, blæsende og slagregn på ruden. Derfor gad jeg ikke rejse mig fra sengen kl. 4 om morgenen, da jeg måske godt kunne mærke noget murre. Selvom jordmoderen havde sagt, jeg skulle komme med det samme, fordi jeg først mødte op i sidste øjeblik til Elverpigens fødsel...

For at gøre en kort historie kortere, stod jeg op lidt i syv for at tage et bad. Veerne kom væltende sammen med vandet i bruseren. Kvart over syv skubbede jeg en plade boller i ovnen, fordi min eksmands datter havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at lille-søskend ikke kom ud den dag. Tyve minutter over syv gav min svigermor mig tøj på, jeg havde travlt med at trække vejret. Halv otte var jeg i bryggerset og finde lift og pusletaske frem. Fem minutter over halv lå jeg på gulvet på alle fire med røven i vejret og gispede, fordi jeg kunne mærke de første presseveer. Jeg kunne se fire iskolde børnefødder, det var fødselaren og lillesøster, der var vågnet. Jeg sagde ikke tillykke, for jeg kunne ikke tale. Men min eksmand kunne godt barbere sig, kunne jeg høre. Jeg havde ikke fået mascara på.

Lidt i otte sneglede vi os igennem morgentrafikken på ring 4. Jeg lå på bagsædet, stadig i samme position med godt fat i remmene på autostolen. Kl. 8.58. lå Troldebarnet på min mave. Tidspunktet var præcis det samme, som en liter benzin kostede den dag.

I dag har vi hygget. Friskbagte boller (selvfølgelig inkl. øko-spelt), pandekager, cookies, varm chokolade, hjemmelavede burgere (inkl. hjemmebagte grove burgerboller) og mere kage. Troldebarnet er lykkelig. Han har gang i nye gadgets og ... vinkelmåler. Megaglad for nyt penalhus....

Storesøster bliver 24 år i dag. Storesøster, som var ni år, da jeg lærte hende at kende. Og 12, da hun flyttede ind hos os. Storesøster, der allerede som 16-årig svor, at hun ville slå hånden af sin far, når hun blev myndig. Og tænkte meget over, hvad der så skulle blive af mig. Og som spurgte mig, da han var varetægtsfængslet første gang, om jeg troede, de andre nu ville tro på os? Søde, dejlige storesøster, som jeg har været nødt til at give slip på, fordi jeg ikke kunne holde distancen uden at såre hende (endnu mere) og ikke kunne lade hende komme så fysisk tæt på, som hun trængte til.

For et par måneder siden så jeg, at hun har opdateret sit coverbillede på facebook. Med en baby. Jeg tuder hver gang, jeg kigger på det. Og jeg kigger på det tit, for jeg kan ikke lade være. Hun er simpelthen så smuk. Og hun ser så lykkelig ud. Og måske er hun mor til babyen? Jeg savner hende. Jeg savner hende noget så rædselsfuldt. Særligt i dag.

Kram dem du elsker en ekstra gang. Go'nat fra Hulen og kram til jer.

Mere om en charlatan

AmarOrama skrev den anden dag, at hun godt gad læse noget mere om den dér charlatan. Jeg har skrevet en del om, hvordan det sluttede, men ikke rigtigt noget om, hvordan det startede...

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Han kom gående ned af en lang gang, på 6. sal i en bygning på Østerbro. Jeg stod i døråbningen til et klasselokale, og vi havde øjenkontakt i noget, der ligner 12 sekunder. Al for lang tid, når man aldrig har set hinanden før.. Han havde en hvid og blåstribet bluse på, den klassiske maritime model, cowboybukser og solbrændt hud. Jeg bevægede mig i et meget kvindedomineret fag og han udstrålede noget, jeg ikke havde set længe. Afgjort noget jeg havde drømt om og savnet..

Lynhurtigt fandt jeg ud af hvem han var, at han lige var blevet skilt og at han i øvrigt havde tre børn. Alene det, var på det tidspunkt nok til at få mig til at droppe alle tanker om at lære ham bedre at kende. Den slags mænd var man ikke kærester med, der hvor jeg kom fra!

Vi blev dog ved at færdes i de samme cirkler, og efterhånden fandt jeg ud af, at han var noget af en kvindebedårer og havde et helt kobbel kvinder til at kæmpe om sig konstant. Sådan en alle gerne ville tale med, vide noget om, ses sammen med. Ses af. Også mig.

Mr. Charlatan havde karisma og udstrålede på samme tid stil, alvor og leg. Et flot smil, en høflig - jeg vil næsten sige beleven - kommentar til alle og et uudgrundeligt blik i øjnene. Måske var det dét blik, der virkede så dragende på mange kvinder. (R i g t i g mange kvinder, skulle jeg senere erfare). Jeg var i hvert fald hooked. Til en fest erklærede han mig sin store betagelse i mig, til både min og mange andres, gætter jeg på, store forundring.

På trods af min stormende forelskelse i ham, var jeg alligevel skeptisk i starten. Han var en del ældre end mig og så havde han jo en ikke ubetydelig bagage. Han besluttede sig derfor for at gøre min skepsis til skamme. Vi taler kurmageri af orkanstyrke! Han kunne stå i regnvejr og vente på mig, når jeg havde fri, blot for at cykle ved siden af mig fra Østerbro til Valby, kun for at være lidt sammen med mig. Han overraskede mig på mit morgen-rengørings-studiejob ved at have mødt en time før mig og næsten være færdig, når jeg kom. Han skrev smukke breve og lovede mig himlen, hvis bare jeg ville blive hans. En gang skulle jeg rejse til Jylland med bus, og han gik op til chaufføren og bad ham så mindeligt køre pænt, nu han havde så dyrebar last med...

Ville du kunne stå for det? Eller rettere - ville du have kunnet stå for det, efter 4-5 år i kortere eller længere parforhold med varierende succes, følelsesmæssig ørkenvandring og længsel i de år, hvor dine veninder stiftede familie og fik børn og du rendte til bryllupper konstant - alene? Jeg kunne ikke...

Hvad jeg desværre ikke gennemskuede var, at han var forelsket i sig selv, og jeg kun fungerede som spejl. Langsomt men sikkert forandrede han sig, eller det vil sige, hans evne til at opretholde skuespillet var begrænset og efterhånden trådte en helt anden karakter frem. Det er en meget kompliceret historie at fortælle, og jeg ligger i den proces stadig under for angsten for andres fordømmelse. Eller for at blive misforstået.

Jeg kan ikke stille diagnoser. Jeg skal ikke kalde andre for noget. Men jeg ved, at det tog mig et års massiv terapi hos en psykolog med speciale i "personer med karakterafvigende adfærd" (psykopater), at komme bare nogenlunde fri af det ægteskab. Og jeg ved, at hun forudsagde 95% af hans næste træk igennem hele forløbet. Og jeg ved, at hun til sidst ikke længere turde have mig som klient, fordi hun blev så bange på mine vegne. Og jeg er overbevist om, at hun reddede mit liv.

Sådan en Charlatan var han.