Heksemor til grin

Nå men midt i sådan en eksistenskrise skal der på en eller anden måde også ordnes noget hverdag. Som i dag indebar at hente sløjt Troldebarn fra skole og spise ham af med Ramasjang (tak DR livestream), varm cacao, æbler og knækbrød, mens Hulemor blev færdig på job.

Kaffedate med nyskilt veninde, med hvilken jeg pludselig fandt ud af, at vores fortid byder på et ganske uforligneligt sammentræf af en fælles bekendt. Jeg måtte gå rundt i stuen og tage mig til hovedet, da hun sagde navnet. Hvis det passer, at man har mødt venner og familiemedlemmer i tidligere inkarnationer, har hun garanteret været .. min søster. Et eller andet nært beslægtet i hvert fald! Kræver et blogindlæg for sig - en anden dag.

De næstekærligste venner jeg har, inviterede på aftensmad (selvom det er dem, der har en baby!) og det eneste, jeg skulle overkomme, var at hente Elverpigen i en sportshal. Burde jo ikke have drevet mig helt ud på den kant, hvor Heksemor tager over. Men det gjorde det.

De der killinger, jeg aldrig kom af med, residerer stadig på matriklen og dét i en grad, hvor de ikke anser det for nødvendigt at være 100% renlige - hvorfor de ikke må være alene hjemme indendørs. Det eneste jeg skulle, var altså at lukke en kat ud, starte en bil, hente et barn og sætte mig til bords hos naboerne. Men katten ville ikke ud. Og gemte sig bag sofaen. Og væltede hele læsset med mor-savn, eksistens-krise og hvorfor-skal-jeg-altid-gøre-alting-selv-hysteriet.

Heldigvis gik det kun ud over en...lampe. Ikke det Troldebarn, der måbende så til (et Troldebarn, som jeg jo ved har utrolig meget behov for forudsigelighed og tryghed. Som skal smittes med ro, som psykologen sagde dengang).

En forholdsvis uskyldig lampe, som formastede sig til at bestå af rispapir. Og være mellem mig og katten. Som jeg kom til at flå en lille bitte smule i stykker. Hvorefter de fire led, stangen er sat sammen af, begyndte at knække sammen ét for ét - inde i skærmen. Heksemor hev og flåede, råbte og skabte sig, gik bersærkergang. På en lampe. Topmålet var, da et forsigtigt Troldebarn spurgte: "Men behøver du ordne lampen lige nu, mens du er så sur?"

Og jeg vrængede: "JAAA!!! Sådan en lortelampe skal fandeme ikke bestemme over mig".

Så utrolig modent. Så utrolig velovervejet. Så utrolig latterligt.

(Men den fik ikke krammet på mig. Jeg fik samlet lortet uden at ødelægge mere. Og katten kom ud.)

Der var lidt stille i bilen på vej til hallen. Da jeg fik pulsen nogenlunde i Hulemor niveau, spurgte jeg ham, om han var blevet forskrækket.

Troldebarn: "Næe. Jeg ved præcis, hvordan du havde det"
Hulemor: "Ok. Men du havde faktisk ret - jeg skulle bare have ventet, til vi kom hjem igen. Så havde jeg nok ikke været sur mere. Der var du alligevel klogere end mig! Bare en skam, jeg ikke lyttede til dig..."

Så skrupgrinte vi, og han udpenslede i detaljer, hvor skør, jeg så ud i mit hysteri: "Du svedte helt, mor! Men mor - du skal ikke være ked af det. Du er i forvejen et af de roligste mennesker i verden, så man kan altså godt tåle, at du lige bliver lidt sur. Må jeg få et bolsche inde i hallen?"
(Pyha)

Tror den trænger til at sove, den Hulemor. (Og på onsdag er der noget med en urne, der skal ned. Og vist noget med en skiferie, der nærmer sig. Hastigere, end jeg lige kan overskue nu. Men sschhyyy...ikke tirre Heksemor ...)

Uden overskrift

Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

Om at være perfekt og uperfekt...

Jeg har ikke sådan rigtigt blandet mig i den debat, der har været om perfekte/uperfekte mødre. Jeg er nemlig ikke så hurtig...går altid og vender og drejer tingene, indtil andre har fundet på nye ting at tale om.

I dag har jeg været begge dele, og allerførst vil jeg klappe mig selv på skulderen for at være den perfekte mor!

Jeg er nemlig ikke god til nærvær. Absolut ikke. Og derfor er der ofte krig mellem Hulemor og Heksemor her på matriklen - og især lige efter aftensmaden, hvor der skal rydes op, vaskes op, fodres dyr, tømmes opvasker, smøres madpakker, pakkes tasker blablabla.

Men i dag blev der dækket op efter aftensmaden. Foran brændeovnen. Med madras og kokosolie. Og så var det massage tid. Begge børn fik en lang og varm massage over hele kroppen, og hvor var det bare skønt! For os alle tre. Jeg fik selvfølgelig også til sidst. Og åhh, ja, nærvær - man (jeg) glemmer det!

Hvad nærvær kan gøre for kontakten og ordene og samhørigheden...det var så skidehyggeligt, at jeg slet ikke kunne forstå, at vi ikke bare gør det altid! Jeg er for træt til at gå i detaljer, men for sevan det var bare 1000% dejligt. Og to rolige, milde englebørn blev puttet og sov med det samme. Totalt perfekt.

Og nu er jeg så kommet i tanke om, hvorfor vi ikke gør det altid!! Køkkenet roder, kattene er ikke blevet fodret (rolig, de har mad), jeg har ikke fået te (men har til gengæld talt i telefon med en slags kæreste i 1 time og 36 minutter), der er ikke smurt madpakker, opvaskeren er ikke tømt, hunden er ikke luftet (ordentligt), der er ikke hentet nok brænde ind, taskerne er ikke pakket og nu sidder jeg ovenikøbet og skriver et blogindlæg i stedet for at fise ud og komme i gang. Så nu kommer jeg også alt for sent i seng. Og skal stå op kl. 05.35 til et rodet køkken. På en dag, hvor jeg har aftaler indtil kl. 20. Totalt uperfekt.

Kan I se det? Jeg er totalt perfekt og uperfekt. På den perfekte måde. Juhuu - jeg er venner med alle!! Eller...?

Ps. Fik jeg med at kokosolien var øko?