Viser opslag med etiketten mening. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mening. Vis alle opslag

mandag den 18. april 2011

Så lev det


Endelig. F E R I E.

Hver dag har jeg ord i hovedet, der egentlig vil ud, men jeg har åbenbart lidt blo(g)kering for tiden. For mange flyvske tanker og for lidt tid til at nedfælde dem. Skidt.

Elverpigen har slået håret ud og været på håndboldcamp x 2. Først 150 km den ene vej og nu 100 km den modsatte! Satser på hun kommer hjem i morgen og gider være sammen med os andre resten af påsken..!

Troldebarnet og jeg har sådan set bare hygget, spist is og spillet rundbold med smeden og hans familie. Stor succes. I dag var der en lille smule arbejde til mig, og badedag for et Troldebarn i en god vens have. Senere trampolin, burgere og natfilm (Max pinlig, fin film at se sammen i øvrigt). Max hygge.

Og jeg ville egentlig have skrevet noget om, at jeg for tiden holder af at stå monstertidligt op, fordi jeg ved, at jeg om to måneder vil savne dette syn fra mine vinduer:


(Billedet er lånt af tv2)

Og jeg ville have skrevet noget om synkronitet og huskøb og ting, der giver mening. Jeg elsker, når ting giver mening, og jeg kan tro bare en lille smule på at intet er tilfældigt.

Men så var det, at jeg hørte, at det skete i weekenden. Den unge smukke pige slap livet. Jeg så hende sidste gang i tirsdags, og der kunne jeg se, at den var på vej. Døden. Hendes øjne var ikke længere de samme. Jeg husker hende helst med de mørke, livfulde øjne, som hun var. Og det giver ikke mening. Det giver bare ikke mening. På youtube ligger der en sang til hende, som blev uploadet i dag. Sov sødt Johanne.

Hun satte spor, og hendes korte liv minder mig, endnu engang, om, at livet skal leves, mens det er her. Livet er for de levende. Dig og mig og os. Så lev det.


fredag den 4. marts 2011

Sol og stilhed


Endelig! Sol over skoven...ahhh.

Jeg savner, når solen skinner. Altså savner min mor. Jeg havde håbet, at foråret, som hun elskede, ville piske mere liv ind i hende. Men jeg fastholder øjeblikket fra dén søndag morgen, hvor jeg var fyldt af en følelse af, at hun ikke ville tilbage. Selvom det blev nok så meget forår...

Og der sker gode ting. Spændende ting. Rare ting. Og jeg under mig selv at glædes. Og nynne. Måske endda smådanse lidt. Det er også forår indeni og jeg gider godt være med i livet. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kan. Ikke alle kan.

I sidste uge talte jeg med en pige, jeg kender lidt. Jeg kender hende, fordi hun kommer i det hus, hvor jeg arbejder. Hvor mange er syge, og nogle bliver raske. Heldigvis. Hun er sød, pigen, og smuk. Kvik, optimistisk og positiv. Stærk. Men hun er også syg. 17 år, fuld af liv. Og leukæmi. Hun har villet det liv så meget. Kæmpet så hårdt.

I dag kommer hun hjem. De siger, at de ikke kan gøre mere for hende. Nu er hun træt. Den hestekur, der skulle hjælpe, hjalp ikke. Jeg synes ikke, det giver mening. Så i dag er jeg lidt stille for hende.

Det er ikke fordi jeg vil tynge jer, eller jeres fredag, med triste historier, selvom jeg synes, de lige nu er omkring mig til overflod. Jeg vil bare huske jer på, at det liv dér...HER...det skal fandeme nydes, mens vi har det!!

Så nu vil jeg glæde mig over, at jeg har rengøringsweekend på skolen - er der noget bedre på en fredag med det første solskin i mands minde? Og så vil jeg tage hjem og få mine unger til at grine, give dem lækker mad og pandekager til aften. Kysse og kramme dem, indtil de tror, jeg er tosset og beder mig slappe af. Og det vil jeg så gøre ved at drikke en iskold øl og segne i verdens bedste fredagssofa!!

Happy Friday!