Fortrængningsweekend

Jamen det er bare...inden sådan en weekend, så tror man (jeg) jo egentlig, at man sagtens kan nå at:

• skrive en konfirmationsang
• få læst noget faglitteratur inden næste uni-seminar
• vaske alle gulvene
• skrive blogindlæg om pli til fester og gæsters pligt
• apropos dét, mokke en 40-års fødselsdag og et kollegaarrangement sammen på én lørdag
• introducere vinterasparges (ja, mine ben) for selvbruner, just in case det der forår holder
• påbegynde sukkerstop (igen, suk...)
• lave lækker slowfood til aftensmad
• snøre løbesko - og løbe!
• gå den lange tur med hunden
• for en gangs skyld huske at aflevere alle biblioteksbøger - til tiden
• vaske sengetøj - og tørre det ude
• gå forårsamok og rengøre bil - ude og inde
• trimme have, plante stedmoder og sætte trampolin op
• genindføre zen og meditation i det mindste i weekenden
• sove længe og stå tidligt op og få noget ud af dagen
• skrive brev, i det mindste sms, til forsømt veninde
• forberede spændende arbejdsrelateret møde på onsdag
• bla bla bla bla

Gæt, hvad jeg nåede?

• at spise 2 (TO hele) plader mørk chokolade plus seks små luksusflødeboller (apropos sukkerstop)
• to arrangementer på samme dag - med tilhørende dårlig samvittighed overfor to værtinder, der hver kun fik halv opmærksomhed
• at ligge alt for længe i sengen søndag formiddag uden at kunne sove - og uden at stå op
• at skrive to vers i sangen - på en hel dag!
• at hente bøger på bib, uden at få åbnet en eneste - til gengæld drømme om alle dem, der skal læses, når jeg selv bestemmer igen

Top tre i weekenden?

• at se mine elskede, smukke unger vriste vinterpelsen af sig og kåde give den gas på trampolinen
• at kysse min elskede smed og ligge alt for varmt og tæt en hel nat
• at få lavet striber i forårshåret - grå striber! Hulemor goes silver!

Så når jeg sgu nok resten en anden dag...

Siger du JA?

Det er noget, jeg selv tænker meget over. Det der med at sige ja. JA. Til livet. Min soulmate bragte det på bane den anden dag - om vi siger ja med et ærligt hjerte, eller om vi bare er i det liv sådan lidt på må og få? Og måske endda siger nej.

De allerfleste dage synes jeg egentlig, jeg er rimelig god til at sige ja med stort. Tidligt om morgenen når klokken er 5.45, og alt i min krop skriger efter at sove, der kniber det ærligt talt lidt. Det indrømmer jeg. Men når jeg står under bruseren, så tænker jeg hver eneste morgen: "Hvor er jeg heldig, at jeg står her. Igen. Vågen, i live, rask, klar til endnu en dag". Ikke fordi jeg er sådan halleluja hele dagen lang (spørg bare Heksemors børn), men grundlæggende glæder jeg mig over det.

Hver dag øver jeg mig på at stræbe efter det rigtige. Det vil sige det, der for mig er rigtigt. Glæde, smil og kærlighed. Klichéer ja, ja. Men fx har jeg det mål, hver dag at få børnene til at grine. Det kan godt ske, jeg er en skrap tante, der tvinger dem til at cykle i regnvejr og alverdens andre urimelige krav, men de skal ikke kun huske mig sådan. Hvis det nu fx er slut i morgen. Altså det er ikke sådan, at jeg går og tænker på døden hver dag, men den blev jo pludselig en del af livet her i Damehuset.

Og derfor er jeg dobbelt glad over, at min far har fundet kærligheden igen. Han er så glad og ydmyg og taknemmelig over, at han har mødt en, der kan få ham til at føle, at sorgen langt om længe mildnes. At lysten til livet trænger sig på igen. Min far er sådan en slags mand, der har mange regler. Regler for, hvordan man er rigtig og forkert. Især forkert. Fx må man ikke finde en ny kæreste for hurtigt efter ægtefællens død. For så elskede man ikke den første rigtigt. Og man må heller ikke skifte køkkenmøblementet ud, når konen dør, selvom det var noget hun bragte ind i hjemmet for 35 år siden, og som man har hadet indædt siden. Så har man i hvert fald ikke været en ordentlig ægtemand.

Lige nu drejer vores samtaler sig meget om reglerne. Er det fx ok at få lavet nyt badeværelse i sommerhuset, når nu (min) mor ikke får glæde af det? ("Nej da far, jeg synes I skal leve med det gamle lort, hvor rørføringen er lavet forkert og gulvet derfor er vådt hele dagen"). Og kan man overhovedet invitere sin nye veninde med i dét sommerhus, når der ikke er gået mere end tre uger, fra man mødte hende? ("Nej da far, der skal gå mindst et halvt år, ellers vil alle dømme dig, fy fy"). Og kan man tage på en lille ferie sammen for nogle af de penge man fik, fordi ens kone døde? ("Nej da far, du skal hellere sidde alene og være trist i dit martyrium med penge på kontoen"). For fanden da. Tænk sig at være 69 år og stadig tænke så meget over, hvad de andre siger...!!

Heldigvis er han kommet til fornuft og har bestilt de håndværkere til badeværelset. Og rejsen. Og bestemt sig for at få det bedste ud af den tid, der er tilbage, selvom (han) man ikke overholder de regler, der definerer en ægte sørgende enkemand. For han har jo sat friske blomster på kirkegården hver eneste uge, så de kan jo nok se, at han har sørget. Længe. Jamen altså sig nu JA.

Når man siger ja til noget, siger man vel pr. definition nej til noget andet? Jeg har øvet mig i fire måneder nu, på at sige nej til noget. Ligegyldigt forbrug. Ikke fordi jeg ikke under mig selv noget, men jeg gider simpelthen ikke købe flere ting. Og det er ikke fordi, jeg vil være sådan en højhellig en, der står og vifter med gamle analoge dimser og en mobil uden touch skærm, men jeg gider simpelthen ikke det ræs. Den anden dag diskuterede jeg det med nogle kolleger, der havde det sådan lidt: "Ej det må også være frygteligt at være enlig mor og ikke kunne få råd til en iPhone".

Så bliver jeg sådan lidt: "Prøvnuligeoghør. Jeg kunne da sagtens få råd til en iPhone. Jeg tjener en rimelig løn, har et kæmpe fradrag og bor billigt. Jeg betaler 11.400 i termin hvert kvartal. Det er et valg, at jeg ikke har en iPhone. Det er er et valg, at jeg har en orange Bilka shopper med teksten Støt Malawi i stedet for en hundedyr rejsetaske i skind. Det er et valg, at jeg købte et hus, der kun kostede 2/3 af det, banken ville godkende - i stedet for at presse citronen. Og så hold op med at have ondt af mig". Som en af mine fraskilte veninder siger: "Mig og T, vi tjente så mange penge - og vi havde aldrig nogen. Vi var altid 20.000 bagefter, huset var overbelånt og bilerne ikke betalt. Nu ved jeg, hvad jeg har, og jeg har aldrig haft så god økonomi". Sådan har jeg det også.

Nå, men vi kan altså konkludere, at dagens morale er endnu en ældgammel kliché: "Ja til livet, og nej til det, du alligevel ikke kan få med herfra". God nat derude, og glæd dig til at vågne i morgen og sige JA! Det gør jeg.

Ugen, der gik

Siden sidst har:

...jeg besøgt min far

...jeg været til Tractor Pulling (og det var sjovt!)

...min far fået en kæreste (!)

...jeg sendt Troldebarnet på lejrskole

...jeg kørt en cyklist ned (Nej, der skete hende ikke noget)

...jeg været til Beautyspace Live (Og det var fedt!)

...jeg kysset smeden

...jeg rånydt solen

...Elverpigens skole blokeret hele skolens adgang til borger.dk for at passe på hende (og mig)

...jeg plantet stauder og bunddække i et anfald af solstik

...jeg ikke fået læst blogs

...jeg fået vokset øjenbryn

...jeg fået flash backs til ulykkeligt ægteskab (tjek Skribleren)

...jeg opdaget, at teenagepiger alene hjemme med mor taler meget

...jeg sovet for lidt

...til gengæld for åbne vinduer, fordi mit soveværelse nu er på 1. sal

...elsket livet

For det første..

...tusind tak fordi I er så søde. Jeg elsker jeres kommentarer, selvom jeg næsten aldrig får svaret på dem i kommentarfeltet. Men jeg kan læse dem om og om igen, fordi det er så dejligt, at I er der. TAK.

For det andet, så har det været sådan nogle dage, hvor jeg har måttet overgive mig til boblen. Sygdomsboblen. Anna siger: "Overgiv dig til Zen, når dit barn bliver sygt". Åhh ja. To dage har Troldebarnet ligget vandret med feber og ondt i halsen. På de første sommerdage i mands minde. Så jeg har bare messet Annas ord, mens jeg har siddet med kaffen. Gravet lidt i haven. Fundet solhatten frem. Kigget lidt på katten, der havde kæresten med hjem. Og gjorde det på græsplænen, lige foran børnene. Så fik vi snakket lidt om bierne og blomsterne ...ind imellem har jeg selvfølgelig nusset, kysset, opvartet og trøstet Troldebarnet, der sagtens kunne ligge og være syg på trampolinen. Og i øvrigt er ved at komme sig nu.

Jeg gider også godt på arbejde igen, så det er fint, at han er frisk i morgen. Men altså, når det nu skulle være, så gjorde det da ikke noget, at vejret var godt...

En glad mor er en god mor

Egentlig ikke et udtryk, jeg bryder mig særlig meget om. Ikke fordi jeg ikke synes, det er rigtigt. Meningen er for så vidt god nok, men jeg har af og til tænkt, at det så nemt at sige, når man i virkeligheden er ude efter at retfærdiggøre, at man bruger tid på sig selv. Altså tid, som kunne have være brugt på børnene.

Jeg var engang gift med en mand, som forstod at nære og gøde den naturligt iboende dårlige mor-samvittighed. Fx over at elske sit (mit) arbejde så højt, at man (jeg) frivilligt tilbragte en aften om ugen på at undervise i stedet for at "passe sin (min) familie". Han havde jo ikke noget imod, at jeg arbejdede, som han sagde. Så længe det passede indenfor hans arbejdstider, så han ikke skulle belemres med at tage sig af børn eller praktiske foranstaltninger i relation til den øvrige husholdning. "Hvad er det for mor, der har lyst til at være på arbejde, når resten af familien har fri?". Åbenbart sådan en som mig - meget dårlig én af slagsen. Nå, men nu var det ikke ham, vi skulle snakke om.

For nylig ringede Troldebarnets lærer til mig, for at høre, hvad der var sket hjemme hos os de seneste måneder? Der var en tydelig forandring med ham i skolen, nemlig... Øhh, joe, vi sover i køkkenet, han har ikke noget værelse lige for tiden... Så har jeg fået nyt arbejde og længere transporttid, så de tager faktisk selv afsted om morgenen og jeg kommer senere hjem end før...(ooohhh sooorte samvittighed).

Nåe, men de synes bare, han var blevet så rolig og harmonisk. Alle de voksne havde bemærket det.

Okay. På den måde forandring.

Det fik mig til at tænke på det med den glade mor. Damehuset byder på udfordringer og hængepartier, men jeg elsker at bo her. Det er så meget vores hjem. Hulebo var fra starten en midlertidig løsning, fordi der var en tidsbegrænset lejekontrakt knyttet til huset. Hulebo var et helle, et pusterum, et eksil. Damehuset er et hjem. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at flytte.

Arbejdspladsen er et sted, jeg er kommet for at blive. Det rummer alle de muligheder og udfordringer, jeg ønsker i de forholdsvis trygge rammer, jeg har brug for. Jeg har det godt med mine kolleger og ved, at jeg er dygtig til det, jeg laver. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at skifte arbejdsplads.

Smedens favn er min havn, for nu at sige det lidt poetisk. Vi har så lidt lyst til - og brug for - at lave hinanden om. Han får mig til at grine, når jeg Mauder og skubber til mig, når der er noget, jeg tror, jeg ikke bryder mig om. Til gengæld får jeg ham (bilder jeg mig ind) til at reflektere over tilværelsen på en anden måde, end han har gjort før. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at finde en ny og bedre mand.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Måske er en glad mor alligevel en bedre mor...

Noget om kærlighed

Det der kærlighed ikke? Det kan godt have mange udtryk. Vi kan hurtigt blive enige om, at man elsker sine børn. Selvfølgelig. Og kæresten - i mit tilfælde smeden? Afgjort. Kan man også elske sit hus? Jeg kan.

Damehuset er simpelthen det hyggeligste. Ikke det nyeste. Ikke det prangendeste. Til gengæld det ret krinkelkrogeste. Ikke sådan specielt varme økonomisk. Ingen nye badeværelser, italian style (eller er det spansk islæt, der er moderne?). Men ved du til gengæld hvad? Det er mit. MIT. Der er ikke nogen mand, der har købt det til mig. Det er lige som jeg vil have det, til Elverpigen, Troldebarnet og Hulemor.

Og prøv liiiige at se, hvad smeden har lavet i en gammel skunk. Og jeg har tapetseret i dag:

Tøsehyggekrog i Elverpigens værelse. Det holder max. (Hvad der er i akvariet? Ørkenrotter da)

Den dag ejendomsmægleren sagde, at han havde det perfekte hus til mig, der tænkte jeg sådan lidt: "ja ja, Karl Smart". Og hvad havde han? Han havde sgu da ret!! Jeg elsker mit Damehus. Nu med køkken uden dobbeltseng...

S.O.S. fra det virkelige liv

Fooor ... sevan da. Jeg er smidt ud i det. Det nye liv. Den nye hverdag. Med tidligt op, længere køretur, mere logistik, flere - mange flere - kollegaer og tonsvis af indtryk. Overvældende på den gode måde.

Jeg havde faktisk været nervøs for det. Lidt bange for om enderne nåede sammen og om vi holdt til nye rutiner i en hel uge. Jeg havde overgået mig selv i planlægning, så der ikke skulle laves mad en eneste dag i den her uge. Eller det vil sige, selvfølgelig har vi spist mad, men 90% af det var lavet på forhånd og lå i fryseren. Madplanen var klar, køleskabet fyldt, tøj lagt i samlesæt, reflekser, lygter osv. på plads og dobbelttjekket, skoletasker pakket om aftenen osv. osv. (Hvis du skal have konkrete tips, så læs Anna Skyggebjergs bog; Supermor. Det hele står der i).

Bare kald mig Kontrolla, for ved du hvad? Det virker. Ved hjælp af jeres morgenråd er jeg kommet tidligt op og godt i gang med dagen, tjekket og ustresset ud af døren og mødt i god tid på ny arbejdsplads. Kommet senere hjem ja, men i godt humør og ingen pres over aftensmad, der jo var planlagt og stort set lavet på forhånd. K æ m p e succes. Længere arbejdsdage men til gengæld mere tid til hygge og lektier. Mere nærvær og totalt tilfredse børn puttet om aftenen. Hva'behar?? Det passer.

Selvfølgelig har det kostet noget. Det har kostet på blog- og venindefronten. Der har absolut været minimal kommunikation ud af Damehuset. Selv smeden er blevet forsømt med opmærksomhed, det tålmodige menneske, og min far er den eneste, der er blevet forkælet med et telefonopkald. To skønne veninder har besøgt hvert sit kontinent, og har jeg haft tid til at høre bare en sætning fra deres rejser? Nada.

Blogs? Ikke læst en eneste siden mandag aften, hvilket har givet rigeligt med abstinenser, skulle jeg lige hilse og sige. Jeg ved jo slet ikke, hvad I går og roder med allesammen... Satser hårdt på en tidlig kop kaffe lørdag morgen, og en benhård update.

Nå, men jeg har en aftale med en hund, der skal på aftentissetur, et bad, der skal tages og en dyne, der skal puttes. Over mig. Ses lørdag!

Held og held...ja. Men ikke kun

Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.

Giv mig lige et praj, når vinden vender igen..

Gode læsere kan simpelthen sende så meget god karma efter én! Tak for det hele. Og faktisk vendte lykken lidt igen for alle i Damehuset.

Elverpigen fik 148 point i matematik. Ud af 160. Hvilket er meget, når man hader matematik og al dens korrekthed og al dens væsen. Og selv en Hulemor kunne se stoltheden i det smukke ansigt. Og føle den selv (når jeg ved, hvordan hun har knoklet. Med tårer).

Troldebarnet kunne for første gang stå på hænder i fri luft, dvs. uden væggen som støtte. Så sejt. Så drenget. Så slidt for. Og på springholdet er han i den gruppe, der skal til at lære salto med halv skrue (og selvom jeg bliver lidt bange, bliver jeg også vildt stolt).

Og mig? Jeg fik det. Drømmejobbet. Jeg fikfikfikfikFIK det fandeme! HURRA!!

Mens vi venter#2

Intet nyt er godt nyt. Eller?

Jeg har ikke hørt mere fra Statsforvaltningen. Og ånder lettet op hver dag, jeg ikke gør. Jeg har vendt jeres kommentarer rigtig mange gange, og det er gået op for mig, at det nok er tiden til at stå lidt mere ved det. Hvad der egentlig skete dengang, da vi måtte rejse fra den ene dag til den anden. Elverpigen blev hentet i skolen midt i en time - vi kørte direkte til Jylland og så os aldrig tilbage.

Måske er de snart store nok til at få lidt mere sandhed. Jeg har syntes, det var mest fair at dække over ham, at forklare på hans vegne, at glatte ud. Men som nogle af jer er inde på, kan det aldrig lave om på, hvilken virkelighed, der møder dem, når de skal se ham igen. Og det er måske bedre at være lidt forberedt på det. Illusioner om ham er der jo nok af i små barnehoveder. Ingen tvivl om, at de ofte tror, alt ville løse sig, bare de havde en far. Deres far.

Troldebarnet har haft svære dage med skolestart og de uundgåelige, men så evigt svære for ham, almindelige krav til en otte årig dreng. Derfor er der taget initiativ til noget støtte, som forhåbentlig kan gøre vejen nemmere. Jeg forventer, at der i det forum også vil være plads til at lufte sine far-frustrationer. Jeg er der jo også, og kan trække streger. Og grænser. Der er ofte lang vej og mange forklaringer, før velmenende fagfolk indser (og tror på) at der her er tale om vanskeligheder, der rækker udover almindelige chikanerier. Og at etablering af et samvær er forbundet med risici, som ikke kun eksisterer i mit hoved.

Indimellem bliver der tid til rare ting også. Familietræf med min mors klan, hvor alle mostrene sidder og ligner hende helt vildt. Lyder som hende. Ler som hende. Gestikulerer som hende. Taler som hende. Smertefuldt med godt. Vi er mange efterkommere i direkte linje fra min mormor. Rigtig mange. Rigtig gode mennesker og rigtig meget varme. Det var fint.

Godt nok var jeg kvæstet efter en festlig, sprittet og meget kysselig Skanderborgdate med smeden. Teenagere for en aften. Næsten. For mig, næsten et flashback til tidlige 90'ere, fordi gamle venner var med i samme camp. Viser sig også at være venner til smeden. Dejligt sammentræf..

Henover det hele ligger nu, igen, hverdagen med al dens travlhed , logistik og rutiner. Og aftensmad på klokkeslet. Og faste børnesengetider. Dejligt for det. Mit modergen er slidt efter 7 ugers anarki på kost og logi fronten. Og ikke mindst fuld åbningstid på morpligten. Jeg trænger til mine egne aftener, så skoledage er velkomne. Selvom sommeren endnu engang slipper ud af mine hænder, inden jeg nåede at få greb om den.

I dag er der ingen aftaler, bare tid. Til børn, kaffe og sensommersolskin. Mens vi venter..

Ferie i hænderne

Overskriften lød først "ferie i hovedet", men det er slet ikke rigtigt. Det, der er i hovedet, når bare slet ikke ud til hænderne, så det kan blive skrevet. I kender helt sikkert det der med at tænke i blogindlæg...nøøj hvor har jeg mange indlæg kørende i hovedet i løbet af en dag - og alligevel ender det med, at de aldrig kommer videre.

Den anden dag var jeg i gang med en længere redegørelse om, hvorfor jeg ikke får blogget. Af hensyn til mine læsere, ha ha, ikke fordi jeg har så mange, men jeg kan se, at der (heldigvis) er en del, der kigger ind for at se med i Hulen - nu Damehuset. Og det er jeg rigtig glad for!

Så er vi lidt tilbage til den gamle diskussion om, hvem man skriver for - sig selv eller læserne? Jeg havde en indre dialog i gang, om jeg nu kunne skrive dit eller dat, og i så fald med hvilken vinkel på emnet og ... hold nu op. Jeg skriver jo for mig! Ikke? Og er glad for at I gider læse med. Når jeg læser tilbage i mine indlæg, er bloggen en formidabel dagbog, og de bedste indlæg (for mig) er dem, hvor jeg har skrevet lige ud af hjertet. Hvor det er mine tanker, som de er vigtige for mig, jeg har nedfældet, og ikke om jeg synes de er specielt læseværdige.

Derfor kommer der nu en laaang smøre fra det virkelige liv i Damehuset.

Der er nemlig ved at være indtruffet en dejlig afslappet atmosfære, uden tvivl i sammenhæng med netop påbegyndt sommerferie, aaah. Jeg er først lige kommet mig over den sindssyge uge, hvor jeg malede og gjorde rent i Hulen. For fanden da, hvor var det bare HÅRDT. Føj, jeg gør det aldrig igen! Men jeg havde 18.000 gode grunde til at være omhyggelig, og heldigvis var udlejer lige så glad for resultatet, som jeg havde håbet. Så det lønnede sig så at sige..

Men i dagene efter, havde jeg faktisk fornemmelsen af, at jeg lænede mig op ad det, der kaldes stress. Sådan i ordets egentlige forstand. Den, der kan sende folk til tælling, hvis de ikke kan træde ud af omstændighederne. Jeg kunne fx stå på parkeringspladsen udenfor Brugsen og bare slet ikke overskue at gå derind. Alle de mennesker. Al den mad. Og hvad skulle jeg købe derinde? Fik hjertebanken og susen for ørerne og måtte køre hjem.

Børnene blev spist af med færdigmad i mange afskygninger, og uanset hvad de spurgte om, snerrede jeg "jeg orker ikke at svare på mere". Puuh, det var slemt. Men heldigvis vidste jeg, at jeg bare måtte trække mig fra kravene (især mine egne) og slappe af. Fuldstændig. Og trække vejret dybt og længe. Så det gik. Men jeg forstår godt, at man kan komme derud, hvor man knækker, hvis man ikke kan trække stikket.

Af samme grund står alle de ikke udpakkede flyttekasser stadig i kælderen og råber tavst på en indsats. Men pyt - jeg er bare så lykkelig over, at min matrikel ligger langt væk fra København og skybrudskatastrofer! Min kælder har været knastør hele vejen igennem og hurra for det. Jeg kan levende forestille mig mareridtet med en meters kloakvand op omkring alle kasserne. Eller måske kan jeg slet ikke forestille mig, hvor slemt, det er...

Nå, men det var det med den afslappede atmosfære. Nu er der endelig ro. Ferie. Tid. Damehuset tager form og bliver rigtig hyggeligt. For første gang i mit liv hygger jeg mig med at lave små hyggehjørner og er rent faktisk nysgerrig efter at se, hvordan andre indretter sig. Har sågar læst indretningsblogs (!). Der er da lang vej endnu, for jeg har ideer - og det er dejligt, når man ellers har været sådan en interiør ignorant hidtil..

Og jeg skal nok finde nogle billeder, men desværre har jeg kun kamera i min mobil, og det yder slet ikke motivet retfærdighed. Det er svært at indfange den rar-hed, der er i det her hus - det kommer bare til at se rodet ud, hvis jeg skal have det hele med.

Jeg savner kun en ting - at min mor kunne se mig nu. Med eget hus, ha ha, men mest fordi jeg har det så godt. Det var det, hun sådan ønskede for mig. Jeg har tudet meget over, at hun ikke er med i det her. Og en dag gik det helt ind i hjertekulen og jeg tryglede hende om at komme forbi mig, hvis hun på nogen måde kan, der hvor hun er nu. Og så skete der .. ingenting. Men næste morgen var hun der, og det behøver vi ikke snakke mere om. Men hun kom.

Så nu er alt godt. Børnene er glade og sunde. Verdens bedste smed er den bedste. Min far har det nogenlunde. Landsbyhospitalet overlever endnu et budgetår. Der er penge på kontoen og Damehuset er verdens nye navle. Jeg er glad.

Så er det, jeg bliver bange. Mærker skrøbeligheden i alt. Bange for at det gode stopper igen. Bange for at livet stopper. Læser om ulykker og sygdom, jævnaldrende, der aldrig kommer til at opleve livet udfolde sig for alvor. Bare bange.

Jeg kender godt den bangehed. Det er ikke angst. Bare en ydmyghed over, at alt flasker sig, og kan man nu tage imod det? Jeg prøver at læne mig i taknemmeligheden og nyde det nu. NU.

Hørt i Damehuset

Sommerferien er lidt... på stand by denne sommer. De tre ugers frifrifri skal bruges på afslapning efter flytning, udforskning af nye omgivelser og indretning af Damehus. Så kunne en Hulemor godt blive lidt panikken over, om det nu er godt nok for Hulebørnene? For kedeligt? For lidt kulturelt?

Heldigvis blev mine spirende katastrofetanker reddet helt og aldeles i land af Elverpigen i aftes:

Hulemor: "Neiii, så får I ferie i morgen hva'?"
Elverpigen: "Ja, det er dejligt. Og mor, ååååhhhh det er bare så dejligt at vi slet ingen ting skal! Det er simpelthen bare så dejligt at tænke på" (*lykkeligt-smil-suuuk*)

Pheeew...