En helt almindelig dag...

Jeg kan stadig huske, hvordan man logger ind. Kom næsten helt bag på mig. Uha, hvor har der været meget at se til ude i virkeligheden. Men jeg har savnet min hule. Glæder mig stadig til den dag, hvor tankemylderet rydder op i sig selv og og automatisk transskriberes til blogindlæg...

Måske har det været en helt almindelig dag for jer. En helt almindelig torsdag. Men i dag var helt ualmindelig dag for Hulemor, for Troldebarnet fyldte år. Fylder år. Elleve år. Nu har jeg ingen børn under 10 år!..??..! 11 faktisk. Hvordan gik det lige til? Da jeg vågnede i morges (meeeeget tidlig på en feriedag, for selv 11-årige ønsker sig morgensang) kunne jeg tydeligt huske den efterårsmorgen, han kom til verden. Mørkt, blæsende og slagregn på ruden. Derfor gad jeg ikke rejse mig fra sengen kl. 4 om morgenen, da jeg måske godt kunne mærke noget murre. Selvom jordmoderen havde sagt, jeg skulle komme med det samme, fordi jeg først mødte op i sidste øjeblik til Elverpigens fødsel...

For at gøre en kort historie kortere, stod jeg op lidt i syv for at tage et bad. Veerne kom væltende sammen med vandet i bruseren. Kvart over syv skubbede jeg en plade boller i ovnen, fordi min eksmands datter havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at lille-søskend ikke kom ud den dag. Tyve minutter over syv gav min svigermor mig tøj på, jeg havde travlt med at trække vejret. Halv otte var jeg i bryggerset og finde lift og pusletaske frem. Fem minutter over halv lå jeg på gulvet på alle fire med røven i vejret og gispede, fordi jeg kunne mærke de første presseveer. Jeg kunne se fire iskolde børnefødder, det var fødselaren og lillesøster, der var vågnet. Jeg sagde ikke tillykke, for jeg kunne ikke tale. Men min eksmand kunne godt barbere sig, kunne jeg høre. Jeg havde ikke fået mascara på.

Lidt i otte sneglede vi os igennem morgentrafikken på ring 4. Jeg lå på bagsædet, stadig i samme position med godt fat i remmene på autostolen. Kl. 8.58. lå Troldebarnet på min mave. Tidspunktet var præcis det samme, som en liter benzin kostede den dag.

I dag har vi hygget. Friskbagte boller (selvfølgelig inkl. øko-spelt), pandekager, cookies, varm chokolade, hjemmelavede burgere (inkl. hjemmebagte grove burgerboller) og mere kage. Troldebarnet er lykkelig. Han har gang i nye gadgets og ... vinkelmåler. Megaglad for nyt penalhus....

Storesøster bliver 24 år i dag. Storesøster, som var ni år, da jeg lærte hende at kende. Og 12, da hun flyttede ind hos os. Storesøster, der allerede som 16-årig svor, at hun ville slå hånden af sin far, når hun blev myndig. Og tænkte meget over, hvad der så skulle blive af mig. Og som spurgte mig, da han var varetægtsfængslet første gang, om jeg troede, de andre nu ville tro på os? Søde, dejlige storesøster, som jeg har været nødt til at give slip på, fordi jeg ikke kunne holde distancen uden at såre hende (endnu mere) og ikke kunne lade hende komme så fysisk tæt på, som hun trængte til.

For et par måneder siden så jeg, at hun har opdateret sit coverbillede på facebook. Med en baby. Jeg tuder hver gang, jeg kigger på det. Og jeg kigger på det tit, for jeg kan ikke lade være. Hun er simpelthen så smuk. Og hun ser så lykkelig ud. Og måske er hun mor til babyen? Jeg savner hende. Jeg savner hende noget så rædselsfuldt. Særligt i dag.

Kram dem du elsker en ekstra gang. Go'nat fra Hulen og kram til jer.

Lykke over land

Ord kommer tit ind i mit hoved. Rigtig tit. Og jeg husker ord. Ord der er sagt og især ord, der er sunget. Jeg kan huske virkelig mange sangtekster, fordi jeg lytter til ordene - de taler jo til mit eget liv... For tiden kører jeg meget i bil, hører meget radio, og ikke sjældent spilles sangen "Stop for a minute" med Keane. Der er nogle ord fra den sang, der nærmest runger i mit hoved:

"Sometimes I feel like a little lost child

Sometimes I feel like the chosen one"

Første gang jeg hørte hvad de sang, tænkte jeg "Guuuuud er der andre der har det sådan?". Jamen hvor naiv kan man (jeg) være, hvad havde jeg regnet med?

Nå, men altså i dag, var jeg til et virkelig FAN-TAS-TISK møde på Troldebarnets vegne. Tudefantastisk. Og på vejen hjem var jeg glad, lettet og forventningsfuld - og vidste ovenikøbet at mine to favoritbørn (heldigvis mine egne) var i gang med at bage kage. Til mig. Fordi det er min fødselsdag.

Og fordi jeg er så gennemfejret allerede med både veninder og familie, havde de bedt om, at det kun var os tre i dag. Så det var det. Uden tændt elektronik, men en kage on the side.

Da jeg kørte op ad bakken mod den by og det lille samfund, der tog så godt imod os for snart fire år siden - og åbenbart stadig vil os det bedste - brød solen frem og en af mine yndlingssange blæste ud af radioen. Og jeg ved godt, at jeg har bragt den før. Og at den er gammel. Og at teksten slet ikke giver mening i nogen som helst betydning i forhold til mit humør i dag. Men den kommer alligevel igen, for den gør mig så skraldglad i hovedet og i dag er det MIG, der bestyrer hitlisten:

Ps. Ikke verdens bedste lyd, riiimelig dårlig synkronisering men masser af lipgloss, party og sæbebobler. Og et interessant ... objekt ... på scenen? (Kæmpe fallos eller er det bare mig Freud?)

Oktobertanker

For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

Elverpige på vej mod teenager

Nedtællingen er begyndt. I dag var Elverpigens første dag i det sidste år, inden hun bliver teenager. Der er ved at være heeelt andre ting på ønskesedlen, så som "støvler med lidt hæl", "laptop-bakke" og "webcam". Synes ellers ikke det er længe siden, det mest var Schleich dyr, der var det hotte.

Og sådan en dag må mor'ens tanker nødvendigvis drages mod den oktoberdag for 12 år siden, hvor veerne meldte sig midt i et møde. Når jeg skal vælge gode historier at fortælle fra børnenes barndom, er fødslerne altid et hit. Det er altid stort at høre om sin egen fødsel. Men for mine børn nok størst, at jeg af et ærligt hjerte kan sige, at det var en god oplevelse for både mig og deres far. Sammen. Elverpigens fødsel var langstrakt på den gode måde. Regelmæssige veer, der nemt klaredes med et dybt åndedræt. Lændemassage af en kompetent 4. gangs far, der smittede med ro. Tryghed ved at have gået til fødselsforberedelse og være opslugt af kroppens arbejde.

Elverpigen elsker den del af historien, hvor jeg fortæller om jordemoderen, der sad i et hjørne og strikkede, kun ved det dæmpede lys fra en arkitektlampe. Det var nat over København og fra 22. etage på Herlev sygehus var udsigten over byen et knappenålstæppe af lys. Kroppen gjorde det hele selv, og jordemoderen rejste sig kun for at tage imod det lille nye menneske, der tittede frem kl. 02.24 lørdag morgen. Den nat en Elverpige og en mor blev til. Tillykke.

Ind i et nyt årti

Det er ikke fordi, jeg er blevet træt af at blogge eller gået totalt i hi i den store skov. Jeg har bare haft susende travlt med at fylde år. 40 år. F y r r e. I mandags. Så er det sagt.

Og ve' I hvad? Det var slet ikke slemt. Det var nærmere rigtig, rigtig fedt. Jeg syntes ikke, jeg var sådan rigtigt in the mood for party, så i stedet inviterede jeg familie og venner i små hold, så jeg kunne have mig selv med i det.

Jeg havde hele tiden håbet, at min mor ville klare den indtil min fødselsdag. Men sådan blev det ikke. Og der vil blive ved at være ting, oplevelser, tider hvor hun mangler. Hun mangler bare helt vildt. Især i går, hvor det ville have været hendes fødselsdag.

Så der var savn. Og tårer. Men også masser af glæde, kram, kys, sludren, chokolade, grin, kaffe, blomster, fortællinger, venner, kage, tillykker, mad, vin, gæster og gaver. Det var virkelig slet ikke slemt. Se bare her:




Hvis dine øjne også er en liiiille smule for trætte til at nærlæse kortene, kan jeg lige ridse op, at der imellem de fine kort findes alskens lækre vareprøver udi hud-guf. Ultimativ ansigtscreme, lækker kropspleje, gavekort til to ansigtsbehandlinger, italiensk vin og masser af penge til nye projekter. Og en ny taske! Det skal jeg bare have. (Min gamle belsac fra konfirmationen i 1985 holder bare ikke længere. Den er ellers af kernelæder, og det er vel stadig moderne?)

Hvad siger du? Skulle man ikke blive 40 lidt oftere?!!