Bagslag

Jeg er rusten, men jeg har savnet jer. Og bloggen.

Jeg gjorde det faktisk. Fik min mastergrad. Jeg fik endda 10 til eksamen.

Jeg tudede hele vejen fra Aalborg til Hobro. Ikke fordi jeg var glad. Ikke fordi jeg var lettet. Men fordi jeg var rasende og skuffet. Over mig selv. Over det 10-tal.

Jeg kan godt selv høre det. Og jeg er også holdt op med at forsvare det. Eller rettere - bortforklare det: "Jeg fik 12 for den mundtlige præstation, men det skriftlige vægtede 2/3 og det var desværre kun til et 10-tal, ha ha", "nåmen det var noget akademisk omkring analyseafsnittet, ærgerligt nok", "men altså... der blev faktisk slet ikke givet 12, så...". Det er da ikke sådan en, jeg vil være? Men det er jeg åbenbart så.

Jeg fik blomster og vin, gaver og kage. Alle klappede for en gangs skyld.

Jeg havde drømt om at være færdig. Jeg havde forestillet mig at være lettet. Jeg havde glædet mig til at være glad. Det blev jeg ikke. Alt blev bare gråt. Det var selvfølgelig også januar, men alligevel. Alt omkring mig blev gråt, diset og tåget.

For 14 dage siden havde jeg fødselsdag. Jeg blev 44. Og jeg blev 7. År syv efter den fødselsdag.

For første gang i to år havde jeg hele min familie til fødselsdag. Og jeg havde vasket gulve, sat blomster i vaser og pudset vinduer. Og lyset kom ind.

Tågen letter kun langsomt. Jeg vågner indhyllet i den, men de fleste dage brænder den af i løbet af formiddagen. De fleste.

-------

I dag var min læsegruppe på besøg. Vi havde læst "Stillidsen" af Donna Tartt - kender du den? Læs den.

De andre synes Theo skulle tage sig sammen, lade være at være så selvdestruktiv, tage i mod hjælp og komme videre.

Jeg kunne godt forstå Theo. Jeg tror, jeg har lidt af ham inden i. Jeg kunne have valgt hans vej, kunne have ladet mig suge ned i malstrømmen af smerten og selvmedlidenheden. Men jeg var, i modsætning til Theo, voksen, da verden ramlede. Og jeg ville ikke være offer.

Jeg elskede at læse Stillidsen.

Kvinderne i min læsegruppe er nogen, jeg kun kender perifert. Vi talte om min historie. Min skilsmisse, min flugt, mit andet liv, min frygt, min overlevelse. Og min tvivl. Min tvivl om, hvornår børnene skal se deres far igen. Om jeg skal gøre noget aktivt, sætte en proces i gang.

De to kvinder, jeg havde på besøg, har ikke haft kontakt til deres respektive fædre gennem deres opvækst. Af forskellige årsager, forskellige historier og med forskellige resultater. Men deres budskab til mig var klart: "Du skal vente, til du bliver spurgt". Ikke af ham, men af dem. Børnene. Så det gør jeg.

Jeg kæmper mig ud af tågen. Med dybe vejrtrækninger og bøger. Mest af alt bøger. De giver mig den verden, jeg kan være i, for at gå ud i den, jeg skal fungere i.

Den her købte jeg i går. Jeg ved ikke, om du kender Anna. Ellers skulle du se at komme i gang med det. Du kan finde hende her.

Heldigvis...

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..

Døm mig bare

Tid til tabu! Så er du advaret...

Dengang jeg boede hos mine forældre og voksede op i den lille - okay, meget lille - provinsby, der var jeg sådan en rigtig darling. Datter af pæne forældre med pæne jobs, rar og velopdragen og sådan en, der var store forventninger til. Populær, omgængelig og dygtig i skolen - sådan en de fleste vel regnede med, skulle være familiens første akademiker. Når nu mine forældrene havde evnerne, men det bare aldrig var blevet til noget...

Jeg tilbragte det meste af min ungdom på en hesteryg - og senere i en Amerikanerbilklub. Ja, nu kommer vi lidt til det, tabuerne. For jeg havde en fest af en ungdom. Rigtige mænd, store motorer og masser, MASSER, af fester. TRÆF. For saddan, der var gang i den. Det var før store bryster blev moderne, så vi var aldrig sådan hejret ud - bare med. Og det var sjov'! Altså vi havde da selvfølgelig tylskørter og stropkjoler - men det var mere et tækkeligt 50'er outfit, vi dyrkede. Men helt ærligt - amerikanerbiler?

Senere flyttede jeg til byen, først Århus, senere hovedstaden og tog uddannelser. Ikke sådan rigtige (akademiske) uddannelser, men dog mellemlange, videregående. Lyder da også af lidt? Derefter tog jeg på højskole og bondetøsen blev en smule mere dannet. Stiftede bekendtskab med store tænkere og litteratur på højt niveau. Rejste ud i verden og så bjerge, dale, bountystrande, fattigdom og overflod - og tog mere og mere afstand fra mine rødder. Nu havde jeg jo ligesom set lyset...og den rigtige verden. Syntes jeg selv.

Blev gift med en mand, der (lød til at) kunne det hele, boede i stor villa med søudsigt, B&O på væggene og to biler i garagen. Resten er historie, som man siger. Det var ikke helt, hvad det gav sig ud for, jo.

Senere så jeg lidt til en mand i en vældig høj stilling. Blev rigtig stolt da han sagde: "Det er så utroligt med dig. Man kan slet ikke høre, at du ikke er akademiker" (hvilken kompliment hva'? Hov, tænker du lige: Aijj, hun ved ikke engang, at det hedder et kompliment? Begge dele er faktisk tilladt. Læs bare her. Det er bare sådan noget, jeg ved, selvom jeg ikke akademiker). Nå, men det var så også ham, der spurgte "Du ved da godt, hvad en gadget er ikke?". Hooold nu kæft. Men han kørte også Alfa Romeo. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Det jeg vil frem til er, at jeg blev så utrolig snobbet i takt med min såkaldte udvikling. Var faktisk flov over, at jeg havde brugt min ungdom i en klub for tosser med gamle biler og græmmedes lidt over, at jeg ikke var blevet introduceret for Information og moderne kunst derhjemme. Dækkede over det, selvfølgelig, og led lidt under, at jeg aldrig var blevet til det 'særlige', nogen havde troet. Fx mine forældre. Ikke at de har bebrejdet mig noget, men det kunne jo godt have været finere. Og en skilsmisse. Fyha. Plejer vi ikke sådan lige i min familie iveller?

Jeg indrømmer med det samme, at jeg også lavede en liiille fiks omskrivning, da det kom til den her nye lokale kæreste, jeg mødte, efter jeg flyttede i skoven. A lá: "Hvad laver din kæreste så?" "Han er selvstændig!!". Lyder da flot ikke?. Så opdagede jeg, hvor usandsynlig dygtig han er til alting, og nu siger jeg med stolthed "Han er smed!". Altså. Fine fornemmelser skal man sgu ikke kimse ad...

Og så min lillebror. Han er lastvognsmekaniker. Og gift med hende nede fra bageren, han mødte for snart 15 år siden. Og ved I hvad? De har det bare s k i d e g o d t sammen. og det er ikke noget de har læst sig til, eller har lært hos en parterapeut. Jeg tror bare ikke, de kan forestille sig noget andet.

Han har så købt en traktor, min bror. Sådan en til at trække med. Hvad tænker du, hvis jeg siger traktor træk? Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg selv tænkte før, hvis nogen sagde det til mig. Ikke lige nogen, jeg identificerede mig med, i hvert fald. For nu at sige det pænt.

I går skulle han så køre noget konkurrence i den der traktor. Og jeg tog af sted sammen med min far og ungerne (og resten af fødeegnen, skulle det vise sig) for at heppe. Og jeg siger jer, en fest. Aldrig har jeg set min bror, det rolige, harmoniske væsen, være så nervøs. Sjældent har jeg oplevet en spænding så intens, som da alle vi heppere stod og ventede på resultatet. Aldrig har jeg hørt et brøl som det, der lød, da der stod FULL PULL på tavlen, fordi han havde trukket over 100 m. (Skal nok spare jer for detaljer om reglerne, rolig). Og min far og jeg vekslede blikke og en tåre over den fælles tanke, at hvor ville hun have været stolt, hende, vores mor.

Og da han stod på podiet med sine to drenge og sin første pokal, da var jeg bare så stolt. Stolt over at han er så skidegod til alt, hvad han rører ved. Stolt over at være lige netop hans søster. Stolt over at være en vaskeægte bonderøv. Og så usigeligt glad for at være kommet hjem til den, jeg er! Den glæde og varme og entusiasme og skulderklappen, jeg oplevede i går, overgår langt, hvad jeg nogensinde har oplevet blandt nok så mange akademikere i den fine villa med søudsigt. Eller for den sags skyld på de 4-stjernede hoteller, jeg har ferieret i mit ægteskab.

Og bonderøve er da ingenlunde for fine til komplimenter, altså. "Hvad sat'n, er det din søster, hende den lange lyshårede (Ja, sådan siger man altså på de kanter). Så er du satme blevet snydt". HA HA. Tror sgu bare blondiner og bonderøve har det sjovere, du!!

Om veninder og en enkelt faderbinding

Lige nu er det nattøjstid med ild i brændeovnen, to snorkende unger i sofaen og en lille mundfuld rødvin i fredagsglasset.

I morgen er det venindedag, med børn, snik snak og måske en anelse mere rødvin. Jeg glæder mig til den salige stund, hvor vores unger sover, og vi kan smække fødderne op i samme midte af sofaen, mens vi gør os kloge på verden.

Da jeg var i gang med at blive skilt, spurgte min psykolog mig engang, hvad det var, der havde gjort udslaget. Hvad det var, der havde fået mig til at tage beslutningen om at blive skilt. Der var mange grunde, store og små. Manglende respekt for mig som hustru, mor og menneske var den altoverskyggende grund. Jeg var indhyllet i et spin af psykologiske tirader, der gjorde mig evigt tvivlende og handlingslammet. Jeg blev blandt andet kaldt umoden og doven og blev beskyldt for at have en uhensigtsmæssig faderbinding.

Det var svært at finde modargumenter mod én, der havde studeret termerne og fundet en vej til magt i dem. Men én episode kom til at gøre forskellen. Én episode, hvor det stod lysende klart for mig, at han ikke havde ret. Og hvor tvivlen og trangen til at være rigtig, for en gangs skyld stod i skyggen af følelsen af at have den rigtige mavefornemmelse.

Anledningen var en venindekomsammen i min gamle gymnasieklasse. Jeg har veninder, som går helt tilbage til dengang, jeg var ni år. Veninder fra folkeskolen, fra gymnasiet, fra højskolen, fra mine studietid på to uddannelser, fra skiferier, naboskaber og arbejdspladser. Nye og gamle imellem hinanden.

Det var sommer, mit ægteskab var i krise og jeg blev inviteret til reunion. Min eksmand var af den mening, at jeg skulle blive hjemme, når nu tingene ikke fungerede 100%. En ganske rimelig betragtning egentlig, hvis ikke det var fordi, jeg måske trængte til at få en lille bitte smule luft.

Jeg fik en lang forelæsning om, at det var et utrolig infantilt træk at have alle disse gamle venskaber. At det handlede om et ønske om at holde fast i fortiden og ikke være tilstede i nuet. At jeg ved at holde fast i gamle relationer, fremfor at være sammen med min familie (altså ham og børnene) ubevidst stræbte efter en svunden tid, som jeg ikke evnede at frigøre mig fra. Det kan alle jo forstå er umodent, ikke sandt?

Lige dér, lige den aften, der tænkte jeg: Det dér, det er eddermame LØGN. Naturligvis skal venskaber ikke overskygge engagementet i den nære familie, men jeg tror ikke på, at der findes en eneste psykologibog i verden, hvor der står, at det er dårligt at have venner. At det er uhensigtsmæssigt og infantilt at have relationer, der går længere tilbage i tiden end nuet. Jeg nægter at tro på det! Det er grundlæggende en positiv evne at kunne skabe, udvikle og bevare venskaber. Basta! (Behøver jeg nævne, at han ingen havde?)

Og det viste sig jo også, at alle venner og veninder stod på spring for at huse, hjælpe, støtte og trøste, da jeg fik brug for det. Derfor har jeg dem stadig, og derfor gider jeg godt køre langt for at værne om dem. Amen.

Ps. Min eksmand formastede sig engang til at nævne min usunde faderbinding overfor min mor. Han pointerede blandt andet, at min far bestemte for meget over mig. Hvortil min mor kvik i replikken svarede: "Ved du hvad? Hvis hendes far havde bestemt noget som helst over hende, så var hun ALDRIG blevet gift med dig" (tag den fister løgsovs, siger jeg bare)

T-r-ø-s-t-e-spisning

Jeg har aldrig forstået dét udtryk Trøstespisning. Altså hvem er det, det trøster? Tag nu mig, aftenens dramaqueen. (Jo, det var blevet tid til at finde ynk og udtværet mascara frem igen). Nu har jeg spist, dvs trøstet mig med, otte store chokolade småkager. Der er 20 stk i æsken, ialt 560 gr. Dvs. 28 gr. pr. kage x 8: 224 gr. kage. Det er der da ingen trøst i! Snarere straf. Det er så ubeskriveligt kvalmende, at jeg om muligt har det endnu værre end før. Og kun det faktum, at en lang dag venter i morgen, afholder mig fra at finde yderligere trøst i alkoholiske drikke...

Det er sådan noget, der bliver plads til, når ens mor er glad igen og bliver udskrevet på fredag.

Anledningen til DQ? Andedamsrelateret fornærmethed...

Dengang jeg blev skilt, syntes min far helt bestemt, at det var tid at vende 'hjem' igen. Det vil sige til Jylland. Det kunne der naturligvis ikke være tale om, idet mine børns netværk jo hovedsageligt var på Sjælland og jeg i øvrigt selv trivedes fint i de omgivelser og relationer, jeg havde der. Desuden var jeg bange for 'den fraskilte kvindes svøbe'. Ja, det er en af mine kæpheste. Jeg har skrevet om det før.

Den der med at enlige fædre er heroiske og interessante, og da i hvert fald skal klappes på skulderen for at komme ud af huset og ikke bare sidder der og samle støv. Mens enlige mødre (der jo som bekendt altid selv har valgt det (eller i hvert fald været ude om det) og i øvrigt får i hoved og røv af det offentlige) ikke i samme grad bliver betragtet som hverdagens sande helte.

Det, jeg prøvede at forklare min far, var, at der simpelthen ikke er plads til sådan en som mig i andre menneskers etablerede omgangskredse. Som min allerbedste veninde formulerede det: "Du er bare sådan en, man ikke har brug for til at lave ravage i den. Du kommer der mit dit nyklippede hår og spændstige figur. Ung nok til at være fysisk attraktiv og gammel nok til at være en klog og spændende samtalepartner. Fuld af nyopdagede styrker og selvstændighed. Det lyser ovenikøbet ud af dig, at du trænger til noget godt sex og aldrig kunne finde på at sige, at du er for træt". Sagt i al kærlighed og varme. Og hun fortsatte: "Og dét har du bare at forvalte ordentligt. For du er en lækkerbisken for alle mænd med små børn og trætte kvinder". Det er selvfølgelig karikeret, men der er sandhed i det.

Min far indvendte, at han og min mor "da altid havde haft en stor omgangskreds, og at det bare gjaldt om at engagere sig i nogle aktiviteter - så kommer det helt af sig selv". "Måske ja, men har I nogensinde inviteret en enlig kvinde med til noget blandt par-vennerne, så hun kunne komme ud at danse lidt?". "Mnaajj, det har vi måske godt nok ikke...". Se pointen?

Jeg landede i et, for mig, ganske tilfældigt område, da verden gik af lave, og jeg skulle væk overnight. Jeg er faldet godt til. Det er småt, det er godt. Det er nemt at lære folk at kende, fordi man næsten automatisk krydser hinandens spor mange gange, når man har børn i samme skole og idrætsforening, handler i det samme supermarked, står i den samme kø ved bageren osv. Så kunne man (jeg) jo godt forledes til at tro, at der måske var basis for nye venskaber. De er sgu da så søde allesammen og vil gerne introducere for det ene og det andet, og traditioner mig her og der. Altså lige så længe, det ikke lige præcis inkluderer deres eget privatliv og omgangskreds.

Og nu er jeg dér, hvor jeg overfor min far forudsagde, at jeg ville være i et lille jysk samfund; udenfor. Jo jo, der er bestemt flere, der gerne vil hjælpe med at hente børn, hvis det kniber. Køre nogen til håndbold og gymnastik eller arrangere en overnatning. Og bevares, jeg bliver da tilbudt mange kopper kaffe og sågar et glas vin en fredag aften, når der skal udveksles børn efter Disney Sjov. Et enkelt kun-for-damer-arrangement er det nok også blevet til, og til fester på skolen, hvor jeg er lovligt selvskrevet som forælder, er jeg da også blevet budt op til dans.

Men når det kommer til de rigtige fester, 40-års fødselsdagene, rejsegilderne, kobberbryllupperne, eftergilderne, julefrokosterne....så er der lukket. Og slukket. Den går ikke søster lagkage. Og det er så den, dramaqueen har raset over de sidste par dage. Fuldstændig tilbage til skolegården, da man fik nys om, at kun nogle få udvalgte af klassens piger, skulle med til fødselsdag i parallelklassen. Ikke én selv.

De her mennesker, der holder en fest på fredag, det var nogle af dem, jeg virkelig håbede, var ved at blive rigtige venner. Jeg troede det faktisk. Og alle dem, der har budt på pizza, kaffe, børnepasning og måske endda har sagt, at de var glade for at børnene og jeg er kommet til, de skal med. Og de er meget omhyggelige med ikke at tale om det, når jeg sidder sammen med dem i hallen en hel søndag eller møder dem i skolegården.

Og ja ja, jeg ved det godt. Jeg er ikke født her. Jeg har ikke boet her i mere end 2½ år. Jeg har ikke selv inviteret til noget. Jeg er skilt. Er jeg farlig?

Nå, men jeg er i hvert fald ikke inviteret og har ingen ret til at påberåbe mig medlidenhed i den anledning. Men retfærdig harme kan ingen tage fra mig!! Og heldigvis er der jo en kæreste, man på det nærmeste kan gøre ansvarlig. Er det ikke ham da, der kender det her lokalpatriotiske samfund, hvor der ingen plads er til fremmede? Er det dermed ikke ham da, der skal være brobygger og introducere den eksotiske fremmede, således at ingen bliver utrygge?

Åbenbart ikke. Han er til gengæld meget bredskuldret og sagde bare, at jeg vist trængte til at komme i seng. Hmm.

Hvaffor en jul?

Hun er i bedring, heldigvis. Nogle dygtige mennesker har identificeret bakterien og behandlet hende efter alle kunstens regler. Efter et par dage med allergisk reaktion, høj feber og svingende bevidsthed er hun langsomt ved at komme sig. Det er to skridt frem og et tilbage - men det er som bekendt også fremad.

På torsdag håber jeg, hun får ledsaget udgang med mig, så vi kan få købt de sidste julegaver. Hvis hun er frisk nok. Og det ikke sner for meget. Og Elverpigen bliver rask (og ingen andre bliver syge).

Hun har nemlig ligget på sofaen hele eftermiddagen med feber og mavepine. Og toppede med at kaste op, da håndboldkampen startede. I min seng.

Der står et lys på mit bord med tal på. Jeg ved slet ikke, hvilket nummer vi er kommet til. Den dér jul..?? Det er noget, mine børn glæder sig meget til, kan jeg mærke. Og får lidt præstationsangst over, at det vistnok riiimelig meget er mig, der skal sørge for, at den juleglæde bliver indfriet.

Der er én, jeg vist nok er kommet til at gøre ked af det. Der er vist nok nogle signaler, jeg undlod at forstå. Og dermed, i en andens fortolkning, noget, jeg undlod at afvise (men måske burde have afpareret mere elegant). Ikke stolt.

Der er også nogen, der har gjort mig kede af det. Sikkert uforvarende. Eller forhåbentlig. Noget med 'for gammelt venskabs skyld'. Noget med at læne sig i at høre til i en sammenhæng. Hvor det så viste sig, at andre hørte mere til. Og hvor det lige nu er svært (eller umuligt) at ignorere følelsen af, at der ligger et bevidst fravalg i et valg. Måske ovenikøbet en ydmygelse.

Julestemning? I don't think so.

Heksemor slår til...

Intentionerne fejler aldrig noget!

Dengang jeg studerede, forestillede jeg mig altid, hvordan jeg ville være forberedt til timerne, lave skriftlige opgaver i god tid, fordybe mig i emnerne, sågar læse relevante bøger udenfor pensum... HA! Så sad jeg der natten inden og svedte over konklusionen. Printeren løb selvfølgelig tør for blæk 45 min. inden afleveringsfristen og bla.bla. Måske kender du scenariet?

Når jeg skal have gæster, har jeg også store, forkromede planer om den dejlige mad, jeg skal lave. Gerne noget med marinader, der har trukket i dagevis. Desserter, der smager lifligt og selvfølgelig afspejler årstiden i smag og farver...HA! Ender med en ovn-klar ret fra slagteren og en købesovs. Derefter literis direkte fra platicbøtten, "pyntet" (!) med en improviseret kompot af ubestemmelige, blandede bær fra fryseren.

Hulemors intentioner fejler heller ikke noget, når bøllerne skal på lejrtur. Forestiller mig selvfølgelig, at vi aftenen før sidder stille ned og hygger os. Evt. med te og sikkert hjemmebagte kanelsnegle, nu vi skal undvære hinanden i 2 døgn! Vigtigt med nærvær!! Vigtigt!

Taskerne er pakket. Der er solide navneskilte på poser med sengetøj og sovebamser. Den fra hjemmet medbragte mad er økologisk og indbydende. Begge børn har været ansvarligt involverede i pakke-processen (naturligvis under hensyntagen til deres alder og forskelligheder) og har dermed fuldt overblik over eget grej. Altså i fantasien.

Ude i virkeligheden ender det med kaos! Elverpigens ridning var da ikke aflyst, bare fordi der var lejrtur med SFO'en næste dag! For ikke at tale om regnvejr (Plejer sgu aldrig at regne, når de er på den tur! For helvede)

Dagen før dagen:

Kl. 16.15:
Vi kan godt lige nå at hygge med te og de der kanelsnegle (nej, nej. Ikke hjemmebagte! Findus-style)
Kl. 16.55:
Troldebarn:"Mor, sover du? Jeg er sulten"
Elverpige: "Mor, der er huller (hulLER!) i mine gummistøvler"
Kl. 17.10:
Smører 4 rugbrødsmadder og kører i desperat fart ud for at købe nye gummistøvler. Med formaninger til Elverpigen om at stå KLAR en halv time senere.
Kl. 17.40:
Hjem og vende efter Elverpigen, nu i ridetøj.
Troldebarnet: "Hvad med mig?". "Dig? Øhhh tag din Nintendo med i bilen". "????? Det plejer jeg da aldrig at må???". "Nej, men det må du altså godt nu!"
Kl. 19.20:
Hest afsadlet mv. Retur til Hulen, nu med sultne børn (Bliver sgu da også sultne i tide og utide)
Kl. 20.30:
Børn spist af og puttet. SOV! Det er alt for sent. I er alt for trætte i morgen (Heksemor)
Kl. 21.00:
Køkken ryddet. Økologiske rosiner og juicer pakket. Pænt. Må hellere få pakket til Troldebarnet!!
Kl. 22:
FUCK hvorfor virker lommelygter bare ikke, når de skal? Og hvorfor virker en helt ny pandelampe nu heller ikke? Fordi det GØR DEN BARE IKKE.
Kl. 22.20:
Må hellere få pumpet cyklerne. Ud i garagen...nu regner det f*ndeme også!! Arggg!! (Tjekke vejrudsigt? Plejer aldrig at regne den weekend, har jeg jo sagt)
Kl. 23.oo:
Hvor ER det regntøj? Typisk Elverpigen. Tosser rundt i sin egen lille virkelighedsfjerne verden, hvor der ikke bruges energi på noget så trivielt som regntøj. Sådan cirka samme virkelighedsfjerne verden som hendes mor befinder sig i.
Kl. 23.15:
Crasher med gode intentioner om at nå resten i morgen. Tidlig.
Kl. 05.35:
Vælter ud i bad. Eeeej mand, det regner stadig.
Kl. 06.00:
Ud at montere cykler på bilen. I mørke. Og p*sseregnvejr.
Kl. 06.20:
Prøve at få liv i unger. Vise et søvndrukkent Troldebarn det geniale i pakkesystemet. "Prøv lige at se en gang. Jeg vil gerne lige have, du ser her, hvad jeg mener. Prøv lige at koncentrere dig" (Som om. Heksemor)
Kl. 06.30:
"Bebrejde bebrejde bebrejde. Jamen hvor har du sidst haft de regnbukser.?... aaaaltid væk.... aaaaaldrig finde noget. Bebrejde bebrejde bebrejde" Elverpigen: "Jamen bliver det regnvejr? Det gør det da aldrig på SFO-tur!" (Told you)
Kl. 07.28:
Alt afleveret. Inclusiv lidt mut Troldebarn (jamen der er jo TO dage til, vi ses mor) og lidt sur Elverpige (det er altså ikke kun min skyld mor! Nej, nej skat. Av) kysset farvel. Et par ekstra regnbukser + et stk. ekstra tandbørste leveret af en slags kæreste. Tror sgu lige det går alligevel. Og kommer vist kun 6½ minut for sent på job.

Men næste gang...der bliver det hyggeligt!

Nogle gange sker det, at man får skrevet et indlæg, som rammer læserne mere, end man egentlig selv havde forestillet sig, det ville.


Sådan gik det forleden dag for mig. Og det var dejligt at få så mange kommentarer fra jer. Tak. Faktisk fik jeg samme dag denne award fra to forskellige og skønne bloggere: mette b og June/Mrs.Fittipaldi


For det siger jeg tusind tak, jeg føler mig næsten som en "rigtig" blogger nu. En af jer!!

Reglerne for awarden er:

Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
Tak og link til den du har fået den af
Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det :)
Fortæl 7 ting om dig selv

Her rammes jeg allerede af første punkt ud af de syv om mig selv. Hvem skal jeg nu give videre til? Der er så mange, mange pragtfulde bloggere, hvem kan vælge?

Og på den anden side...hvem gider have en award af mig? Alle de fede bloggere har da fået de her awards i hobetal ikke?? Tænker de ikke bare "Åh nej, hvad skal hun nu gøre sig til for? Ved ikke engang hvem hun er!!".

Men men men...jeg blev jo vildt glad for at få en award. Og stolt. Og glad for at nogen har valgt mig. Og ovenikøbet skrevet noget pænt om mig på deres egne blogs. Og jeg synes sgu da ikke, de gør sig til! Så her kommer de syv, jeg giver videre til:

Trine fordi hendes blog var den allerførste jeg læste. Og hele tiden vender tilbage til

Anette fordi man kan junke de lækreste skønhedstips og -trends hos hende

Onkel Anne fordi hun bare skriver ærligt derudad om det hele. Med pangfarver!

Kun Sandheden fordi indlæggene dér altid handler om noget, jeg selv går og tænker på!

Verden set fra sidelinien fordi Lena gør noget!!

Maren fordi hun fanger det underfundige, besværlige og velsignede ved hverdagen med børn

Katrine fordi det er længe siden...

Og selvfølgelig i orden, hvis I ikke har lyst til at lege med. Eller ... synes jeg gør mig til (*host*host*)

Om mig:

1. Altid bange for ikke at være god nok. Altså altid altid. Lider af kronisk præstationsangst uanset hvilket emne, det drejer sig om. Måske derfor, jeg aldrig rigtig er blevet til "noget" (altså det jeg kunne være blevet til forstås! Var jo den dygtigste i klassen og alt det shit. Måske blev jeg bare doven?)
2. Besidder klæbehjerne. Min spidskompetence er ubetinget ... at huske sange udenad. Især fra 80'erne. Og vi taler her pop, rock, country og dansk-top. Husker alle tekster! (Måske det potentiale, der skulle være brugt anderledes!?!)
3. Sucker for kosmetik og hudpleje og olier og hårkure og masker og cremer og serum og især Ole Henriksens New Beginning Scrub. Den skal man bare have! Får så ikke rigtig brugt de guddommelige produkter. Jeg skal bare have dem! Min far siger, jeg kunne have købt et slot for de penge, jeg har brugt på "stads" igennem årene ... (ikke utænkeligt)
4. Bilder mig ind at jeg lever sundt. Køber økologisk og bæredygtigt og alt det. Har været vegetar i mange år og er slank og i god form. Eller i hvert fald slank. For jeg spiser ikke sundt! Og er ikke i god form. Mere. Har lige fået konstateret mangelsygdomme som jeg er i behandling for. Nå. Og er sikkert totalt fed inde omkring organerne. (De tynde fede - har I ikke hørt om dem?)
5. Arbejder på ikke at tvivle så meget. Opdraget af to, der gør. "Hvis bare vi havde...hvis bare vi aldrig havde...vi kunne også have gjort...åh hvor ærgerligt...hvis nu...hvis nu ikke...man kunne også...ville det være bedre hvis...". Hold nu kæft og tag en beslutning. Stå ved den! Lev med den! Bliv om nødvendigt klogere, men tro på det!
6. Stolt af, at en veninde engang kaldte mig matematisk begavet og humanistisk interesseret. Så kan man jo alt ikke? (Bare ærgerligt at ...nå..)
7. Heldigvis skidegod til at vende situationer til noget positivt, at ironisere over mig selv og ikke andre. Og ikke mindst: at drikke mig halvfuld og fyre den af på dansegulvet hjemme i stuen lørdag aften til Elvis eller Suede eller Bruce Springsteen eller Medina eller David Bowie eller Lyle Lovette eller eller eller...alene!

Okay, vist lige lidt mere end syv ting der! Nåmenøhh, dejligt du kom forbi...

Nu skal jeg på Posthuset og hente ny gadget. Så skal I få billeder ;o)

Kvindeliv

Her kommer det så...

For nogle dage siden læste jeg en blog på Politikens hjemmeside af Marianne Eilenberger. Du kan læse den her.

Og siden har jeg tænkt og tænkt. Min blog bliver aldrig sådan en blog, der hudfletter tidens tendenser og den offentlige mening, for jeg skal åbenbart bruge flere døgn på at fordøje, mærke efter og tænke - før jeg ved hvad min egen mening er!

Da jeg læste indlægget første gang, tænkte jeg: JA! Hun har sgu fat i noget. Godt set og i den dur.

Men i løbet af et par dage begyndte jeg at tvivle. Er det nu også sådan, at mødre gensidigt holder hinanden nede og sætter så mange konkurrenceparametre op, at danske kvinder bliver deltids-stakler i stedet for leder-heltinder? Og ja, jeg ved godt, at det ikke er det, hun siger. Men alligevel...

Nu er jeg helt sikkert ikke arketypen på en leder. Som sagt kan jeg være meget lang tid om at formulere min egen mening om noget som helst. Og jeg vil helst være venner med alle, da jeg er opdraget efter flinkeskole-modellen. Og jeg er aldeles enig med Marianne Eilenberger i, at der ikke findes et særligt deltids-gen i enhver kvinde.

Alligevel blev jeg ramt af hendes ord. Fordi jeg følte mig lidt hånet af dem. Som om jeg er så dum at lade alle I andre (mødre) dømme mig og hele tiden stræbe efter jeres anerkendelse.

Faktisk kom jeg også omkring tanken, at bloguniverset er endnu et udstillingsskab, hvori man viser sine fiiine kreationer, deler ud af sine dyyybe tanker og under sin egen velpudsede glorie husker at klappe de andre mødre/kreative/ordjonglører på skulderen og sige hurra.

Og så gik det op for mig: NEJ!!

Det er ikke sådan, det er. Det er ikke jeres eller andre mødres skyld, at jeg ikke blev leder. Og det er i hvert fald heller ikke mine børns skyld. Min eksmand havde den holdning, at jeg måtte arbejde alt det jeg ville - bare jeg var hjemme, når han kom hjem og havde sørget for hjemmet og børnene. I den rækkefølge og i ramme alvor. Men det er heller ikke hans skyld. Og det er heller ikke fordi jeg nu er alene med dem. Jeg har flere veninder, der er alene med både to og tre børn, som alligevel gør karierre og henter børn hver dag kl. 17.15. Det har jeg så valgt ikke at gøre.

Jeg har valgt at bo i skoven. Det er totalt øko. Men det er ikke for at imponere nogen. Jeg bager også selv rugbrød og boller. Og de er både grove og øko. Jeg henter børn senest kl. 15, fordi jeg gerne vil være meget sammen med dem. Og fordi jeg bilder mig ind, at de også har glæde af at være meget sammen med mig. Nu er de så store, at de som regel har kammerater med hjem, men jeg er der.

Jeg har en gyngekøje hængende lige midt i stuen, fordi det er godt for motorikken. Jeg vasker deres hår i øko shampoo. Jeg skærer øko grøntsager ud i stave til madpakken. Jeg går ikke ret tit på museer eller i teatret, men jeg går gerne ned til kilden og kaster Plys-pinde. Jeg bager også mine kager selv, fordi jeg får sure opstød af dem fra Amo.

Men de kommer ikke i bad hver dag. De får tit Knorr-lasagne. De kommer i seng kl. otte, fordi jeg derefter ikke orker, at de kalder mere på mig den dag. Og det ved de. Hvis jeg har gæster, får de (børnene!!) besked på at fise ud, hvis vi skal tale "voksenliv". Hvis de keder sig, får de lov til det. Jeg gider ikke, at de kommer ud på toilettet og spørger mig om ting og sager. Jeg vender ryggen til dem, hvis de forstyrrer mig, når jeg taler i telefon. Og jeg køber helt vildt fastelavnstøjet i BR, for jeg kan i.k.k.e. sy. Noget.

Og det er ikke et offer, og det er ikke til ære for nogen, når jeg øko'er den i mit moderskab. Og jeg undskylder meget, at jeg er med til at trække niveauet for danske kvinders leder-engagement ned. Men jeg har altså kun den tid med dem én gang. Og jeg tror faktisk, at min tid sammen med dem gør en forskel. Selvom de også leger godt i SFO'en.

Og hvad angår bloguniverset så er jeg overbevist om, at alle de jublende og velmenende kommentarer, der lægges rundt omkring, er ægte. Og at der er tale om inspiration og ikke pral og konkurrencementalitet, når I krea-bloggere lægger fine billeder ud af jeres ting. Og at de dybe reflektioner over mor- og kvindeliv er til for at nuancere alle illusionerne om samme.

Ikke alle kvinder er kvinder værst.

Og til slut en lille autentisk anekdote som jeg tænker på, når jeg synes børnedelen i mit liv fylder meget:

Min mormor fik otte børn. To drenge, der døde som små, og seks piger, der blev voksne. Hun blev enke som 39 årig og højgravid. Det var slidsomt, det var fattigt og der var sytten år imellem det ældste og yngste barn.

Hun blev 92 år og på sine gamle dage sagde hun altid til sine døtre, der jo i modsætning til hende kom på det "rigtige" arbejdsmarked:

De år, hvor I var små og boede hjemme hos mig, det er fem minutter af mit liv

Så mon ikke der bliver tid til lederjobs i nogle af de resterende minutter? Jeg satser.
(Altså med mindre vi til den tid har skabt en bedstemor-junta til at holde os nede)

Når man smitter sine børn...

...med det, man ikke selv kan se.

For det første: To skønne børn har jeg.

Elverpigen, der elsker sine dyr, både de levende og dem fra Schleich. Dagevis! kan hun have en leg i gang med ulve, elge, heste, hunde, aber, katte, isbjørne - alle er der plads til i hendes leg. Hun elsker at læse. Om dyr. Kun dyr. Til nød bevæger hun sig lidt uden for emnet og læser om savannen. Bjergene. Junglen. Og dens dyr.

Matematik er lidt op ad bakke for Elverpigen. Tallene passer ligesom ikke ind i dyrenes verden på den måde. Og når ting er svære at lære bliver Elverpigen ked af det. Finder det pinligt. Holder det hemmeligt. Floves ved det.

Troldebarnet har to passioner. Nintendo DS og Lego. Der beviser han, at han faktisk besidder den koncentrationevne som ... ikke er alt for tydelig, når det kommer til skolearbejde. Og så alligevel. Matematik går fint. Har siddet i situationen flere gange, hvor Elverpigen knokler med små tabeller - "mor, hvad er seks gange fire?". Troldebarnet - "mor mor, må jeg sige det?". Lidt strengt, når han er tre år yngre...

Når ting er svære at lære bliver Troldebarnet rasende. Mest på sig selv. Og husker sig selv på at han ikke dur til noget. At han er verdens dårligste og aldrig får det lært. Overbeviser sig selv om at det ikke nytter at prøve.

Hulemor forsøger sig selvfølgelig med opbyggelig pædagogik.

"Det er rigtig godt at spørge om hjælp. Nej det er ikke spor pinligt. Man skal ikke sammenligne sig med de andre. Selvfølgelig får du det lært. Jeg vil gerne hjælpe dig. Alle har brug for at øve sig. Det er så fint, det du gør. Det er på vej, du er allerede ved at lære det. Nej, måske kan du ikke mærke det, men det kommer. Du er verdens dejligste, jeg ved du kan lære det. Du skal tro på det, skat. Prøv en gang til. Du kan godt".

Ligesom Hulemor. Stærk, kæmper for det, tror på det. Altid.

For det andet: Så er der mig selv (sagde....nå...)

Hulemor er rigtig dygtig til at lære. Hulemor har altid fået høøøje karakterer, hurra. Såå dygtig til at gå til eksamen. Præstere det, de andre gerne vil have. Pensum.

Hulemor nages af aldrig at være blevet til noget. Altså noget flot. Det lå jo ligesom i kortene? Arbejde på Landsbyhospitalet? Hmm (hvad fanden gik der galt for hende?). Hulemor er lykkelig for Landsbyhospitalet og alle de skøre originaler dér. Som skal spredes for alle vinde, fordi det skal lukkes. Snart.

Og så. Er der slået en stilling op. I verden udenfor. Som nogen opfordrede mig til at søge. Et job jeg gerne vil have. Helt vildt. Så skete det. Tankemylder.

"Ej, det kan ikke betale sig at søge det. De vil da hellere have en med nogle meeeeget bedre kvalifikationer. Jeg falder lynhurtigt igennem. Ja så skulle du nok ikke have gået så meget hjemme, da børnene var små. Så havde du jo haft mere erfaring. Nu vil de bare undre sig over, at du ikke for længst har fået en flot stilling. Nej men det her jo heller ikke noget særligt. Men det lyder måske lidt flottere? Jeg fortæller i hvert fald ikke til nogen, at jeg søger det. Altså hvis jeg søger det. Pinligt hvis andre finder ud af, at jeg ikke fik det. Ejmen jeg bliver jo heller aldrig rigtigt til noget. Men det gør heller ikke noget. Jeg er meget godt tilfreds. Selvom ... jeg kunne nok godt klare lidt flere udfordringer. Nej, hvem tror jeg lige jeg er, haha. Ved jo ikke hvad de folk vil have. Kender ikke pensum. Nå, men man kan da altid prøve. Eller Jeg kan. Hvad siger du, skal jeg bare ønske mig det? Tro på det? Kæmpe for det? Ligefrem tiltrække det? Nahhh, skal man ikke gøre sig fortjent til den slags universel lykke? Nej så kommer Nemesis og tager mig, det ved enhver"

Helt ærligt. Sådan har det kørt i mit hoved hele dagen. No wonder de børn er gode til at slå sig selv i hovedet med uduelighed: Hvordan finder den smitte sted?

Nu må jeg altså op på hesten. Og jeg har skrevet ansøgningen. Og jeg ved, hvad du vil sige. Skal nok sende den. Til dem. Og nu ved I det allesammen. Så er det bare monsterpinligt, hvis jeg ikke får det. Dyb vejrtrækning. Jeg kan godt.