Om sorg. Og lykke

Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.

Ny uge, nyt liv (næsten)

Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.

På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.

Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..