Hilsen fra bagscenen...

Jeg er her skam stadig. Går bare bag kulissen og tusser lidt rundt. Kommer mig over julen. Og starten på det nye år. Det har stort set været godt, det hele. Der var både and og konfekt og gaver og levende lys. Og juleaften i Damehuset. Nye traditioners spæde begyndelse og en oprigtig glæde over at trække julen hjem. Hjem. Lige så rart, det var, lige så hårdt ramte det mig. For nu er den tid slut. Den tid, hvor julen var ensbetydende med storfamilie, min mors vanillekranse og mit barndomshjem. Julen som vi kendte den.

Heksemor havde lidt travlt med, at jeg da ikke kunne leve op til det? Hvad havde du egentlig tænkt dig, fnøs hun hånligt - du kan sgu da ikke lave en jul, der er bare halvt så hyggelig, som din mors. Du kan jo ikke engang stege en and! Det ville da have været meget bedre for børnene, hvis de havde boet i en rigtig familie i stedet for den her amputerede model med en morfar, der vil tidligt hjem og en smed, der er nogle andres far. Tssss. Så havde der nok også været råd til en iPad. Eller to. En skiferie i det mindste.

Men okay. Det blev jul. Uden heksemor. Gode fridage og festlig nytårsaften med naboer og andet godtfolk. Fik da i al fald så meget godter og knas, at jeg har set mig nødsaget til at gå på noget afvænningskur sammen med Birgitte Nymann. Ikke noget vildt med kostplaner og benhård cirkeltræning, men mere noget med mentalt at få sluppet trangen til marcipan og julesmåkager til morgenmad. Noget som indebærer en hel dag uden indtagelse af fast føde men derimod litervis af grøn te og gulerodsjuice. I dag faktisk. Så jeg sidder med   knurrende mave og fantaserer over den mad, jeg skal have i morgen!

Har også fundet kalenderen frem. Der er noget, der skal planlægges, nemlig. Flere studiedage. Mange flere. Jeg fik jo lidt blod på tanden med det der efteruddannelse. Og en af mine lærere foreslog mig at fortsætte med at tage en master. Det syntes min chef var en strålende ide. Så strålende, at hun opfordrede mig til at søge straks, selvom jeg ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Og ansøgningsfristen var overskredet. Hun var sikker på, jeg kunne komme ind på dispensation.

Det fik hun ret i. Brevet kom i dag, og de kunne med glæde meddele mig, at jeg var optaget. Med studiestart i januar 2013. Det vil sige nu. NU. Deraf kalenderen. Har lige et par børn, en hund, to katte (der ikke kan enes), to ørkenrotter og en hest, der skal puttes i logistikskema inden. Men det går nok. Det er den helt rigtige uddannelse for mig, og jeg glæder mig vildt.

Og ved I hvad? Der skal bare være forbindelse mellem himmel og jord, for min mor ønskede sådan, at jeg kom på universitetet. Hun ville så gerne, at jeg skulle bruge mine evner helt ud og ikke bare nøjes. Det havde selvfølgelig ikke ret meget med mig at gøre, og jeg har aldrig følt, jeg nøjedes. Men hun ville så gerne selv have haft muligheden. Fordi hun nøjedes. Og for sent kom i tanke om, at hun måske ikke havde brugt sit potentiale fuldt ud. Eller hvad jeg skal kalde det. Hun ville i al fald have været så inderligt glad på mine vegne, og det var det første, jeg tænkte, da jeg læste linjerne om optagelsen. Så nu siger vi, at hun garanteret ved det alligevel. Selvom hun ikke er her i fysisk form mere. 

"Så blev du alligevel til noget!" grinte min soulmate-veninde, da jeg havde skrevet i en sms, at jeg både var glad og stolt og lidt bange. Ja, det må vi da håbe (!). Tænk sig stadig at stræbe efter det i en alder af knap og nap 42 år....man (ja, jeg) kan godt blive bange for, at det aldrig holder op. Hvornår er det godt nok?

Lige nu er det i hvert fald godt nok, at det er fredag aften. Med gulerodsjuice on the side. Tyst fin-sne udenfor, zenbog indenfor rækkevidde og lang weekend forude. Go' weekend folks!

Et skridt nærmere

Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

Nutid og dengang

Endelig fredag. Efter en fantastisk og lidt overnaturlig uge, hvor jeg har fået gode, kærlige, tankevækkende og overraskende mails. Fx fra to tidligere chefer. På samme uge! Hvor underligt er det lige? Måske mere om det senere, hvis nye ideer kommer i spil..

Tid til kaffe hos smeden, ny lækker grøntsagskasse på trappen, aftensol i haven og livretter til aften. Børnene havde ét ønske til vores fredag: at se TV sammen og drikke varm kakao. Fint nok, først så vi det nye program "Skjulte Stjerner", som for mit vedkommende faktisk var til at holde ud at se. Marie Frank, som jeg nærmest lidt havde glemt - hun er da noget af det mest sprudlende, jeg længe har oplevet på skærmen! Måske fordi jeg kun sjældent ser TV?

Nå, men kl. 21 var det da aaalt for tidligt at komme i seng (syntes børnene) - de ville have mere fjernsyn. Som sandt at sige ikke er ret egnet for børn en fredag aften ... så vi slog over på DR2. Temaaften om Jørgen Clevin. Fra en lidt overgearet stemning med musik og sang, snakkeri og kakao blev vi alle tre helt stille. Lyttede, så og hviskede kun lidt af og til. Troldebarnet lagde godt nok ud med :"Aj mooor. Var det sådan noget kedeligt børne TV, I havde??". Og jeg svarede, at det slet ikke var kedeligt dengang. Det var det heller ikke nu.

Børnene blev selvfølgelig optaget af universet med tegninger og fortællinger - og jublede ved billederne af Jakob og Joakim, som vi har læst til bevidstløshed, da de var små. Hulemoren slugte fortællingen om mennesket Jørgen Clevin, som jeg aldrig har vidst andet om, end at han var god til at tegne. Et rigtigt spændende program, som sluttede med en god pointe; Jørgen Clevin, der malende undrer sig over, at man(den) bærer den gravides mave, er med på klinikken, lægger barnet op på maven af kvinden, klipper navlestrengen - og så i øvrigt stopper dér. Altså med at interessere sig for barnet.

Så enkelt synes jeg nu ikke, det er, men han spurgte retorisk: "Hvis du beder forældre skrive ned, hvad de har talt med deres barn om i løbet af en dag - altså hvilke emner, man virkelig har berørt og talt om - så vil det være et magert resultat". Tror faktisk lidt, han har ret. Jeg har i hvert fald dage, hvor jeg taler mere til mine børn, end med mine børn...

Nå, men nu ligger de og sover på hver deres madras i stuen, og eftersom min seng står i køkkenet lige ved siden af, tror jeg bare, jeg lader dem ligge (og får den store seng for mig selv, gnæk, gnæk).

Stearinlys, Tracy Chapman, en enkelt godnat Carl ('s special), og drømmende børn med spindende katte on top - det er da fredags-Zen, der er til at forstå!