En helt almindelig dag...

Jeg kan stadig huske, hvordan man logger ind. Kom næsten helt bag på mig. Uha, hvor har der været meget at se til ude i virkeligheden. Men jeg har savnet min hule. Glæder mig stadig til den dag, hvor tankemylderet rydder op i sig selv og og automatisk transskriberes til blogindlæg...

Måske har det været en helt almindelig dag for jer. En helt almindelig torsdag. Men i dag var helt ualmindelig dag for Hulemor, for Troldebarnet fyldte år. Fylder år. Elleve år. Nu har jeg ingen børn under 10 år!..??..! 11 faktisk. Hvordan gik det lige til? Da jeg vågnede i morges (meeeeget tidlig på en feriedag, for selv 11-årige ønsker sig morgensang) kunne jeg tydeligt huske den efterårsmorgen, han kom til verden. Mørkt, blæsende og slagregn på ruden. Derfor gad jeg ikke rejse mig fra sengen kl. 4 om morgenen, da jeg måske godt kunne mærke noget murre. Selvom jordmoderen havde sagt, jeg skulle komme med det samme, fordi jeg først mødte op i sidste øjeblik til Elverpigens fødsel...

For at gøre en kort historie kortere, stod jeg op lidt i syv for at tage et bad. Veerne kom væltende sammen med vandet i bruseren. Kvart over syv skubbede jeg en plade boller i ovnen, fordi min eksmands datter havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at lille-søskend ikke kom ud den dag. Tyve minutter over syv gav min svigermor mig tøj på, jeg havde travlt med at trække vejret. Halv otte var jeg i bryggerset og finde lift og pusletaske frem. Fem minutter over halv lå jeg på gulvet på alle fire med røven i vejret og gispede, fordi jeg kunne mærke de første presseveer. Jeg kunne se fire iskolde børnefødder, det var fødselaren og lillesøster, der var vågnet. Jeg sagde ikke tillykke, for jeg kunne ikke tale. Men min eksmand kunne godt barbere sig, kunne jeg høre. Jeg havde ikke fået mascara på.

Lidt i otte sneglede vi os igennem morgentrafikken på ring 4. Jeg lå på bagsædet, stadig i samme position med godt fat i remmene på autostolen. Kl. 8.58. lå Troldebarnet på min mave. Tidspunktet var præcis det samme, som en liter benzin kostede den dag.

I dag har vi hygget. Friskbagte boller (selvfølgelig inkl. øko-spelt), pandekager, cookies, varm chokolade, hjemmelavede burgere (inkl. hjemmebagte grove burgerboller) og mere kage. Troldebarnet er lykkelig. Han har gang i nye gadgets og ... vinkelmåler. Megaglad for nyt penalhus....

Storesøster bliver 24 år i dag. Storesøster, som var ni år, da jeg lærte hende at kende. Og 12, da hun flyttede ind hos os. Storesøster, der allerede som 16-årig svor, at hun ville slå hånden af sin far, når hun blev myndig. Og tænkte meget over, hvad der så skulle blive af mig. Og som spurgte mig, da han var varetægtsfængslet første gang, om jeg troede, de andre nu ville tro på os? Søde, dejlige storesøster, som jeg har været nødt til at give slip på, fordi jeg ikke kunne holde distancen uden at såre hende (endnu mere) og ikke kunne lade hende komme så fysisk tæt på, som hun trængte til.

For et par måneder siden så jeg, at hun har opdateret sit coverbillede på facebook. Med en baby. Jeg tuder hver gang, jeg kigger på det. Og jeg kigger på det tit, for jeg kan ikke lade være. Hun er simpelthen så smuk. Og hun ser så lykkelig ud. Og måske er hun mor til babyen? Jeg savner hende. Jeg savner hende noget så rædselsfuldt. Særligt i dag.

Kram dem du elsker en ekstra gang. Go'nat fra Hulen og kram til jer.

En sjælden luksus

Ligger i en dejlig bred seng. I knitrende hvidt sengetøj. Har faktisk ligget her et par timer. Efter jeg havde taget et langt, varmt bad. Bag mig ligger en skøn, inspirerende dag, med spændende mennesker, uovertruffen lækker mad, kager, eksotiske kaffer, økologiske teer, smuk natur, meditation på iPod og håndbold på fladskærm. Ikke at håndbold interesserer mig. Men tv'et skulle da prøves fra sengen. Mens jeg nød en hel aften i spørgefri zone. Ingen børn, der skulle puttes, dyr lukkes ind og ud, madpakker smøres, tasker pakkes. Kun ro til Hulemor.

Jeg er på kursus på lækkert kursuscenter. I mit hjertebarn; læreprocesser. Morfar og Inger sørger for ro på bagsmækken, og jeg har intet hørt fra dem, hvilket jeg tolker som absolut gode tegn. Tre hele dage er jeg blevet bevilget i inspirerende selskab med andre fagfolk. Og føromtalte luksusomgivelser.

Jeg har ikke sat mit noget for i det nye år, ingen nytårsforsætter, der alligevel ikke bliver holdt. Men i løbet af aftenen har jeg tænkt mere end én gang, at resten af mit liv skal indeholde væsentlig flere hotelovernatninger end hidtil. Og mig-tid. Jeg grovnyder det og trækker vejret helt ned i maven.

Der står et lille billede af min mor på natbordet. Et ungdomsbillede. I dag er det to år siden, hun døde. To år siden, hun var varm og jeg kunne røre ved hende. Klemme hendes hånd, ae hendes kind. Jeg savner hende. Forstår ikke kognitivt, at hun bliver ved med at være død. Billedet minder mig om at værne om livet, gide det og leve det. Hendes er slut, mit er her og nu. Jeg agter at gide det og leve det! Ses fredag...

Deja vu

Lørdag aften var det hyggeaften i Damehuset. Med dyner, madrasser, nybagte muffins og Axel F. i en børnevenlig tju bang film. Bagefter zappede jeg lidt rundt og kom forbi DR2, der havde temaaften om det frie valgt til at dø. Udsendelsen "How to die in Oregon" handlede om en amerikansk kvinde, Cody Curtis, der havde besluttet sig for selv at vælge tidspunktet for sin død. Allerede efter få minutter var jeg klar over, at hun havde nøjagtig samme diagnose som min mor. Cholangiocarcinom. Galdegangskræft. En sygdom, der rammer ca. 50 danskere om året. Statistisk set er det vel rundt regnet samme antal, der vinder den store gevinst i lotto lørdag aften. 50/5.000.000.

Cody Curtis var en utrolig smuk, indtagende og varm kvinde, der lyser ud af skærmen. Det, der kom til at optage mig lørdag aften, var ikke diskussionen om retten til at bestemme over sit eget liv. Og hvornår det skal slutte. Mere at se en sygdomsforløb, der i den grad var identisk med min mors. Chokket, fortvivlelsen, håbet, den forsigtige optimisme, overraskelsen over - i en periode - at have det godt selvom man er dødssyg, tankerne om hvornår døden indtræffer, hvor meget man når og med hvem...angsten, når sygdommen tager til og til sidst de massive symptomer på leversvigt og erkendelsen af, at døden er nær.

Min mor fortalte ikke så meget om, hvordan hun oplevede det at være så syg. Hun ville helst tale om alt muligt andet og lade sygdommen glide i baggrunden. Det forstår jeg godt. Tror jeg. Hun talte aldrig om døden, og det, syntes jeg, var så svært. For vi vidste jo, den kom snigende. Og selvfølgelig må der være tanker om, hvad der sker, når man dør. Tanker om livet, det der har været og det, der skal slutte.

Det var som om Cody Curtis satte ord på alt det, jeg aldrig hørte min mor tale om. Måske var Cody også mere ærlig foran kameraet, end hun var sammen med sine nærmeste? Men hun gik fx en tur sammen med et par veninder, hvor de talte om, hvem, der skulle have hvilket tøj. Svære samtaler, der rummede både latter og gråd. Måske er det derfor, det er så svært at tale om sygdom og død? Gråden er så tæt på hele tiden, og jeg ved i al fald, at min mor ikke ville vise sin sårbarhed ved at græde åbenlyst. Så derfor siger alle om hende nu, at hun var så stærk. Er det at være stærk? At man ikke viser sin sorg og smerte? Jeg ved det ikke. Min mor var stærk på mange måder. Og det var Cody Curtis også.

Min mor var stærk i døden. Hun lod den komme til og kæmpede ikke. Hun accepterede og gled med, slap livet uden krampagtige sværdslag. Stærkt og værdigt. Cody Curtis inviterede selv døden ind i soveværelset, da hun tog sin dosis medicin - fordi hun ikke ville lade sygdommen gøre hende hjælpeløs og afmægtig. Derfor valgte hun Oregons Death with Dignity program.

Jeg føler mig tættere på min mor, når jeg ser Cody Curtis. Derfor har jeg set programmet to gange siden, da det stadig ligger på DR2. To stærke kvinder med en fælles skæbne.

Nu vil jeg nyde en snevejrsdag indefra, med et sygdomsramt barn og et andet, der fik lov at sove længe og slutte trop. Mod selvfølgelig at læse ekstra i læsebogen. Lige nu står den på kalenderlys, Madagascar 3 og te med honning. God mandag!

Ved du hvad jeg savner mest?

Det gik op for mig i dag.Jeg sidder og biks-bakser med en opgave på det der studie, og har ikke meget overskud til andet end at ordne relevante fagudtryk i rigtige rækker. Dog havde jeg lovet Elverpigen at tage med i noget kirke sidst på eftermiddagen, og faktisk var det rart at få et lille afbræk fra det hele og bare sidde der i det store, stille rum og ikke-tænke. Derfor kom det også ekstra bag på mig, at vi pludselig skulle synge Du som har tændt millioner af stjerner. En dejlig salme, som min mor holdt meget af, og som vi også sang til hendes bisættelse. Og som stadig sætter gråden i gang hos mig, lige så hurtigt som første strofe er anslået.

Det er ellers ikke fordi, jeg sådan græder over tabet af min mor længere. Jeg er jo voksen (!) og har affundet mig med, at hun ikke er fysisk til stede mere. Vi savner hende, taler om hende, mindes hende...men helt i hendes ånd sidder vi ikke og dvæler ved sorgen. Jeg er jo også glad igen. Rigtig glad. Og det er netop det, jeg mangler hende allermest til. At dele glæden. Altså min far og min bror og smeden og alle mulige andre er da glade, når jeg er glad. De synes, det er dejligt, når det går mig godt, og jeg kan sagtens ringe eller kramme eller grine sammen med dem, når livet er særlig skønt.

Men der er er ingen i verden længere, der glædes lige så meget over mine glæder, som min mor gjorde. Selv i sit eget livs mørkeste stunder overstrålede min glæde (og min brors selvfølgelig) hendes eget humør. Når jeg var glad, sov hun bedre om natten, det ved jeg, for det har hun sagt.

Præstens fortælling handlede også om glæden. Om at unde andre glæde og om at turde stå ved sin egen glæde. Måske var det derfor, det blev så tydeligt for mig idag, at det lige netop er i det, jeg savner hende mest. Da jeg kørte fra kirken (alene, da der var fællesspisning for de kommende konfirmander) overvældede gråden mig, og jeg tudede som jeg ikke har gjort længe. Og aahhh det var rart. Det tæsk regnede, men lige da jeg kørte ud af et skovområde, var himlen klar og over træerne stod den mest lysende regnbue, jeg nogensinde har set. Og så sagde vi, at det var fordi min mor sad deroppe på toppen og oplyste al den glæde og kærlighed, der var mellem os. Og stadig er, for selvfølgelig mærker hun stadig min glæde...

En mors kærlighed

Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.

Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.

Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.

Lyrics | ANNET LINNET - MILD, LATTERMILD OG GAVMILD LYRICS

Nå men Godt Nytår så

Jeg ved ikke rigtigt med det år. 2011. Husker det faktisk ikke som noget rart år. Synes i øvrigt også 11 er et grimt tal. Så farvel med det. Alligevel...så er der det der med at skrive blog - at det dokumenterer mere, end hvad man lige sådan husker på stående fod. Og der var da heldigvis også meget godt i det Herrens år, også i mit lille liv.

Og jo, vi kom fint ind i det nye år. Bare Elverpigen, Troldebarnet, smeden og mig. Jeg plejer ellers at være opsat på en rigtig fest, når det er nytår, men vi havde ikke lige fået arrangeret noget. Ting løb ud i sandet, aftaler blev ikke koordineret og pludselig var der kun fester indenfor rækkevidde, hvis vi gad køre langt. Overnatte og den slags. Det gad vi ikke. Slet ikke mig, ovenpå den jul hvor vi i forvejen næsten ikke var hjemme, men havde travlt med at ordne andres følelser og udsving i den slags registre.

Alligevel var jeg lidt muggen over udsigten til manglende fest. Var faktisk lige ved at give smeden skylden for det hele, bare fordi. Fordi jeg ikke gad have mere skyld selv. Og fordi jeg ikke havde fået arrangeret en fest og fordi ingen inviterede os, fordi alle troede, vi skulle noget andet, og fordi Elverpigen var ked af, at der ikke blev nogen fest. Indtil jeg kom i tanke om, at muggeriet handlede om, at min hjerne troede, det umuligt kunne blive hyggeligt bare os fire sammen. Fordi det ville have været en umulighed dengang, vi havde den der såkaldt rigtige familie, hvor alting handlede om at træde helt rigtigt på en knivsæg en hel lang aften. Og hvor alles forventninger umuligt kunne indfries, og hvor det altid blev mit ansvar, at de ikke blev det.

Derfor har jeg altid haft så utrolig travlt med at få ting arrangeret. Især nytårsaften. Og derfor var det så fantastisk at gå sammen med smeden og lave mad, se Dronningens nytårstale sammen med børnene og forklare hvad ordene betød, sætte sig til bords med pynt og bomber, nyde den perfekte mad og vin, grine og snakke og blive alt for mætte. Gå en lang tur og hejse juletræer op i flagstænger, drille naboer og høre børnene sige til smeden: "Aj, du gør det!!". Høre høj musik, spille fisk og Danmarksmester og spise alt for meget is. Hoppe ind i 2012, fyre krudt af og kigge på flotte raketter og sige "Neeiiijjjjj" sammen. Og til sidst putte to trætte, glade børn og selv sove sig ind i et nyt år i favnen på verdens bedste smed. Verdens bedste mand faktisk.

Mit eneste nytårsforsæt er at kunne slappe helt af, når jeg skal sove. At finde tilbage til den tilstand, jeg efterhånden kun svagt husker og i hvert fald højst oplever glimtvis, hvor man (ja - jeg) føler sig tryg og tillidsfuld i positiv forventning til morgendagen og dermed fremtiden. Den fornemmelse savner jeg ret meget - men jeg kan jo glæde mig over, at jeg før har haft den! Så allerede her på det nye års første aften, vil jeg krybe i dynerne og øve mig.

Godt Nytår! (og godnat)

Kom nu frem

Ja det er dig, jeg taler til. Du lunefulde julestemning. Synes godt nok, det holder lidt hårdt. Jeg er landet på juledestinationen og glæder mig vel også til i aften. Når maden er på bordet, træet tændes og alt det der. Sammen med min familie. Er det ikke mærkeligt, at den, der ikke er der, fylder mest?

Mine børn glææææder sig. Virkelig. Troldebarnet vågnede nærmest med hjertebanken: "Shit mor! Det er juleaften i dag!" (ledsaget af det bredeste smil). Elverpigen går og nynner og får morfar til at spille julesalmer på flygelet. Så han må ned i kælderen bagefter og ryste tårerne af sig. Det hele er som det plejer. Bare uden mor. Min mor. Hustru, farmor, mormor, svigermor og mor. Vi savner hende helt ind i knoglerne.

Min mor elskede julen. Elskede den på den dybe måde, de kærlige budskaber, stemningen, taknemmeligheden, juleevangeliet - det hele. Og hun spredte glæden til os andre. Ved ikke lige, hvem, der skal sprede den nu. Ikke mig i hvertfald. Mærkeligt både at være den voksne for børnene, og indeni selv en 12-årig, der vil have sin mor.

Hun ville selvfølgelig sige, at vi skulle tage os sammen, hvis hun kunne. Skabe juleglæde for børnene og hinanden. Glæde os over alt det, vi har haft. Over at hun fik to juleaftener, efter hun blev syg. Over at vi har hinanden og kærligheden. Og i år ingen sygdom. Kun en eneste ting trøster mig at tænke på: hendes ansigtsudtryk i døden. Hun lignede ikke en, der ville tilbage.

Så NU. Nu nu nu. Rejser jeg mig og laver en jul. Glædelig jul til jer alle, må det blive en skøn dag og aften.

Ps. Indtil nu ingen eksmand i farvandet. Har rent faktisk sovet i nat. Angsten er ofte værre på forhånd, åbenbart. Jeg var ved at gå fra koncepterne i sidste uge, ved tanken om at være på en adresse, han kender. Men nu er jeg her, og det går. Forhåbentlig har han nogle gode mennesker i sit liv, der ønsker at give ham en god jul, så han ikke skal bruge sin energi på sit had. Dvs. mig. Vi håber.

Ny uge, nyt liv (næsten)

Søndag aften i Damehuset. Ja, jeg sover stadig i køkkenet. Og ja, det er hyggeligt, men efterhånden savner jeg et soveværelse. Stakkels smeden er gået ned med lungebetændelse, og adlød (næsten) ordren om ikke at arbejde i weekenden. Maleren (dvs. mig) har spartlet mere gips, pudset mere væg, sat mere væv op og endda malet en smule. Opryddersken (dvs. mig) har tømt flere flyttekasser (eller skulle jeg sige omorganiseret i dem..), elimineret vasketøjsbunker, smidt ragelse ud og pudset glemt fodtøj frem til genkendelighed. Kokken (dvs. mig) har lavet madplaner, fodret afkom, smurt madpakker og fyldt fryseren op.

På tirsdag starter jeg på mit nye arbejde, og jeg glææææder mig. Og er lidt spændt. Og en smule betænkelig ved de længere dage. Og rigtig, rigtig bedrøvet ved tanken om dagen i morgen. Farvel til Landsbyhospitalet, gisp. Farvel til det kære, gamle hus, der med alle sine originaler og tossede traditioner, snik-snak og vandrehistorier, hjertevarme personale og stampatienter tog imod mig og favnede mit vingeskudte liv, da jeg kravlede ind over dørtærsklen for 3½ år siden.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tid, jeg har været en del af det gamle hus og dets ånd. Små hospitaler er en uddøende race, og Landsbyhospitalet tager snart sit sidste sukkende drag. Det er udviklingen, siger de, mens vi, personalet, græder med patienterne over et stykke tabt historie. Noget går tabt med de små, nære sygehuse, og man ved, at man hel sikkert er ved at blive gammel, når man synes udviklingen går den forkerte vej (og de unge i øvrigt er for dovne). Så jeg ved altså, at jeg er ved at blive gammel. Og jeg ved, at jeg kommer til at tude i morgen. Og jeg ved, at jeg vil savne alt det, der var Landsbyhospitalet.

Én nats søvn, så er det farveldag. Sov godt derude, jeg skal lige have pakket mine kleenex..

Savnedage

Aint no sunshine when shes gone
Its not warm when shes away
Aint no sunshine when shes gone
And shes always gone too long
Anytime she goes away

Wonder this time where shes gone
Wonder if shes gonna stay
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away

And I know, I know...

Aint no sunshine when shes gone
Aint no sunshine when shes gone
Only darkness everyday
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away
Anytime she goes away....

Kære mor#2

Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...

Hvad er det dog, jeg har gjort?

Købt et hus. Glæder jeg mig? Ja. Jeg får kriller i maven, når jeg kører forbi og tænker: Der skal jeg bo. Der skal vi bo. Med en lille overskuelig have, kælder, kvist og hyggekroge.

Jeg kommer helt sikkert ikke til at savne at slå græs 1½ time. Eller ligge på knæ og rense ukrudt og kvikgræs op af bålstedet. Ej heller vil jeg længes efter at skovle og udjævne 70 skud fra mosegrisen, eller hvem det end er, der huserer under græsplænen.

Men jeg kommer heeelt sikkert til at savne alt det her:











Der kommer nye gode tider og dejlige omgivelser. Men lige nu, er nu. Så jeg vil tage min kop te, og sætte mig derud og nyde. Mens det stadig er mit nu.

Påskeliv

(Glemte at tage et billede, det er derfor lånt her)

Øj mand, der er blevet nydt liv her. Og is. Og friske rødspætter. Og kold hvidvin. Og længe-sovning. Og sol. Og iskoldt vesterhav om tæerne. Vi har fået brune kinder og arme, gået ture og spillet uno. Og Sorteper og ludo. Og lagt kabaler. Og fortalt gysere. Og hoppet i sjippetov. Og Elverpigen har læst højt for Troldebarnet ved sengetid. Intet TV, ingen computere, ingen spillerier af den elektroniske slags. Og salighed at have kreative, legesyge børn. Der er raske.

Morfars sommerhus er godt nok lidt tomt uden mormor, øv. Men lige netop sommerhuset er alligevel et af de steder, hvor hun stadig er, så det gik. Lige netop dér, ved vi jo nøjagtig, hvad hun ville have gjort...hvordan hun ville have siddet med sin kaffekop, hvordan hun ville være gået langs stranden - altid vestpå. Hvordan hun ville have nydt solen på terrassen for enden af huset, og sagt: "hvor er vi priviligerede, at vi har det her sted. Vi skal huske at nyde det lige nu, måske er vi væk i morgen".

Nu er hun væk. men vi er her. Og hun er med. Det er vist sådan, det skal være.

Ved du, hvor din mor er?

Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

Portvinsdranker?

Dog ikke. Men nu er jeg åbenbart blevet sådan én 40-årig dame, der sidder og tyller noget Baileys. Fordi jeg kom til at tude over et indlæg ovre hos Marie, der bare trigger noget indeni mig. Noget, der vil ud gennem tårer.

Og fik mig til at finde det sidste billede af min mor. Min mor og jeg. Hånd i hånd. Mens hun tog afsted og jeg skulle blive. Og jeg tog det billede, fordi jeg vidste, at hun var på vej. Og jeg vidste, at det var okay. Så det billede er ikke sorg, det er glæde. Og på gensyn.

Sol og stilhed

Endelig! Sol over skoven...ahhh.

Jeg savner, når solen skinner. Altså savner min mor. Jeg havde håbet, at foråret, som hun elskede, ville piske mere liv ind i hende. Men jeg fastholder øjeblikket fra dén søndag morgen, hvor jeg var fyldt af en følelse af, at hun ikke ville tilbage. Selvom det blev nok så meget forår...

Og der sker gode ting. Spændende ting. Rare ting. Og jeg under mig selv at glædes. Og nynne. Måske endda smådanse lidt. Det er også forår indeni og jeg gider godt være med i livet. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kan. Ikke alle kan.

I sidste uge talte jeg med en pige, jeg kender lidt. Jeg kender hende, fordi hun kommer i det hus, hvor jeg arbejder. Hvor mange er syge, og nogle bliver raske. Heldigvis. Hun er sød, pigen, og smuk. Kvik, optimistisk og positiv. Stærk. Men hun er også syg. 17 år, fuld af liv. Og leukæmi. Hun har villet det liv så meget. Kæmpet så hårdt.

I dag kommer hun hjem. De siger, at de ikke kan gøre mere for hende. Nu er hun træt. Den hestekur, der skulle hjælpe, hjalp ikke. Jeg synes ikke, det giver mening. Så i dag er jeg lidt stille for hende.

Det er ikke fordi jeg vil tynge jer, eller jeres fredag, med triste historier, selvom jeg synes, de lige nu er omkring mig til overflod. Jeg vil bare huske jer på, at det liv dér...HER...det skal fandeme nydes, mens vi har det!!

Så nu vil jeg glæde mig over, at jeg har rengøringsweekend på skolen - er der noget bedre på en fredag med det første solskin i mands minde? Og så vil jeg tage hjem og få mine unger til at grine, give dem lækker mad og pandekager til aften. Kysse og kramme dem, indtil de tror, jeg er tosset og beder mig slappe af. Og det vil jeg så gøre ved at drikke en iskold øl og segne i verdens bedste fredagssofa!!

Happy Friday!

Ind i et nyt årti

Det er ikke fordi, jeg er blevet træt af at blogge eller gået totalt i hi i den store skov. Jeg har bare haft susende travlt med at fylde år. 40 år. F y r r e. I mandags. Så er det sagt.

Og ve' I hvad? Det var slet ikke slemt. Det var nærmere rigtig, rigtig fedt. Jeg syntes ikke, jeg var sådan rigtigt in the mood for party, så i stedet inviterede jeg familie og venner i små hold, så jeg kunne have mig selv med i det.

Jeg havde hele tiden håbet, at min mor ville klare den indtil min fødselsdag. Men sådan blev det ikke. Og der vil blive ved at være ting, oplevelser, tider hvor hun mangler. Hun mangler bare helt vildt. Især i går, hvor det ville have været hendes fødselsdag.

Så der var savn. Og tårer. Men også masser af glæde, kram, kys, sludren, chokolade, grin, kaffe, blomster, fortællinger, venner, kage, tillykker, mad, vin, gæster og gaver. Det var virkelig slet ikke slemt. Se bare her:




Hvis dine øjne også er en liiiille smule for trætte til at nærlæse kortene, kan jeg lige ridse op, at der imellem de fine kort findes alskens lækre vareprøver udi hud-guf. Ultimativ ansigtscreme, lækker kropspleje, gavekort til to ansigtsbehandlinger, italiensk vin og masser af penge til nye projekter. Og en ny taske! Det skal jeg bare have. (Min gamle belsac fra konfirmationen i 1985 holder bare ikke længere. Den er ellers af kernelæder, og det er vel stadig moderne?)

Hvad siger du? Skulle man ikke blive 40 lidt oftere?!!

Der er så stille nu

Kære alle jer. Tusind tak for jeres søde, kloge, varmende og kærlige kommentarer. Der kommer mange ord fra jer, der trøster og giver kræfter til at komme videre.

Sangen er til min mor. Fordi det var en af hendes absolut yndlingssange. Fordi teksten siger alt. Om stilhed, om storm, om råb. Og om håb. Fordi den løsner tårerne. Og fordi, det er sådan jeg har det...