Viser opslag med etiketten længsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten længsel. Vis alle opslag

onsdag den 25. maj 2011

Savnedage






Aint no sunshine when shes gone
Its not warm when shes away
Aint no sunshine when shes gone
And shes always gone too long
Anytime she goes away

Wonder this time where shes gone
Wonder if shes gonna stay
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away

And I know, I know...

Aint no sunshine when shes gone
Aint no sunshine when shes gone
Only darkness everyday
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away
Anytime she goes away....

tirsdag den 24. maj 2011

Kære mor#2


Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...


torsdag den 17. marts 2011

Ved du, hvor din mor er?


Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

onsdag den 16. februar 2011

Nå!


Så kom man hjem fra skiferie og regnede med, at lørdagens milde vejr varslede forår. Og så startede det hele forfra med snevejr og fygning og skovl i bilen. Okay da. Men det kan ikke ryste mine indre forårsfornemmelser ud af mig!

Sådan en snevejrsdag savner jeg igen. Eller endnu. Stadig. Det var jo sådan en dag, vi skulle skvadre i telefon over, hvor besværligt det er, men hvor flot, der er i skoven. Og hvor dejligt det er, at jeg fik snekæder til jul. Og hvor godt det er, at jeg ikke skal køre så langt. Og hvor hyggeligt det er, når man først kommer hjem. Faktisk præcis som nu, hvor ilden buldrer, dyrene sover i flæng, en sen kop kaffe er brygget og jeg venter med et smil på sned. På ham, min smed.

Min far har lige hentet børnene. Han er ellers bange for alt nyt, altså alt det nye i det nye år 0. Alle tings første gang. Uden hende. Men han kæmper og er sej, så i dag var dagen, hvor han ville overvinde smerten ved den første tur ned i skoven. Alene. Og han kæmpede med sig selv, med sneen og med tårerne. Men han kom igennem. Og nu skal de tre nok finde en måde at hygge sig på. Uden mormor. Det river indeni.

Men der er også noget, der letter. Det er lidt svært at indrømme. Lidt svært at give plads til lettelsen over, at være forbi den tid med sygdom, uro og angst. Nu er der sorgen. Og lettelsen. Og det er det, der giver forår indeni. Rastløshed og længsel efter noget nyt, noget mere, noget andet. Jeg sender breve i forskellige retninger og prøver at lade tanker og ideer spire. Alligevel spændende, hvilke, der rodfæstes og bliver til nyt...

søndag den 30. maj 2010

Livscirkler

For præcis en måned siden var jeg helt nede at ramme bunden. Siden blev det heldigvis bedre med overskuddet og humøret. Jeg fik sat nogle vigtige punktummer.

Jeg bruger for tiden mange tanker på at finde ind til det vigtige i livet. Essensen. Måske er det fordi, jeg har været rigtig, rigtig bange. Og først nu kan reflektere over, hvad der egentlig skete. Måske er det fordi min mor er syg, og har døden tættere på, end nogle af os andre. I hvert fald så vidt vi ved. Måske er det bare fordi, jeg nærmer mig en helt klassisk 40-års krise...??!!!

Jeg tænker meget på at være til. At dyrke nærvær. At gro livsglæde.

Blogland har været lidt ambivalent for mig. Er det ikke bedre at være rigtigt sammen med mennesker? Kender vi hinanden herinde, når vi følger med i hinandens liv, glæder og sorger? Jeg tror, ja.

Jeg har opdaget, at blogging handler meget om sharing (ja, ja skarp, jeg ved det...*hmm*)
Og det er noget af det, der gør det dejligt at blogge. At bloggere linker til hinandens sider, hinandens ideer og især hinandens give-aways. Flere om "konkurrencen" ~ mindre chance til mig!! Deler ud og får mere tilbage?

Forleden dag opdagede jeg, at June havde skrevet noget virkeligt pænt og stort om min blog. Tusind tak, June. Og samme dag vandt jeg en give away hos Karen. Mit besøgstal eksploderede og jeg følte pludselig, jeg havde en identitet som blogger. Ikke bare én, der læser med hos jer...

I det "virkelige" liv fik jeg nogle gode breve, der afsluttede sager. Jeg arvede en masse gode, gode ting af venner. Jeg fik kys. Jeg fik lækker, lækker mad. Og drak mig fuld i Asti. Jeg fik ... overskud.

Der er tider, hvor ens tro vakler. Måske ikke en defineret tro. Men tillid så. Tillid til det gode i livet, det nyttefulde i livet. Og nu er jeg også overbevist om, at det handler om at dele ud. Ikke være nærig med sig selv. Jeg har været nærig med mig selv. Men med alt det, jeg selv kan gøre, skal det være slut nu.

Og til de ganske få af jer, der ikke følger med i dagens Elvis-dosis hos Julia, så får I lige en her. Min nye ringetone. Uovertruffen.



Undtagen selvfølgelig en enkelt undtagelse. Når han ringer er ringetonen denne:




Godnat fra skoven, hvor nattergalen vist er den eneste, der endnu ikke er gået til ro...altså bortset fra rådyrmor, der græsser, mens den lille ny trykker sig for regnen under den store gran. Jeg så den i dag, men nænnede ikke at forstyrre dem for et billede...

onsdag den 5. maj 2010

To be...

...a countrygirl.

For nogle måneder siden, midt i den strenge vinter, fik jeg nye naboer. To skønne kvinder med hang til gastronomi, dybsindige snakke, fjollerier, whisky og god musik. Den ene af dem er sådan lidt musik-nørd. Og pludselig dér, i deres stue med fortættet stemning og nattesnak, tonede dette nummer ud i rummet. Jeg havde ikke hørt det i mange år, men jeg har hørt det siden.

Det minder mig om min uskyldige, naive og pragtfulde ungdom. Det trækker mig tilbage ad nostalgiens vej til mig, i en anden tid. Og det kræver egentlig irish coffee. Værs'go. (øhh hav lige tålmodighed 34 sekunder..)

fredag den 2. april 2010

Blog blokering

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en?

I mange dage har jeg intet fået skrevet, fordi jeg har alt for meget på hjerte. Og regnede med at Påsken ville bringe rolige stunder med tid til at få tankerne ned på papir. Blogpapir. Nu er det ligesom om tiden allerede er gået...

Jeg ville skrive om

  • mine overvejelser om arbejdssituationen
  • tre alenedage uden børn
  • venindetanker efter de tre dage. Om hende, der venter sit første barn som næsten 40-årig. Og hende, der måske er nødt til at forlade sin mand
  • de arme, der holdt om mig de tre nætter
  • min angst for at være i den by, hvor mine forældre bor. Og hvor min eksmand leder efter mig. Senest for 14 dage siden.
  • min sorg over min mors uhelbredelige sygdom
  • min begejstring over at Suede genopstår og spiller på Danmarks smukkeste
  • min seriøse start på løbetræningen
  • kærlighed
  • længsel
  • glæde

For to år siden var mit liv kaos. Min eksmand var blevet løsladt efter varetægtsfængsling, og selvom han skulle afsone en lang dom senere, rådede politiet mig til at forsvinde. "De løslader ham i xxxby nu. Du har en time til at komme ud af byen". Jeg hentede børnene og kørte til Jylland.

Kort tid efter vendte jeg tilbage sammen med mine forældre. Vi pakkede de mest nødvendige ting om natten, så alt var parat. Næste dag var børnene i skole og børnehave, mens vores liv blev pakket i to biler. Da vi var klar opdagede vi, at min bil var punkteret - meget belejligt. Han patruljerede.

Mens min far skiftede dæk hentede min mor og jeg børn. Midt i skoletimen og uden forklaring. Vi kørte, kørte, kørte. Og vendte aldrig tilbage.

Første gang jeg gik forbi det lille hus i skoven, nægtede jeg at kigge derind. Ville ikke se detaljerne, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne bære ikke at bo der!

Nu sidder jeg i stuen og skriver. Ilden gløder i brændeovnen. Børnene sover dybt. Hunden slumrer og kattene spinder. Der er mørkt i skoven. Det mørke, der gør andre bange, men mig tryg. For der er ingen, der kan komme her, uden jeg opdager det. Jeg skubber de grimme tanker væk. Angsten. Livet er nuet. Og lige nu er her mørkt, stille og trygt.

God Påske!