At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Rastløse sjæl

Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.

Pas på, hvad du ønsker dig

I dag har en af mine skønneste veninder fødselsdag. Min soulmate. 50 år bliver hun. Jeg elsker at have en veninde, der er så klog og velreflekteret - og frem for alt - altid elsker at diskutere de grimmeste og mest ucharmerende sider af os selv. De der aller grimmeste, tarveligste, mest primitive og fordømmende tanker fra den indre svinehund, dem deler jeg med hende. Fordi hun tør høre det og selv gerne deler ud. Altså til mig. For vi siger det ikke til nogen.

Vi taler altid fra perspektivet: Hvad fanden er meningen egentlig? Hvad er det lige, vi skal på den klode her? Nytter det? Gider vi? Ændrer det noget? Tiltrækker vi selv ting, hændelser, mennesker, vi har brug for? Er alt tilfældigt og ren naturvidenskab? Hvad får os til at vælge - og har vi et reelt valg, eller er vores livsbane udstukket?

Åhh hvor jeg elsker de snakke. Vi taler næsten altid om misundelse. Fordi det er allesteder i det her materialistiske samfund. Jeg vil have det, hun/han/de har. Nogengange får man det, man ønsker sig. Fx dengang jeg fik min eksmand. Han var omsværmet som en bøtte honning blandt bier. Jeg ville så gerne have ham. Jeg var ligeglad med de afsavn, der fulgte med. De besværligheder, han repræsenterede. At jeg selv svigtede en sød kæreste. Jeg ville bare have ham. Det fik jeg som bekendt. Er du sindssyg, jeg fik ham. Jeg fik bare ikke helt det, jeg troede.

Den mest rørende film, jeg nogen sinde har set, er Breaking the Waves. Fordi den sætter ønsket, længslen, behovet på spidsen. Bess vil have sin mand hjem. Det får hun. Lam. Da jeg så den første gang, græd jeg som pisket. Det der essentielle i, at vi altid vil have det, der er bedst for os selv. Men også, at der af og til er store konsekvenser ved at ønske sig netop det...

Min mormor fx, hun havde født 7 børn, og så døde min morfar pludselig af et hjertestop, da hun var højgravid med nummer. 8. Og da jeg så den film, så jeg også min mormor for mit indre blik og tænkte: "Hold kæft mand, hun har da garanteret ønsket sig, at hun ikke fik flere børn". Det fik hun heller ikke. Men hun forblev alene resten af sit liv. Det var nok ikke lige det, hun havde ønsket sig... Rent gætteri men kan du se det?

Hvis du læser med hos den kære Kolorista, vil du vide, at der også er sket ting, der sætter en ny verdensorden. Og hun gør sig nogle virkelig skelsættende tanker her, der i hvert fald får mig til at tænke vældig meget over, hvordan det lige er, jeg går og betragter mit liv. Går jeg og venter på noget? Går jeg og drømmer om "en dag"? Går jeg og ønsker mig noget særligt? Gør du? Så se at kom i gang med at være tilstede. Livet er nu. NU. Og så får du lige en lille reminder mere. Se den, hvis du gider.

Maybe tomorrow, you'll make a change. Gør det hellere i dag og lad være at spilde dit liv...

Siger du JA?

Det er noget, jeg selv tænker meget over. Det der med at sige ja. JA. Til livet. Min soulmate bragte det på bane den anden dag - om vi siger ja med et ærligt hjerte, eller om vi bare er i det liv sådan lidt på må og få? Og måske endda siger nej.

De allerfleste dage synes jeg egentlig, jeg er rimelig god til at sige ja med stort. Tidligt om morgenen når klokken er 5.45, og alt i min krop skriger efter at sove, der kniber det ærligt talt lidt. Det indrømmer jeg. Men når jeg står under bruseren, så tænker jeg hver eneste morgen: "Hvor er jeg heldig, at jeg står her. Igen. Vågen, i live, rask, klar til endnu en dag". Ikke fordi jeg er sådan halleluja hele dagen lang (spørg bare Heksemors børn), men grundlæggende glæder jeg mig over det.

Hver dag øver jeg mig på at stræbe efter det rigtige. Det vil sige det, der for mig er rigtigt. Glæde, smil og kærlighed. Klichéer ja, ja. Men fx har jeg det mål, hver dag at få børnene til at grine. Det kan godt ske, jeg er en skrap tante, der tvinger dem til at cykle i regnvejr og alverdens andre urimelige krav, men de skal ikke kun huske mig sådan. Hvis det nu fx er slut i morgen. Altså det er ikke sådan, at jeg går og tænker på døden hver dag, men den blev jo pludselig en del af livet her i Damehuset.

Og derfor er jeg dobbelt glad over, at min far har fundet kærligheden igen. Han er så glad og ydmyg og taknemmelig over, at han har mødt en, der kan få ham til at føle, at sorgen langt om længe mildnes. At lysten til livet trænger sig på igen. Min far er sådan en slags mand, der har mange regler. Regler for, hvordan man er rigtig og forkert. Især forkert. Fx må man ikke finde en ny kæreste for hurtigt efter ægtefællens død. For så elskede man ikke den første rigtigt. Og man må heller ikke skifte køkkenmøblementet ud, når konen dør, selvom det var noget hun bragte ind i hjemmet for 35 år siden, og som man har hadet indædt siden. Så har man i hvert fald ikke været en ordentlig ægtemand.

Lige nu drejer vores samtaler sig meget om reglerne. Er det fx ok at få lavet nyt badeværelse i sommerhuset, når nu (min) mor ikke får glæde af det? ("Nej da far, jeg synes I skal leve med det gamle lort, hvor rørføringen er lavet forkert og gulvet derfor er vådt hele dagen"). Og kan man overhovedet invitere sin nye veninde med i dét sommerhus, når der ikke er gået mere end tre uger, fra man mødte hende? ("Nej da far, der skal gå mindst et halvt år, ellers vil alle dømme dig, fy fy"). Og kan man tage på en lille ferie sammen for nogle af de penge man fik, fordi ens kone døde? ("Nej da far, du skal hellere sidde alene og være trist i dit martyrium med penge på kontoen"). For fanden da. Tænk sig at være 69 år og stadig tænke så meget over, hvad de andre siger...!!

Heldigvis er han kommet til fornuft og har bestilt de håndværkere til badeværelset. Og rejsen. Og bestemt sig for at få det bedste ud af den tid, der er tilbage, selvom (han) man ikke overholder de regler, der definerer en ægte sørgende enkemand. For han har jo sat friske blomster på kirkegården hver eneste uge, så de kan jo nok se, at han har sørget. Længe. Jamen altså sig nu JA.

Når man siger ja til noget, siger man vel pr. definition nej til noget andet? Jeg har øvet mig i fire måneder nu, på at sige nej til noget. Ligegyldigt forbrug. Ikke fordi jeg ikke under mig selv noget, men jeg gider simpelthen ikke købe flere ting. Og det er ikke fordi, jeg vil være sådan en højhellig en, der står og vifter med gamle analoge dimser og en mobil uden touch skærm, men jeg gider simpelthen ikke det ræs. Den anden dag diskuterede jeg det med nogle kolleger, der havde det sådan lidt: "Ej det må også være frygteligt at være enlig mor og ikke kunne få råd til en iPhone".

Så bliver jeg sådan lidt: "Prøvnuligeoghør. Jeg kunne da sagtens få råd til en iPhone. Jeg tjener en rimelig løn, har et kæmpe fradrag og bor billigt. Jeg betaler 11.400 i termin hvert kvartal. Det er et valg, at jeg ikke har en iPhone. Det er er et valg, at jeg har en orange Bilka shopper med teksten Støt Malawi i stedet for en hundedyr rejsetaske i skind. Det er et valg, at jeg købte et hus, der kun kostede 2/3 af det, banken ville godkende - i stedet for at presse citronen. Og så hold op med at have ondt af mig". Som en af mine fraskilte veninder siger: "Mig og T, vi tjente så mange penge - og vi havde aldrig nogen. Vi var altid 20.000 bagefter, huset var overbelånt og bilerne ikke betalt. Nu ved jeg, hvad jeg har, og jeg har aldrig haft så god økonomi". Sådan har jeg det også.

Nå, men vi kan altså konkludere, at dagens morale er endnu en ældgammel kliché: "Ja til livet, og nej til det, du alligevel ikke kan få med herfra". God nat derude, og glæd dig til at vågne i morgen og sige JA! Det gør jeg.