Her kommer det så...
For nogle dage siden læste jeg en blog på Politikens hjemmeside af Marianne Eilenberger. Du kan læse den
her.
Og siden har jeg tænkt og tænkt. Min blog bliver
aldrig sådan en blog, der hudfletter tidens tendenser og den offentlige mening, for jeg skal åbenbart bruge flere døgn på at fordøje, mærke efter og tænke - før jeg ved hvad min egen mening er!
Da jeg læste indlægget første gang, tænkte jeg: JA! Hun har sgu fat i noget. Godt set og i den dur.
Men i løbet af et par dage begyndte jeg at tvivle. Er det nu også sådan, at mødre gensidigt holder hinanden nede og sætter så mange konkurrenceparametre op, at danske kvinder bliver deltids-stakler i stedet for leder-heltinder? Og ja, jeg ved godt, at det ikke er
det, hun siger. Men alligevel...
Nu er jeg helt sikkert ikke arketypen på en leder. Som sagt kan jeg være meget lang tid om at formulere min egen mening om noget som helst. Og jeg vil helst være venner med alle, da jeg er opdraget efter flinkeskole-modellen. Og jeg er aldeles enig med Marianne Eilenberger i, at der ikke findes et særligt deltids-gen i enhver kvinde.
Alligevel blev jeg ramt af hendes ord. Fordi jeg følte mig lidt hånet af dem. Som om jeg er så dum at lade alle I andre (mødre) dømme mig og hele tiden stræbe efter jeres anerkendelse.
Faktisk kom jeg også omkring tanken, at bloguniverset er endnu et udstillingsskab, hvori man viser sine fiiine kreationer, deler ud af sine dyyybe tanker og under sin egen velpudsede glorie husker at klappe de andre mødre/kreative/ordjonglører på skulderen og sige hurra.
Og så gik det op for mig:
NEJ!!Det er ikke sådan, det er. Det er ikke jeres eller andre mødres skyld, at jeg ikke blev leder. Og det er i hvert fald heller ikke mine børns skyld. Min eksmand havde den holdning, at jeg måtte arbejde alt det jeg ville - bare jeg var hjemme, når han kom hjem og havde sørget for hjemmet og børnene. I den rækkefølge og i ramme alvor. Men det er heller ikke hans skyld. Og det er heller ikke fordi jeg nu er alene med dem. Jeg har flere veninder, der er alene med både to og tre børn, som alligevel gør karierre og henter børn hver dag kl. 17.15. Det har jeg så valgt ikke at gøre.
Jeg har valgt at bo i skoven. Det er totalt øko. Men det er ikke for at imponere nogen. Jeg bager også selv rugbrød og boller. Og de er både grove og øko. Jeg henter børn senest kl. 15, fordi jeg gerne vil være meget sammen med dem. Og fordi jeg bilder mig ind, at de også har glæde af at være meget sammen med mig. Nu er de så store, at de som regel har kammerater med hjem, men jeg er der.
Jeg har en gyngekøje hængende lige midt i stuen, fordi det er godt for motorikken. Jeg vasker deres hår i øko shampoo. Jeg skærer øko grøntsager ud i stave til madpakken. Jeg går ikke ret tit på museer eller i teatret, men jeg går gerne ned til kilden og kaster Plys-pinde. Jeg bager også mine kager selv, fordi jeg får sure opstød af dem fra Amo.
Men de kommer ikke i bad hver dag. De får tit Knorr-lasagne. De kommer i seng kl. otte, fordi jeg derefter ikke orker, at de kalder mere på mig den dag. Og det ved de. Hvis jeg har gæster, får de
(børnene!!) besked på at fise ud, hvis vi skal tale "voksenliv". Hvis de keder sig, får de lov til det. Jeg gider ikke, at de kommer ud på toilettet og spørger mig om ting og sager. Jeg vender ryggen til dem, hvis de forstyrrer mig, når jeg taler i telefon. Og jeg køber helt vildt fastelavnstøjet i BR, for jeg kan i.k.k.e. sy. Noget.
Og det er ikke et offer, og det er ikke til ære for nogen, når jeg øko'er den i mit moderskab. Og jeg undskylder meget, at jeg er med til at trække niveauet for danske kvinders leder-engagement ned. Men jeg har altså kun den tid med dem én gang. Og jeg tror faktisk, at min tid sammen med dem gør en forskel. Selvom de også leger godt i SFO'en.
Og hvad angår bloguniverset så er jeg overbevist om, at alle de jublende og velmenende kommentarer, der lægges rundt omkring, er ægte. Og at der er tale om inspiration og ikke pral og konkurrencementalitet, når I krea-bloggere lægger fine billeder ud af jeres ting. Og at de dybe reflektioner over mor- og kvindeliv er til for at nuancere alle illusionerne om samme.
Ikke alle kvinder er kvinder værst.
Og til slut en lille autentisk anekdote som jeg tænker på, når jeg synes børnedelen i mit liv fylder meget:
Min mormor fik otte børn. To drenge, der døde som små, og seks piger, der blev voksne. Hun blev enke som 39 årig og højgravid. Det var slidsomt, det var fattigt og der var sytten år imellem det ældste og yngste barn.
Hun blev 92 år og på sine gamle dage sagde hun altid til sine døtre, der jo i modsætning til hende kom på det "rigtige" arbejdsmarked:
De år, hvor I var små og boede hjemme hos mig, det er fem minutter af mit liv
Så mon ikke der bliver tid til lederjobs i nogle af de resterende minutter? Jeg satser.
(Altså med mindre vi til den tid har skabt en bedstemor-junta til at holde os nede)
