onsdag den 31. oktober 2012

Jamen...argghh

Hver dag tror jeg, at jeg i aften får tid til et blogindlæg om alt det gode, der faktisk er hverdagen. Og hver aften ender jeg med at segne ved 21-tiden og tænke "i morgen zzzzzz...."

I dag fx syntes jeg faktisk, jeg havde meget godt overblik over eftermiddagen. Kørte hjem og drømte om en kop kaffe, Elverpigen var ikke hjemme og Troldebarnet havde besøg. Ingen stress. Altså lige indtil jeg kom i tanke om den skole-hjem samtale, jeg skulle have været til. Farede ned på skolen og undskyldte, og var endda så heldig at få en tid i morgen i stedet. Fordi jeg aldrig har brændt dem af før....

Nå, videre til biblioteket hvor jeg skulle nå at aflevere en bog, der ellers ville trække bøde. Det var godt nok udenfor åbningstiden, men heldigvis kan man selv lukke sig ind helt til kl. 22. Især hvis man har sit lånerkort med. Det havde jeg så ikke.

Nu kan jeg snart se enden på dagen og glæder mig til min dyne. Og tænker endnu en gang: hvor i alverden blev den dag lige af? Skal vist liiige have kysset mine børn (selv om jeg næsten skal snyde mig til det) og så i seng. Og glæde mig over endnu en dag, der faktisk var ret god på trods af lidt knaster på vejen.

Og i morgen skal jeg bare lige huske den samtale. Og fredag har jeg fri. Med kun to kaffeaftaler, en afgipsning af Troldebarnets arm og en enkelt børnefødselsdag...det bliver en fest!!





torsdag den 18. oktober 2012

Mellem gryder og pander i IKEA...


...stod han.

Skanderborg for 20 år siden. En meget ung Hulemor på vej sydover mod pisterne i Val Thorens. Ind i bussen træder en høj, flot mand, og jeg husker bare, jeg tænkte: "Ham vil jeg have".

Vi sad ved siden af hinanden hjem. Mødtes af og til. Festede. Dansede. Grinte. Og det, der fulgte med.

Altid vidste vi, at det "bare" var det. Vi var ikke kærester og skulle ikke være det. Han var alt for gammel. Eller var det mig, der var alt for ung? I hvert fald født godt 20 år senere end ham. Det var sjov og ballade.

Mange er de kommentarer, jeg har fået siden, om den slags kærlighed. Eller nå nej, tssskk, den slags har intet med kærlighed at gøre. Sagde de. Mest kærester, der fulgte siden hen. Alle som én kunne fortælle, hvordan det måtte være udnyttelse og fy for den slags. For mange år siden holdt jeg op med at fortælle om ham. Men heldigvis har jeg af og til mødt ham. Og set i hans øjne, at han har et blødt punkt for mig, lige som jeg har for ham.

Og der er ikke noget med "tænk nu hvis ... eller ... bare vi havde...". Det var dengang. Han blev gift og fik børn. Det samme blev jeg mange år senere. Det var som det skulle være. Vores veje har krydset hinanden, og hver gang vi har set hinanden, har det været med det dér i øjnene og en lang og god snak.

Også i dag, mellem gryder og pander i IKEA. Han er over 60 nu, men jeg ser kun de øjne, jeg altid har set. Og dét udenom holder sig godt. Vi er sgu blevet grå i toppen begge to, men det er den bløde plet lige glad med. "Har du fundet en mand?" spurgte han. "Ja, en rigtig god en" sagde jeg. "Som du bor sammen med?"..."nej" grinte jeg, "jeg har min egen matrikel". "Jeg har mine egne får" grinte han tilbage. Og aede mig på ryggen. Sådan som han altid har gjort.

De kan sgu sige hvad de vil. Der er ingen flammer i mit liv, ingen energi på ekskærester eller uforløste ungdomsflirter. Der er kun smeden. Men ét lille blødt punkt har jeg for en mand, der var for gammel, da jeg var for ung. Og sangen handler om det, det var for mig.

tirsdag den 9. oktober 2012

Skynd dig over og klik...


... hos Anettes Beautyspace. Der er seriøse godter på højkant, og vi ved jo alle, at Ole Henriksens produkter smitter med livsglæde - vil du smittes????? Så KLIK


Og nej, jeg får ikke noget for at skrive det, udover mindre chancer for selv at vinde, når I alle sammen skal være med. Men jeg ved også at Ole går ind for at dele glæde - og det smitter også! Så hermed delt ;-)

lørdag den 6. oktober 2012

Det der nærvær...


...det sku' være så godt, siger de. Og jeg øver mig da også på det. Især de dage her, hvor hovedet er fyldt med teorifremstilling og analyser og praksissammenhæng og refleksive processer og alt muligt flot. Og så sad jeg der foran pc'en i nærmest nattøj og ordnede ord, kaffe i koppen og nutella on the side...da Troldebarnets lærer ringede og lød bekymret i stemmen. Joe altså, han var faldet ned af en stol (har jeg ikke sagt, man ikke må stå på dem?), og det var vist ikke så godt.

Hulemor op i tøjet og ned på skolen til et forgrædt men tappert Troldebarn, der ventede. "Jeg tror, den er brækket, mor". Nå da, nu ser vi, ind til lægen med dig. "Jeg tror, den er brækket" sagde hun, og sendte os videre til røntgen. "Ja, den er brækket" sagde røntgenlægen, "I skal videre til skadestuen". Så sad vi der og fik tiden til at gå, indtil en ny læge kaldte os ind. "Brud på begge knogler" sagde han og tegnede og fortalte Troldebarnet om revner og vækstzoner og alverdens ting. To sygeplejersker lagde gips på fra overarm til fingerspidser og imens prøvede Hulemor at se på den lyse side af sagen.

Hulemor: "Det var da godt, det var den venstre, skat, når nu det skulle være"
Troldebarnet: "Hvad mener du?"
Hulemor: "Ja, så det ikke er den, du skriver med og så'en"
Troldebarnet: "MOOR!!!"
Hulemor: "...????..."
Troldebarnet: "Jeg er altså venstrehåndet!!"

Nårhh ja, det er da også rigtigt. Ikke pinligt at få sagt den slags højt...suk. Nå, men jeg lover, at jeg fortsat øver mig...


fredag den 5. oktober 2012

Ved du hvad jeg savner mest?


Det gik op for mig i dag.Jeg sidder og biks-bakser med en opgave på det der studie, og har ikke meget overskud til andet end at ordne relevante fagudtryk i rigtige rækker. Dog havde jeg lovet Elverpigen at tage med i noget kirke sidst på eftermiddagen, og faktisk var det rart at få et lille afbræk fra det hele og bare sidde der i det store, stille rum og ikke-tænke. Derfor kom det også ekstra bag på mig, at vi pludselig skulle synge Du som har tændt millioner af stjerner. En dejlig salme, som min mor holdt meget af, og som vi også sang til hendes bisættelse. Og som stadig sætter gråden i gang hos mig, lige så hurtigt som første strofe er anslået.

Det er ellers ikke fordi, jeg sådan græder over tabet af min mor længere. Jeg er jo voksen (!) og har affundet mig med, at hun ikke er fysisk til stede mere. Vi savner hende, taler om hende, mindes hende...men helt i hendes ånd sidder vi ikke og dvæler ved sorgen. Jeg er jo også glad igen. Rigtig glad. Og det er netop det, jeg mangler hende allermest til. At dele glæden. Altså min far og min bror og smeden og alle mulige andre er da glade, når jeg er glad. De synes, det er dejligt, når det går mig godt, og jeg kan sagtens ringe eller kramme eller grine sammen med dem, når livet er særlig skønt.

Men der er er ingen i verden længere, der glædes lige så meget over mine glæder, som min mor gjorde. Selv i sit eget livs mørkeste stunder overstrålede min glæde (og min brors selvfølgelig) hendes eget humør. Når jeg var glad, sov hun bedre om natten, det ved jeg, for det har hun sagt.

Præstens fortælling handlede også om glæden. Om at unde andre glæde og om at turde stå ved sin egen glæde. Måske var det derfor, det blev så tydeligt for mig idag, at det lige netop er i det, jeg savner hende mest. Da jeg kørte fra kirken (alene, da der var fællesspisning for de kommende konfirmander) overvældede gråden mig, og jeg tudede som jeg ikke har gjort længe. Og aahhh det var rart. Det tæsk regnede, men lige da jeg kørte ud af et skovområde, var himlen klar og over træerne stod den mest lysende regnbue, jeg nogensinde har set. Og så sagde vi, at det var fordi min mor sad deroppe på toppen og oplyste al den glæde og kærlighed, der var mellem os. Og stadig er, for selvfølgelig mærker hun stadig min glæde...