Hvem er du?

Min venindes datter spurgte hende om dét, forleden. "Mor, hvem er du egentlig?"

Jeg tænker den samme tanke disse dage. "Mor, hvem var du egentlig?".

Der er min mor, som jeg kender hende. Kendte? Den kærlige, beskyttende, omsorgsfulde, interesserede og lyttende mor. Faktisk lige sådan som en mor skal være.

Men min mor var også noget andet, end den vi kendte. Min bror og jeg. Hun var privat og distanceret, når det kom til hendes følelsesliv - der blev ikke delt ret meget. Min mor var mor for sine børn. Ikke ven og veninde. Vi var ligeværdige, men ikke ligelige. Hun lyttede og værnede sine unger. Bar. Vi skulle ikke bære hende.

Efter hendes død har min far og jeg drukket rødvin. Og talt solen sort. Og han har fortalt mig en masse historier, som hun aldrig selv har fortalt. Vist mig breve, hun har skrevet til ham gennem tiden. Lært mig, at min mor var så meget mere, end det, jeg - hendes datter - så. Hun bliver meget mere farverig og sprudlende. Levende.

Til aften fik jeg en mail af en min mors søstre. Hun skrev blandt andet:

At hun kunne være sig selv i næsten hele sygdomsforløbet og helst ville bære det selv, er fantastisk.

Det er noget underligt noget at føle, at i torsdags var en god dag, men det var en trøst for os, at du fortalte om de sidste dage som noget smukt og givende. Vi genkendte hende i alt, hvad du sagde.

Jeg tænkte, ja netop sådan var hun, værdig og stærk på trods af det sprøde sind, som jeg ved, hun havde.

Jeg tror, du ligner hende meget, og det kan du kun være stolt af.


Min mor er død. Måske er jeg først lige begyndt at lære hende at kende? Det er okay. Og jeg er stolt.

Hvem er du?