243 dage

Præcis 245 dage siden d. 16. januar. Den dag min mor døde.

Ved du hvad, der er det værste? Det allersværeste at forstå?

At hun stadig er død. Jeg hader den erkendelse...

Når man trænger til at græde

Det er egentlig ikke for at pive, eller fordi noget er specielt svært lige i dag. Af og til sker der bare det, at jeg trænger til at græde. Græde igennem. Det er ikke et udtryk for at sorgen, smerten, livet er sværere i dag end i går. Det er bare rart en gang imellem. Og sundt, siger nogen.

Jeg kan ikke græde på kommando. Men jeg kender mine knapper! Også grædeknappen...

For syv år siden tog en ung pige sit eget liv. Hun var 33 og vi var kolleger. Hun var et stærkt menneske. Og skrøbeligt. Måske det mest fascinerende menneske, jeg har kendt. Hun turde alt. Tog alt. Fyldte alt. Grinte og græd. Råbte og sang. Hun var så levende. Men hun kunne ikke med livet.

Hendes bisættelse var ligesom hende. Larm og grin og gråd. Og til sidst lød hendes yndlingssang i kirken. En sang, der siden - og for altid - vil få mig til at græde som pisket.

Slip tårerne løs...