Fra kattedamen til alle jer

Spred gerne budskabet, at disse tre killinger søger nyt og kærligt hjem. Kælne og dejlige alle tre, renlige og passede med ormekur. Vildt søde!!! De er vant til børn og hund. Send evt. en mail på hulemor@gmail.com. Jeg kommer gerne med dem i et området Randers - Horsens - Silkeborg. De koster helt gratis.

Hvor den røde kat er? Ham har jeg jo opflasket hver tredje time i starten, så han bliver boende hjemme hos Hulemor...

Om sorg. Og lykke

Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.

En helt almindelig dag...

Jeg kan stadig huske, hvordan man logger ind. Kom næsten helt bag på mig. Uha, hvor har der været meget at se til ude i virkeligheden. Men jeg har savnet min hule. Glæder mig stadig til den dag, hvor tankemylderet rydder op i sig selv og og automatisk transskriberes til blogindlæg...

Måske har det været en helt almindelig dag for jer. En helt almindelig torsdag. Men i dag var helt ualmindelig dag for Hulemor, for Troldebarnet fyldte år. Fylder år. Elleve år. Nu har jeg ingen børn under 10 år!..??..! 11 faktisk. Hvordan gik det lige til? Da jeg vågnede i morges (meeeeget tidlig på en feriedag, for selv 11-årige ønsker sig morgensang) kunne jeg tydeligt huske den efterårsmorgen, han kom til verden. Mørkt, blæsende og slagregn på ruden. Derfor gad jeg ikke rejse mig fra sengen kl. 4 om morgenen, da jeg måske godt kunne mærke noget murre. Selvom jordmoderen havde sagt, jeg skulle komme med det samme, fordi jeg først mødte op i sidste øjeblik til Elverpigens fødsel...

For at gøre en kort historie kortere, stod jeg op lidt i syv for at tage et bad. Veerne kom væltende sammen med vandet i bruseren. Kvart over syv skubbede jeg en plade boller i ovnen, fordi min eksmands datter havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at lille-søskend ikke kom ud den dag. Tyve minutter over syv gav min svigermor mig tøj på, jeg havde travlt med at trække vejret. Halv otte var jeg i bryggerset og finde lift og pusletaske frem. Fem minutter over halv lå jeg på gulvet på alle fire med røven i vejret og gispede, fordi jeg kunne mærke de første presseveer. Jeg kunne se fire iskolde børnefødder, det var fødselaren og lillesøster, der var vågnet. Jeg sagde ikke tillykke, for jeg kunne ikke tale. Men min eksmand kunne godt barbere sig, kunne jeg høre. Jeg havde ikke fået mascara på.

Lidt i otte sneglede vi os igennem morgentrafikken på ring 4. Jeg lå på bagsædet, stadig i samme position med godt fat i remmene på autostolen. Kl. 8.58. lå Troldebarnet på min mave. Tidspunktet var præcis det samme, som en liter benzin kostede den dag.

I dag har vi hygget. Friskbagte boller (selvfølgelig inkl. øko-spelt), pandekager, cookies, varm chokolade, hjemmelavede burgere (inkl. hjemmebagte grove burgerboller) og mere kage. Troldebarnet er lykkelig. Han har gang i nye gadgets og ... vinkelmåler. Megaglad for nyt penalhus....

Storesøster bliver 24 år i dag. Storesøster, som var ni år, da jeg lærte hende at kende. Og 12, da hun flyttede ind hos os. Storesøster, der allerede som 16-årig svor, at hun ville slå hånden af sin far, når hun blev myndig. Og tænkte meget over, hvad der så skulle blive af mig. Og som spurgte mig, da han var varetægtsfængslet første gang, om jeg troede, de andre nu ville tro på os? Søde, dejlige storesøster, som jeg har været nødt til at give slip på, fordi jeg ikke kunne holde distancen uden at såre hende (endnu mere) og ikke kunne lade hende komme så fysisk tæt på, som hun trængte til.

For et par måneder siden så jeg, at hun har opdateret sit coverbillede på facebook. Med en baby. Jeg tuder hver gang, jeg kigger på det. Og jeg kigger på det tit, for jeg kan ikke lade være. Hun er simpelthen så smuk. Og hun ser så lykkelig ud. Og måske er hun mor til babyen? Jeg savner hende. Jeg savner hende noget så rædselsfuldt. Særligt i dag.

Kram dem du elsker en ekstra gang. Go'nat fra Hulen og kram til jer.

Tirsdag

Hmmm. Har fri fra nattevagt. Den sidste. Det nye job kræver dagtimer, ikke tyste nætter på et natteroligt hospital. Jeg har overvejet meget, meget nøje,om jeg var klar til at slippe vagterne, de anderledes rutiner, den større selvstændighed, faglighed til fingerspidserne og det store overblik. Jeg følte mig klar nok til at søge en helt anden stilling. Som jeg fik. Og som jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med. Fridagene - dem havde jeg vænnet mig ret godt til, og dem kommer jeg til at savne. Tror jeg. Tag nu i dag. Min aller, allersidste vagtfri dag. Nøøøj, hvor skal den nydes.

Men børnene skal jo også mærke, at mor har fri, så de vil gerne køres i skole. Fair nok, cykler med til hjemturen så. Det er bare det, at de ikke skal møde samtidig, hvilket giver dobbelttur til skolen. Dobbeltsnak i retning af madpakker, hvordan bliver vejret, bliver det anderledes i løbet af dagen, hvor meget tøj skal jeg have på, kan jeg lege med nogen, må jeg tage én med hjem, vil du køre mig til ridning eller skal jeg cykle, vil du køre mig den ene vej så, hvad skal vi have til aftensmad....bla bla. Så var klokken over ni. Skynde mig og lave kaffe. Benene op til morgen-tv, det skal jo være hyggeligt.

M.E.G.A. kedeligt morgen tv. Nå, så kan jeg læse lidt faglitteratur imens, der er jo seminar i næste uge. Hvilket minder mig om, at der er temmelig meget litteratur, der venter inden næste torsdag. Burde måske slukke det tv. Nej, læs nu bare og tv på mute. Jeg kunne også gå en tur. Eller cykle. Nåe nej, skal jo gå fem km. i aften. Men det er nu, vejret er godt, og hunden har godt af det? Nej, så når jeg ikke at læse inden børnene kommer. Okay læs så.

Gaaaaaab, kæft jeg er træt. Gik for sent i seng. Og behøvede måske ikke fejre den sidste fridag på forhånd med en godnat øl mandag aften. Prøver lige tv med lyd. Nej, stadig kedeligt. Tapas på dansk. 'Stegt havregrød, den skal være godt tyk, så det kommer til at ligne en frikadelle, når den er færdig'. Lyd uden billede. Det fristede ikke. Hvad sker der for de madfolk?

Prøver med et bad så. Øv, nu er klokken allerede 11.30. Kan ikke nå at finde på dårlig undskyldning til gåtur i aften. Børnene kommer om 1½ time. Har hverken fået læst eller hygget eller slappet af. Må have en ekstra kop kaffe. Til gengæld tjekket mails otte gange. Ikke en fis dér. Måske kan jeg sidde og læse lidt i næste uge på mit nye kontor. Med bogen gemt under noget. Nårh nej, min chef sagde jo, det er i afdelingens interesse, at jeg tager den master. Men jeg må vel hellere i gang med de nye opgaver. Hvad de end er. Hun sagde også, min chef, at det kommer helt af sig selv. Hmmm. Må vente at se, gider bare godt se lidt effektiv ud, indtil de kommer af sig selv, opgaverne.

Nu er jeg vist nødt til at få tørret hår, og hunden vil ud. Skal egentlig også have slået græs. Stadig ingen mails. Nu er det for sent at læse, børnene kommer straks. Så er der køre til det ene og køre til det andet igen. Forberede noget aftensmad, de selv kan varme. Jeg skal jo ud at gå. Arghhh, det var ikke lige den fridag, jeg havde set for mig. Inde i mit hoved var der fine, harmoniske stunder, ude i virkeligheden var der bare rod. Nå, det var det hår...

Tirsdag. Dit navn er PMS.

Babyblues

Troldebarnet og Elverpigen har aldrig brugt flaske, og til trods for at det er over 10 år siden (!!), at jeg sidst havde en baby - står jeg nu og koger flasker og sutter. Og står op hver 3. time om natten for at give den lille røde misse-purk flaske. Smeden er ved at dø af grin over mig - i hans verden er kattekillinger en metervare, men jeg mener bare...den lille trold vil bare leve, og jeg hjælper gerne. Desværre er vi nu nede på fire killinger, de to små skravl klarede den heller ikke, piv. Dyrlægen sagde, at det var meget almindeligt hos en førstegangs kattemor med syv killinger, men det er nu alligevel så trist.

Ind imellem at være med-mor, har jeg fået taget mig sammen til at male hus. Ikke hele huset altså, men siden ud mod haven, som er blevet pudset op. Og hold nu kæft fast, jeg er stolt af mig selv. Og av, hvor har jeg ondt i mine skuldre. Men pyt, der er to fridage endnu og solen skinner stadig.

Go' weekend (og nyd jeres nattesøvn...)

Trætte mor

Så skete det - i nattens mulm og mørke. Syv rollinger fik hun, men den ene var altså ikke kar til at blive født, og til trods for dyrlægens killinge-mælkeerstatning lykkedes det ikke at holde liv i den. Men hun klarer sig vel også med de sidste seks, skulle jeg mene. Godt det var feriedag, så man bare kan sidde og kigge på dem.

Kærlig hilsen kattedamen i Damehuset

Sommerskred

Ja altså, heldigvis er den jo ikke skredet endnu. For alvor i hvert fald. Her i Damehuset trækker der tunge skyer over himlen og vejrudsigten lover torden. Det er okay med mig. Jeg har lige rundet min arbejdspind et par dage og tager nu hul på de allersidste fire feriedage, så der er hvidvin i glasset og sofa forude.

Der er bare dét, at jeg har så frygtelig meget på hjerte, som skal deles. Allerførst endnu en gang TUUUUSIND tak for jeres kommentarer på mine indlæg. Jeg får aldrig svaret tilbage i kommentarfeltet, men læser selvfølgelig hver og én, til jeg kan dem udenad! Jeg sværger - det bedste er jo kommentarer. Også fra nye læsere, som jeg nærmest ikke engang har været på "genbesøg" hos. For dårligt. Må prøve at stramme op...

Men er vi ikke lidt enige om, at den sommer har været så flink ved os, at det har været umuligt at koncentrere sig om ret meget mere end den næste is? Alternativt den næste kolde øl eller det næste glas rosé? Åh, hvor er jeg bare glad og taknemmelig helt ind i sjælen efter fire-fem uger med så fantastisk vejr. Kjole, klip klappere, Vesterhav, strand og bare tæer...uhm.

Vi har badet tre gange om dagen i Vesterhavet. Kan ikke huske, hvornår det er sket sidst for en landkrabbe som mig. Mødt dejlig familie og skønne venner rundt om i landet, sovet i telte, på luftmadrasser, i sommerhuse og gæsteværelser og fået samlet op på hele verden. Min verden altså. Troldebarnet og jeg var dagsgæster på en sommerlejr i den nye forening, hvor jeg foruden nuværende kollega og masser af børn mødte en kollega fra før den nat, hvor jeg måtte flygte over hals og hoved. Der var næsten tårer i krammerne, da vi fik sagt goddag. Og denne gang også ordentligt på gensyn. Stor dag.

Så opklarede også vi årets mordgåde her, nyt bekendtskab for os og MEGA sjovt i følge børnene, der gik vildt op i det. Næsten lige så meget som deres mor! Vi har også rundet Samsø, cyklet, badet, spist jordbær (til vi næsten revnede) og Hulemor har kysset smeden under stjernehimmel og over rislende vandløb, i et stegende hedt Fårup sommerland og på det bedste sted, jeg ved, i hele verden.

Det er mange år siden, sommeren har været så lang. Og varm. Og fantastisk. Så nu er jeg klar igen, til hverdag, studie og arbejde. Og nåe ja, apropos det...så var der lige et drømmejob at søge. Godt nok internt i min afdeling, men åhhh. En ny, spændende, super kreativ og udadvendt stilling, som jeg bare .... ville have. Og når der er noget, man gerne vil have, er man jo sikker på, at alle andre også vil. Grum tid at vente. Men jeg var til ansættelsessamtale i går, nu jeg alligevel var der. Og ja. Jeg fik det. JEG fik det. Et helt spritnyt, uberørt, jomfrueligt job. MIT.

Og nu skal man jo ikke hovere. Det klæder ingen. Heller ikke Hulemor....Meeeen - jeg havde en gang en chef, der ikke syntes, det var nødvendigt at kaste muligheder efter mig. Jeg syntes måske ikke, hun helt lyttede til, hvad jeg gerne ville. Selvom andre godt kunne se, at det godt kunne have betalt sig. Og ve' du hva'? Nu er jeg ansvarlig for et stort regionalt område indenfor mit speciale. Også for hendes afdeling. Oplæring, uddannelse og efteruddannelse af hele hendes personale. Er det ikke okay at tænke en lille smule ha ha "jeg kunne have været din"? Nå pyt, jeg er glad, hun er sikkert også glad.

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den næste plan, jeg har - udover sofa og hvidvin - er en frisøraftale i morgen tidlig! Det tror jeg lige, jeg kan klare at håndtere, mens jeg fra liggende stilling afventer familieforøgelsen - men det må hun selv ligge og rode med:

Jordskred

Der er sket noget stort. Noget, jeg slet ikke kender omfanget af og slet ikke ved, hvor fører hen.

Ikke noget, der løser alt her og nu, men noget, der forklarer uendelig mange ting. Mit elskede, finurlige, følsomme og uendeligt skrøbelige Troldebarn er blevet screenet og er af dem, der opererer med den slags begreber, betegnet som et barn med særlige forudsætninger. Eller høj begavelse, intelligens - hvad du vil kalde det.

Jeg har selv tænkt tanken, men skubbet den væk igen, skamfuld over at være så indbildsk, at jeg kunne tro, jeg kunne fostre et særligt intelligent barn. Selvom jeg har set alle tegnene.

Men ved I hvad? Til helvede med indbildskhed og jantelov. Så utrolig mange ting er faldet på plads, efter at en bekendt, der selv er medlem af mensa, prikkede mig kærligt på skulderen og opfordrede mig til at få Troldebarnet screenet.

Og nu er jeg umådelig lettet. Glad, bekymret, stolt. At have særlige forudsætninger er ikke a Walk in the park. Det er muligheder for at bruge sine særlige evner på en god måde, men det er også en vej belagt med faldgruber, sociale udfordringer og destruktive følelser som følgesvend.

Jeg skal blive meget klogere. Troldebarnet er blevet medlem af en forening, der byder på aktiviteter, netværk og samvær med andre børn af samme støbning, og hvor er det befriende at tænke på, at han i det selskab er som alle de andre. 

Solen skinner, vi har ferie på en dejlig ø sammen med smede-banden og her er masser af kold rosé og jordbær. What's not to like?

Da støvet havde lagt sig...

Murerstøvet. Eller murstøvet? Lige meget. Jeg har fået ny dør i kælderen. Som var for stor til hullet. Så den rare tømrer måtte skære 10 cm. kant af muren. Sølle 10 cm. Har du prøvet at få skåret i muren på dit hus? Så ved du, at den slags støv gennemtrænger alt. Døre, vinduer, våde tæpper, håndklæder, kommoder, skuffer og skabslåger. Fortiden. Vi tog på tur. Og onsdag morgen startede jeg øverst oppe med støvsuger, spand og klude.

12 timer senere var jeg færdig. I kælderen. Jeg nyder stadig mit værk. Alt er vasket og gjort rent. A.L.T. Så egentlig var det godt, at den dør ikke passede. Med op fra kælderen havde jeg tre flyttekasser med papirer. Papirer med minder om skilsmisse, angst, dagbøger, kreditorer og mareridt af enhver slags. Af en eller anden grund har jeg været rædselsslagen for at kigge i dem. Og lige så rædselsslagen for at skille mig af med dem. Hvad nu, hvis jeg skulle bruge noget af det? Hvad nu, hvis jeg endnu en gang skal bevise, at det ikke var mig? Eller at noget andet var mig? Det gik op for mig, at det er længe siden nu. Syv år Niller.

Syv år siden, jeg skrev et brev til min bedste veninde og bad om hendes mening om mit ægteskab. Og om min mand. Syv år siden hun skrev tilbage, at hun håbede, vi ville bevare vores venskab. Selvom hun foreslog mig at læse noget om psykopater. Syv år siden jeg tænkte: "Ja, ja, rolig nu" (og heldigvis ikke havde nogen forestilling om, hvor meget ret, hun havde). Venskabet bestod heldigvis. Den orkidé, hun forærede mig efter mareridtet er lige gået ud. Jeg tænker, det er et godt tegn. Det er ovre.

Papirerne er smidt ud. Papirer med frygt og tunghed. Hans navn. De er væk. Sammen med støvet, murbrokkerne og det kæmpe trailer-læs, smeden kørte på losseren for mig. Mens jeg satte telte og hegn op til Elverpigens ridelejr. Troldebarnet har holdt drengeaften. Hulemor har nydt roen. Haven. Vejret. Fejret det med et enkelt glas hvidvin.

Måske har jeg fejret, at der endelig blev ryddet op. Måske har jeg fejret den individuelle eksamensopgave og endnu et 12-tal. Måske har jeg fejret, at smeden har været min i fire år. Eller at jeg har været hans. Måske har jeg fejret, at jeg er rask, og kan forlade min arbejdsplads kl. 15.09 og gå ud i solen. Mens andre må blive indendøre dag efter dag, måned efter måned. Eller at jeg endelig har taget mig sammen til at dyrke noget motion og gøre noget rart for min krop. Måske har jeg bare fejret, at det snart er ferie. Eller at en vigtig person har skrevet meget, meget pæne ord til mig. Og at jeg har været til den bedste vejfest ever. Måske er der generelt bare meget at fejre?

Dagens tal

Så er 1. semester i hus. Sommerferie (bortset fra det helt almindelige arbejde. Piece of cake). Yay!! 

Jorden kalder

Jeg er ude af massepsykosen igen. Efter at have slugt to biografier, råhørt gamle Bruce plader og tudet (seriøst). Aner ikke hvad det lige var for et sted, han ramte, men nu snakker vi ikke mere om det. Vi snakker heller ikke mere om de to opgaver, jeg lige har afleveret og den mundtlige eksamen jeg skal til på mandag.

Hvad skal vi så snakke om? Vejret for eksempel? Elsker overskrifterne om, at det bliver en lang, tør og varm sommer. Har nemlig brugt feriebudgettet på konfirmation og diverse, så det bliver vist Vesterhav og haveferie. Og hvilken have... den elsker jeg også lidt. Ja, jeg er blevet sådan en, der går i haven.

Dengang min eksmand og jeg havde den store villa med den flotte have ved den dejlige sø, der hørte jeg tit for, at jeg ikke gjorde noget godt nok. Heller ikke haven. Den skulle jo passes og gødes og nippes og pusles. Og det var mig, der skulle gøre det. Når altså jeg havde klaret børn, mad, hus, job og selvfølgelig forkælet min mand lidt, som han kaldte det. Men jeg siger jer - jeg var så elendig til at planlægge min tid, og det var jo synd, når jeg havde potentiale til mere. Så det kritikken var selvforskyldt. Som han sagde.

Da vi så blev skilt, flyttede jeg i et lillebitte rækkehus med en lillebitte have. Med ét bed. Roser og lavendler. Og en dag, han kom forbi, hvor jeg gik derude, snerrede han "Nu skal du vel for fanden ikke til at gå i haven også?". Og jo, kære eksmand, det skulle jeg. Nu nusser, nipper, gøder og pusler jeg haven. Og der er for det meste sådan nogenlunde gjort rent inden for. Og børnene, kan du være helt sikker på, har jeg også taget mig af (selvom de går sådan lidt rigeligt for lud og koldskål i denne eksamenstid). Jeg har også fuldtids arbejde, som jeg når. Og vi får allesammen fornuftig motion og sund mad, selvom jeg af og til laver en Knorr-sovs i stedet for en opbagt. Og hvis vi skal have det hele med, så gider jeg også altid ligge under samme dyne som smeden. Med alt det dejlige, det nu fører med sig.

Så når jeg går og tuller i min bittelille have, for sådan en har jeg stadig, så sender jeg min eksmand en overbærende tanke. Og undrer mig over, hvor meget, man kan overkomme og nå, når man kan gøre det i sit eget tempo og ikke skal hakkes på konstant. Måske havde han ret i dét med potentialet, for jeg synes egentlig, jeg når meget. Og nogen gange ville jeg bare ønske, han kunne se det. Og måske tænke en lille smule over, at man oftest når længst med kys og opmuntring. Siger det bare.

Hmmm svært at tage havebilleder? Det er meget pænere i virkeligheden...

Og nu? Fridag, solskin og kaffe, hurra! Nyd det...

Ind til det inderste

Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?

Rynker eller ej...?

Ja, i går kunne jeg godt have lagt adskillige til dem, jeg allerede har i forvejen. Travede en større provinsby tynd med Elverpigen i en seriøs omgang shopping, der virkelig udfordrede Hulemors sind. Men for sørensen da, det var hyggeligt og Elverpigen var gladere end glad, da høsten var i hus!

Mor høstede også. Nu hvor Elverpigen er ved at udfolde sig til en smuk ung-svane, har moren stor trang til at forvandle sig til en alderssvarende grå-svane. Derfor fik jeg grå striber i mit lys(ned)e hår i sidste uge. I stedet for lyse striber i det grå. Og jeg synes det er skideflot, helt ærligt. Og jeg kunne godt lide at se mig selv i butikspejlene i går, for jeg synes, det er okay. Faktisk synes jeg, mit hår er lidt mere raffi nu, hvor det har sølvskær. Nå, men sammen med det grå hår hører også rynker. Linjer, kragetæer, kært barn mange navne. Der står noget om den i den her:

Ja, det er beautyoraklet, der har været i gang, og du skulle tage at læse den. Måske troede jeg, at der stod noget om en masse dyre produkter, jeg var nødt til at have. Nu har jeg jo afsløret, at jeg er lidt nørdet med dullegrej. Skal bare HAVE det! Så det var meget befriende, at bogen her ikke fortæller, at jeg fx har alt det forkerte grej!! Den er mere bare en opskrift på hvad der virker, og nej - man kan ikke smøre sig ud af alt (det havde jeg nok ellers håbet...), men man smøre sig ud af noget. Og smøre sig til noget. Spise sig ud af noget. Og spise sig til noget. Ikke sådan noget med at lægge kefir i blød og den slags besværligheder. Spis laks - drik rødvin. Nej, ikke kun, selvfølgelig. Du må hellere selv læse den - jeg købte den her:
http://www.arnoldbusck.dk/boeger/medicin-sundhed-sygdom/slip-rynkehysteriet-flot-hud-uden-hokus-pokus

Det bedste, jeg fik at vide, var fx noget med hud og lysreflektering. Jo, jo, det har jeg da læst om før - men nu giver det mening. Og der bliver også lige rusket op i de flirtende tanker, om man liiige skulle få et shot et-eller-andet i bekymringsrynkerne mellem øjnene (tror bare jeg nøjes med langt - gråt - pandehår...). Og hvis du gerne vil snage lidt i kendte damers tips & tricks, så er den bog guf!! Og hvis du kan lide flotte og skæve billeder, der overrasker - så vil du elske den. Siger det bare.

(Og det er ikke et sponsoreret indlæg, synes virkelig bare, du skulle være god ved dig selv og køwe den)

Fortrængningsweekend

Jamen det er bare...inden sådan en weekend, så tror man (jeg) jo egentlig, at man sagtens kan nå at:

• skrive en konfirmationsang
• få læst noget faglitteratur inden næste uni-seminar
• vaske alle gulvene
• skrive blogindlæg om pli til fester og gæsters pligt
• apropos dét, mokke en 40-års fødselsdag og et kollegaarrangement sammen på én lørdag
• introducere vinterasparges (ja, mine ben) for selvbruner, just in case det der forår holder
• påbegynde sukkerstop (igen, suk...)
• lave lækker slowfood til aftensmad
• snøre løbesko - og løbe!
• gå den lange tur med hunden
• for en gangs skyld huske at aflevere alle biblioteksbøger - til tiden
• vaske sengetøj - og tørre det ude
• gå forårsamok og rengøre bil - ude og inde
• trimme have, plante stedmoder og sætte trampolin op
• genindføre zen og meditation i det mindste i weekenden
• sove længe og stå tidligt op og få noget ud af dagen
• skrive brev, i det mindste sms, til forsømt veninde
• forberede spændende arbejdsrelateret møde på onsdag
• bla bla bla bla

Gæt, hvad jeg nåede?

• at spise 2 (TO hele) plader mørk chokolade plus seks små luksusflødeboller (apropos sukkerstop)
• to arrangementer på samme dag - med tilhørende dårlig samvittighed overfor to værtinder, der hver kun fik halv opmærksomhed
• at ligge alt for længe i sengen søndag formiddag uden at kunne sove - og uden at stå op
• at skrive to vers i sangen - på en hel dag!
• at hente bøger på bib, uden at få åbnet en eneste - til gengæld drømme om alle dem, der skal læses, når jeg selv bestemmer igen

Top tre i weekenden?

• at se mine elskede, smukke unger vriste vinterpelsen af sig og kåde give den gas på trampolinen
• at kysse min elskede smed og ligge alt for varmt og tæt en hel nat
• at få lavet striber i forårshåret - grå striber! Hulemor goes silver!

Så når jeg sgu nok resten en anden dag...

Vingeskudt dag og noget om overforbrug

Elverpigen havde et ufrivilligt styrt fra hest i aftes, og Hulemor måtte i dag afsætte dagen til lægebesøg, røntgenbilleder og skadestueventetid. Suk, men heldigvis ingen brud. Lidt mærkelig dag, sådan en, hvor jeg slet ikke fik gjort det, jeg skulle og heller ikke nåede noget andet. Mit lille hoved beskæftiger sig de fleste vågne timer (og sovende, for den sags skyld) med læreprocesser. Hvad, hvordan, hvornår, hvorfor og hvor længe vi lærer. Og man lærer i høj grad noget i et venteværelse på skadestuen, skulle det vise sig...

TV2 fortalte noget om et kendis par, der har haft et privatforbrug på 34.000 kr. Om dagen. Det svarer nogenlunde til mit privatforbrug - om året. Det er immervæk mange penge hver dag? Damebladene fortalte også noget om forbrug. Tøj, sko, accessories, design, kunst, møbler, musthaves i alle afskygninger. Mange magasiner bruger i dag at præsentere nogle af medarbejdernes yndlingsprodukter og ønsker fra de nye kollektioner, hvilket ofte resulterer i perlerækker af designprodukter i prisklasser, der får mit budget til at blegne! Hvad får de damer i løn, siden de kan købe tasker og tøj til flere tusinde kroner om måneden? Lever de af pasta og ketchup, bor i billige kælderlejligheder - eller har de bare rige kærester?

Okay, jeg er godt klar over, at de sikkert slet ikke køber den nye 2500,- kroners Marc Jacobs taske, "de helt sikkert skal have" og at der nok ikke hænger stribevis af Rützou kjoler i skabene ved siden af de tre par Louboutin stiletter, de "simpelthen ikke kan vælge imellem". Men alligevel....jeg bliver sådan lidt frastødt af den forbrugskultur og mærkevareforherligelse, der bliver fremstillet som helt naturlig! Næe, giv mig hellere artikler og blogs om kvinder, der går i mod strømmen og stræber efter at forbruge mindre. Fx model og interaktionsdesigner Ida Burchardi der ikke må købe tøj et år!

Jeg kunne nemlig sidde der i venteværelset og føle mig rigtig frelst over, at jeg ikke er sådan en, der går op i den slags. For jeg går virkelig ikke op i den slags. Og jeg gider ikke føle mig forkert over det. Og således bekræftet sad jeg der og følte mig meget hævet over alle med den slags købemanier.

Desværre sad jeg der længe nok til at komme i tanke om mit toiletskab. Eller rettere skabe. Inklusiv indhold. Arsenalet, som min far altid har kaldt det. Da jeg kom hjem, tog jeg lige nogle billeder:

Det her bruger jeg mest om morgenen. Nej, ikke øjenmakeup fjerneren, men den ser pæn ud sammen med de andre lyseblå og lilla ting.

Det er så mit aftenskab. De grønne ting. Desværre kan man ikke se den lækre serum (musthave om vinteren!) bagved skintonic'en. Jeg har selv fundet på det med at komme tonic'en i en lille forstøverflaske. Så er huden fugtig, når den uundværlige Clarins serum kommer på.

Supplement til aftenskabet. Luksusskabet. Clarinsskabet. Måske er det sådan andre har det med tasker?

Hårgejl skabet...

Hårgejl kurven...

Brusebadsudvalg

Diverse efter-badet-olier

Bare diverse...

Og øhhh mere diverse...

Duftevand

Udvalg af foundations og BB-creamer, som jeg nogle gange giver mig tid til at bruge

Make-up og den slags. I Clarinsbøtten er der vatdimser og i æsken hårelastikker, pincetter (!), hårnåle mmm.

Ja. Og så har jeg ikke vist jer skabene med bodylotions, flere æsker med mærkeligt makeup, jeg måske (måske ikke) får brug for igen, endnu flere kurve med shampoo, hårkure, vareprøver, vatpinde, pensler, eyelinere og mascaraer i bunkevis, øjenvippebukkere og first aid kits indenfor plastre, aloevera produkter, teatree oils. YOU F...... NAME IT! Hvem er det lige jeg prøver at narre????????

Jeg har SÅ vanvittigt et forbrugsgen, når det kommer til dullegrej. Jeg har veninder, der styrter op og studerer skabe, så snart de kommer indenfor døren. Noget af det er selvfølgelig gaver og sågar foræringer. Men gosh. Der ligger formuer i de skabe....såhhh øhhh, skal vi ikke bare aftale, at jeg ikke.køber.mere.dulleri før det her er brugt? 

Hvad elsker du at købe? 

Den bedste start på dagen?

Vi har påskeferie, uhm. Spiser påskeæg, tøffer rundt i nattøj, hyggeputter og sover længe. Eller det vil sige....ikke i morges. Jeg vågnede kl. meget tidligt ved en meget ukendt lyd fra vækkeuret. Eller nej...? Det var ikke vækkeuret. Lød nærmest som et meget højt udendørs vækkeur - eller bare noget, jeg drømte????

"Pleeeeeease releeeease me, leeeeeet me gooooooooo..." 

Det VAR en stor højttaler. Lige neden for soveværelsesvinduet, hvor skraldemanden havde parkeret sin store skraldebil - med åben dør, så han ikke gik glip af det fantastiske øjeblik, hvor Engelbert Humperdinck går helt amok i omkvædet, ha ha ha ha. Det er da fantastisk at blive vækket på en helt ny måde, og jeg har gået og nynnet sangen hele dagen. Jeg nåede desværre ikke at råbe 'tak' ud af vinduet, men nu er jeg da overbevist om, at jeg har Danmarks hyggeligste skraldemand :-)




God påske!

Troldebarnets verden

Nogle gange er der brikker, der falder på plads. Ti-ører, der falder. Sten, der falder fra hjerter.

I weekenden faldt der en kæmpe brik på plads i mig. Og med den, en stor sten fra hjertet. Eller sten og sten, men jeg blev i al fald så utrolig let om hjertet, da jeg opdagede noget, der har ligget så snublende nær, men jeg ikke før har set!

Jeg læser ved et institut for bl.a. filosofi, og har i denne weekend været i selskab med mennesker, der har viet deres liv til at beskæftige sig med videnskabsteori og filosofi. Inden seminaret har der været en masse læsestof og endnu flere flyvske tanker, der har været svære at hitte rede i. Hold da op, der kan spindes mange tanker om de store og små ting i livet...

Nogle af mine medstuderende finder det overflødigt. Besværligt og til tider kedeligt. Jeg synes også, det er vanskeligt stof, så svært at få hold på, men vildt interessant og fængende. Måske fordi jeg tit hverdagsfilosoferer over livet. Under en af forelæsningerne gik det op for mig, at jeg havde hørt nogle af de her spørgsmål før. Fx: "når vi ser på den samme ting, hvordan kan vi så vide, at det jeg ser - er det du ser? Altså vi går jo ud fra, vi ser det samme, men hvordan kan vi vide, at det i virkeligheden er det samme? Hvordan kan vi være sikre på, at det, du mener med blå, er det samme som jeg mener med blå?". Den slags. Det er sådan nogle spørgsmål Troldebarnet stiller. Og tænker meget, meget længe over.

Pludselig gik det op for mig, at jeg bor sammen med en filosof. Mit Troldebarn."Det eneste vi behøver for at blive gode filosoffer, er evnen til at undre os". Det står i "Sofies Verden" (Jostein Gaarder), den bog om filosofi, der var vældig fremme for 20 år siden. Det er overskriften på 2. kapitel, som vi læste efter aftensmaden i dag.

Jeg vil godt indrømme, at to børn på 10 og 13 år rynkede noget på næsen, da jeg fortalte dem, at der var en bog, jeg gerne ville læse højt for dem. "Jaarrhhhh, vi kan da godt selv læse", "ja" sagde jeg, "men ikke den her bog - den skal vi læse sammen". "Hvad er det for en bog?" sagde Elverpigen - og derefter "Naaarjjj, den har Karla i skolen og hun siger, den er DØDkedelig".

Den første overskrift hedder: "...til syvende og sidst måtte et eller andet engang være opstået af nul og niks..". "Forstår I spørgsmålet?" spurgte jeg dem. "Njææaarrhh" sagde Elverpigen. "JA!" sagde Troldebarnet. Med store, lysende øjne. Helt, helt musestille sad han og lyttede, mens jeg læste. På et tidspunkt kunne jeg se, at han frøs tæerne (efter at have været til svømning), og jeg sagde, at han kunne gå ind og finde et par tykke sokker. "NEJ! Jeg vil gerne have, du læser videre i den bog!".

Det Troldebarn, der normalt spørger, inden den sidste bid mad er slugt, om han må gå fra bordet...han sad tryllebundet, med blikket på uendelig, og bare lyttede. Jeg kunne simpelthen se, at ordene vakte en genklang i ham, som gav så meget ro. Og mens vi bagefter ryddede af bordet, sagde Elverpigen: "Jeg har aldrig tænkt på, hvor universet stammer fra.....det er da spændende".

Jeg synes også, det er spændende. Og hvis jeg lige skal blive filosofisk et øjeblik, synes jeg især, at jeg er så fantastisk heldig - igen - at livet pludselig viser mig noget, der er så åbenlyst, men som jeg har været så blind for. Så blind, at jeg skulle en tur til et institut for filosofi, for at fatte det! Det siger jeg tak for. Til universet.

Gammel vin...

På listen over de mest læste indlæg her på bloggen, er dét med mærkedagen altid nummer 1. Og nu er det den dag igen. Selvom jeg bestemmer mig for, at det ikke skal fylde mere, og jeg ikke behøver give den dag mere opmærksomhed, så sniger datoen sig altid ind på mig. Og jeg ved, at jeg aldrig har været så bange som den nat for fem år siden. Hvis jeg havde vidst den aften, hvor langt jeg ville nå på fem år, havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt. Men det er ikke ligegyldigt.

Hver gang jeg runder den 27. februar, er jeg ikke kun et år ældre, men også et år taknemmeligere. Fordi jeg helt ærligt var i tvivl, om jeg ville slippe levende fra det. Hvert år minder lige netop dén dato mig om, at jeg fik et år mere. Minder mig om, at jeg er heldig og priviligeret. Og i live.

I lørdags var jeg også meget i live. En far blev halvfjerdsindstyve år, tænk sig. En svær mærkedag med fravær af en elsket mor og livsledsager, men også en mærkedag i glæde og taknemmelighed over livet og over en ny kærlighed. Dejlige timer med familien, der både tæller dem, der sidder omkring bordet, og dem, vi alle lever med at savne. Selvom de ikke er her mere, lever de videre iblandt os, med alle tankerne, minderne, fortællingerne og savnet. Det er godt at tænke på, til den dag man (jeg) ikke er selv er med om bordet længere.

Da dagen gik på hæld, gik min bror i baren. Min bror, som jeg i mange år har troet, jeg ikke havde ret meget tilfælles med. Det er bare SÅ løgn....det er kun fordi meget af det, vi har tilfælles, er usynligt. Fx countrysange, viser det sig. Det var noget med, min far spillede det i bilen, da vi var børn og kørte land og rige rundt til bedsteforældre. Country på kassettebånd. Nå, men i min fars interimistiske bar, med et stereoanlæg fra min brors konfirmationstid og 50 gamle vinylplader, var der pludselig fest. Min bror og hans kone, smeden og jeg hang ud med Kenny Rogers, Dolly Parton, John Denver og hele slænget. Sang duetter og drak en lille smule mere øl. Ubeskriveligt.

Fødselsdagsbarnet betragtede os med ægte glæde i øjnene, og jeg ved han ville ønske, min mor havde set os sådan. Lette, legende og frie uden skygger fra fortidens besværligheder. Det er sådan en aften, man (jeg) forstår, hvorfor man (jeg) er til. For glæde, samhørighed, kærlighed og musik. Ikke for bekymringer om gråt hår, eksamensopgaver, mastergrader, låneomlægning, stilforvirring, hesteforsikring, øjenrynker, deller, konfirmationsarrangement, kulhydrater, afspadseringsregnskab, vejlederopgaver og anciennitetsstigning.

Og det er sådan nogle dage efter sådan en aften, jeg går rundt og nynner gamle countryhits. Med en taknemmelighedsklump i halsen. Og tænker, at mit liv er fantastisk...

På hjernen...

Jeg har den her sang på hjernen. Så Marie Key live, da jeg var på sommerferie på Bornholm, og altså.....jeg har tit hørt hende i radioen, men aldrig lagt mærke til, hvor fin hun er. Måske skal man se hende synge, hun er virkelig noget helt særligt, og jeg faldt pladask for hende. Lyt lige til den her, og bliv glad på en onsdag:

...men SÅ meget helt behøver du heller ikke være!

Overskriften kunne også have heddet 'Verdens bedste chef'. Det er nemlig hendes ord: "...jeg ved godt, du er pligtopfyldende. Men så meget helt behøver du heller ikke være!". Jeg har fået installeret noget streptokok  i både hud, øre og svælg, hvilket har givet byldeøm hals og øre. Og børnesår, ja tak. Efter jeg havde været hos lægen i dag, ringede jeg og meddelte min arbejdsplads, at jeg selvfølgelig kom og passede mine vagter i weekenden, da jeg ikke smitter og ikke har feber.

Da beskeden nåede chefen, ringede hun mig resolut op, og sagde dét med at være pligtopfyldende og helt. At hun allerede havde dækket mig ind i morgen, og at hun virkelig slet ikke ville se mig før tidligst søndag kl. 15. Nåe....men så okay. Og tak. For jeg kan da godt mærke, at det er rart ikke at skulle af sted i morgen tidlig tidlig. Tror faktisk, jeg virkelig har verdens bedste chef.

Ellers er der ikke så meget nyt i Damehuset. Jeg læser og læser. Går i proces med ny gruppe, øver mig i at skrive akademisk og elsker at grave mig ned i den teoretiske litteratur. En hel ny verden åbner sig, og jeg kan blive helt overvældet over, hvor meget forskelligt, det her liv byder på.

Kærlighed for eksempel. Smeden, mere konkret. I dag, hvor jeg har været syg, har jeg virkelig set skod tv. Virkelig skod. Mærkelige dating programmer og udsendelser med vildt intrigante unge mennesker. Er det fedt? Nå, men apropos dating, tror jeg ikke smeden og jeg havde væltet hinanden omkuld på første date. Og det, kan jeg roligt sige, går begge veje. Men nu....ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han siger, det er vores hængsler, der passer perfekt sammen. Ligesom Sus og Nillers i 'Den eneste ene'. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv....

Elverpigen og jeg har vores udfordringer. Ikke noget, der skal udfoldes her. Jeg tager det fulde ansvar og trækker max. på vores fantastiske familievejleder. Hun kan noget med at høre ti sætninger, spotte essensen og sætte ind med to-tre effektive handlemuligheder. I mandags fik hun mig endda til at tude lidt, ved at fortælle, hvordan hun oplever min måde at være mor på. Mange pæne ord på én gang.

Og ved I hvad? Når jeg har fri fra nattevagt på mandag, har jeg ferie en uge. En hel uge sammen med børnene. "Kan vi ikke godt lade være med at lave nogle planer?", spurgte de for et par uger siden. Så okay da....så vi skal have nattøjsdage, læse bøger, se film, bage og drikke varm kakao. Måske vover vi os en tur i biffen. Forudsat vi kan finde en film, der lægger sig mellem Twilight og Min søsters børn.

God weekend derude...

Fra studinens hjørne

Så er det lige før det går løs...har indledt de næste to års studier med at hente flere kg. bøger på biblioteket. Eneste problem er, at jeg ikke kan læse dem alle på én gang.

Jeg glæder mig! Og er stadig lidt bange. Der kan da godt være aftener, hvor jeg får hjertebanken og tænker: Hvad har jeg egentlig gang i? Har jeg ikke nok at se til? Er der ikke nok dage, hvor jeg er segnefærdig kl. 21?

Så tænker jeg på kvinden i den røde sportsvogn, som for mange år siden sagde til mig, at man skulle gå efter sine drømme. Ikke lade sig stoppe af andres fordomme eller mentale (begrænsende) overbevisninger. Heller ikke selvom man er alenemor.

Den anden dag var jeg til møde hos hende. Det er hende, der med sin underskrift har bevilget min master. Jeg fortalte hende, hvor tit jeg har tænkt på hendes ord om at turde gå efter sine drømme. Også på trods. Og at hun har været en rollemodel, jeg ofte har tænkt på. Og hun blev oprigtigt rørt over, at hun havde sat et spor på den måde, med sine ord til en ung studine.

Nu er jeg ikke længere ung. Og drømmer ikke om en rød sportsvogn. Men jeg er stolt af at turde gå efter det, der føles rigtigt!

En sjælden luksus

Ligger i en dejlig bred seng. I knitrende hvidt sengetøj. Har faktisk ligget her et par timer. Efter jeg havde taget et langt, varmt bad. Bag mig ligger en skøn, inspirerende dag, med spændende mennesker, uovertruffen lækker mad, kager, eksotiske kaffer, økologiske teer, smuk natur, meditation på iPod og håndbold på fladskærm. Ikke at håndbold interesserer mig. Men tv'et skulle da prøves fra sengen. Mens jeg nød en hel aften i spørgefri zone. Ingen børn, der skulle puttes, dyr lukkes ind og ud, madpakker smøres, tasker pakkes. Kun ro til Hulemor.

Jeg er på kursus på lækkert kursuscenter. I mit hjertebarn; læreprocesser. Morfar og Inger sørger for ro på bagsmækken, og jeg har intet hørt fra dem, hvilket jeg tolker som absolut gode tegn. Tre hele dage er jeg blevet bevilget i inspirerende selskab med andre fagfolk. Og føromtalte luksusomgivelser.

Jeg har ikke sat mit noget for i det nye år, ingen nytårsforsætter, der alligevel ikke bliver holdt. Men i løbet af aftenen har jeg tænkt mere end én gang, at resten af mit liv skal indeholde væsentlig flere hotelovernatninger end hidtil. Og mig-tid. Jeg grovnyder det og trækker vejret helt ned i maven.

Der står et lille billede af min mor på natbordet. Et ungdomsbillede. I dag er det to år siden, hun døde. To år siden, hun var varm og jeg kunne røre ved hende. Klemme hendes hånd, ae hendes kind. Jeg savner hende. Forstår ikke kognitivt, at hun bliver ved med at være død. Billedet minder mig om at værne om livet, gide det og leve det. Hendes er slut, mit er her og nu. Jeg agter at gide det og leve det! Ses fredag...

Hilsen fra bagscenen...

Jeg er her skam stadig. Går bare bag kulissen og tusser lidt rundt. Kommer mig over julen. Og starten på det nye år. Det har stort set været godt, det hele. Der var både and og konfekt og gaver og levende lys. Og juleaften i Damehuset. Nye traditioners spæde begyndelse og en oprigtig glæde over at trække julen hjem. Hjem. Lige så rart, det var, lige så hårdt ramte det mig. For nu er den tid slut. Den tid, hvor julen var ensbetydende med storfamilie, min mors vanillekranse og mit barndomshjem. Julen som vi kendte den.

Heksemor havde lidt travlt med, at jeg da ikke kunne leve op til det? Hvad havde du egentlig tænkt dig, fnøs hun hånligt - du kan sgu da ikke lave en jul, der er bare halvt så hyggelig, som din mors. Du kan jo ikke engang stege en and! Det ville da have været meget bedre for børnene, hvis de havde boet i en rigtig familie i stedet for den her amputerede model med en morfar, der vil tidligt hjem og en smed, der er nogle andres far. Tssss. Så havde der nok også været råd til en iPad. Eller to. En skiferie i det mindste.

Men okay. Det blev jul. Uden heksemor. Gode fridage og festlig nytårsaften med naboer og andet godtfolk. Fik da i al fald så meget godter og knas, at jeg har set mig nødsaget til at gå på noget afvænningskur sammen med Birgitte Nymann. Ikke noget vildt med kostplaner og benhård cirkeltræning, men mere noget med mentalt at få sluppet trangen til marcipan og julesmåkager til morgenmad. Noget som indebærer en hel dag uden indtagelse af fast føde men derimod litervis af grøn te og gulerodsjuice. I dag faktisk. Så jeg sidder med   knurrende mave og fantaserer over den mad, jeg skal have i morgen!

Har også fundet kalenderen frem. Der er noget, der skal planlægges, nemlig. Flere studiedage. Mange flere. Jeg fik jo lidt blod på tanden med det der efteruddannelse. Og en af mine lærere foreslog mig at fortsætte med at tage en master. Det syntes min chef var en strålende ide. Så strålende, at hun opfordrede mig til at søge straks, selvom jeg ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Og ansøgningsfristen var overskredet. Hun var sikker på, jeg kunne komme ind på dispensation.

Det fik hun ret i. Brevet kom i dag, og de kunne med glæde meddele mig, at jeg var optaget. Med studiestart i januar 2013. Det vil sige nu. NU. Deraf kalenderen. Har lige et par børn, en hund, to katte (der ikke kan enes), to ørkenrotter og en hest, der skal puttes i logistikskema inden. Men det går nok. Det er den helt rigtige uddannelse for mig, og jeg glæder mig vildt.

Og ved I hvad? Der skal bare være forbindelse mellem himmel og jord, for min mor ønskede sådan, at jeg kom på universitetet. Hun ville så gerne, at jeg skulle bruge mine evner helt ud og ikke bare nøjes. Det havde selvfølgelig ikke ret meget med mig at gøre, og jeg har aldrig følt, jeg nøjedes. Men hun ville så gerne selv have haft muligheden. Fordi hun nøjedes. Og for sent kom i tanke om, at hun måske ikke havde brugt sit potentiale fuldt ud. Eller hvad jeg skal kalde det. Hun ville i al fald have været så inderligt glad på mine vegne, og det var det første, jeg tænkte, da jeg læste linjerne om optagelsen. Så nu siger vi, at hun garanteret ved det alligevel. Selvom hun ikke er her i fysisk form mere. 

"Så blev du alligevel til noget!" grinte min soulmate-veninde, da jeg havde skrevet i en sms, at jeg både var glad og stolt og lidt bange. Ja, det må vi da håbe (!). Tænk sig stadig at stræbe efter det i en alder af knap og nap 42 år....man (ja, jeg) kan godt blive bange for, at det aldrig holder op. Hvornår er det godt nok?

Lige nu er det i hvert fald godt nok, at det er fredag aften. Med gulerodsjuice on the side. Tyst fin-sne udenfor, zenbog indenfor rækkevidde og lang weekend forude. Go' weekend folks!