Viser opslag med etiketten tak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tak. Vis alle opslag

mandag den 22. november 2010

Uden overskrift


Ved I hvad? I er bare de sødeste, elskeligste, dejligste damer i verden. Tusind. Tak. For tanker og og for tilbud om hjælp og varme i min retning.

I går sagde en rigtig god veninde til mig: "Ved du hvad? Der er altså ingen af os omkring dig, der er i tvivl om, at du klarer det hele skidegodt. Men tror du ikke, du skulle øve dig i at tage mere imod, når nogen gerne vil hjælpe dig? Det kunne jo også være, det ville glæde dem, der spørger. De gør det jo ikke for at demonstrere, at de kan mere end dig, eller for at sætte dig i forlegenhed. Du giver så meget selv. Prøv nu bare at tage imod".

(Okay)

Og så drog jeg hjem med brugt rideudstyr til Elverpigen for mindst 2.000 kr. Fordi deres datter ikke rider længere, og de bare er sådan nogle, der har købt de lækre sager fra starten. Fordi de kan. Og bagefter forærer det væk. Fordi de kan. Og skulle jeg så være for fin til at tage imod? Nej. Men det er åbenbart svært. Godt hun hjalp mig.

Og deres lækre hjem og designerlamper og dyre biler og samhørighed og fælles historie og friværdi og overskud og rengøringshjælp og trygge børn og spændende jobs og Californientur, ramte mig bare lige i det bløde i går. She made it.

Jeg hylder jo ellers mit lille liv og veg selv bort fra den slagne vej, hun valgte. Og jeg ved godt, det var det rigtige for mig. Men jeg hadede bare at komme hjem til min lejede Hule i aftes. Hvor der var mørkt og koldt og ingen havde tændt op, og jeg ikke syntes, der var til at købe sig nem aftensmad. Og tøjet skulle lægges sammen og på plads og rugbrødene skulle bages og hunden luftes og gryderne i gang med at koge. Og lektier skulle læses og tasker pakkes og katte fodres og diskussioner tages og konflikter løses. Og der skulle helst også bades og børstes og smøres og fortælles og lyttes. Af mig. Og det blev (for) sent, og jeg fik ikke trukket vejret.

Og jeg vågnede kl. 2.00. kl. 3.00, kl.4.00, kl.5.00 og endelig kl. 6.00. Og så derefter kun rodet, besværet, opgaverne, pligterne, trætheden og det uoverstigelige. Min syge mor og min næsten-kæreste, der af forskellige årsager ikke vil fortælle sine børn om vores forhold, som derfor på evindelige måned er på vågeblus. Og jeg gad ikke mere. Kylede en madkasse på gulvet, der smadredes i atomer. Skældte og smældte og bebrejdede.

Og børnene ryddede af bordet, børstede tænder, samlede tasker, klædte sig i overtøj og satte sig i bilen. Helt uden at sige noget.

Nu tror jeg, det er tid til boller og te. Og huske at jeg selv er rask. Og mine børn er raske. Og klarer sig godt. Og er glade, når jeg ellers behersker mig...Og næsten-kæresten kommer og krammer. Trods alt. Og min mor er her endnu. Og der er også penge (fordi jeg er stædig). Og gulvene er rent faktisk nyvaskede. Og tøjet lagt på plads. Og der er nybagte rugbrød. Og æblegrød. Og det kun tager 10 min. at tænde op. Og jeg garanteret sover bedre i nat. Og jeg har jer, når det vælter igen...

tirsdag den 2. november 2010

Jeg har helt glemt at sige..


...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..

tirsdag den 1. juni 2010

Sol i sindet


Min mor har cancer.

Det blev opdaget for et halvt år siden, og verden væltede for en stund. Hun blev hurtigt udredt og diagnosen lød på galdegangscancer med spredning til leveren, uden mulighed for helbredelse. Eller behandling. God jul i øvrigt.

Med sig hjem fra sygehuset - en fredag eftermiddag - fik hun 200 morfin piller, og min far sagde "så kan vi jo selv regne ud hvor lang tid, det tager". Jeg tror de døde lidt der, både min far og min mor.

Som et plaster på såret og den håbløse situation, blev hun tilbudt eksperimentiel behandling ("Vi kan alligevel ikke gøre noget for dig, så det kan du jo lige så godt"). Hos Ernesto. Argentiner, læge ... og revolutionær! Intet mindre (hvem sagde Che Guevara?)

Ernesto tog os om hjerterne, da vi sad til samtale hos ham den første dag. Han talte liv og lys ind i min mors liv igen, og dermed i vores. Han spredte sin optimisme og fyldte rummet med tro og håb. Og min mor troede. Og hun håbede. Hun lagde sit liv i Ernestos hænder den dag.

Som cancer patient bliver tiden delt op i tre måneders intervaller. Scanning, besked, behandling, scanning, besked, behandling, scanning, besked. Første gang hun blev scannet lød beskeden på 43% reduktion af tumoren. Hva'? Jamen de sagde da......!!??!!!!
Ny omgang behandling.

I dag har hun været til samtale hos Ernesto igen. Hun blev scannet i onsdags. Hun turde ikke tro på, at det var gået lige så godt denne gang. Og bad mig ikke om at tage med til samtalen.

Nu har hun lige sendt denne sms:


Det var positivt. Det er svundet yderligere.
2 - 3 knuder helt væk.
Kys kys
mor



Vi vinder tid.

søndag den 18. april 2010

Øjenåbner

Min singleskiferie kastede bekendtskaber af sig. Og i weekenden fik jeg besøg af en singlemor fra Indre Østerbro og hendes to drenge. Det var et møde mellem to kulturer!

Jeg boede i København i 12 år inden jeg landede her i skoven. 5 år i Indre by og derefter 7 år i en forstad. Med ligusterhække og trailere! Totalt provinsielt. Og så alligevel.

Min ferieveninde konstaterede efter 10 minutter, at jeg i hvert fald laver kaffe på "by måden". Dvs. friskmalede bønner, stempelkaffe og pisket mælk. Hvor "landsbymåden", forklarede hun, er kaffemaskine og termokande. Nåå.

Hun er journalist og nærmest interviewede mig om mine værdier. Hvordan jeg lader op. Hvad jeg suger næring af. Hvordan jeg finder åndehuller i mit liv som (fuldtids) enlig mor. Hvad der får mig til at hvile sådan i mig selv (!). Hvordan jeg kompenserer for alt det, jeg ikke får her. Underforstået af kultur, puls, trends, impulser.

Mit svar var det her

Det er der, jeg går tur om aftenen.


Og det her billede er taget ud af vinduet i stuen en tidlig morgen, hvor rådyrene mæskede sig i grønne knopper.

Jeg satte ord på, så godt jeg formåede. Gik en tur og viste hende min skov. Mit sted. Fortalte om de andre originaler, der bor her i skoven. Hvor man bla. drikker whisky og hører Lyle Lowett til langt ud på natten. Og går helt tryg hjem gennem mørket under den lysende stjernehimmel.

Og hun så mine og sine børn lege derude. Hun holdt vejret, mens hendes forsigtige drenge forcerede skrænter og vandløb. Forsvandt bag klynger af træer og hvinede af fryd. Begejstredes over at de to store drenge hjalp den mindste og passede på ham. Undredes over hvor lidt legetøj Troldebarnet har (!!). Og langsomt holdt hun helt op med at spørge.

Da hun tog afsted sagde hun: "Det her er den største øjenåbner, jeg nogensinde har fået. At se dit liv, jeres liv her. Jeg troede, at mine børn ville være meget mere stimulerede og vidende end dine (ærlig snak!). Men det eneste, de ved noget om, er tegneseriefigurer. Nu har jeg set dine børns motorik, deres omsorg overfor andre, deres tilgang til naturen, deres viden om deres verden. Jeg skal hjem og tænke mig om".

Godt nok stort.

Og det var også en øjenåbner for mig. For jeg blev lige mindet om mit eget liv. Mine valg. Den storhed og overflod af natur, der omgiver mig. Og jeg blev bevidst om, at jeg ikke mangler noget. Ikke savner noget (materielt). At jeg er havnet lige midt i det rigeste Rige. Og for det siger jeg Tak.

mandag den 22. februar 2010

Blogkonsekvens

Jeg så den godt, bilen. Og tanken strejfede mig, at det kunne være hende.

Jeg kender hende egentlig ikke, og dog har jeg set lidt af hendes sjæl.

Med ét var jeg blottet, nøgen, genert - for jeg vidste, at hun også har set lidt af min.

Et langt øjeblik holdt jeg fokus på børn, bagage, bil, mere børn. Mens jeg samlede mod til at se op og sende hende mit bedste smil. Men da var hun ude af mit synsfelt.

Hun stod lige ved siden af mig. Hun smilede. Og omfavnede mig. Bare sådan. Fordi hun vidste, at det trængte jeg til. Dét knus var det bedste, jeg længe har fået.
Det var ægte, det trak tårer - og det skubbede til noget.

Det lærte mig, lige dér, at når man tør skubbe til sine egne grænser, så giver det ringe i vandet. Af de gode.

.TAK.