Kort efter jeg var flyttet ind i Hulebo, var jeg til barnedåb. Præsten talte i sin prædiken om, at vi ofte glemmer, eller i hvert fald overser, naturens helende kraft. Jeg blev helt forskrækket, for jeg følte nærmest at han, uden at vide det, talte direkte til mig.
Mit liv var totalt væltet, og jeg kunne stadig ikke se en vej frem, end ikke en lille sti. Men jeg fandt den, vejen, og jeg er stadig overbevist om, at en eller anden højere kraft talte direkte til mig gennem præsten. Så utrolig mange gange har jeg mærket, at han havde ret i sine ord - overfor naturen blegner alt andet. Gå derud og mærk, at ting og status og show-off i alle afskygninger, blegner.
Jeg stod lige derude før. Det er så mørkt, at stjernerne og månen lyser skoven op. På himlen aftegnedes en skystribe efter et fly som en ujævn landevej på tværs af mælkevejen. Det var så tyst, at det er ufatteligt, der kan
være så stille udenfor! Der er en storhed i det, der i min verden føles som garant for, at hele menneskehedens indbildskhed er latterlig. Naturen er
så meget større end os. Det føles som en stor lettelse, når døden forekommer så tæt på.
Hendes scanning er udsat til i morgen, så tiden står stille, mens den flyver afsted med skole, arbejde, fritidsinteresser, madlavning, hundeluftning, legeaftaler, skal-må-og-burde-ting, opvask...blablabla og kagebagning.
Nå ja, kagebagning. På børnenes skole er der tradition for fælles fødselsdagskagebord den sidste fredag i måneden. Og da begge Hulebobørn har haft fødselsdag, var det dobbelt op med kagebagningen. Og nu vil "man" jo godt liiiige demonstrere et vist overskud (som enlig mor). Det skulle jo nødigt hedde sig...
Men alle anstrengelser blev gjort til skamme - den ene kage så vildt mystisk ud efter bagningen (?&%¤#????) og den anden - klassikeren/den pålidelige - faldt totalt sammen. Nå. Jeg er ellers skidegod til at bage. Men det skal nok blive spist. Og okay. Naturen er bare
så meget større end mig og alt mit show-off!!
