Viser opslag med etiketten mod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mod. Vis alle opslag

søndag den 10. januar 2016

Hvor er alle bloggerne henne?


Der ligger en kladde på et indlæg, jeg ville have skrevet nytårsaften. Eller kladde er måske så meget sagt, for det var faktisk kun en overskrift, der aldrig blev til mere. I går gav jeg mig endelig tid til at forsøge igen og tænkte, at jeg ville hente lidt inspiration hos nogle af de andre bloggere, jeg har fulgt gennem årene. Det gav anledning til at sortere og rydde op i bloglisten, for hold da op, hvor er der mange, der er forsvundet fra blogland. Det er jeg jo sådan set også selv... men jeg har alligevel ikke lyst til at lukke bloggen helt ned. Dels kan jeg se, at der stadig er folk, der kigger forbi - dels er nogle meget vigtige år af mit liv dokumenteret her i Hulebo. Så nu må det være tid at give lidt liv til bloggen igen.

Da jeg skrev herinde sidst, var der flere, der gav udtryk for, at de bliver bekymrede, når jeg ikke skriver. Det blev jeg meget rørt over - tænk, der går mennesker rundt, jeg slet ikke kender, der bekymrer sig for mig.

Der er gået fire år siden, han rørte på sig sidst. Frygten fylder ikke bevidst i mit liv længere. Jeg kigger mig ikke over skulderen mere og selv hos min far i julen, var jeg stort set helt afslappet. Bortset lige fra, når hunden gør - så tjekker jeg indkørsel og haven, men ikke med hjertet oppe i halsen som tidligere.

Jeg har endda været i København og gået alene gennem noget af byen. Det var til gengæld med hjertet oppe i halsen - men jeg gjorde det. Jeg har også været i København med smeden. Vi var forbi min gamle arbejdsplads, som jeg forlod over en nat, for at sige hej. Eller rigtigt farvel om man vil. Jeg kommer jo ikke tilbage. Det var et tårevædet møde, og nøj, hvor det føltes godt at få set dem igen - min gamle chef og nogle af kollegerne. Det var mens, jeg sad dér, på kontoret, at de ringede fra efterskolen og fortalte, at der var blevet spurgt efter Elverpigen. Ved navn. Mærkeligt ikke?

Senere kørte vi ud i området, hvor vi boede dengang. Det var smukt og ret idyllisk, ligesom jeg husker det. Uden nogen form for drama. Jeg kunne mærke, at det var rigtigt at få det lagt bag mig på den måde. Sammen med smeden. Det er en del af min historie, men det var dengang. Nu er nu.

Da vi kørte ud af byen, var jeg selvfølgelig lidt rystet over, at en mand havde spurgt efter Elverpigen. Men jeg tænkte også, at han jo ikke havde spurgt efter mig. Hvis det ER ham, så leder han ikke efter mig, men efter sin datter. Der er forskel. Det gjorde mig ikke bange...Jeg er ikke fysisk dér, hvor hun er nu, jeg kan ikke blive en del af et drama. Det må jeg holde fast i. Der er ikke sket mere. Ingen henvendelser, ingen beskeder, ingenting.

Jeg drømmer, at han forfølger mig. At jeg tog fejl, at han stadig vil slå mig ihjel. Jeg drømmer også, at han ikke vil. I vågen tilstand fortæller jeg mig selv, at han er videre i sit liv, at han ikke vil udslette mig længere, at "æ galsind er gav'n af ham", som min gamle moster siger. Jeg forestiller mig, at jeg møder ham og ikke er bange. Det piner mig, at mine -vores - børn har mistet halvdelen af deres familie. Specielt deres søstre, hans tre nu voksne døtre af første ægteskab. Tænk sig, at kunne få tre storesøstre igen...

Den yngste af dem skrev en mail til mig, os, i sommer. Jeg opdagede den først lige inden jul, fordi det er en gammel mailadresse, jeg næsten aldrig bruger. Jeg skrev tilbage og tog en beslutning. En beslutning om at slippe noget kontrol. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men jeg har gjort det. Givet hende Elverpigens mailadresse - og nu er de i kontakt. De skriver sammen om ungdomsliv, uddannelsesvalg og de andre i familien. Søstrene, bedstemoren og fætteren. Ikke deres far. Endnu.

Det føles rigtigt.

fredag den 25. februar 2011

Min far


Det har jo handlet meget om min mor på det sidste. Men der er også en far! En far, der har fødselsdag i dag. 68 år bliver han.

Hans mor, min søde farmor, døde det år, hun var fyldt 68. Han har altid sagt: "puha, hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er der kun x antal år tilbage". Og min mor, min bror og jeg har kigget på ham og tænkt: "Tja. Der er jo ingen tvivl om, at du kører dig selv hårdt med det liv, du lever. Selvstændig virksomhed, masser af smøger, for lidt søvn og en forkærlighed for rødvin i weekenderne...den slags koster".

Der var selvfølgelig ingen tvivl om, at han ville dø først. Jamen naturligvis. Min mormor blev jo 92 år og var stærk som en hest. Selvfølgelig havde min mor da arvet de gener. Og hun var i øvrigt også i meget bedre form, gik lange ture, passede sin nattesøvn, var stoppet med at ryge og spiste vældig sundt. Klart, at hun skulle blive en gammel, gammel dame.

Ak ja, tænkte vi vist alle tre, vi må jo se, hvor længe han holder.

Han holdt i hvert fald længst. Det har været svært for ham at forstå. Det giver ingen mening, og han har aldrig tænkt den tanke, at han kunne blive alene. Men det blev han. Det er han.

Det fornægter sig ikke, at han er gammel bankmand. Han har nemlig regnet ud, at de har været sammen i rundt regnet 15.800 dage. Sovet ved siden af hinanden ca. 12.000 gange i det hus, de (han) stadig bor i. Været i deres elskede sommerhus ca. 140 gange. Stået på ski i Østrig mere end 18 gange og rejst til Kreta mindst 8.

Det er mange dage. Mange nætter. Mange oplevelser. Meget glæde. Mange minder.

Dem skal vi dele i aften, selvom det bliver alt for svært, at hun ikke er der. Og han vil sige igen og igen: "Det skulle have været mig. Det er helt forkert. Det var jo mig, der ikke skulle blive ret gammel. Og hvis jeg ikke bliver ældre end min mor, så er det også ligemeget nu".

Men han glemmer selv, at han er en rigtig levemand. Og han lever sig også gennem sorgen. Han gør noget hver dag. Går en tur. Kører en tur til golfbanen og håber, at sneen snart smelter. Ringer til nogen. Går til foredrag om at miste. Har børnebørn på ferie. Laver varm mad hver dag. Ser fodbold hos naboen. Går til bestyrelsesmøder. Taler længe med præsten. Og endnu længere med den søde dame fra det palliative team, som stadig ringer til ham, og spørger hvordan det går. Hun er ikke kun sød, hun er også psykolog. Hun siger, at han gør alt det rigtige. Jeg kunne ikke være mere enig.

Det godt. Og det skulle ikke undre mig, at han lever 20 år endnu og bliver en gammel, gammel mand!


onsdag den 27. januar 2010

skriveskriveskrive..

uhauhauha...

Nå, men nu vil jeg altså også have en blog. Til hvad..til at dele alle mine utroligt vigtige tanker, ha ha. Arj, det kan jeg da ikke. Det er der ikke nogen, der gider læse alligevel. Eller...jeg gider jo godt at læse jeres! Er faktisk taknemmelig over at så mange fuldstændig fantastiske bloggere deler ud af sig selv. Så nu gør jeg også. Simpelthen. Nu.