Når man skal passe arbejde, børn, hunde og katte (i den rækkefølge), køre en Elverpige til ridning, lave aftensmad, hente hende igen, huske at tanke benzin, spartle gipsplader i nye værelser, hjælpe med lektier og svare på spørgsmål a lá: "Mor når jeg bliver voksen, hvilken farve neglelak tror du så vil klæde mig bedst? Ja, for det kommer jo også an på min hårfarve. Tror du jeg bliver mørkhåret, når jeg bliver voksen?"
Så kan man altså godt lige blive lidt træt. Og det ved man, at de selv kan se, når man hører den store sige til den lille: "Du skal ikke spørge hende om sådan noget unødvendigt noget. Hun er træt".
(Og det værste var faktisk ekkoet af den lille stemme, der hele eftermiddagen hviskede i mit øre: Gem nu det der til i morgen. Lad det nu ligge. I morgen har du tid til at koncentrere dig om det. Lige nu giver det uro. Luk døren, tal med dine børn, drik en kop kaffe og kom igen i morgen. Altså den stemme, jeg overhørte...)
Nå, men heldigvis skrev kloge Anna lige præcis dén aften: "Tilgiv dig selv, når det hele kokser". Lige hvad jeg havde brug for at høre, pyha. Så det endte nogenlunde godt. Især da jeg så, at den her mail var kommet. 4 dage før ansøgningsfristen:
"Ansættelsesudvalget har med glæde læst din ansøgning igennem, og vil i den forbindelse gerne invitere dig til en samtale om stillingen.."
