Om sorg. Og lykke

Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.

Juleblues

Det gik. Det blev jul. Vi gik ikke i stykker. Han kom ikke. Vi er hjemme igen. I Damehuset.

Jeg havde faktisk ikke troet det. At det ville gå. Angsten havde så godt fat i mig, at jeg var overbevist om, at han kom. At jeg nærmest selv kunne tiltrække katastrofen, alene ved energien af min altoverskyggende frygt for den. Loven om tiltrækning og alt det der.

Alt disponibelt mandskab var i beredskab. Naboer adviseret. Familiepatruljering organiseret. Overvågning af udenbys biler iværksat og specifikke registreringsnumre varslet i kvarteret. Foranstaltninger linet op indendørs og vagthund på matriklen. Sgu da noget af et show. Så mange mennesker og så meget angst...ikke noget at sige til, at det er et par døgn om at slippe sit tag i en Hulemor.

Jeg havde ellers glædet mig til at komme hjem. Glædet mig til følelsen af at køre ud af byen uden andre biler i bakspejlet, end dem, der havde følgevagten. Altid en ny rute. Altid en ny vej væk. Altid fulgt af en anonym ledsager. Meget mærkeligt liv.

Julestemningen indtraf ikke. Al for megen tristhed, alt for meget angst, alt for mange forventninger, alt for meget savn, alt for meget følelsesmæssigt overarbejde. Svært at være mor nok, datter nok, kæreste nok, mig selv nok. Brok, brok, brok.

I morgen piller vi de sidste julerester ned, gemmer dem til bedre tider og håber tiden læger alle sår. Nåe nej, nogle sår. Angstens og savnets. Om ikke læger så lindrer.

Børnene er glade. Vi har fri i morgen. Smeden har stadig den bredeste favn i verden. Det meste er ok.

Ps. Tak for jeres kommentarer og glædelig bagjul.

Ham har jeg da været heldig med

Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

Heldigvis...

... var det heller ikke mig denne gang. Det var ikke mig, der blev blæst ihjel i en eksplosion. Eller voldtaget. Eller bare gennemtævet. Farlige eksmænd er altid farligere op mod højtider. Jul og den slags. Også min.

Om få dage er det nøjagtigt fire år siden, han trængte ind i min lejlighed og overfaldt mig. Voldsomt. Med kniv og den slags. Min psykolog havde advaret mig: "Det er jul. Han er presset. Du må under ingen omstændigheder risikere at være alene med ham". Det var jeg heller ikke, mente jeg. Afleverede jo børnene på parkeringspladsen. Sagde god jul. Vinkede til børnene. Og glemte at låse døren efter mig.

Ikke godt. Resten af dagen gik med politi, skadestue, retsmedicinsk institut, akut øjenklinik og den slags. Efterfulgt af fire dages overvågning af gode venner, fordi man ikke må være alene hjemme med sådan en hjernerystelse. Det er længe siden, men meget nærværende præcis i juletiden. Så jeg og familien tager vores forholdregler sammen med dem, der passer på mig.

I dag var det ikke mig. Det var det heller ikke i søndags, da moren til en af Elverpigens skolekammerater døde af hjertestop. Begravelsen var i går. Den anden i indeværende år, for en Elverpige, der hellere skulle have glædet sig ubekymret til julen. Med en mor og en far, ingen belastende livshistorie eller tragedier på nært hold. Men sådan blev betingelserne ikke. I går rådede vi en lille smule bod på det ved at tage på impulsiv mor-datter juleshopping. Med indlagt pause til kager og varm chokolade. Gode stunder kan man aldrig få for mange af.

Troldebarnet var til fødselsdag. I et hjem med en rigtig far. Sådan et ønsker han sig. Og sådan én. Sagde en dag til mig: "Mor, hvis far var sådan en helt almindelig mand ligesom smeden, altså bare uden alt det der værktøj, hvornår kunne vi så få ham at se?". Lille skrøbelige Troldebarn, som vikler sig ind i mig om natten, nu vi er så heldige at dele seng under ombygningen. Som by the way næsten er færdig. På torsdag skal jeg til møde om de tiltag, der gøres for - forhåbentlig - at hjælpe det lille menneske til at få det bedre.

Og jobbet? Går strygende. Trives med den store faglighed og får tilfredsstillet mit ambitionsgen. Og den del af min hjerne, der altid hungrer efter at lære nyt. Den mentale side kæmper (som altid) med den del af det kollegiale liv, der omhandler de uskrevne sociale love. Lidt ligesom i Landsbysamfundet. Jeg har let ved at 'falde ind' (rammende udtryk formuleret af nordjysk veninde), kommer godt ud af det med kollegerne, føler mig set, anerkendt, velkommen.

Og får alligevel et velkendt gib i maven, når det går op for mig, at der (selvfølgelig) er forskellige grupperinger og sociale netværk, jeg (endnu?) ikke er en del af. Fx når de 6-8 kolleger, som jeg umiddelbart identificerer mig med og har følt mig særligt godt modtaget af, holder julefrokost i deres interne klub. Som jeg åbenbart utrolig gerne vil inviteres ind i. Så er jeg altså pludselig ikke 40 år længere, men 16 år og hende, der ikke blev inviteret med til Birgittes forfest. Og nejnej, jeg ligger ikke vågen over det og ved godt, at tiden og mit eget engagement osv, men det rumsterer alligevel i tankerne, når jeg går en hel dag og pudser gipsvægge, sætter væv op og maler værelser.

(Og så ikke mere om PMS for denne gang)

Upsi, hverdagen kalder lige straks igen, pas på hinanden derude..

Jeg holder aldrig op med at undre mig

...over min eksmand. Hans verdensbillede, tilgang til andre mennesker og ikke mindst hans retorik.

For 3½ år siden, sad han i fængsel. Idømt 9 måneders ubetinget fængsel for vold og planlægning af frihedsberøvelse. Af mig.

To gange i træk endte han i varetægtsfængsel samme dag, som han skulle have samvær med børnene. Ind imellem de to fængslinger, havde jeg haft gode dialoger med Statsforvaltningen om, hvordan samværet skulle finde sted, fordi jeg "godt kunne forstå, at min angst for ham ikke skulle stå i vejen for hans samvær med børnene". Det fik en dommer til at kalde mig overordentlig samarbejdsvillig. Min eksmand syntes stadig ikke, jeg var netop det. Jeg modarbejdede alting, sagde han. Også dengang.

På grund af alvoren i den efterfølgende sag, hvori der indgik en - skal vi sige - pæn del planlægning af ubehagelige hændelser mod min person (!), fik han efterfølgende frakendt al ret til forældremyndighed og samvær.

For to år siden, efter endt afsoning, skrev han til Statsforvaltningen om at få samvær. Et to siders tæt skrevet brev. Om mig. Hvor manipulerende og aggressiv, jeg er. Hvor uegnet jeg er til snart sagt hvad som helst.

Statsforvaltningen afviste at behandle ansøgningen.

Et halvt år senere jog mine forældres naboer ham ud af deres have en tidlig morgen i november. Hvor min mor lige havde fået at vide, at hun var uhelbredeligt syg, og derfor ikke just havde behov for også at have ham rendende i sin baghave. Bogstaveligt talt.

Et halvt år efter opsøgte han min bror, spytskreg til ham, at han ville se sine børn, alt imens han råbte: "truer du mig? Hva'? Står du og truer mig?" (alle der kender min bror, vil vide, at det ikke er en mulighed. I hele verden).

Nu er der så gået endnu et år og et halvt. Som Troldebarnet ville sige. Og der ligger et brev i Statsforvaltningen. Denne gang er jeg ikke nævnt. Men det er de selv. De har nemlig, ifølge ham, udøvet magtmisbrug. Straffet uskyldige børn. Begået grove krænkelser imod hans person. Udvist umenneskelighed overfor ham og børnene. Den slags.

Det kommer aldrig til at strejfe ham, at det eventuelt, helt teoretisk, i en eller anden grad ... muligvis kunne have noget at gøre med hans egen andel i sagen. At det måske var en lille bitte smule svært at se hans ædle motiver i retning af at være sammen med sine børn, når han havde så pissetravlt med at få ram på mig, at han i stedet kom i fængsel. Han.Kan.Ikke.Se.Det.

Derfor balancerer jeg virkelig på en knivsæg lige nu. Jeg ved, at Troldebarnet og Elverpigen savner ham. De savner den, de tror, han er. De savner en far, der kaster dem op i luften og griber dem igen i sin trygge favn. En far, der putter dem om aftenen og værner mod uhyrer og tyveknægte. Og torden. En far, der er ligesom de mange andre fædre, de kender.

Men deres far er ikke sådan. Deres far er kun optaget af sig selv. Af sine egne behov. Af sine egne impulser. Af sin egen oplevelse af evig uretfærdighed. Deres far har en større datter, der boede hos os og en dag kom hjem fra gymnasiet, ligbleg i hovedet og sagde: "Far, vi har haft om psykopater i dag. Er du klar over, hvordan det hele bare passer på dig? Alt!" (Jeg har hørt ham le hånligt mange gange, men så hånligt som han lo ad hende den dag, det tror jeg ikke jeg har hørt hverken før eller siden)

(Det var i parentes bemærket også hende, der sagde til mig: "Jeg kan flytte, når jeg bliver 18. Hvad skal der blive af dig Hulemor?". Behøver jeg sige, at hun ikke har kontakt med ham i dag?)

Jeg har arbejdet med tilgivelsen. Jeg har ikke tolereret, hvad han gjorde mod mig, men jeg har tilgivet det. Jeg har brug for, at det ikke låser mig fast i en identitet eller livsfase. Jeg vil videre. Han skal videre. Vi skal videre. Men hvordan?

Jeg har skrevet til dem, i statsforvaltningen. Som flere af jer kommenterede, er der mulighed for overvåget samvær, bistand fra advokater og sagsbehandlere og fremfor alt, stadig en tophemmelig adresse, som ikke engang Statsforvaltningen kender. De er jo desværre før kommet til at udlevere den slags på urette sted.

Indtil videre er jeg tryg. Jeg har åbnet en lille bitte sprække i døren og "vil ikke modsætte mig en indledende dialog". Der er forhåbentlig lang vej endnu. Og et eller andet sted ved jeg jo også, at han kan være velfungerende, hvis nogen (læs: en kvinde) hjælper ham med rammerne. Måske er det det rigtige tidspunkt.

Jeg kan bare næsten ikke bære Troldebarnet og Elverpigens skuffelse, når de skal i gang med at opdage, hvor svært det er at have lige netop ham til far...

Noget rumler i mit indre...

"Du kan tilgive næsten alt. Men du kan ikke tolerere alt. Vi er ikke tvunget til at tolerere det, folk gør, fordi vi skal tilgive dem. At tolerere alt sårer os i det lange løb. At tilgive healer os personligt"
Lewis B. Smedes

Jeg er i gang med at blive klogere. Nogle gamle opfattelser skal justeres. Der tænkes. Jeg troede, jeg vidste. Måske er der alligevel en mulighed?

Fortsættelse følger, når ordene finder vej. Der er mange...

Om en mor og en mor

Jeg kan mærke, at hun er skrøbelig. Hun er tapper, fordi jeg er hendes unge. En mor beskytter jo altid sin unge. Ikke? Jeg lader hende beskytte mig lidt endnu, selvom det giver mig dårlig samvittighed. Jeg havde jo svoret, at vi skulle pine alt ud af den tid, vi har sammen. Men lige nu holder vi det svære ude i strakt arm.

Vi har lige talt sammen, og hun er faktisk ved godt mod. Hun skal igennem et lille indgreb, men det er rutine, og har ikke betydning for den øvrige behandling. Det er godt.

Livet i hulen skal også leves. I dag med håndbold og gymnastik. Hvilket levnede en stund til at ligge i arme og blive kysset. Og være den lille, der ikke skal klare. Det er også godt. Så er det lidt lettere at være den store igen, når man kommer hjem. Moderdyret.

Jeg beskytter jo også mine unger...

I dag var der forældresamtaler i Troldebarnets klasse. Og jeg rustede mig til at høre, om de udfordringer, der knytter sig til hans skoleliv. Og der sad to lærere og smilede, da jeg kom ind. Og sad næsten selv uroligt på stolene, fordi de havde glædet sig til at fortælle, hvor godt, det går. Ååårhhh. Indsats, der virker. Rummelighed, kærlighed, støtte og opbakning.

Det er rigtigt, hvad Astrid Lindgren siger, at man ikke kan banke noget ind i børn. Til gengæld kan man klappe meget ud af dem! Så klogt.

Hvor har de to klappet meget ud af mit Troldebarn. Det huskede jeg heldigvis at rose dem for. Mens jeg tudede lidt.

Det gør jeg meget for tiden. Det er okay.

Mærk nuet

I morgen skal hun scannes, min mor. Haste. Fordi hendes tal er for høje. De tal, der siger noget om, hvordan kroppen reagerer på sygdom og behandling. Hvor angrebet hun er.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud. Hun har haft det så godt hele sommeren, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer alligevel formerer sig i hende. Det kan ikke passe!

En sort sky midt på en solrig efterårsdag. Og det eneste, vi ved, er, at vi har her og nu. Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Jeg ved kun, at jeg har her og nu. Mine børn har mig her og nu. Jeg lever her og nu.

Jeg fylder dem op, børnene, med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

Send en tanke...

Jeg ville egentlig have skrevet det der humoristiske indlæg om weekendens udvidede havefest, som jeg havde ladet mig lokke til af lokale. Og hvordan min indre bonderøv aktiveredes umærkeligt, men autentisk og aldeles belejligt, efter helstegt pattegris og fadølsfest, så jeg blev fuldstændig som de andre. Og genoplevede min (for)tabte ungdom i landsbyen - 20 år senere og med andre ansigter på rollelisten.

Men ordene ville ikke rigtig komme. Eller rettere, jeg kunne ikke komme i stemning til det skriveri. Siden jeg for et par dage siden læste om flugtfangen første gang, har jeg tænkt på den involverede kvinde.

Jeg ved, hvordan hun har det. Lige nu er hun under politiets beskyttelse på en hemmelig adresse, hvor hun opholder sig sammen med sin søn. Det er nødvendigt, lige så længe han er på fri fod.

Når hun ser ud af vinduet, spejder hun efter en skygge, en bevægelse, en indikation på, at han er i nærheden...
Når hun skal sove, lytter hun. Knirken af et gulvbræt, knasen i gruset udenfor, en bildør, der lukkes...måske er lyden af hendes eget hjerte eller blodets susen i ørerne højere end lydene udenfor...
Når telefonen ringer, farer hun sammen...
Når hun går udenfor, har hun vænnet sig til at se sig over skulderen. At holde øje med andre biler i bakspejlet. Især dem, der drejer ud fra sideveje. Eller dem, der ikke drejer fra, men kører for lang tid bagved...
Når hun ser en mand, der ligner ham i udseende, statur, bevægelse ekser hendes ben og hjertet hamrer. Indtil hun kommer i tanke om, at han er bag lås og slå. Hvis han er....

Da jeg var midt i mit eget mareridt, var min verden hendes. Dørene var låste. Gardinerne trukket for. Jeg sov ikke. Spiste ikke. Var ikke.

I dag er jeg igen.

Jeg bor ikke der, hvor jeg bor
Jeg får aldrig breve, fordi de bliver sendt andre steder hen
Jeg får ikke valgkort eller andre breve fra myndigheder
Jeg eksisterer ikke på papiret
Jeg opgiver aldrig min adresse til nogen, med mindre det er fordi, jeg kender dem så godt, at de skal besøge mig
Jeg anonymiserer min blog. Og er alligevel bange for at nogen skal gætte hvem, jeg er, og begynde at antyde det i kommentarfeltet. Eller skrive om mig et andet sted
Jeg googler mig selv. Hver dag
Jeg er ikke på facebook
Jeg kan ikke længere besøge de mennesker, der bor i mit gamle kvarter
Jeg kan ikke engang tage til København
Når jeg besøger min familie, bliver det lokale politi adviseret
Andre sørger for at køre ruter, for at scanne området. Køre mig i møde. Følge mig på vej. I biler, han ikke kender
Jeg er aldrig alene i mine forældres hus. Eller deres sommerhus. Eller på andre adresser, han kender
Jeg har skrevet afskedsbreve til mine børn. I det tilfælde han finder mig

Jeg har ikke længere politi omkring mig. men jeg har foranstaltninger (hvis der kom en farlig røverbande om natten ville de s*t*nedeme blive alvorligt overraskede!)

Desværre er der mange kvinder, der har det sådan. Den omtalte sag er selvfølgelig grotesk. Og for at komme eventuelle fordomme i forkøbet - nej, jeg er ikke fra et betændt miljø. Jeg boede i en fiiine villa. Havde to fiiine biler. Ved en fiiine sø. Med fiiine naboer (der kiggede den anden vej).

Den gang, han havde siddet ovenpå mig med en ildrager (presset ned over min hals) og skreget: "jeg slår dig ihjel, jeg stikker dine øjne ud", sagde politiet til mig: "Gå nu bare hjem og sov. Så ringer du til ham i morgen, og så finder I sikkert ud af det". Så fiiine var vi. Udenpå.

Så alle vi priviligerede kvinder, der lige nu har vores frihed, vores integritet, vores liv, vores valgmuligheder, vores ro, vores nattesøvn...lad os sende hende, og alle andre voldsramte, truede kvinder, en tanke.

Nogle gange sker det, at man får skrevet et indlæg, som rammer læserne mere, end man egentlig selv havde forestillet sig, det ville.


Sådan gik det forleden dag for mig. Og det var dejligt at få så mange kommentarer fra jer. Tak. Faktisk fik jeg samme dag denne award fra to forskellige og skønne bloggere: mette b og June/Mrs.Fittipaldi


For det siger jeg tusind tak, jeg føler mig næsten som en "rigtig" blogger nu. En af jer!!

Reglerne for awarden er:

Kopier awarden ind på din blog, for at vise du har fået den.
Tak og link til den du har fået den af
Link til 7 andre og skab derved lidt glæde ved det :)
Fortæl 7 ting om dig selv

Her rammes jeg allerede af første punkt ud af de syv om mig selv. Hvem skal jeg nu give videre til? Der er så mange, mange pragtfulde bloggere, hvem kan vælge?

Og på den anden side...hvem gider have en award af mig? Alle de fede bloggere har da fået de her awards i hobetal ikke?? Tænker de ikke bare "Åh nej, hvad skal hun nu gøre sig til for? Ved ikke engang hvem hun er!!".

Men men men...jeg blev jo vildt glad for at få en award. Og stolt. Og glad for at nogen har valgt mig. Og ovenikøbet skrevet noget pænt om mig på deres egne blogs. Og jeg synes sgu da ikke, de gør sig til! Så her kommer de syv, jeg giver videre til:

Trine fordi hendes blog var den allerførste jeg læste. Og hele tiden vender tilbage til

Anette fordi man kan junke de lækreste skønhedstips og -trends hos hende

Onkel Anne fordi hun bare skriver ærligt derudad om det hele. Med pangfarver!

Kun Sandheden fordi indlæggene dér altid handler om noget, jeg selv går og tænker på!

Verden set fra sidelinien fordi Lena gør noget!!

Maren fordi hun fanger det underfundige, besværlige og velsignede ved hverdagen med børn

Katrine fordi det er længe siden...

Og selvfølgelig i orden, hvis I ikke har lyst til at lege med. Eller ... synes jeg gør mig til (*host*host*)

Om mig:

1. Altid bange for ikke at være god nok. Altså altid altid. Lider af kronisk præstationsangst uanset hvilket emne, det drejer sig om. Måske derfor, jeg aldrig rigtig er blevet til "noget" (altså det jeg kunne være blevet til forstås! Var jo den dygtigste i klassen og alt det shit. Måske blev jeg bare doven?)
2. Besidder klæbehjerne. Min spidskompetence er ubetinget ... at huske sange udenad. Især fra 80'erne. Og vi taler her pop, rock, country og dansk-top. Husker alle tekster! (Måske det potentiale, der skulle være brugt anderledes!?!)
3. Sucker for kosmetik og hudpleje og olier og hårkure og masker og cremer og serum og især Ole Henriksens New Beginning Scrub. Den skal man bare have! Får så ikke rigtig brugt de guddommelige produkter. Jeg skal bare have dem! Min far siger, jeg kunne have købt et slot for de penge, jeg har brugt på "stads" igennem årene ... (ikke utænkeligt)
4. Bilder mig ind at jeg lever sundt. Køber økologisk og bæredygtigt og alt det. Har været vegetar i mange år og er slank og i god form. Eller i hvert fald slank. For jeg spiser ikke sundt! Og er ikke i god form. Mere. Har lige fået konstateret mangelsygdomme som jeg er i behandling for. Nå. Og er sikkert totalt fed inde omkring organerne. (De tynde fede - har I ikke hørt om dem?)
5. Arbejder på ikke at tvivle så meget. Opdraget af to, der gør. "Hvis bare vi havde...hvis bare vi aldrig havde...vi kunne også have gjort...åh hvor ærgerligt...hvis nu...hvis nu ikke...man kunne også...ville det være bedre hvis...". Hold nu kæft og tag en beslutning. Stå ved den! Lev med den! Bliv om nødvendigt klogere, men tro på det!
6. Stolt af, at en veninde engang kaldte mig matematisk begavet og humanistisk interesseret. Så kan man jo alt ikke? (Bare ærgerligt at ...nå..)
7. Heldigvis skidegod til at vende situationer til noget positivt, at ironisere over mig selv og ikke andre. Og ikke mindst: at drikke mig halvfuld og fyre den af på dansegulvet hjemme i stuen lørdag aften til Elvis eller Suede eller Bruce Springsteen eller Medina eller David Bowie eller Lyle Lovette eller eller eller...alene!

Okay, vist lige lidt mere end syv ting der! Nåmenøhh, dejligt du kom forbi...

Nu skal jeg på Posthuset og hente ny gadget. Så skal I få billeder ;o)

Krise og kræfter

I går var simpelthen en livsdag. For det første: sol. I rå mængder. Have og lysthus blev gjort sommerklar. I mageligt tempo. En af de meget sjældne dage, hvor tiden strækker sig, og der alligevel er nået en masse i dagens løb. Og hvor man kan slappe af her:

Sluttede havearbejdet med et brusebad og iførte mig sommer gevandter fra Noa Noa...åh sommer. I al beskedenhed ærgrede jeg mig lidt over, at ingen lige kom forbi og så min smukke have, bregner i åben udfoldelse, rengjort veranda med sarte blomster i krukker...

Tik tik kom en sms. Dejlige, gavmilde venner var i færd med at rydde op og ville lige komme forbi med et sæt havemøbler, de ikke brugte mere. Og en sofa. Og en kage. Nå ja, og så ville de lige tage en god ven med også. Hvem sagde giftekniv??!!!

Okay de havde nok luftet, at de kendte en, jeg skulle møde. Og han var da præcis så fantastisk og skøn, som de havde sagt. Afgjort. Vi vidste jo begge, at vores fælles venner bare håbede, det skulle sige bang mellem os, så vi var nødt til at grine en masse og få afvæbnet det komiske. Og hyggeligt var det. Et par timer senere var Elverpigen og jeg på vej retur for at grille sammen med gifteknivene + überlækker ven. Troldebarnet var taget i byen til overnatning.

Mandlig giftekniv + ven er sådan nogle, der arrangerer events og overlevelseskurser. Ikke på Carl Mar måden men på natur/svævebane over vand/rapelling fra høje træer/osv måden. Og samme dag havde de haft en polterabend i haven, som var omdannet til en - skal vi sige - mildt udfordrende legeplads, i dagens anledning.

Nogen kom til at spørge mig, om jeg skulle op at gå på line. Ja ja da, selvfølgelig. Hvor? 10½ m oppe mellem to gamle fyrretræer. Linen var en balancebom, ca 2½ cm. bred, spændt ud mellem træerne. "Der kan ikke ske noget. Du er jo sikret og får udstyr på". Nå, men op med mig så.

Der var godt nok højt ned!! Og jeg kunne allerede halvvejs oppe ad stigen mærke, at det her ... det tør jeg slet ikke. Det kan godt være 10½ m ikke ser ud af meget, meeen...

Nå men jeg ville i hvert fald lige op på toppen af stigen og se udsigten over skove, dale og søer. Det så nogenlunde sådan her ud:

Og så tog f*nden ved mig. Over den bom ville jeg! Over at klappe det andet træ. Jeg skal lige indskyde, at sikringslinen gik nedefra op over en tynd, tynd, tynd line over linedanseren (mig) og ned i en karabinhage på brystet/hoften. Så der var altså ikke noget med at støtte sig til noget. Hold da .... hvor var der langt ned. Træææk vejret. Dyb indånding. Over.

Over kom jeg. Klappede træet. Nød udsigten. Vinkede ned til tilskuerne. Mærkede angsten. Jeg skulle jo tilbage igen! Nede fra jorden råbte giftekniv følgende anvisning:

"Når du går tilbage stopper du midt på bommen. Vender front ud mod dalen (altså intetheden) og træder et stort skridt frem. Så svæver du ned i sikringslinen"

Okay. Altså hop frivilligt ud fra 10½ meters højde. N.E.V.E.R.

Men lige dér, der fik jeg kraften. Jeg mærkede helt inde i knoglerne, at jeg turde. Jeg så min eksmand for mig, de sindssyge scenarier, hvor jeg har set døden i øjnene. Hvor jeg har været i tvivl, om jeg kom levende derfra. Og så tænkte jeg; kan jeg overleve ham, så kan jeg kraftedeme også springe ud fra sådan en smule bom!!

Og jeg tog en dyyyyb indånding. Og sprang. Lige ned i jubelscenerne. Det havde de ikke troet om Noa Noa pigen!

Det var en VILD oplevelse. Bagefter havde jeg det, som om jeg havde taget et iskoldt styrtebad. Men for f*nden hvor var jeg i live lige der... og jeg troede pludselig på, at det man ikke dør af, det bliver man stærkere af!!

Og vennen? Værtsparret trak sig høfligt tilbage først på natten og lod os sidde alene og vende livets dybe spørgsmål helt indtil den lyse morgen. Og da vi rejste os, var vi begge klar over, at det sagtens kunne være blevet. Usagt men tydeligt. Men det blev ikke. De ved ikke, at mit hjerte allerede er taget.

At ramme bunden

Øv. Hulemor har været helt nede på bunden. HELT. Egentlig troede jeg, at jeg havde været nede i det hul for sidste gang. Sådan for alvor.

Det grumme skilsmissehul, hvor skyld, skam, samvittighed, angst, sorg og vrede er klistret sammen i et virvar af fortrængninger og undervurderede traumer.

Mit lille troldebarn har lidt så meget og har det til tider så svært, at det er nødvendigt at få set på de oplevelser og traumer, der har fundet sted. Derfor har jeg arbejdet på en skriftlig redegørelse af familieforhold, hændelsesforløb, adfærdsmøsnter etc. etc. for at beskrive hans udvikling og påvirkningen af den bedst muligt.

Samtidig er jeg ud af det blå blevet konfronteret med tilbagebetalingskrav af boligstøtte mm. for 2007, hvor jeg var midt i mit livs stormvejr af overfald, chikanerier og forfølgelse. Her skal der også redegøres, dokumenteres, argumenteres, ringes, mailes...

Endelig ligger der en sag hos Erstatningsnævnet vedr. overfaldene, som lige pludselig kræver dokumentation for tabt arbejdsfortjeneste, udtalelse fra pågældende arbejdsgiver, lægeerklæring fra daværende læge, årsopgørelser, lønsedler...2½ år tilbage.

Det startede en lavine af hengemte følelser, aktiverede en cocktail af angst, sorg og rædsel, som jeg ærligt talt ikke havde troet var mulig. Jeg troede, helt alvorligt, at jeg havde lagt de ting bag mig. At jeg havde dealet med det. At jeg var videre.

Når man nærmest har skiftet liv siden, er det så ... overvældende.

Jeg har haft en uge, hvor livet har været ren overlevelse. Passet arbejdet, sørget for børnenes mest basale behov (og absolut intet udover det. Sagde den dårlige samvittighed) og om aftenen knoklet med redegørelser og dokumentationer til jeg næsten brækkede mig. I hvert fald til jeg gav efter for trangen og græd, skreg, hylede over at alt det indhenter mig igen. Til sidst skyllede jeg det hele eftertrykkeligt ned i det midlertidige indre glemselskabinet, indtil trætheden, alkoholen og udmattelsen slog mig ned til nogle få timers søvn.

Jeg havde følelsen af, at mit liv aldrig finder et leje igen. A.L.D.R.I.G.

De få, der blev indviet i tingenes virkelige tilstand rakte ud og førsøgte at hjælpe, men intet hjalp det. Eller måske hjalp det alligevel. For nu er jeg på vej op igen. Skrøbelig og med erkendelsen af, at kaos er lige nøjagtigt under overfladen.

Midt i min fortvivlelse mærkede jeg, at reaktionen ikke stod mål med problemet. Altså det aktuelle problem, som bestod af kr. 3.671 til tilbagebetaling, beskrivelser af dit og dat og en tur til lægen for en underskrift.

Det er jo ikke nogen ulykke! Mindst tre tilbød at betale pengene på stedet. Uden modkrav. Mindst én tilbød at hjælpe med beskrivelserne. Flere tilbød at snakke, lytte, trøste, holde om. Men jeg var nødt til at stå igennem det alene. Blev nødt til at mærke det hele. Igen.

Jeg trækker vejret normalt igen. Jeg er ikke grådlabil mere. Jeg har grinet, da vi spiste aftensmad. Jeg har glædet mig til noget. Jeg har ringet til en. Jeg har fortalt. Jeg har løbet en lang tur i skoven, da børnene var gået til ro. Jeg har set havørnen. Jeg har skrevet en vigtig mail. Jeg har ikke drukket. Jeg glæder mig til i morgen.

Trods alt.

Blog blokering

Jeg ved ikke, om jeg har sådan en?

I mange dage har jeg intet fået skrevet, fordi jeg har alt for meget på hjerte. Og regnede med at Påsken ville bringe rolige stunder med tid til at få tankerne ned på papir. Blogpapir. Nu er det ligesom om tiden allerede er gået...

Jeg ville skrive om

• mine overvejelser om arbejdssituationen
• tre alenedage uden børn
• venindetanker efter de tre dage. Om hende, der venter sit første barn som næsten 40-årig. Og hende, der måske er nødt til at forlade sin mand
• de arme, der holdt om mig de tre nætter
• min angst for at være i den by, hvor mine forældre bor. Og hvor min eksmand leder efter mig. Senest for 14 dage siden.
• min sorg over min mors uhelbredelige sygdom
• min begejstring over at Suede genopstår og spiller på Danmarks smukkeste
• min seriøse start på løbetræningen
• kærlighed
• længsel
• glæde

For to år siden var mit liv kaos. Min eksmand var blevet løsladt efter varetægtsfængsling, og selvom han skulle afsone en lang dom senere, rådede politiet mig til at forsvinde. "De løslader ham i xxxby nu. Du har en time til at komme ud af byen". Jeg hentede børnene og kørte til Jylland.

Kort tid efter vendte jeg tilbage sammen med mine forældre. Vi pakkede de mest nødvendige ting om natten, så alt var parat. Næste dag var børnene i skole og børnehave, mens vores liv blev pakket i to biler. Da vi var klar opdagede vi, at min bil var punkteret - meget belejligt. Han patruljerede.

Mens min far skiftede dæk hentede min mor og jeg børn. Midt i skoletimen og uden forklaring. Vi kørte, kørte, kørte. Og vendte aldrig tilbage.

Første gang jeg gik forbi det lille hus i skoven, nægtede jeg at kigge derind. Ville ikke se detaljerne, for jeg vidste, at så ville jeg ikke kunne bære ikke at bo der!

Nu sidder jeg i stuen og skriver. Ilden gløder i brændeovnen. Børnene sover dybt. Hunden slumrer og kattene spinder. Der er mørkt i skoven. Det mørke, der gør andre bange, men mig tryg. For der er ingen, der kan komme her, uden jeg opdager det. Jeg skubber de grimme tanker væk. Angsten. Livet er nuet. Og lige nu er her mørkt, stille og trygt.

God Påske!

Mærkedag

Mærkedage kan man have mange af. Og den mest oplagte af dem alle, fødselsdagen, banker på min dør om få minutter.

Men datoen markerer ikke længere bare min fødselsdag. Den markerer den dag, mit liv tog en drejning, jeg aldrig havde haft fantasi til at forestille mig. Heldigvis.

Jeg har grundet meget over, om det er blog-stuff. Og ved det ikke helt, faktisk. Men her kommer den alligevel...

D. 27. februar 2008 kl. 22.00 ringede min telefon. Fra hemmeligt nummer. På det tidspunkt var der lidt - skal vi kalde det - drama, i mit liv. Der havde været en skilsmisse. Derpå skænderier, trusler, en ildrager, en retssag, en hjernerystelse - for at nævne lidt af det.

Jeg havde besøg af en god kammerat den aften telefonen ringede, kun derfor besvarede jeg det sene opkald. Fra hemmeligt nummer. Det var min sagsbehandler ved politiet. (Hva' vil du ?!). Nåmen han ville da bare lige høre, hvordan sådan en almindelig dag forløb i mit liv. Hvornår jeg sådan ca. stod op, afleverede børn, tog på arbejde...den slags rutiner. (Hvorfor da?!). Nåmen nu skulle jeg endelig tage det helt roligt - men de havde fået et tip om, at der skulle ske mig noget næste dag. (Hva??! Hvaffor noget? HVA' HVA' HVA'? Sig det så!!!)

Nej de kunne ikke sige så meget...men ville bare orientere mig om, at de sendte to mænd ud til mig tidligt næste morgen. Bare for at være på den sikre side..!! (Den sikre side! Af hva'? Hva' betyder det?????????? Hva'??!). Nåmen du skal ikke være bange. Vi skal nok passe på dig. Ja tak.

Okay. Så tror jeg da bare, jeg går i seng og sover trygt. Eller...

Den nat sov jeg vist ikke. Det var lige nu. Lige på det her tidspunkt. Lige den nat inden min fødselsdag, at angsten flyttede ind, overtog styringen, gennemtrængte hver eneste cellevæg. I mit legeme og i min sjæl. Den gennemsyrede mine tanker, mit sind og min krop. Jeg sov ikke.

Det er ham i en nøddeskal. Én ting er at lægge en plan. Lave en strategi over den perfekte forbrydelse, det endelige opgør, den totale udslettelse. Men at vælge min fødselsdag. Det er sans for detaljen. Han elsker den matematiske skønhed i regnestykker, der går op. Universets orden. Cirkler der sluttes. Hvad er mere perfekt, end et liv der slutter i sin egen fuldendte cyklus? En dødsdag på en fødselsdag.

De passede på mig, politiet. De passede på børnene, som de hentede tidligt den dag. For at være på den sikre side. Og passede på ham. I et varetægtsfængsel. Man må ikke lægge sådan nogle planer, nemlig.

Alligevel glæder jeg mig til i morgen. Nu glæder jeg mig ikke så meget over at have fødselsdag. Det er jeg vel også ved at være for gammel til (hmmm). Jeg glæder mig heller ikke over mindet om den aften og nat.

Men jeg glæder mig over, at planen ikke lykkedes. At den ring ikke blev sluttet. At den cyklus ikke var fuldendt. At jeg fik flere fødselsdage. Det er den virkelige mærkedag for mig. I morgen.

Fædre i sort

...helt ærligt...

Hvad sker der for de mænd!

Det sker for tit. Forsmåede mænd, der tager koner, kærester, ex'er og sågar deres egne børn med i døden. Jeg vil ikke engang linke til den aktuelle historie, der lige nu oprulles i medierne. Dels fordi den er altfortærende tragisk. Dels fordi den lige om lidt er druknet i andre sager med nøjagtigt samme tema.

Og ikke mindst fordi den rører ved- og minder mig om, at min egen historie ikke er skrevet færdig endnu. Jeg er midt i den historie, som ingen kender slutningen på. Jeg har taget et midlertidigt ophold i fortællingen. Gemt mig for forfatteren.

Dagens grimmeste overskrift minder mig om, at jeg måske alligevel ikke befinder mig i smult vande efter stormen. Måske er jeg lige midt i orkanens øje, og tror at freden har sænket sig omkring mig...måske raser der stadig kræfter lige uden for min sfære, som venter på at suge mig op og ud i det sorte ingenting...

To be continued...

skriveskriveskrive..

uhauhauha...

Nå, men nu vil jeg altså også have en blog. Til hvad..til at dele alle mine utroligt vigtige tanker, ha ha. Arj, det kan jeg da ikke. Det er der ikke nogen, der gider læse alligevel. Eller...jeg gider jo godt at læse jeres! Er faktisk taknemmelig over at så mange fuldstændig fantastiske bloggere deler ud af sig selv. Så nu gør jeg også. Simpelthen. Nu.