Lige til at få forår i hovedet af

Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men altså musik....det kan gøre noget for mig, som intet andet kan. Der er masser af musik, som jeg elsker og vender tilbage til gang på gang. Og så er der de øjeblikke, hvor jeg opdager noget nyt. Noget jeg ved, er for evigt med mig og dét. Det skete lige i torsdags. Lige da jeg svingede om hjørnet og næsten var hjemme...lydbogen var færdig, og jeg hørte en flig af et nummer, som både virkede gammelt og nyt. Gammelt, fordi det indeholder en hel del country og slide-guitar præg, sådan lidt rockabilly-agtigt (fra de gode, gamle dage i amerikanerbilklubben) og samtidig bare...helt anderledes.

Og nej, det er ikke fordi, jeg aldrig har hørt om Volbeat før. Jeg ved godt, at der er et band, der hedder dét, at de er kæmpestore i USA og at forsangeren har tabt 30 kg. (så jeg for nylig i morgentv....). Jeg har bare aldrig hørt det, sådan rigtigt hørt efter. Lyttet. Det har jeg nu, for jeg har stort set ikke hørt andet siden torsdag eftermiddag. Det er lidt råt noget af det, men åhhh...love it.

Det var det her nummer, der fik mig helt ud af puppen og åbnede døren til foråret. Bør høres højt :-)

Mere om perspektiver

Det er åbenbart den slags dage lige nu, hvor alting skal endevendes og sættes i perspektiv.

Lige netop denne dag startede helt særligt tidligt, da en sms tikkede ind kl. 04.11. "Du sagde det jo. Er det meget træls nu?". Det var såmænd bare smeden, der var på vej hjem. Efter en overrislet aften med gode venner, der ellers først på aftenen havde fået at vide, at han ikke kunne lokkes med. Til en lille smule mere end stegt flæsk. Men jeg sagde det jo. Lokket var han blevet og hjem skulle den elskede, så jeg agerede morgen taxa akkompagneret af overdreven fuglesang - og ditto kærlighedserklæringer fra en forfrossen og meget træt smed.

Det lykkedes mig at falde i søvn igen - helt ind til kl. 9.11, som var liiige sent nok set i lyset af, at jeg skulle have  sporet sommerdækkene kl. 9.30 inde ved dækmanden (jamen sådan én har enhver by med respekt for sig selv da). Jeg troppede op med sovemærker på kinden, ingen make up - og et smil, der hurtigt blegnede, da bilen blev hejst op, og de spejlblanke sommerdæk lod sig studere på nært hold. Så var der tid til kaffe, mens dækmesteren fandt nogle nye frem, og gav sig til at montere dem. Jeg så et par tusinde stryge ud af budgettet, mens jeg satte mig med dagens avis - eller rettere Ekstra Bladet, som jeg almindeligvis kun ser forsiden af.

Nu ved jeg ikke, om du læser EB eller måske tjekker deres netavis. Men lige i dag bragte de historien om en meget, meget syg dreng, William, som ingen rigtigt ved, hvad fejler. En grusom og ubærlig beretning om en familie, der er havnet i deres livs værste mareridt uden at kunne få hjælp. Jeg kan kun ydmygt indrømme, at jeg måtte lægge avisen fra mig og tænke på noget andet. Og jeg var mig uendeligt bevidst, at dét, at skulle betale en uforudset regning på 1.650 kr. og ellers skynde mig ud i solen, væk fra den avis og hjem til mine raske børn, er et uvurderligt privilegium, som den berørte familie og deres kære ikke har.

Dengang jeg fik Troldebarnet, var jeg i mødregruppe med fire andre kvinder. En af dem havde en større dreng, som havde kræft. Og i de følgende år fulgte vi deres liv med utallige indlæggelser og gule kanylebøtter i alle vindueskarme, mens deres ulige kamp stod i uhyggelig kontrast de de forkælede liv, vi andre havde. Til sidst tog hun orlov og passede ham hjemme de sidste tre måneder af hans korte liv. Det var så ondt.

En anden af kvinderne havde fået en stor og fin dreng, som ret hurtigt fik konstateret astma. Han blev undersøgt på kryds og tværs og blev proppet med medicin. Astma medicin selvfølgelig. Og hans mor blev ved at sige: "han har ikke astma, der er noget andet galt". Hun rendte lægerne på dørene og var ved at drive alle til vanvid, indtil hun næsten havde givet op og var nødt til at tro på den astmadiagnose. Men så blev det jul. Og den lille blev blå. Og indlagt i huj og hast med blå blink 2. juledag. Jeg husker, at hun sagde: "Så kom der to læger ind til os. Ikke én, men to. Og den ene sagde: 'det er meget alvorligt'. Lige der", sagde hun "blev jeg bare så lettet. For jeg vidste, at nu ville de lytte til mig". Han blev akut opereret i kranspulsåren, som næsten var helt lukket. Og han overlevede kun, fordi de selv var kørt ind med ham.

Jeg har aldrig glemt hendes eviggyldige ord til os efterfølgende: "Dem, der har raske børn - de har bare ikke nogen problemer".

Så det har jeg gået og mærket i dag. Og takket Gud, englene og universet for, at mine børn er sunde og raske - og jeg dermed ingen problemer har.

Ind i livet igen

For fire år siden, lige inden verden væltede, var jeg blevet optaget på en videreuddannelse. Jeg trængte til, at der skete noget, at jeg rykkede fagligt - og havde tilmeldt mig for egen regning. Så slog livet kolbøtter, og der var en masse andet end noget fagligt at rykke på. (Ja, ja, jeg var nok kommet til at sige højt, at jeg savnede udfordringer. Man skal passe på, hvad man ønsker sig, siger jeg bare).

Nu er jeg tilmeldt videreuddannelsen igen. For arbejdspladsens regning. Med chefens fulde og ivrige opbakning. Jeg kan faktisk ikke rigtigt beskrive, hvor glad jeg er. Jeg glæder mig så vildt meget, at jeg næsten ikke kan vente...

De sidste tre weekender har budt på selskabelige sammenkomster, både kollegialt, med veninder og smeden. Småting bliver gjort færdige i Damehuset, to næsten-sommer dage i marts har gjort underværker for mig og haven, der er plantet krukker, spist is og drukket kaffe. Set påskeoptræden i kirken (børnenes), sovet i brede arme (smedens) og gjort rent fra kælder til kvist (Damehusets).

Og nå ja, så er jeg blevet valgt ind i den lokale beboerforenings bestyrelse, hvilket garanteret også kommer til at bringe finurlige oplevelser med sig! Jeg har bestilt lokaler og mad til Elverpigens konfirmation næste år, og lavet aftaler med Troldebarnets familiebehandler lang tid frem. Ryddet op i billeder og glemte sager (de der kasser og mapper, der fylder skabene..) og ovenikøbet overvejet, om jeg skal begynde at løbe (igen). Mangler lige at svare på en mail om forestående wellness tur med bedste veninder - og planlægge to andre vigtige besøg hos og med skønne venner. Og på lørdag skal jeg indfri et gavekort på en Ole H. ansigtsbehandling.

Så er det da til at mærke, at man (jeg) er på vej ind i livet igen?

Det første år

Nu er vi teknisk set ovre det. Det første år efter min mors død. Meget, meget mærkeligt. Jeg talte med min far om det i går, hvor det var et år siden, hun blev bisat. Han var lettet i stemmen. Som om han ånder lidt lettet op nu. Det har været tungt, og jeg tænker på, at tidligere tiders sørgeår måske var en rigtig god skik? Min far har båret sorg et år nu. Og været sig smertelig bevidst, at venner og bekendte i hans omgangskreds smed sørgebindet for længst.

"Det er som om, de kun tænker på, at jeg skal komme videre. De taler om, at det da vist går bedre, og 'han har da fået farve i kinderne', og 'han spiller da også golf igen'. De forstår slet ikke, at sorgen stadig indhyller alt, hvad jeg gør. At jeg savner hende hver eneste dag".

Måske sådan et sørgebind ville være ok? Nu er ringen sluttet, som han sagde i aftes. Nu er det ikke længere et år siden, hun blev indlagt. Et år siden hun fik sepsis. Et år siden hun faldt om. Et år siden de fik beskeden. Den endelige. Et år siden den sidste jul. Det sidste nytår. Et år siden den sidste nat sammen. Et år siden de kørte den sidste tur fra hjemmet. Et år siden hun aldrig kom hjem igen. Et år siden vi rørte hende for sidste gang. Nu er det endnu længere siden.

Jeg lever også med sorgen. Som regel i fredelig sameksistens. Men af og til bryder den igennem min bevidsthed med erkendelsen af, at hun er død. At der aldrig mere bliver en levende mor til mig.

Sådan en dag er det rart, at det er lørdag morgen. Sneen daler udenfor. Damehuset er varmt og hyggeligt. Børnene er glade og veltilpasse. Smeden er lige i nærheden. En langstrakt weekend uden planer ligger og venter på at blive nydt. Livet er svært og livet er dejligt.

God weekend...

Blog, bloggere, bloggest

Altså nu er jeg aldrig sådan en, der har været min blog. Lille Hulebo er hverken kommerciel eller særlig kendt, jeg får ikke gaver, biografbilletter eller reklamer tilsendt og jeg har ikke et niveau for, hvor tit jeg "skal" skrive. I nogle perioder skriver jeg mere end andre, og der stiger læsertallet selvfølgelig.

Jeg er virkelig overrasket over, hvor mange, der stadig klikker forbi Hulen hver dag, selvom der ikke sker noget nyt. Og jeg er faktisk også overrasket over, at flere af jer søde mennesker bliver oprigtigt bekymrede for mig, når der er stille for længe ad gangen. I er faktisk mere opmærksomme på aktivitetsniveauet, end mange af mine venner og bekendte ude i virkeligheden - selvom der kan gå endnu længere tid imellem livstegnene til dem.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at jeg smider nogle af de der lidt dramatiske indlæg ud, og så bare byder jer tavshed igen... Heldigvis er intet nyt pt. godt nyt, fordi jeg simpelthen bare har fået så travlt med det der virkelige liv. Jeg har pludselig 80 nye kolleger i en stor afdeling med fantastiske udfordringer og muligheder, og når jeg kommer hjem er der 100% computerfri sammen med børnene. Men ved I hvad? I løbet af dagen tænker jeg også på alle jer bloggere, jeg selv følger. Hvordan I har det, om der er sket noget nyt, fik hun det arbejde og er det barn mon født? ...den slags. Et mærkeligt pseudoliv der kører parallelt med det mere håndgribelige.

Ork der er også blogindlæg i hovedet i massevis, men det er efterhånden hård prioritering hvilke dage, der bliver afset tid til det. Jeg glæder mig til, at man kan diktere blogindlæg direkte via sin telefon - jeg taler alligevel med mig selv det meste af vejen hjem i bilen, så det kunne jo ligeså godt blive udgivet med det samme. (Og kom nu ikke og sig, at den gadget allerede er opfundet! Jeg har ikke tid til at sætte mig ind i det..)

Jeg skal nok opdatere, når der er nyt på dramafronten. Og jeg er ikke forsvundet. Og jeg er stadig på besøg hos jer. Og tak. Og godnat.

Op til overfladen

Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.

Et skridt nærmere

Jeg var til møde i går. I Statsforvaltningen. De var venlige derinde. Interesserede, lyttende, imødekommende, reflekterende. Fire mennesker rundt om et bord, der forsøger at regne ud, hvad en psykopats motiv er. Rigtigt svar: Det kan man ikke. Det var i øvrigt ikke mig, der sagde P-ordet, men psykologen. Og sagsbehandleren. Så er katten da ude af sækken i det mindste.

Nu venter vi igen. Børnene skal høres. Ikke afgøre noget, men høres. Ting skal tænkes over, vendes og drejes. Måske skal vi snakke igen. Store beslutninger må gerne tage den tid, det tager, at tage de rigtige.

Kom heldigvis hjem til glade børn, og havde selv fået nyt overskud. Lavede aftensmad, bagte kanelsneglekage og kom for sent i seng, kun fordi det var så hyggeligt. Og ski'e være med det. Det er jo fredag. Børn uddelegeret til hyggeovernatninger. Hulemor tager en tiltrængt indhent-det-hele aften med smeden. På madrasmåden med film og stearinlys. Og gardiner for pokker.

Det er derfor, jeg altid vender tilbage til IKEA. Jamen de havde faktisk syet gardiner til mig! Mig, der ikke engang kan tråde en symaskine. Mål af, stryg oplægningsbånd på, klip klip, hæng op. (Kan da godt se, de burde have en hurtig søm ved ombukket, men det bliver først, når der er to mandage på en uge. Og det drømmer vi jo ikke om).

God fredag derude.

Held og held...ja. Men ikke kun

Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.

Nedtælling

Så kom brevet. Og datoen. Og hvor hele landet er i selvsving over en valgdato, er jeg nærmere lidt i selvsving over en anden dato. Med et også ret så vigtigt valg, i hvert fald i min lille verden.

Så jeg har fået fri af min søde chef. Ligesom resten af verden, tilsyneladende, er hun mere nervøs for det, end jeg selv er. Lige nu. Jeg ser frem til at komme det skridt videre. Der er jo ikke afgjort noget, vel? Vi taler om det. "En indledende dialog". "Den bedste løsning for jeres børn". Det skal nok gå. Han kommer ikke til mødet, bare rolig. Han skal derind en helt anden dag.

Jeg er SÅ meget i overskud på grund af det Zen, jeg kan ikke anbefale det nok. Selvfølgelig fordi det har ramt mig, da jeg - åbenbart - var klar til at modtage budskabet. Jeg har sovet godt tre nætter i træk. "Bare" på grund af et lillebitte ritual, der faktisk ikke rigtigt er noget, men alligevel er nok til, at det virker for mig. Mod uroen, tankerne, ængstelsen, modviljen mod at sove.

Og som om det ikke var nok, har jeg fået endnu mere Zen foræret af universet (Haaaallelujah). Okay, i en meget konkret form. Nogen udenfor min rækkevidde har gravet noget kabel over, så der er hverken internet- eller telefonforbindelse før mandag morgen!

Så hermed god weekend. Nu vi er ved det med universet, skal jeg lige hjem og tænke lidt over noget (kan jo alligevel ikke læse blogs). I går var der en kvinde, der sagde til mig, at jeg skulle tage at skrive en bog. Det var noget med mit sprog, hun godt kunne lide, efter at have læst en laaaang smøre om noget livsbeskrivelse.

Og det var ikke det, at hun sagde det. Det har andre også sagt, blandt andet nogle af jer læsere. Det var mere det, at hun var den tredje på en uge, der sagde det. Og hun lod sig ikke slå ud af, at jeg sagde, det overhovedet ikke kunne komme på tale. Hun blev nærmest ved.

Så nu siger jeg ikke, at jeg skal hjem og skrive en bog. Og jeg siger heller ikke, at I skal sige "Ja, du skal". Jeg siger bare, at nu går jeg hjem og tænker lidt over det. Så ses vi mandag...

Mere om regn

Der var mange, der skrev om regn i går. Selvsagt. Hvis du trænger til at læse noget klogt, rammende, blødgørende og meget sandt, så kig forbi Ida.

Men pas på, for det er også forløsende og kan forårsage regn på dine kinder..

Mindedag, mærkedag og en award

I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.

Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"

Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor



PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.

"Det kan du jo ikke"

Læste lige et tankevækkende indlæg hos Charlotte om begrænsninger. Begrænser du dig selv? Mit svar er ja. JAJAJAJAJAJA.

Hvis jeg kommer i tanke om noget nyt, jeg godt kunne tænke mig at gøre, står den indre overbegrænser parat: "Jamen det kan du da ikke. Det kan du da ikke finde ud af/magte/overskue/klare". Det sker helt automatisk og hvis jeg ikke er opmærksom, opdager jeg det næsten ikke. Så er jeg selvfølgelig også fri for at tænke mere over det...altså dét, jeg ikke kan.

Af og til er det bare en ret belastende indre tankegang, fordi jeg måske går glip af noget, der rent faktisk er indenfor rækkevidde. Tankevækkende.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er tillært. Mine forældre har garanteret ment det godt, når de sagde: "Jamen det kan du da ikke". Ofte med tryk på du. Ikke fordi de ikke tiltroede mig evnerne, tror jeg, men fordi de syntes, det ville være for besværligt/farligt/uoverskueligt/usikkert for mig. Bedst at blive på dens slagne vej, og så satse på at finde en mand, der kunne arrangere "det hele" for mig. Hvad så det der "hele" skulle forestille at være.

Godt nok - og heldigvis - er det af og til lykkedes mig at tage tyren ved hornene og forfølge en drøm, når den rørte på sig længe nok. Fx dengang jeg besluttede mig for at tage en ganske bestemt uddannelse. Jeg havde lavet et bestemt speciale i biologi og var blevet hooked på emnet. Jeg for ned til studievejlederen og sagde, at jeg havde fundet ud af, hvilen uddannelse jeg ville søge ind på. Hun grinte overbærende og sagde: "de tager altså kun seks elever om året". Min kæreste sagde: "Jamen så skal du jo flytte til København" og mine forældre sagde: "Jamen det kan du jo ikke".

Det var i skolebussen, jeg tog beslutningen om at søge alligevel. Og jeg søgte ind og blev optaget. Piece of cake! Da jeg så var færdiguddannet og meget ung søgte jeg ikke en fast stilling - men derimod på højskole og i armene på en meget fuglekiggende kæreste, der lokkede mig med på tre måneders eventyr til Nepal, Indien og Thailand. "Neeej men DET kan du da ikke!!". Jeg sværger, at mine forældre ikke talte med mig om det. Overhovedet. Det gjorde de simpelthen ikke. De var. S Å. B A N G E. Men jeg rejste. Og kom helskindet hjem. (Og siden blev der skrydet en del i byen, når mine bedrifter blev genfortalt af min fars mund..)

Dengang mit hjerte vidste, at jeg måtte skille mig fra min mand, mens min hjerne sagde: "Jamen det kan du da ikke", var det faktisk Jane Aamund, der fik mig til at træffe beslutningen. Lyder mærkeligt, men jeg hørte et interview med hende i radioen en eftermiddag, hvor solen glitrede i overfladen på den fine sø, vi havde udsigt til fra stuen...tiden stod stille og jeg tænkte den tanke, der har betydet rigtig meget for mig siden hen "Det er pænt. Men man bliver ikke lykkelig af at have søudsigt" (Efterrationalisering: I hvert fald ikke, hvis de grundlæggende ting ikke fungerer. Ellers kan søudsigt sikkert godt bidrage til noget hverdagslykke!).

Nå, men skilt blev jeg, og det kan der siges meget om. Men ikke i dag.

Jeg har diskuteret det med begrænsninger rigtig meget med min veninde og soulmate. Hun har lært mig at besvare sætningen "Jamen det kan du da ikke" med spørgsmålet: "Siger HVEM?" (Hva' hva' hva????). Nemlig. SIGER HVEM? Det kan godt blive en interessant indre dialog, der kommer ud af det modspørgsmål..

Og nu synes jeg faktisk det er ret sjovt, at de to kattekillinger, vi har i huset, fik lov at blive til i ren trods. Fordi min elskelige mor blev ved at sige :"Pas nu på den ikke får killinger. Det kan du jo ikke have. Hvem skal passe dem? Det kan du altså ikke". Så skulle den bare have de killinger, NÅ. (Og det gik som jeg regnede med - morkatten passede dem udmærket selv..)

Og nu har jeg heldigvis gjort det igen. Forfulgt en drøm, overvundet en begrænsning eller otte og bevist, at det kunne lade sig gøre. Jeg kunne godt finde ud af det. Jeg gav ikke op på vejen. Jeg glæder mig helt vildt. Om godt og vel 41 timer bliver det endda virkelighed..

Jeg får nøglen fredag kl. 15.00.

TIL MIT HELT EGET HUS I HELE VERDEN!!

Flashback og farvel

Min blogliste fortæller ikke hele sandheden. Jeg læser alle de blogs, der står på listen. Og så læser jeg en hel masse flere. De fleste af dem, er nogle, hvor jeg kan identificere mig med det, der bliver skrevet om. Enlig mor-blogs hitter (naturligvis), skilsmisseblogs, weltschmertzblogs, blogs om at overvinde noget, blogs om at miste, om at komme videre - det er mig! Eller blogs, som omhandler noget specifikt, der interesserer mig. Jeg læser med hos bloggere, der ældre end mig selv, og bloggere, der er langt yngre.

Jeg læser også en del blogs af unge kvinder i 20'erne, der kokser lidt rundt i kærlighedslivet. Synes jo aldrig helt, jeg har været der, hvor datingverdenen bringer en. Efter hvad jeg læser mig til. Jeg synes det er v i l d t fascinerende at læse om, og samtidig gyser jeg lidt ved tanken og varmer mig ved klassikeren "godt det ikke er mig". For det er jo ikke mig.

Men det var mig.

Fandt en gammel dagbog i dag, mens jeg ryddede op i gemmerne inden den forestående flytning. Jeg kunne godt huske den, smuk bog i noget rødt skind - passede lige til alle de romantiske kærlighedsfortællinger fra tiden, hvor jeg var allermest ung og smuk. Men hold da ... fast ... der var ikke meget romantik over det! K A O S!! Det ene navn afløser det andet og "åh nej og hvis nu, jeg tror at...blabla...nu ringede han alligevel...tårer og snot...nej nej den 7. himmel...åh Gud, nyt navn", flere tårer. Smidt i en følelsescentrifuge sammen med uren hud, mavedeller (som om...!), dårlige hårdage, ingen penge og masser, masser af analyser over, hvorfor det hele er som det er. Eller rettere var som det var. For det var da heldigvis dengang.

Jeg synes ikke engang, det var sjovt at læse. Jeg kan ikke lige lave en sjov historie om, hvordan det var at være 22-23 år og i kæmpe identitetskrise - for det var jo det, jeg var! Jeg fik allermest lidt ondt af mig selv, for jeg var virkelig, virkelig ensom i alle mine betragtninger og tvivlende tanker og mindreværd og flovhed over, at jeg ikke kunne finde ud af det. Pludselig forstår jeg bedre, hvorfor jeg er så draget af visse blogs, der handler om den slags...

Det gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan jeg kunne havne i kløerne på ham, jeg gjorde. En rigtig charlatan, der nok kunne sætte alle tankerne på plads for mig, gøre mig lykkelig og "sætte mig fri", som han sagde. Ja, Vorherre bevares en frihed. Heldigvis er jeg langt på den anden side af den historie nu. Og heldigvis er der ikke noget, der bare minder om det kaos indeni længere. Jeg har svært ved at forstå, det virkelig var mig? (Må da virkelig også have været noget af en prøvelse for de stakkels drenge, der løb ind i mig..)

Nå, men jeg rystede historierne af mig og havde lyst til at skrive en mor-agtig det-skal-nok-gå kommentar hos de bloggere, jeg lige pludselig identificerede mig med. Jeg gjorde det (selvfølgelig) ikke, for de er nok, som jeg, nødt til at gå vejen selv og tage de knubs der kommer. Men jeg håber inderligt, de har mere råstyrke end jeg havde, til at modstå de bæster, der udnytter kvinder i identitetskrise..

Og dagbogen? Den smed jeg ud. De historier er måske nok en del af mig og en del af mit liv. Men ikke noget, jeg har lyst til at slæbe med mig videre ind i et nyt og - forhåbentlig - endnu bedre kapitel af mit liv.

Bye bye painfull past. At last.

Ugerevy

Det er altså ikke fordi, jeg er holdt op med at blogge. Der er bare ikke timer nok. Og blogger gik ned (så kunne man da give det skylden!). Og som jeg konstaterede, da en anden blogger spurgte, hvorfor der var så stille fra Hulen, har jeg det nok simpelthen...for godt. Bloggen er på en eller anden måde blevet min ventil for de dybe eller tvivlende eller tunge tanker, og lige nu er der ikke overtryk i den del af mit indre. Jeg er i smult vande, og jeg nyder det!


Jeg er i blogland hver dag, ork, det kan jeg slet ikke undvære. Så jeg ved alt om, hvad der rører sig hos jer andre. Og savner jer i mit eget kommentarfelt!! Så nu skal der sparkes lidt liv i den gamle igen, ungerne er taget på lejrskole og det betyder tre dyrebare frieftermiddage for mit vedkommende. AHHHHH siger jeg bare. Det regner, der er tændt op i brændeovnen og skoldhed kaffe i koppen.


Mandag var jeg til skolehjem samtale om Troldebarnet. Som vi jo mange gange har konstateret er et barn, der har det svært. Mest med sig selv og de tårnhøje krav, han stiller sig. Heldigvis er han super kvik. Og intelligent. Og har et ubegribeligt ordforråd. Født med en lommeregner i hovedet. Og sensitiv i en grad, der både forskrækker voksne og børn. Det var en god samtale, og jeg var glad, da jeg kørte hjem.
(Og alligevel har jeg hele ugen været forfulgt af den der følelse af...at de ikke er glade for at indrømme, at det rent faktisk går godt. Som om, at: "nu er han jo et barn, vi har skærpet opmærksomhed på, så lad os nu ikke blive for glade". Jamen for fanden. Jeg veeed da godt, at de problemer, der er, ikke går væk, bare fordi han pludselig bliver god til at stave. Men kan vi ikke nok glædes ved, at han er begavet med kompenserende ressourcer, når nu han også har det svært ind imellem? Sammen)


Tirsdag var Troldebarnet til fodboldtræning. Igen. Kæmpesejr, når man er en otte årig dreng, der gerne vil være som de andre og spæne rundt og spille fo'bold på sporteren i frikvartererne. Men hidtil ikke har kunnet overskue både bold og regler og større drenge, der råber ad en, på én gang. Nu har vi fundet et hold, hvor de ikke er så mange, og hvor de drenge der er, med Troldebarnets ord "ikke er sådan nogle, der råber helt sindssygt og surt, bare fordi man kommer til at stille sig forkert". Og på en eller anden måde vokser han bare 20 cm. med fodboldstøvler og benskinner på!


Onsdag var det tid til at grine i selskab med de her


Altså uanset hvad du synes om konceptet eller Søren Østergaard, så se det. Det er simpelthen så ustyrlig morsomt!! Min far var med. Og havde jo pippet om, at han synes Søren Ø. er plat og han i øvrigt ikke havde lyst til at sidde og more sig. Men tog alligevel med, da han jo ikke forventede, at det ville blive særlig sjovt. Så kunne man (han) da få den fordom bekræftet. Og desuden var det langt fra hvor han bor, og risikoen for at møde naboer (der helt sikkert ville dømme ham for at have det for sjovt. Jo, de ville) lig nul.
Og hvad skete der? Han skreg af grin. Min far lo, som jeg ikke har hørt det siden min mor døde. Eller faktisk siden hun blev syg. Og min øjenmakeup hang nede på kinderne, da aftenen var slut. Og vi grinte hele vejen hjem i bilen, mens vi hjælpeløst prøvede at imitere karaktererne i Zirkus Nemo. Fantastisk aften!!


Torsdag var det blevet tid til endnu en samtale. Om Elverpigen, det pragtfulde barn. Hun er jo bare sød og charmerende, elsker dansk og idræt, tåler matematik og naturfag - og interesserer sig ikke en hujende hatfis for engelsk. O.v.e.r.h.o.v.e.d.e.t. i.k.k.e. What to do? Vi aner det ikke. Hun udviser en imponerende ligegyldighed overfor verdenssproget. Håber en mere naturlig interesse for fx Youtube efterhånden kan charme lidt engelsk ind i hende...
Torsdag aften tilbragte jeg sammen med de to damer her: (klik her og få at vide, hvad Anette laver)



Højdepunktet var faktisk ikke engang de to lækre makreller (eller den skønne mad og lækre chokolader. Og nej, heller ikke den fri bar. Jeg var i bil). Men følelsen af, at være afsted uden dårlig samvittighed. Børnene var hos smeden og der var ingen bebrejdelser, da jeg kom hjem. Ingen spydige bemærkninger om, at jeg prioriterer mig selv over familien, at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, at jeg er egoistisk eller en wannabe, der ikke kan acceptere, at man ikke kan få alt.

Jeg talte med store bogstaver og meget store ord, da jeg kom hjem. Altså om, hvor meget det betyder at være FRI, og hvor meget det betyder, at han altid bakker mig op og synes, det er fedt, når jeg har haft det sjovt. (Og det er jo meget nemmere at have fire børn end to. Som han siger...)

Fredag var jeg inviteret til en bid mad hos en gammel veninde. Altså "en bid mad" viste sig så at dække over et større middagsselskab, hvor ingen havde fået at vide, at der kom andre!! (Der stod jeg i flade sneakers og cowboydere, mens værtinden var iført stram sag og stiletter!). 20 mennesker, mad udefra og en lidt nervøs stemning over at have misforstået konceptet, udviklede sig til at blive et meget uhøjtideligt og højst overraskende...bryllup! Ja, bryllup. På en fredag aften i flade sko. Eller det vil sige, da jeg senere hentede Elverpigen hos en veninde, svingede jeg hjem om hulen og fandt stiletter frem. Og noget glimmerbluse. Fandeme så sjældent, jeg kommer ud, at jeg ikke vil misse lejligheden til at blive dullet lidt op!! Så var der fest..

Lørdag pakkede vi lejrskoletasker, bagte 100 madpakkeboller (nej, det var ikke en fejl. Der skulle medbringes 100 grove madpakkeboller! Og selvom jeg gerne spiser mine børn af med Knorr Lasagnette i en snæver vending, ved de skolefolk udmærket, at jeg ikke kan lade være at bage selv, når jeg bliver sat på brød-listen. Så vi bagte. Og bagte...). Og så Melodi Grand Prix, som jeg syntes var en surrealistisk affære med mærkelige sange og hår.

Søndag morgen blev jeg blæst igennem på en af mine faste søndagsvenner, Ronja, denne gang med lukket mund. (Ingen fluer i halsen *hmm*). Om eftermiddagen fik Troldebarnet sit store ønske opfyldt og vi kørte et ukendt antal kilometer for at se dem her:

DGI's verdenshold

Nu er det mandag aften igen...og smeden er på vej. Der skal indhentes, hygges og ses film. I morgen får du en update fra landsbyhospitalet og en historie om en skøn patient... (uhh nu kan du ikke vente hva'?)

Hvad er det dog, jeg har gjort?

Købt et hus. Glæder jeg mig? Ja. Jeg får kriller i maven, når jeg kører forbi og tænker: Der skal jeg bo. Der skal vi bo. Med en lille overskuelig have, kælder, kvist og hyggekroge.

Jeg kommer helt sikkert ikke til at savne at slå græs 1½ time. Eller ligge på knæ og rense ukrudt og kvikgræs op af bålstedet. Ej heller vil jeg længes efter at skovle og udjævne 70 skud fra mosegrisen, eller hvem det end er, der huserer under græsplænen.

Men jeg kommer heeelt sikkert til at savne alt det her:











Der kommer nye gode tider og dejlige omgivelser. Men lige nu, er nu. Så jeg vil tage min kop te, og sætte mig derud og nyde. Mens det stadig er mit nu.

At leve med løgne

Det var aftenens tema her i hulen. Løgne, der ødelægger. Forhindrer. Tærer. Løgne, der på én gang krænker og sår tvivl - men på samme tid skaber samhørighed og loyalitet. Parforholdets løgne.

Ikke at der er den slags løgne i alle forhold, slet ikke. Men i dag sagde min veninde til mig: "Ved du hvad Hulemor, du sagde engang, at meningen med vores møde var, at jeg skulle hjælpe dig med at gå vejen, da du skulle tage afsked med din mor. Men nu ved jeg, at meningen også var, at du skal hjælpe mig med at gå vejen fra en mand, der trækker et spor af løgne og bedrag efter sig".

Har vi da alle skeletter i skabene? Jeg tror, svaret er ja. Jeg tror, vi alle mere eller mindre vogter over hemmeligheder, som vi selv mener, ikke tåler dagens lys...

Min veninde er midt i en skilsmisse. Nye erkendelser igennem de seneste døgn har givet hende en følelse af blottethed, som er sammenlignelig med en situation, hvor man taber sin taske midt på Rådhuspladsen - og alle dildoerne og nervemedicinen falder ud! Og hvad er det værste, der kan ske? Hvad vil andre synes, er det værste?

Hendes tanker fik mine til at vandre tilbage i tiden. Til alle de løgne og alt det bedrag, jeg har stået model til, stiltiende accepteret og dermed dækket over. Lad os sige, at en (min) mand havde lovet en medarbejder et ekstra honorar for at have skaffet en kunde. Lad os sige, at mandens kone (mig) havde siddet med til dét møde, hvor honoraret blev aftalt. Og lad os forudsætte, at aftalen ikke blev skrevet ned, fordi "en mundtlig aftale er jo juridisk set ligeså gældende, og vi er to, der bekræfter dette".

Så kunne det godt ske, at man (jeg) ved lønudbetaling indvendte, at medarbejderen var blevet lovet et ekstra honorar. Men at manden (min) hånligt argumenterede: "står det nogen steder? Det kan jeg ikke se. Altså er det ikke gældende". Og så udbetalte man (jeg) måske et mindre beløb, der selvfølgelig fik medarbejderen op i det røde felt. Med beskeden om, at "der foreligger ikke andre gældende aftaler".

Måske sendte medarbejderen en mail til den (min) mand med ordlyden: "Hvordan sover du egentlig om natten?". (Han sov fortrinligt. Fortrinligt. Jeg sov derimod ikke. Men jeg dækkede...)

Måske man (jeg) endda selv dækkede over det, da man (jeg) modtog et brev fra en kvinde, der syntes, jeg var så sød og ordentlig, at hun ikke længere kunne bære hemmeligheden om et grænseoverskridende og ubehageligt seksuelt forhold til en (min) mand. Og derfor følte en ubændig trang til at dele det. Med mig. (Som selvfølgelig bakkede sin mand op i, at kvinden var en frigid kælling, der var vred over ikke at kunne vinde ham. Velvidende, at de detaljer, hun beskrev forholdet med, nødvendigvis måtte være oplevede og ikke opdigtede).

Sådan går de, vi og de andre og dækker over løgne. Løgne, der slider og fastholder. Hemmelige løgne, der ikke tåler dagens lys. Løgne, der har konsekvenser, fordi de rummer snyd, bedrag, krænkelser, overgreb - måske endda ulovligheder.

Lige nu spørger jeg mig selv, hvilke løgne, jeg har med mig nu. Løgne, der er usynlige. Hvad dækker jeg selv over? Hvad er vigtigt for mig at lyve om? Hvordan skal min verden, løgn eller ej, se ud, for at jeg kan være i den?

Og hvad med din?

Påskeliv

(Glemte at tage et billede, det er derfor lånt her)

Øj mand, der er blevet nydt liv her. Og is. Og friske rødspætter. Og kold hvidvin. Og længe-sovning. Og sol. Og iskoldt vesterhav om tæerne. Vi har fået brune kinder og arme, gået ture og spillet uno. Og Sorteper og ludo. Og lagt kabaler. Og fortalt gysere. Og hoppet i sjippetov. Og Elverpigen har læst højt for Troldebarnet ved sengetid. Intet TV, ingen computere, ingen spillerier af den elektroniske slags. Og salighed at have kreative, legesyge børn. Der er raske.

Morfars sommerhus er godt nok lidt tomt uden mormor, øv. Men lige netop sommerhuset er alligevel et af de steder, hvor hun stadig er, så det gik. Lige netop dér, ved vi jo nøjagtig, hvad hun ville have gjort...hvordan hun ville have siddet med sin kaffekop, hvordan hun ville være gået langs stranden - altid vestpå. Hvordan hun ville have nydt solen på terrassen for enden af huset, og sagt: "hvor er vi priviligerede, at vi har det her sted. Vi skal huske at nyde det lige nu, måske er vi væk i morgen".

Nu er hun væk. men vi er her. Og hun er med. Det er vist sådan, det skal være.

Så lev det

Endelig. F E R I E.

Hver dag har jeg ord i hovedet, der egentlig vil ud, men jeg har åbenbart lidt blo(g)kering for tiden. For mange flyvske tanker og for lidt tid til at nedfælde dem. Skidt.

Elverpigen har slået håret ud og været på håndboldcamp x 2. Først 150 km den ene vej og nu 100 km den modsatte! Satser på hun kommer hjem i morgen og gider være sammen med os andre resten af påsken..!

Troldebarnet og jeg har sådan set bare hygget, spist is og spillet rundbold med smeden og hans familie. Stor succes. I dag var der en lille smule arbejde til mig, og badedag for et Troldebarn i en god vens have. Senere trampolin, burgere og natfilm (Max pinlig, fin film at se sammen i øvrigt). Max hygge.

Og jeg ville egentlig have skrevet noget om, at jeg for tiden holder af at stå monstertidligt op, fordi jeg ved, at jeg om to måneder vil savne dette syn fra mine vinduer:

(Billedet er lånt af tv2)

Og jeg ville have skrevet noget om synkronitet og huskøb og ting, der giver mening. Jeg elsker, når ting giver mening, og jeg kan tro bare en lille smule på at intet er tilfældigt.

Men så var det, at jeg hørte, at det skete i weekenden. Den unge smukke pige slap livet. Jeg så hende sidste gang i tirsdags, og der kunne jeg se, at den var på vej. Døden. Hendes øjne var ikke længere de samme. Jeg husker hende helst med de mørke, livfulde øjne, som hun var. Og det giver ikke mening. Det giver bare ikke mening. På youtube ligger der en sang til hende, som blev uploadet i dag. Sov sødt Johanne.

Hun satte spor, og hendes korte liv minder mig, endnu engang, om, at livet skal leves, mens det er her. Livet er for de levende. Dig og mig og os. Så lev det.

Tre store ord

Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk

Dag 1

I dag var Dag 1. Dag ét i det nye liv uden en mor. Min mor.

Min mor sov stille og fredeligt ind søndag morgen. Det var så smukt, kærligt og smertefuldt, at det for altid vil være indprentet i mit sind.

Da jeg kom ind til hende lørdag formiddag, kunne jeg se, at hun var imellem to verdener. Døden boede allerede i hendes øjne. Aftenen forinden havde hun sagt til min far, at hun var i ingenmandsland og havde brug for en tid alene, fordi hun havde nogle ting, hun skulle klare selv. Det fortalte mig alt om, at hun var på vej. Hun vidste det, og hun gik vejen selv.

Jeg havde en halv time alene med hende, inden min bror kom. Det er vigtigt at forstå, at min mor var en meget blufærdig og privat kvinde, samtidig med at hun var aldeles kærlig og omsorgsfuld. Hendes tilgang til livet var ikke altid lige åben, og jeg var på hendes dødsleje i tvivl, om jeg kunne sige de ting til hende, jeg havde på hjerte.

Heldigvis kunne jeg. Og hun tog imod det og svarede mig med en ærlighed, jeg aldrig havde turdet ønske mig. Det var det mest nærværende øjeblik, jeg nogensinde i mit liv har haft med nogen. Måske med undtagelse af det første øjeblik, jeg så mine nyfødte børn i øjnene. De var født til livet, hun skulle forlade det.

Da min bror var kommet og havde talt med hende, gled hun langsomt ind i en anden bevidsthedstilstand, mens vi holdt hende i hånden begge to. Hun trykkede os i hånden af og til, og vi fortalte hende igen og igen, at hun gerne måtte slippe. At vi ville passe på hinanden. At hun ville leve videre i os og sine børnebørn.

Da natten kom, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi holdt på hende. Min far, min bror og jeg. Hun kunne ikke slippe os. Hendes krop kæmpede for at være i gang, og ind imellem havde hun ondt. Hun kunne ikke længere tale med os, men heldigvis var hun i professionelle hænder, der værnede om både hende og os. Hendes tilstand var stabil, og vi tog hjem for at sove lidt. Da jeg gik ud af døren, kiggede jeg på hende og vidste, at jeg ikke længere ville se hende i live. Hun ville selv.

Tidligt næste morgen var vi på vej, da de ringede. Hun havde haft en rolig nat, men var yderligere svækket. Da vi trådte ind på stuen, var hun netop død. Personalet havde fortalt hende, at vi var på vej, og i det samme tog hun sine sidste åndedrag. Jeg er overbevist om, at hun gav efter i vished om, at vi ville være der indenfor kort tid. Hun ville klare det selv. Hendes udtryk var den dybeste fred.

Det var uendelig smukt. Hun var stadig tilstede i rummet, da vi kom, det mærkede vi tydeligt. Der brændte levende lys, og hun var varm og fin. Vi fik alle taget afsked og der var tid, tid, tid. Jeg blev hos hende og hjalp med at gøre hende i stand til den sidste rejse. Jeg kan ikke beskrive, hvor gribende det var, og den sosu-assistens, der var med, var så elskelig og omsorgsfuld. Hun foreslog, at vi købte en blomst og lagde i min mors hænder - men der kender jeg hende bedre...

Ikke om hun ville ligge med sådan en fjollet blomst på sit bryst. I stedet fandt jeg hendes sten, en ametyst, som hun altid har haft i sin taske. Den fik hun i hånden, og det ved jeg, ville passe hende meget bedre!

Nu er der tunge dage. Men også glædesfulde dage. Hendes liv var for kort, men dog langt. Vi kan ikke vænne os til, at hun ikke mere skal være fysisk i blandt os. Men da vi drak en kop kaffe, mens vi sad om hende i døden, sagde min bror "Uha der er bønner i det her! Det er rigtig farmor-kaffe!!". Der vidste jeg, at hun har har sat så mange spor, at hun for altid vil være med os. En dag vil gråd være afløst af grin og gode historier, med en bundklang af savn. Det var sådan hun ville det. For altid min Mor.