Næste ferie

Så er Hulebo folkene klar til næste omgang ferie. Jeg er født under mange heldige slags stjerner, men godt-ferie-vejr er ikke en af dem! Så beklager derude, det er min skyld, at den store lampe slukkede igen. Jeg har heldigvis vænnet mig til det, og derfor pakker jeg som sædvanlig varmt tøj og regnjakker i rygsækken. Ja, rygsækken. Vi skal nemlig på langtur med tog og færger og den slags, destinationen er max hygge med nogle af mine totalt yndlingsmennesker. Åhh så godt det skal blive at sludre halve nætter, drikke rosé og nyde børn.

Og ja, jeg ved I er spændte på at høre om Inger. Ikke? Jeg kan bare sige, at jeg nu forstår mødre, der græder over at sige farvel til svigerbørn...jeg har sagt til min far, at jeg under ingen omstændigheder vil af med hende igen! Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men den virkelige Inger overgik alle tænkelige forventninger. Jeg har tænkt en masse over, hvilke ord, der kan beskrive hende, men det bliver så kliché agtigt. Hun falder bare ind i familien. Fuldstændig. Og jeg er sikker på, min mor ville have kunnet lide hende. Jeg kan faktisk få tanken, at hun har valgt hende til ham. Måske vil jeg bare gerne have, at det er sådan? Uanset hvad, er der masser af plads til min mor også, og vi har også lært Ingers afdøde mand at kende. I fortællinger fra deres liv.

Men lige nu er livet, og det allerbedste er at se de to være så taknemmelige over det, de har fået sammen. Det er så rørende. Og nu siger jeg lige noget. Som ikke er kritik af min mor. Som ikke er at kritisere mine forældres fine ægteskab. Som bare er at kalde tingene ved navn, ting, som min mor selv stod ved, og man derfor gerne må tale om. Jeg har før skrevet, at min mor var meget privat. Hun havde på mange planer svært ved at få tingene for tæt på. For eksempel gad hun ikke at spille spil, kort og den slags. Hun brød sig ikke om at udstille sit temperament, når tingene ikke gik til held for hende. Fair nok. Så var det bedre med kryds og tværs, som hun kunne sidde med i timevis. For sig selv. Sådan noget med at sidde sammen og løse en opgave, det gad hun virkelig ikke. Så kun man få den kryds og tværs, og så tog hun selv en anden.

En aften i sommerhuset sad Inger i sofaen med en kryds og tværs. Ikke på min mors plads, for hun har nænsomt spurgt min far til, hvor min mor plejede at sidde, sove, lægge sit tøj osv. Og så har hun på respektfuldt vis fundet sine egne pladser. Der var lige nøjagtig plads til 3/4 person ved siden af hende - og der satte min far sig med armen om hende. Og så sad de ellers der med brillerne på næsen og småsnakkede: "..hmmmm hvad kan der stå der?" ... "Njaa, måske xxx" ... "nej, så passer det ikke med xxx" ... "hmmm, så måske xxx"...

Jeg måtte ind og tørre øjnene. Fordi det må være fantastisk som næsten 70-årig at finde fællesskab med en anden, der er så inkluderende og favnende, at man gerne må sidde tæt og blande sig i en kryds og tværs. Det er livets stjernestunder. Og det er sådan Inger er. Få har mødt Troldebarnet som hende - der endda kaldte ham en møgunge, fordi han snød, da de spillede Uno 1½ time. Hvilket han tog som en kæmpe kompliment. Elverpigen har også foreslået, at hun kunne komme på ferie hos morfar et par dage - "altså hvis jeg godt kan tillade mig at spørge, om Inger så er der. Så kunne vi nemlig bage og alt sådan noget".

Og så siger min far, "jamen det skulle jo have været mor". Og så tænker jeg, 'jamen det skulle jo have været mor'. Men det blev ikke mor. Mormor. Vi havde hende i mange vigtige år, men ikke i alle dem, vi gerne ville have haft. Vi var slet ikke færdige med at have hende. Allermindst børnene, som godt kunne bruge en ekstra voksen til at ville dem, når nu de mangler halvdelen af deres stamtræ. Og derfor er Inger en kæmpe gave. Selvom hun ikke er mormor. For hun vil gerne spille kort, dele krydsere og bage. Vi er glade.

Og nu - rygsæk og oppakning. Tror nu jeg smider badetøjet i puljen også. Det kunne jo være at heldige asener med gode feriestjerner skulle i samme retning...

Held og held...ja. Men ikke kun

Allerførst; jeg er oprejst igen. Tusind tak for gode råd om pillekombinationer, isposer og egenomsorg. Nu går det fremad, og jeg har fået masser af ynk, ahh det var skønt. Trængte jeg åbenbart til. Selv børnene har været så søde og hjulpet en masse. Og givet mor'en massage. Tror sgu det gik lidt op for dem, hvor let det hele kører, når Hulemor er i omdrejninger.

Nå, men det var egentlig det arbejde dér. Det nye. Der er rigtig mange, også jer, der har sagt tillykke. Og nogle af dem, der kender mig rigtig godt, siger, de kan høre i min stemme, hvor meget jeg glæder mig. Og det gør jeg. Så meget, at jeg har bestilt et digert værk på mange hundrede sider på amazon.com. Om transfusionsmedicin blandt andet - spændende ikke? Det kom i går, værket. Uhm, som en stor pose slik, bare guf til hjernen i stedet.

Så er der også nogen, der har sagt: "Hvor er du heldig". Det er også rigtigt. Selvfølgelig er der held med i den slags spil også. Men nu siger jeg lige noget, som egentlig har været lidt hemmeligt..: jeg er faktisk gået målrettet efter den stilling, og derfor er det en ekstra glæde for mig, at have fået den. Ja, der slap det ud. Jeg er ambitiøs. Faktisk.

Ambitioner var et fy-ord, da jeg var gift. Fy fy fy. Hvilken mor ønsker dog at bruge tid på andet end sin mand og sine børn (i den rækkefølge)? Rigtigt svar: En dårlig mor. En ambitiøs og karriererettet mor, er ikke en rigtig mor. Og lad mig da sige med det samme, at jeg er glad for alle de timer, jeg har investeret i mine børns opvækst ved at være meget hjemme, da de var små. Så må jeg bare håbe på at vinde i lotto, med al den pension, jeg ikke har.

Det korte af det lange er, at jeg fik en bog med et ugeblad. "Find din passion" af Pernille Melsted. Og lavede de der øvelser i den. Mest for sjov. Mest fordi jeg tænkte, "ha - mig, jeg har da ingen passion". Fordi jeg troede, at sådan noget passion var noget, man automatisk drømte om at forfølge og at det helt sikkert var et eller andet kreativt, der handlede om at være selvstændig og et naturtalent til noget.

Men så stod det jo dér, lige pludselig, hvad min passion var. Hvad jeg gerne ville. Og hvor jeg gerne ville det. Det var meget overraskende. Og meget sandt. Og min hjerne sagde med det samme: "Jamen det kan du jo ikke". Du er for gammel og for alene og har været for længe væk fra dit fag. Altså mit oprindelige fag. Fordi jeg lige skulle realisere mig selv med en pædagogisk uddannelse også.

Men tankerne rumsterede videre. Andre seje kvinder overbeviste mig om, at jeg ikke er for gammel - bare erfaren. At jeg ikke er for alene - bare fri til selv at planlægge. At jeg ikke har været for længe væk - bare fyldt rygsækken op med mere (brugbar) viden. Derefter skrev jeg et brev og bad (rystende og bævende, for det kan man da virkelig ikke) en kvindelig leder om at være min mentor på vej tilbage til et fag, hvor jeg drømmer om at kombinere min viden og uddannelser. Hvad hun svarede? At hun var stolt over, jeg havde spurgt hende. Stolt. Nå...

Og derfor var det frugten af mere end et års arbejde med at definere mine drømme og finde vej i det, der kulminerede i den stilling, jeg altså fik. Og derfor er jeg glad i maven hver morgen, når jeg kommer i tanke om, at det snart bliver virkelighed. Og derfor glæder jeg mig over at planlægge arbejdstider og fylde fryseren op med mad til travle tider. Og derfor kan andre høre på min stemme, at jeg glæder mig så meget, at stemmen næsten knækker. Fordi det lykkedes. Fordi det er så fedt at opleve, at det man går efter, kan lykkes. At man ikke altid er afhængig af held.

Og at en ægte mor godt kan have ambitioner. Og godt må. For sig selv.

Som at se på solen

'Le soleil ni la mort ne se peuvent regarder en face'

Hverken solen eller døden formår vi at betragte med ufravendt blik

(Francois de La Rochefoucauld)

Alle kriser giver vel anledning til eksistentielle overvejelser. Hvem er jeg? Hvad skal jeg? Nytter det? Hvad er meningen? Lige nu er den slags tanker med mig i alt, hvad jeg gør, siger og tænker. Giver det mening? Jeg spørger mig selv om det mindst 100 gange om dagen.

Det er helt okay, jeg ved, det er en del af krisen i kølvandet på min mors død. Og jeg ved også, at kriser rummer mulighed for udvikling. Og måske står jeg overfor et udviklingsspring? Det håber jeg. Om ganske kort tid fylder jeg 40 år. Midtvejs? Forhåbentlig. Måske er jeg langt over halvvejs, måske er jeg ikke engang halvvejs. Hvem ved?

En 40-års fødselsdag og min mors død næsten samtidigt, rummer vel en potentiel eksistentiel krise? Det er ikke sådan, at jeg begræder det og synes, det er et forfærdeligt sted i mit liv. Jeg har mange, mange ting at glæde mig over, som giver mig masser af livslyst og mod. Men jeg kan godt mærke trangen til at rykke, at komme ud over kanten, at vikle mig ud. Af hvad?

Livet er ikke en generalprøve, læste jeg for nylig. Er hver dag så den store premiere? Måske er det ikke så dramatisk. Men det giver tanker om at forvalte livet ordentligt. Definere sine prioriteringer. Jeg lever, lige som så mange andre vel, så nærværende, som jeg evner. Men samtidig er jeg ofte langt ude i fremtiden med mine drømme, mere eller mindre realistiske. Jeg er i en tid, hvor jeg er (helt!) alene med- og om mine børn - og føler mig af og til bundet af den omstændighed. Samtidig ved jeg, at lige netop denne intense tid med dem, resten af mit liv vil føles som den mest meningsfulde.

En skuespiller sagde en gang på sin 60-års fødselsdag: "Jeg har levet mit liv i den tro, at der lige om lidt ville ske noget fantastisk. Noget uventet, som ville gøre det hele meget bedre. Nu har jeg indset, at dette 'fantastiske' aldrig kommer til at ske. Det er mig selv, der skal skabe det fantastiske i mit liv". Jeg tænker ofte på de ord. Jeg er nemlig også overbevist om, at kun det man selv skaber, giver en blivende følelse af noget fantastisk.

En del af at blive klar til at gøre de ting, jeg gerne vil, er også at turde erkende min egen forgængelighed. At se på døden. Citatet i starten af indlægget er sakset fra bogen "Som at se på solen" af Irvin D. Yalom. At se på døden er som at se på solen. Solen skaber de betingelser, der skal være tilstede for, at vi kan leve. Og dog kan vi ikke se direkte på den. På samme måde er det med døden. Vi kan ikke se direkte på den, skønt vi ved, den kommer til os alle. Jeg vil se på den.

Ikke fordi jeg ønsker den, men for at kunne leve fuldt ud. Som mange andre higer jeg efter at være 'rigtig' i andres øjne. Maser mig rundt om et overdådigt tag-selv bord med alskens meninger, livsstile, værdisæt og statussymboler. Vil gerne have meget af noget og mindre af andet - med øje for, at I andre ser, hvad jeg vælger. For jeg ved, I dømmer mig, ligesom jeg dømmer jer. Udfra valg, ord, stil, meninger, evner, egenskaber og pryddragt. Trang til anerkendelse, succes, synlighed, meningsfuldhed.

Der, hvor jeg er i livet, forekommer alle disse valg, mange tilbudt af den nye tids 'guruer', at udspringe fra ét og samme: det store spørgsmål om livet. Og jeg ved, at svaret - for mit vedkommende - ikke ligger der, på tag-selv bordet.

Min mor levede og døde. Og selvom hendes liv var kort for os, der elskede hende - og skønt jeg ved, at hun også tvivlede på, om det hele gav mening - så gav det mening. Meget mening.

Nu vil jeg tage mine unger under armen og køre 'hjem' til min far. Deres hjem, hvor så meget af hende stadig er. Smertefuldt, beroligende og trygt. Min far har lovet, at menuen står på brændende kærlighed, rødvin og gamle historier. Kan man ønske sig mere?

Hvem er du?

Min venindes datter spurgte hende om dét, forleden. "Mor, hvem er du egentlig?"

Jeg tænker den samme tanke disse dage. "Mor, hvem var du egentlig?".

Der er min mor, som jeg kender hende. Kendte? Den kærlige, beskyttende, omsorgsfulde, interesserede og lyttende mor. Faktisk lige sådan som en mor skal være.

Men min mor var også noget andet, end den vi kendte. Min bror og jeg. Hun var privat og distanceret, når det kom til hendes følelsesliv - der blev ikke delt ret meget. Min mor var mor for sine børn. Ikke ven og veninde. Vi var ligeværdige, men ikke ligelige. Hun lyttede og værnede sine unger. Bar. Vi skulle ikke bære hende.

Efter hendes død har min far og jeg drukket rødvin. Og talt solen sort. Og han har fortalt mig en masse historier, som hun aldrig selv har fortalt. Vist mig breve, hun har skrevet til ham gennem tiden. Lært mig, at min mor var så meget mere, end det, jeg - hendes datter - så. Hun bliver meget mere farverig og sprudlende. Levende.

Til aften fik jeg en mail af en min mors søstre. Hun skrev blandt andet:

At hun kunne være sig selv i næsten hele sygdomsforløbet og helst ville bære det selv, er fantastisk.

Det er noget underligt noget at føle, at i torsdags var en god dag, men det var en trøst for os, at du fortalte om de sidste dage som noget smukt og givende. Vi genkendte hende i alt, hvad du sagde.

Jeg tænkte, ja netop sådan var hun, værdig og stærk på trods af det sprøde sind, som jeg ved, hun havde.

Jeg tror, du ligner hende meget, og det kan du kun være stolt af.


Min mor er død. Måske er jeg først lige begyndt at lære hende at kende? Det er okay. Og jeg er stolt.

Hvem er du?

Forunderlige hjerte

"I et fyldt hjerte er der plads til meget - i et tomt er der ikke plads til noget"

Sådan lyder et afrikansk ordsprog. Og jeg ved, at mit hjerte er fyldt.

Mit lille hjerte er ved at briste ved erkendelsen af, at min mors dage rinder ud langt tidligere, end jeg havde forestillet mig.

Samtidig svulmer det af lykke over to glade, raske børn, der glæder sig til julen som aldrig før.

Det berøres dybt ved synet af den ubegribelige skønhed, naturen udfolder sig med lige nu - overalt omkring mig.

Og det bobler af glæde over en langstrakt forelskelse på vågeblus, der, midt i en svær tid, giver sig til at gløde og ulme - og antændes til et bål af kærlighed.

Side om side går sorgen og smerten ved at skulle miste, hånd i hånd med glæden over livet.

Forunderlige hjerte.

Koks i komakassen

Det er mig, der er koma kassen.

Næsten en hel uge uden computer hjemme - utroligt, hvad man kan vænne sig til! Det giver tid. Mange, mange timer, der kan bruges på andre gode ting. Børn fx. Og bøger.

Det var dejligt at blive kysset, men det fik ikke snuen til at forsvinde...onsdag tilbragte jeg i dyner foran en anden komakasse, og så to gode film på en formiddag. OG morgen TV. Ikke sket siden jeg sidst var på barsel for 8(000) år siden. Det var hyggeligt. Èen dag. Fannerme også en lang dag at ligge på langs uden pc.

Da jeg rejste mig fra dynerne for at lave te og flere honningmadder, gik det op for mig, at jeg savnede alle bloggerne. Jer. Helt igennem abstinenser havde jeg, over ikke at kunne følge med i jeres gøren og laden. Det var - ... - tankevækkende.

I det hele taget er det tankevækkende at have så meget tid til overs i hovedet, bare fordi et troldebarn aflivede en harddisk. Jeg har tænkt meget. For meget. Alt for mange store tanker i ét lille hoved.

Selvfølgelig taler jeg med nogen, ja, ja. Men jeg har brug for at tale med nogen, som kender det indefra. Og jeg ved, at det er normalt at pårørende til kræftpatienter får det sådan. Og tror at hver en lille knop i huden, stikken i brysten, hævelse i halsen og træthed er kræft. Jeg er nødt til at gøre noget ved det.

På onsdag skal jeg til pårørende rådgivning i Kræftens Bekæmpelse. Det går ikke med alle de tanker alene. Det er gået op for mig, at jeg stort set kun tænker på liv og død. Især død. Jeg er bange for at dø. For at få kræft selv, og dø. Dø fra børnene. Dø fra mit liv. Bange for, at jeg ikke når det. Når hvad? Dét. Livet. Jeg kan slet ikke få greb om bare at leve. Alt bliver sat op mod liv-og-død temaet.

Nu har jeg vist pløjet mig igennem alle jeres indlæg fra de sidste dage, pyyha. Jeg er med igen. Opdateret. Vejret kalder vist bare på hygge, dyner, pandekager og puttetid med de små. Uden forstyrrende elementer som fx en computer. Kan ske det var held i uheld med den loddefejl...

Jeg har helt glemt at sige..

...tusind tak for alle de kommentarer og mails, I sender. Det er vidunderligt at få respons og varme tanker fra mennesker, jeg dybest set ikke kender. Selvom jeg deler mere med jer, end med mange andre af dem, jeg egentlig kender...

Når jeg selv lægger kommentarer hos andre, synes jeg, det er dejligt, når bloggeren responderer på kommentaren. Giver et lille pip tilbage. Det er selvfølgelig ikke altid, et indlæg lægger op til det, men ofte vender jeg tilbage til et kommentarspor for at se, om der "sker" mere.

Desværre får jeg ikke ret tit kommenteret på jeres kommentarer og hilsner, så derfor TAK. Alle bliver læst med stor glæde og læst mange gange. Også på gamle indlæg, hvor jeg af og til kan tænke "hold da op - har jeg skrevet det dér?". Det er da fantastisk at kunne bladre tilbage i sine egne sindsstemninger og tanker!

Det var bare det, jeg ville sige. Tak, ikke? Hej..