Jeg skulle ind til hende om morgenen, patienten. Hun var godt nok lige gået på badeværelset, så jeg tænkte, at hun skulle have 5 minutter til at blive færdig, og gik ind til en anden imens. 20 minutter efter var hun endelig færdig. Jeg har ikke været inde hos hende før, så jeg ved ikke lige, hvad jeg havde regnet med. Men wauw en kvinde, jeg kom ind til. En rigtig femme.
Hun var ved at tage strømper på. Selvsiddende med blondekant, naturligvis. Og imens jeg hjalp hende med at trække strømpehælen rigtigt på plads, betragtede - og beundrede - jeg resultatet fra anstrengelserne på badeværelset.
Tykt bølget hår, halvlangt og skinnende af naturlig glans. Flere gange lod hun hånden glide igennem det, for at være sikker på, at det sad ordentligt. Det gjorde det. Hendes undertøj var kridhvidt og med dyre blonder. Ikke noget forvasket sloggi, snarere noget fra en lingeriebutik. Hænderne var lange og slanke med perfekte negle, lakeret med en transparent lak der gjorde sig godt til de enkle, men smukke, fingerringe.
Og makeup? Ja da. Huden var ensartet og funklende, øjnene indrammet i noget dæmpet gråt, men selvfølgelig markeret med en perfekt sort eyeliner. Hun manglede lige læberne, men dem ordnede hun først efter morgenmaden...
Da jeg gik, sagde jeg til hende, at hun så forrygende ud, og at det var forfriskende at have hende i afdelingen. "Ja tak", sagde hun "det kan da godt være, det er lidt omsonst at gøre noget ud af sig selv her, men der er ikke noget ved det, hvis man ikke ser lidt ordentlig ud!".
Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg overvejer, om jeg selv skulle tilføre hverdagen lidt flere farver fra paletten. Det var i hvert fald et inspirerende møde, og sjældent (?) at møde en kvinde, der var gennemført fra yderst til inderst. Skøn dame, hende Edith.
Forresten, fik jeg nævnt, at hun var født i januar 1923?
