Tanker #1

I morgen kommer hun hjem.

Min lille store pige er taget på efterskole, og jeg har ikke set hende i tre uger. Men i morgen kommer hun hjem, fordi der er lukkeweekend - godt for mig!

Det passer ikke helt, at jeg ikke har set hende. Jeg har set hende i 19 minutter forrige søndag, da smeden og jeg afleverede hesten. Den måtte - i lighed med mobiltelefonen - ikke være med den første uge. To timer kørte vi, langt, langt mod vest, indtil vi nåede hendes nye verden. Så forandret hun allerede så ud, men heldigvis glad.

Vi læssede hest af og ordnede små praktiske ting - og så stod hun der i stalddøren og sagde farvel. Det var dén audiens. Nitten minutter kunne smeden oplyse! Så kørte vi to timer igen...

Jeg er så glad på hendes vegne, for hun har virkelig trængt til det break. Trængt til at komme langt væk fra krav og forventninger og uddannelsesguider og elektroniske dokumenter med fremtidsplaner, der allerede føles forpligtende at skulle forholde sig til. Beseglet med nem ID, når man kun er 15 år.

Jeg håber sådan, at hun får det år til sig selv. Et år hvor hun får lidt fred for sin bagage, et år hvor hun kan sætte den tunge rygsæk og flyve lidt på lette vinger. Selvfølgelig bliver der hårde dage, pigefnidder, kærestesorger og hvem ved, måske endda lidt hjemve.

Mest af alt håber jeg af hele mit hjerte, at den mand, der har ringet til skolen for at spørge, om der går en elverpige på det nye hold, slet ikke er ham, jeg tror, det er. Og jeg håber af hele mit hjerte, at han - hvis det alligevel er - vil lade hende få det år i fred, indtil hun selv er klar.

Mød vores nye darling

Billedet er desværre taget i modlys og lidt for langt væk. Men her er hun; Elverpigens elverhest. Godt nok er vi en lille og uautoriseret familie, men tæller dog 3 tobenede, to ørkenrotter, to katte, en hund og nu også en islænder! For at gøre en lang historie kortere, er hun resultatet af, at konfirmationspuljen er kommet i spil. Selvom smedens familie tæller, tæller den alligevel ikke helt så meget som en fars familie. I en Elverpiges bevidsthed i hvert fald. Det har gjort ondt, at han definitivt er udelukket fra den store dag. 

Det fik Hulemors hjerne til at kortslutte lidt, og store planer blev lagt for, at den kommende konfirmation skulle indeholde så meget festivitas, at bevidstheden om dem, der mangler, blev bedøvet. Men nu er det jo stadig sådan, at dem, der ikke er til stede, har tendens til at fylde mest. Derfor snakkede jeg med Elverpigen om, hvad der skulle til for, at dagen blev den bedste nogensinde, uanset at halvdelen af ophavet mangler. Og der var kun ét svar: penge nok til en hest. En hest, en hest, mit elverrige for en hest, mor. 

Så jeg blev enig med mig selv om, at det var bedre at smide hele puljen på bordet, og lade hende selv være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Godt nok har vi kun de penge, jeg tjener, og det er ikke fyrsteligt. Men da jeg startede helt fra bunden for fire år siden, er mit forbrug nærmest ikke eksisterende, og jeg havde efterset budgetterne. Der var råd til en hest. Og ved du hvad? Det er den mest fantastiske følelse at opdage, at noget, der tidligere syntes helt umuligt, faktisk er indenfor rækkevidde. Jeg følte mig usigeligt rig den dag, jeg skrev under på købskontrakten på det lille vidunder. Og vidste, at jeg havde råd til det. For mine egne penge.

Den dyrlæge, der stod for handelsundersøgelsen roste den lille isprinsesse så meget, at ejeren måtte fortrække og tørre tårerne bort. Og jeg forstår hende godt, for det er sjældent man finder så fin en hest. Elverpigen svæver. Hun er så lykkelig, at hun næsten ikke kan rumme det, og jeg føler, at jeg investerer i hendes ungdom og livskvalitet. Og min egen. Det skal ikke være mig et stort offer at lufte elverhesten, når teenageren hellere vil sove længe...

Troldebarnet tager det hele med ophøjet ro. Og er allerede begyndt at drømme om, hvad han skal bruge sådan en formue på, når det bliver hans tid til konfirmation!

En Elverpige træder i karakter

Nå, jeg ville ellers have skrevet om noget helt andet. Om deller. Om at tabe dem. Om tilfredshed. Bare sådan med livet i store træk. Og små. Jeg er sådan ret gennemtilfreds for tiden, nemlig, og det bør man da dele ud af?

Men så var det, at kloge Anna skrev noget om forældreskab. Og så var jeg alligevel nødt til at skrive noget, som egentlig handler om Elverpigen. Også selvom jeg har det princip, at jeg helst ikke skriver om børnenes privatliv - de ved jo ikke, det står her, og har ikke bedt mig offentliggøre det. Men nogle ting er okay i stolthedens tjeneste, og Elverpigen gør mig stolt. Ikke bare nu, men især nu.

Begge børn går på en lille skole med gode værdier. Værdierne bliver sædvanligvis levendegjort i skolens hverdag med et væld af traditioner, samspil mellem hånd og ånd og masser af nærvær. Et smørhul for et godt børneliv. Men nu er der sket noget.

I korte træk handler det om principper, noget om gruppeopdelinger og privilegier for skolens ældste børn. Som Elverpigen nu tilhører. En bedsteveninde falder årgangsmæssigt udenfor en kategori og er på den baggrund blevet holdt udenfor. Mobbet faktisk. Temmelig meget. Af specielt én pige, der sætter lus i skindpelsen.

Min milde og diplomatiske Elverpige har måbet. Undret sig. Været frustreret. Grædt. Af ked-af-det-hed og af arrigskab. Bidt tænderne sammen, kæmpet, stået bag, båret tunge åg, glattet ud og følt udelukkelsen. Jeg har været med på sidelinjen med "det går nok, det bliver nok bedre efter jul, efter vinterferien, efter..."

For 14 dage siden kiggede jeg på min datter og så, at hun var visnet. Ingen glæde ved skolelivet. Ingen glæde ved morgendagen. Ingen udsigt til, at det ville blive bedre. Hun har set noget, hun ikke ønskede skulle være sket. Hun har mistet noget for mange.

"Hvorfor gør de det, mor?"

"De kan jo godt lide hende, hvorfor holder de hende udenfor på grund af et princip?"

"De siger, der ikke er mobning på vores skole. Men det er der jo!"

"Hvorfor er der ingen, der gør noget?"

Hun har oplevet, at dét at kæmpe for en anden, dét at stå ved sine egne holdninger og moral, dét at turde gå imod strømmen - dét har kostet hende en plads i fællesskabet. Hun ved, at mange kan lide hende, men ikke tør gå med hende i kampen. Hun ved, at hun nu selv bliver udelukket, fordi hun stod ved. Og hun har tabt dét for dem.

Hun har på egen hånd taget konsekvensen og besøgt en anden skole. Hvor hun starter med månedens udgang. På dét skolebesøg så jeg lyset i hendes øjne igen. Gnisten. Lysten. Velvidende, at der også bliver fnidder dér, holden udenfor og hviskerier. Men nu er hun rustet. Og en større skole giver flere muligheder for at være stærke med andre. Og nye muligheder for mange ting. Hun glæder sig.

Og jeg glæder mig med hende. Jeg har opdaget, at jeg har været nervøs på hendes vegne. Fordi hun træder udenfor. Fordi hun bryder med traditionerne om at blive på skolen til det sidste klassetrin. Fordi hun skaber uro i geledderne. Fordi hun måske skubber til andre, der vakler. Fordi jeg er bange for, at de skal blive sure på hende.

Men nu er jeg kun stolt. STOLT siger jeg jer. For hun gør det stille og roligt og udramatisk, på den mest ordentlige måde, så ingen kan ramme hende nu. Jeg kan se, at hun har taget sin beslutning. Selv. Og ved at læse Annas indlæg den anden dag, gik det op for mig, at det her er en direkte konsekvens af det, jeg prøver at lære mine børn. Og se nu - hun har lært det.

Hun vil møde masser fnidder, mennesker, der sætter lus i skindpelse. Veninder, der bagtaler, kolleger, der mobber. Måske vil hun føle udelukkelse igen. Men hun ved, hvor hun selv står i det. Hun ved, hvornår hun skal sætte foden ned og sige nok er nok. Verdens modigste Elverpige.

Og nu ingen søndag aften uden en sang!

When I wake up in the mornin'
And I see you there
I always whisper a little prayer
I gotta see your sweet, sweet smile everyday

(Verset er taget ud af en kontekst, men jeg glæder mig til at se Elverpigens søde smil om morgenen igen)

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det

Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.

Op til overfladen

Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.

Elverpige på vej mod teenager

Nedtællingen er begyndt. I dag var Elverpigens første dag i det sidste år, inden hun bliver teenager. Der er ved at være heeelt andre ting på ønskesedlen, så som "støvler med lidt hæl", "laptop-bakke" og "webcam". Synes ellers ikke det er længe siden, det mest var Schleich dyr, der var det hotte.

Og sådan en dag må mor'ens tanker nødvendigvis drages mod den oktoberdag for 12 år siden, hvor veerne meldte sig midt i et møde. Når jeg skal vælge gode historier at fortælle fra børnenes barndom, er fødslerne altid et hit. Det er altid stort at høre om sin egen fødsel. Men for mine børn nok størst, at jeg af et ærligt hjerte kan sige, at det var en god oplevelse for både mig og deres far. Sammen. Elverpigens fødsel var langstrakt på den gode måde. Regelmæssige veer, der nemt klaredes med et dybt åndedræt. Lændemassage af en kompetent 4. gangs far, der smittede med ro. Tryghed ved at have gået til fødselsforberedelse og være opslugt af kroppens arbejde.

Elverpigen elsker den del af historien, hvor jeg fortæller om jordemoderen, der sad i et hjørne og strikkede, kun ved det dæmpede lys fra en arkitektlampe. Det var nat over København og fra 22. etage på Herlev sygehus var udsigten over byen et knappenålstæppe af lys. Kroppen gjorde det hele selv, og jordemoderen rejste sig kun for at tage imod det lille nye menneske, der tittede frem kl. 02.24 lørdag morgen. Den nat en Elverpige og en mor blev til. Tillykke.

Totalt nederen cykler

Elverpigen er hestepige. Hestepigehestepigehestepige. Elsker heste, heste og KUN heste. Indrømmet, hun har det ikke fra fremmede, og faktisk nyder Hulemor at være med i stalden, når Elverpigen er til ridning. Således indebar tøsedagen i går også en ekstra ridetur, nu Troldebarnet var taget på langfart med overnatning hos en kammerat.

Klip til valgaftenen. Unge fra Det Radikale Venstre i høøøøjt humør er på vej til deres festdestination. Der synges, klappes og hujes. Det er i hvert fald det, Hulemor hæfter sig ved. Elverpigens fokus er et helt andet, hvilket afføder følgende kommentar fra hende:

"Aij mor, se lige. De kommer bare ... der. Det ville da se noget bedre ud, hvis de kom på heste. De kommer bare ... trækkende med deres cykler. A ha haaaaa, hvor nederen er det ikke lige?"

(Jeg griner endnu)

Kære Brevkasse

Jeg har brug for jeres mening!

Den anden dag ville Elverpigen og en veninde se filmen "Klovn, the movie". De er elleve år, hvilket er filmens tilladte aldersgrænse. Men Hulemor sagde nej.

Jeg har selv set filmen, og er godt klar over, at den ironiserer over arketypiske (mande)fantasier og samfundets normer. Men altså...kan børn skelne og forstå det? Jeg er i tvivl.

Mange af Elverpigens jævnaldrende har set den, og de har vel ikke ligefrem taget skade? Jeg synes bare ikke, hun har så vanvittig meget brug for at se Frank Hvam stikke sin finger op i en piges numse eller for den sags skyld Casper Christensen med en ordentlig stivert i munden. Måske er det mig, der er for blufærdig?

Grunden til, at jeg sagde nej, var egentlig, at de selv skulle sidde og se den. Elverpigen er meget blufærdig (overfor mig) og har aldrig spurgt om seksualitet og sex. Selvfølgelig ved hun mere, end jeg tror, alt andet er vel naivt (?). Men alligevel...jeg ville gerne have lejlighed til at forklare, at de ting, der sker i den film, ikke er almindelig adfærd mellem voksne mennesker. Derfor ville jeg måske have accepteret det, hvis vi kunne se den sammen eller i hvert fald tale om det inden - men det var der ikke rigtig mulighed for i situationen.

Elverpigen accepterede uden surmuleri, at jeg sagde nej, så det er ikke det, der er sagens kerne. Nærmere, at jeg ikke kan - og heller ikke skal - blive ved at bestemme, hvad hun må se eller læse fx på nettet. Jeg har derfor bestilt nogle bøger på biblioteket, som henvender sig til unge, om sex, krop og kærlighed, og håber vi derfra kan få nogle gode snakke om, hvad der er fantasi og virkelighed.

Og nu skal du hjælpe mig! Er jeg for snerpet eller hvad?

Har du erfaringer, meninger eller holdninger til hvad børn og spirende unge skal se og vide - så kom med dem. Og på forhånd tak.

Og i dag en Elverpige, der var mere mopset end almindeligt. På den der jeg-er-sur-på-alle-men-se-dog-på-mig-jeg-er-ked-af-det måde. Fyrede nogle perfide bredsider af til Troldebarnet, og skred ind på værelset. Og smækkede døren efter sig.

Troldebarnet fik et kram af moren, og blev overbevist om, at det vist ikke liiige handlede om ham. "Jeg tror hellere, du må gå ind til hende mor". Ja.

Hun lå på tæppet, da jeg kom derind. "Jeg gider ikke snakke om det. Det hjælper alligevel ikke".

"Okay, så sidder jeg bare her lidt"

"............"

"............"

(Efter en rum tid satte hun sig alligevel hos mig. På skødet. Spirende teenager forklædt som Elverpige)

"Det er bare ligesom om, der hele tiden kommer flere problemer"

Ked af det over en far, man ikke kan se. Endnu. Veninder, der styrer lidt mere end godt er. Andre veninder, der er kede af, at nærværet og legene forsvandt, fordi nogen styrer lidt mere, end godt er. En smed, som man rigtig godt kan lide, men som også har sine egne børn og sit eget liv. Og som man derfor ikke kan bo sammen med og gøre til sin egen. Fordi et 11-årigt Elverbarn stadig drømmer om en rigtig familie. Med to voksne. Hvor man ser Kender du typen. Sammen. Og en elsket mormor, der pludselig ikke er der mere, når verden er svær. "Jeg synes bare, at verden er uretfærdig mor".

Og den gamle Hulemor ønsker helt ind i hjertet at kunne beskytte sin unge mod den, den uretfærdige verden. Og tænker kynisk: Get used to it. Fra nu af bliver det kun værre.

Sorgløsheden er allerede lidt på retur. Heldigvis hjælper det stadig at sidde på skødet af sin mor. Og bagefter bage en kage. Og spise den kl. 17, selvom det er totalt politisk ukorrekt lige inden aftensmaden. Så kalder vi det bare livskvalitet.

"Og faktisk hjalp det også en lille smule at snakke om det, mor"

Elverpigetid

Og nu skal vi jo ikke glemme, at Elverpigen ifølge sin lærer er sød, social, positiv og arbejdsom med en yderst veludviklet sans for humor! Og at alting bare går så godt, at der ikke rigtigt er noget begavet at sige om arbejdspunkter fremadrettet. Udover at man selvfølgelig altid kan øve sig lidt mere i minus-stykker med lån. Altså mest for at kunne skrive et eller andet.

Og nu skal vi jo også lige huske, at hun er totalt legebarn og stadig har huller på knæene fordi hun leger kat inde under bordet.Tit. Og at hun samtidig sender sin mor sådan nogle sms'er:

"Jeg vil have en ny mobil sådan en som lxxx's bare i en anden farve kom nu så er du den sødeste i hele verden selvom du er det i forvejen (udvalg af blinkende, kyssende, smilende smiley'er) og godnat og tænk over det kh Elverpigen"

Og i aftes så jeg hende stå og synge foran spejlet mens hun kastede med sit lange lyse hår...og en gammel vemodig mor tænkte kærligt, at det er lige nu, det starter, og tænk sig hvilket liv, der venter hende. Generationerne rykker en tand, og lige om lidt er det hendes tid. Elverpigetid.