Jeg har brug for sol. Sol til at varme Damehuset op og tø nogle usynlige vandrør op. NU!! Ingen vand på første sal. Og ja, det er pænt irriterende, når nu badeværelset (bemærk ental) ligger der. Elverpigens værelse ligger på samme side af huset og er nærmest dybfrossent. Kooom nu tøvejr!!
Damehuset er en beskeden dame, og vandrør er ikke noget, hun sådan skilter med. De løber et eller andet sted mellem kælderen og første sal. Rimelig forudsigeligt. Men hvor? HVOOOR?? Ingen ved det. Der er ikke andet at gøre end at vente indtil frosten slipper igen. Og så lige holde øje med, hvorfra kaskaderne springer, hvis rørene er sprunget.
Smeden tog det helt roligt, da jeg vækkede ham meget tidligt lørdag morgen, i panik over et halvfrossent hus. "Jamen hvad gør jeg? Jeg skal ikke til at have vandskade - hvad gør jeg". "Du tager det bare helt roligt. Der sker ikke noget, så længe det fryser så hårdt. Og hvis de rør skal springe, så er skaden sket". Ok så. Tak for info.
Senere på dagen lærte jeg et nyt ord: pex rør. Der hvor vandrørene starter opstigningen i Damehusets hellige indre på turen til badeværelset, er de lavet af pex rør. Og hvis de fortsætter sådan, er det godt, siger smeden. Pex rør er nemlig lavet af plast og springer ikke. Så aftalte vi, at der var fuld af pex rør inde i Damehuset, og så var jeg glad over det. Indtil smeden ringede om aftenen. Fordi han havde vandskade. Og havde brugt en time på at skovle grødis ud af sit vaskehus. Fordi rørene var sprunget. Selvom de var lavet af pex.
Nu er der kun tilbage at vente.
Men forresten, jeg har jo tid til at vente på det. Hvorfor? Jeg har FERIE, jahaaaaa. Og det kan aldrig så mange vandskader lave om på. Hvis jeg får tid skal jeg underholde med tre vigtige ting, jeg har fundet ud af for nylig. Og hvorfor jeg er så ualmindeligt glad for en opringning fra Troldebarnets lærer. Og hvordan jeg lige har tabt nogle meget irriterende kilo.
Vi ses.
