Viser opslag med etiketten mor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mor. Vis alle opslag

onsdag den 2. maj 2012

For det første..


...tusind tak fordi I er så søde. Jeg elsker jeres kommentarer, selvom jeg næsten aldrig får svaret på dem i kommentarfeltet. Men jeg kan læse dem om og om igen, fordi det er så dejligt, at I er der. TAK.

For det andet, så har det været sådan nogle dage, hvor jeg har måttet overgive mig til boblen. Sygdomsboblen. Anna siger: "Overgiv dig til Zen, når dit barn bliver sygt". Åhh ja. To dage har Troldebarnet ligget vandret med feber og ondt i halsen. På de første sommerdage i mands minde. Så jeg har bare messet Annas ord, mens jeg har siddet med kaffen. Gravet lidt i haven. Fundet solhatten frem. Kigget lidt på katten, der havde kæresten med hjem. Og gjorde det på græsplænen, lige foran børnene. Så fik vi snakket lidt om bierne og blomsterne ...ind imellem har jeg selvfølgelig nusset, kysset, opvartet og trøstet Troldebarnet, der sagtens kunne ligge og være syg på trampolinen. Og i øvrigt er ved at komme sig nu.

Jeg gider også godt på arbejde igen, så det er fint, at han er frisk i morgen. Men altså, når det nu skulle være, så gjorde det da ikke noget, at vejret var godt...

onsdag den 15. februar 2012

En glad mor er en god mor


Egentlig ikke et udtryk, jeg bryder mig særlig meget om. Ikke fordi jeg ikke synes, det er rigtigt. Meningen er for så vidt god nok, men jeg har af og til tænkt, at det så nemt at sige, når man i virkeligheden er ude efter at retfærdiggøre, at man bruger tid på sig selv. Altså tid, som kunne have være brugt på børnene.

Jeg var engang gift med en mand, som forstod at nære og gøde den naturligt iboende dårlige mor-samvittighed. Fx over at elske sit (mit) arbejde så højt, at man (jeg) frivilligt tilbragte en aften om ugen på at undervise i stedet for at "passe sin (min) familie". Han havde jo ikke noget imod, at jeg arbejdede, som han sagde. Så længe det passede indenfor hans arbejdstider, så han ikke skulle belemres med at tage sig af børn eller praktiske foranstaltninger i relation til den øvrige husholdning. "Hvad er det for mor, der har lyst til at være på arbejde, når resten af familien har fri?". Åbenbart sådan en som mig - meget dårlig én af slagsen. Nå, men nu var det ikke ham, vi skulle snakke om.

For nylig ringede Troldebarnets lærer til mig, for at høre, hvad der var sket hjemme hos os de seneste måneder? Der var en tydelig forandring med ham i skolen, nemlig... Øhh, joe, vi sover i køkkenet, han har ikke noget værelse lige for tiden... Så har jeg fået nyt arbejde og længere transporttid, så de tager faktisk selv afsted om morgenen og jeg kommer senere hjem end før...(ooohhh sooorte samvittighed).

Nåe, men de synes bare, han var blevet så rolig og harmonisk. Alle de voksne havde bemærket det.

Okay. På den måde forandring.

Det fik mig til at tænke på det med den glade mor. Damehuset byder på udfordringer og hængepartier, men jeg elsker at bo her. Det er så meget vores hjem. Hulebo var fra starten en midlertidig løsning, fordi der var en tidsbegrænset lejekontrakt knyttet til huset. Hulebo var et helle, et pusterum, et eksil. Damehuset er et hjem. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at flytte.

Arbejdspladsen er et sted, jeg er kommet for at blive. Det rummer alle de muligheder og udfordringer, jeg ønsker i de forholdsvis trygge rammer, jeg har brug for. Jeg har det godt med mine kolleger og ved, at jeg er dygtig til det, jeg laver. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at skifte arbejdsplads.

Smedens favn er min havn, for nu at sige det lidt poetisk. Vi har så lidt lyst til - og brug for - at lave hinanden om. Han får mig til at grine, når jeg Mauder og skubber til mig, når der er noget, jeg tror, jeg ikke bryder mig om. Til gengæld får jeg ham (bilder jeg mig ind) til at reflektere over tilværelsen på en anden måde, end han har gjort før. For første gang i mit liv har jeg ikke lyst til at finde en ny og bedre mand.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Måske er en glad mor alligevel en bedre mor...

onsdag den 25. maj 2011

Savnedage






Aint no sunshine when shes gone
Its not warm when shes away
Aint no sunshine when shes gone
And shes always gone too long
Anytime she goes away

Wonder this time where shes gone
Wonder if shes gonna stay
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away

And I know, I know...

Aint no sunshine when shes gone
Aint no sunshine when shes gone
Only darkness everyday
Aint no sunshine when shes gone
And this house just aint no home
Anytime she goes away
Anytime she goes away....

tirsdag den 24. maj 2011

Kære mor#2


Jeg ville egentlig bare sige tillykke. Med bryllupsdagen. 42 år siden i dag, at I sagde ja til at følges ad, indtil døden jer skilte. Og det gjorde den. Det betyder meget for far, at det gik rigtigt til, i hvert fald på den måde. Han holdt sit løfte overfor dig og overfor dem, der bevidnede jeres ægteskab for nøjagtigt 42 år siden.

Dengang var du kun 24 år, tænk sig. Ung og smuk og meget nygift. Fest på Hjerting Badehotel, i lige netop disse timer. 15.330 dage plus rundt regnet 10 skudårsdage. Det er alligevel også en slags lang tid. Han havde siddet med jeres bryllupsalbum her til aften. Set alle billederne igennem og husket jeres store aften i glimt. Men det havde ikke været slemt ved ham. "Ved du hvad?", sagde han til mig, "De fleste af dem, der var med, er døde. Livet er jo bare ikke konstant. Det går vi måske og tror i hverdagens trummerum, men det flytter sig hele tiden. Nogle dør og nye fødes. Det var okay".

Det blev jeg glad for at høre ham sige. Han trænger til at være lidt glad igen. Han havde været ovre på kirkegården med roser til dig. I to farver. "Det er bare ikke særlig festligt, at det er derovre, man skal give hende blomster. Især når man tænker på, hvor tit jeg har glemt vores bryllupsdag, mens hun var her".

Jeg var også derovre i går, på kirkegården. Jeg forstår det stadig ikke, at det er dit navn, der står der med de sirlige bogstaver. Jeg synes, det må være en fejl. Når jeg ser dine sommerblomster, din håndskrift på små sedler og dit navn på den sten, så længes jeg sådan efter dig. Jeg kan næsten ikke trække vejret mor. Men jeg kan godt græde, heldigvis. Tiden læger ikke alle sår. Tiden bevæger sig væk fra dig, og minder mig om, at du ikke kommer tilbage.

Jeg ville bare sådan ønske, at du snart kom hjem til os igen...


torsdag den 17. marts 2011

Ved du, hvor din mor er?


Min lillebror, han er sådan en, der skruer i alt. Alternativt hamrer. Jeg husker ham med en hammer og en pakke søm i hånden fra han var helt lille. Og jeg husker, hvor mange søm, der skulle trækkes ud af væggen, engang der skulle males på hans værelse..

Nu skruer han mest i lastbiler. Store, dyre maskiner. Og han er virkelig, virkelig dygtig til det. Og virkelig, virkelig afholdt alle steder. Det kan jeg godt forstå. Han er nemlig et helt usædvanlig rart menneske. Harmonisk, glad og smilende. Og sjov. Kan en masse røverhistorier, og kan få en lille ubetydelig hverdagshistorie til at blive et oneman show.

Nå, men han har jo altid bare været min lillebror. Lille. Bror. Men da min mor døde, opdagede jeg, at han faktisk er blevet en mand. En helt rigtig voksen mand. Og faktisk også lidt sølvhåret, når jeg kigger ordentligt efter! Da han blev far første gang, havde jeg godt nok på fornemmelsen, at jeg ikke kendte ham så godt, som jeg troede. Det var og er han nemlig også rigtig, rigtig god til.

Jeg ved ikke, hvor meget han reflekterer over tilværelsen. Liv og død og den slags. Men jeg ved, at han har været rigtig god til at holde om sin storesøster for nylig, da døden kom tæt på. Han tog om mig på sådan en måde, som jeg forestiller mig en....storebror ville gøre? Jeg kunne læne mig. Det var rart. Vi er blevet tætte.

Den anden aften sagde han noget, som jeg har tænkt meget over siden. Fordi jeg synes, det var klogt og rigtigt. Og rørende. Og måske mest, fordi jeg blev overrasket over, at han tænker sådan. Det var noget, han havde sagt til en af sine venner.

"Ved du hvad jeg synes er det værste ved, at hun er død? At jeg ikke ved, hvor hun er mere! Ens mor ved man jo altid hvor er......for det meste er hun hjemme, og ellers ved man hvor hun er og hvornår hun er hjemme igen. Man ved sådan nogenlunde, hvad hun skal og hvad hun laver i løbet af en uge. Og uanset hvad, er hun kun en sms eller et telefonopkald væk. Nu har jeg i 36 år vidst, hvor min mor var, og pludselig......så ved jeg det ikke mere. Har du nogensinde tænkt på, hvordan det er? Kan du forestille dig hvordan det er, ikke at vide hvor din mor er?"

Det er jo sådan, det er. Hun må da være der et sted?!!? Hun var her jo lige!! Jeg kan mærke den undren dybt inde i mig selv også. Og længsel. Og fortvivlelse. Er hun virkelig væk for altid? Nej. Jo. Eller?

Ved du, hvor din mor er?

onsdag den 9. marts 2011

Portvinsdranker?


Dog ikke. Men nu er jeg åbenbart blevet sådan én 40-årig dame, der sidder og tyller noget Baileys. Fordi jeg kom til at tude over et indlæg ovre hos Marie, der bare trigger noget indeni mig. Noget, der vil ud gennem tårer.

Og fik mig til at finde det sidste billede af min mor. Min mor og jeg. Hånd i hånd. Mens hun tog afsted og jeg skulle blive. Og jeg tog det billede, fordi jeg vidste, at hun var på vej. Og jeg vidste, at det var okay. Så det billede er ikke sorg, det er glæde. Og på gensyn.



tirsdag den 25. januar 2011

Der er så stille nu


Kære alle jer. Tusind tak for jeres søde, kloge, varmende og kærlige kommentarer. Der kommer mange ord fra jer, der trøster og giver kræfter til at komme videre.

Sangen er til min mor. Fordi det var en af hendes absolut yndlingssange. Fordi teksten siger alt. Om stilhed, om storm, om råb. Og om håb. Fordi den løsner tårerne. Og fordi, det er sådan jeg har det...







søndag den 23. januar 2011

Kære Mor


Jeg har længe tænkt på at skrive til dig. Der var så mange ting, der godt kunne have været sagt. Talt mere om, mener jeg. Men når jeg satte mig for at skrive, syntes jeg alligevel, det hele var sagt. Du ved jo godt, hvad jeg ville sige til dig.

Nu lader vi de ord blive mellem os. Den ordløse dialog, som alligevel, på dit dødsleje, bekræftede mig i, at vi kendte hinandens vigtigste tanker. En hel uge siden nu.

Det er rigtigt, hvad de siger. At der er så mange praktiske ting at tage sig af, at de første dage flyver afsted. Men de slæbte sig også afsted, med gråd, smerte og savn. Rådhuspladsen kunne for den sags skyld være bombet, uden jeg havde opdaget det. Alt var dét, at du ikke er her mere. At vi aldrig skal se dig igen. At du ikke er her, når vi lever, griner og græder over livet. At du aldrig mere skal sende en sms ved sengetid: "Kys og godnat".

Men du er her. Du er om os. Jeg kan læne mig i dig, og det, du omgiver mig med. Der er så meget ro omkring dig. Jeg fornemmer, at du var færdig med at være her. Var du det? Jeg har en følelse af, at du ikke ville tilbage, om så du fik valget..? Måske er det fordi, du gik selv. Vi talte om det, far og jeg, inden vi skulle i kirken og sige det symbolske farvel til dit jordiske legeme. At kisten ikke var så skræmmende, nu vi vidste, at du forlod din skal, allerede inden vi sagde farvel til dig i kapellet.

Det var en smuk dag med sol, da du blev bisat. Og der var rigtig mange, der kom for at sige farvel til dig. Flere end 150 tror jeg. Din familie, venner og gode bekendte fyldte kirken, så de sidste måtte sidde bag orgelet. Jeg er glad for, at jeg havde fornemmelsen af, at du var med. Selvom du ikke ville have stads og opmærksomhed, har det alligevel glædet dig at se så mange samlet. De mente jo dét farvel.

Jeg har en hel masse ting med hjem. Den halskæde, du havde på juleaften (fordi du ville vise mig, at den passede til de øreringe, jeg selv havde fået. Ikke?). Dit ur. Mor-ting, der er dejlige at sætte på hylderne og lægge i skabene. Det er godt at have dig omkring. Far sagde det meget godt; på den ene side havde han lyst til at stryge en tændstik og lægge det hele bag, når du ikke er med længere. På den anden side havde han lyst til at sætte sig ind i dit skab blandt tøjet, og aldrig komme ud igen.

Vi har drukket nogle flasker rødvin, ham og jeg, de seneste dage. Og talt. Han er jo et snakkeøre, ved du. Ligesom jeg. Nu tror jeg, han er klar til næste etape. Som han er nødt til at gå selv. Ligesom jeg er, med mit savn. I morgen starter hverdagen her i Hulen igen, og jeg glæder mig. Lidt. For jeg ved, at tiden igen vil flyve. Bort fra dig? Jeg bryder mig ikke om tanken om, at vi bevæger os væk fra din sidste dag. Du var der jo lige. Holdt min hånd. Klemte den, da du ikke længere kunne åbne øjnene. Jeg skal lige finde ud af at have dig med videre.

"Mor, bliver man ung igen, når man bliver engel? Så du ikke hende damen foran det stærke, hvide lys? Så du hende virkelig ikke? Det var en ung hun-engel, med strimlet hår. Og mormors øjne". Godt du var forbi ham. Og godt vi har ham til at se dig. Troldebarnet. Han sagde, den dag du døde: "Hun havde jo levet et helt liv, mor". Det er den følelse, du også giver mig.

Præsten sagde (med teologen Bent Falk's ord), at "sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs". I hvert fald for en tid. Det er meget rigtigt. Der var meget kærlighed til dig. Og fra dig. Kærligheden lever, og du lever i os. Kys og godnat.



tirsdag den 18. januar 2011

Dag 1


I dag var Dag 1. Dag ét i det nye liv uden en mor. Min mor.

Min mor sov stille og fredeligt ind søndag morgen. Det var så smukt, kærligt og smertefuldt, at det for altid vil være indprentet i mit sind.

Da jeg kom ind til hende lørdag formiddag, kunne jeg se, at hun var imellem to verdener. Døden boede allerede i hendes øjne. Aftenen forinden havde hun sagt til min far, at hun var i ingenmandsland og havde brug for en tid alene, fordi hun havde nogle ting, hun skulle klare selv. Det fortalte mig alt om, at hun var på vej. Hun vidste det, og hun gik vejen selv.

Jeg havde en halv time alene med hende, inden min bror kom. Det er vigtigt at forstå, at min mor var en meget blufærdig og privat kvinde, samtidig med at hun var aldeles kærlig og omsorgsfuld. Hendes tilgang til livet var ikke altid lige åben, og jeg var på hendes dødsleje i tvivl, om jeg kunne sige de ting til hende, jeg havde på hjerte.

Heldigvis kunne jeg. Og hun tog imod det og svarede mig med en ærlighed, jeg aldrig havde turdet ønske mig. Det var det mest nærværende øjeblik, jeg nogensinde i mit liv har haft med nogen. Måske med undtagelse af det første øjeblik, jeg så mine nyfødte børn i øjnene. De var født til livet, hun skulle forlade det.

Da min bror var kommet og havde talt med hende, gled hun langsomt ind i en anden bevidsthedstilstand, mens vi holdt hende i hånden begge to. Hun trykkede os i hånden af og til, og vi fortalte hende igen og igen, at hun gerne måtte slippe. At vi ville passe på hinanden. At hun ville leve videre i os og sine børnebørn.

Da natten kom, havde jeg en klar fornemmelse af, at vi holdt på hende. Min far, min bror og jeg. Hun kunne ikke slippe os. Hendes krop kæmpede for at være i gang, og ind imellem havde hun ondt. Hun kunne ikke længere tale med os, men heldigvis var hun i professionelle hænder, der værnede om både hende og os. Hendes tilstand var stabil, og vi tog hjem for at sove lidt. Da jeg gik ud af døren, kiggede jeg på hende og vidste, at jeg ikke længere ville se hende i live. Hun ville selv.

Tidligt næste morgen var vi på vej, da de ringede. Hun havde haft en rolig nat, men var yderligere svækket. Da vi trådte ind på stuen, var hun netop død. Personalet havde fortalt hende, at vi var på vej, og i det samme tog hun sine sidste åndedrag. Jeg er overbevist om, at hun gav efter i vished om, at vi ville være der indenfor kort tid. Hun ville klare det selv. Hendes udtryk var den dybeste fred.

Det var uendelig smukt. Hun var stadig tilstede i rummet, da vi kom, det mærkede vi tydeligt. Der brændte levende lys, og hun var varm og fin. Vi fik alle taget afsked og der var tid, tid, tid. Jeg blev hos hende og hjalp med at gøre hende i stand til den sidste rejse. Jeg kan ikke beskrive, hvor gribende det var, og den sosu-assistens, der var med, var så elskelig og omsorgsfuld. Hun foreslog, at vi købte en blomst og lagde i min mors hænder - men der kender jeg hende bedre...

Ikke om hun ville ligge med sådan en fjollet blomst på sit bryst. I stedet fandt jeg hendes sten, en ametyst, som hun altid har haft i sin taske. Den fik hun i hånden, og det ved jeg, ville passe hende meget bedre!

Nu er der tunge dage. Men også glædesfulde dage. Hendes liv var for kort, men dog langt. Vi kan ikke vænne os til, at hun ikke mere skal være fysisk i blandt os. Men da vi drak en kop kaffe, mens vi sad om hende i døden, sagde min bror "Uha der er bønner i det her! Det er rigtig farmor-kaffe!!". Der vidste jeg, at hun har har sat så mange spor, at hun for altid vil være med os. En dag vil gråd være afløst af grin og gode historier, med en bundklang af savn. Det var sådan hun ville det. For altid min Mor.

mandag den 15. november 2010

Mere om en mor og en mor


...og i går var det mig, der var det store barn. Og vi sad sammen, mens hun viste mig, hvordan hun lapper huller på knæene på nye drengebukser. Og hvordan symaskinen virker. Og hvad det betyder, når man overlocker. Og hvordan man skifter programmer osv. Og fortalte om dengang, hun gik på skrædderkursus (what?!!) og egentlig havde drømt om at sy. Hun viste mig gamle skitser over de kjoler, hun havde designet, og grinte af, at hun var endt som bankassistent i stedet for. Vist nærmest ved et tilfælde...

Og vi var ude at handle sammen og lavede høns i asparges bagefter. Og jeg så alt, hvad hun gjorde. Så jeg måske en dag kan lave Høns i Asparges, sådan som mormor lavede det. Og vi snakkede og grinte og drak rødvin. Og tudede lidt.

I dag er hun kommet i gang med sin behandling igen, og alle tal er fine. Efter omstændighederne forståes. Suk.

mandag den 1. november 2010

Om en mor og en mor


Jeg kan mærke, at hun er skrøbelig. Hun er tapper, fordi jeg er hendes unge. En mor beskytter jo altid sin unge. Ikke? Jeg lader hende beskytte mig lidt endnu, selvom det giver mig dårlig samvittighed. Jeg havde jo svoret, at vi skulle pine alt ud af den tid, vi har sammen. Men lige nu holder vi det svære ude i strakt arm.

Vi har lige talt sammen, og hun er faktisk ved godt mod. Hun skal igennem et lille indgreb, men det er rutine, og har ikke betydning for den øvrige behandling. Det er godt.

Livet i hulen skal også leves. I dag med håndbold og gymnastik. Hvilket levnede en stund til at ligge i arme og blive kysset. Og være den lille, der ikke skal klare. Det er også godt. Så er det lidt lettere at være den store igen, når man kommer hjem. Moderdyret.

Jeg beskytter jo også mine unger...

I dag var der forældresamtaler i Troldebarnets klasse. Og jeg rustede mig til at høre, om de udfordringer, der knytter sig til hans skoleliv. Og der sad to lærere og smilede, da jeg kom ind. Og sad næsten selv uroligt på stolene, fordi de havde glædet sig til at fortælle, hvor godt, det går. Ååårhhh. Indsats, der virker. Rummelighed, kærlighed, støtte og opbakning.

Det er rigtigt, hvad Astrid Lindgren siger, at man ikke kan banke noget ind i børn. Til gengæld kan man klappe meget ud af dem! Så klogt.

Hvor har de to klappet meget ud af mit Troldebarn. Det huskede jeg heldigvis at rose dem for. Mens jeg tudede lidt.

Det gør jeg meget for tiden. Det er okay.

tirsdag den 26. oktober 2010

Mærk nuet


I morgen skal hun scannes, min mor. Haste. Fordi hendes tal er for høje. De tal, der siger noget om, hvordan kroppen reagerer på sygdom og behandling. Hvor angrebet hun er.

Det er ikke så meget dét at få kontrastvæske direkte i kroppen og ligge bomstille i et klaustrofobisk rum, mens ens indre ubønhørligt bliver gennemfotograferet. Det er mere dét, at billederne kan være så afslørende, at man ikke kan holde det ud. Hun har haft det så godt hele sommeren, at det er ufatteligt, hvis en ualmindelig ondsindet cancer alligevel formerer sig i hende. Det kan ikke passe!

En sort sky midt på en solrig efterårsdag. Og det eneste, vi ved, er, at vi har her og nu. Hver eneste dag er der mennesker, der aldrig kom hjem. Mennesker, der ikke havde været bange og følt døden tæt på. Mennesker, der gik ud af døren om morgenen i sikker forvisning om at vende tilbage.

Jeg ved kun, at jeg har her og nu. Mine børn har mig her og nu. Jeg lever her og nu.

Jeg fylder dem op, børnene, med historier fra mit liv, fra deres fars liv. Og fra vores fælles liv. Selvom han selv har bragt lemlæstelse og bevidstheden om død tæt på os. Vores børn er stadig vores børn, og de har krav på de gode historier. Fordi ingen ved, hvor lang tid vi har til at fortælle.

Mærk nuet.

mandag den 27. september 2010

Liv og tid...


Den sommer, hvor Elverpigen var ved at gro klar til verden, indeni mig, kan jeg huske, at en veninde sagde til mig: "Nyd nu den sidste tid, inden barnet kommer. Du vil komme til at længes tilbage til den ubekymrede tid uden børn". (For den er nemlig altid ubekymret, hvis man ingen børn har. Som om)

Jeg syntes dengang, at det var noget mærkeligt noget at sige. Jeg kunne jo slet ikke vente! Jeg var bare så totalt klar, så hvad vidste jeg om at nyde tiden før barnet?

Nu går jeg og tænker meget over tiden igen. Og om at nyde den, inden noget.

Fordi, min mor er jo syg. På den onde måde. Der er aktivitet i canceren og nu venter nye eksperimentelle kemobehandlinger. Hun er ved godt mod, min mor, og hun er her endnu! Som hun selv siger, har hun allerede overlevet flere, end hun anså for sandsynligt, den dag hun blev sendt hjem med 200 morfinpiller. Hver dag er der nogle, der aldrig kom hjem.

Jeg har et par veninder, der har mistet forældre. Og de siger alle til mig, at nu skal vi huske at nyde tiden. At få noget ud af den. At være sammen. Det forstår jeg godt.

Jeg forstår også, at en dag er hun her ikke mere. Hun bliver ikke 92 ligesom sin egen mor. Og selvfølgelig ved vi godt, at vi skal være sammen. NU. Livet bliver ikke genudsendt. En dag vil jeg længes tilbage til den tid, hvor min mor var her. Levende og til at holde om. Tale med.

Men i praksis...der synes jeg, det er svært.

Vi prioriterer afgjort at være sammen. Vi ved godt allesammen, at det er det vi gør, når min bror og jeg for andet år i træk trækker mager og børn hjem til jul. Hjem til mor. For hvad nu, hvis det er den sidste jul? Fødselsdage skal holdes med alle, der kan trækkes til huse. Ferier skal holdes sammen. Vi siger det ikke. Men vi ved det.

Det svære er, at vi ved det så meget, men ingen nævner det. Min mor er tapper. Hun er Mor'en. Den her klarer hun selv. Hun vil (næsten) ikke tale om det, for hun vil ikke behandles som en dødsmærket. Vil ikke have, at det skal fylde. Hun græder, når (hun tror) vi ikke ser det.

D e t f y l d e r

Min far er panisk. Han vil spørge. Om sygdommen. Om behandlingen. Om hvad han skal gøre, hvis det ikke går. Om jeg tror, det hjælper. Om jeg tror, hun kommer til at lide meget. Om jeg tror, han kan klare det. Om vi skal undersøge behandlingsmuligheder i Tyskland. Om jeg tror, det er bedre.

Jeg har ingen svar.

Det er det, der gør det svært at nyde tiden sammen. Nogle gange er det som om, tiden allerede er gået. Vi mistede uskylden. Illusionen. Vi tror i vores familie. Vi tror på det evige liv. Vi tror på, at det ikke slutter her. Vi tror på, at vi skal ses igen et bedre sted. Vi tror på, at vi bliver taget godt imod på "den anden side". Vi tror Guds fred venter os.

Det er svært at tro lige nu.

Hun er her endnu. Måske har hun længere tid, end nogen aner. Måske skal andre afsted før hende. Måske, måske, måske. Må ske. Vi skal nyde tiden.

Jeg længes allerede tilbage til tiden før.



onsdag den 2. juni 2010

Hvis du har glemt det..


(naturligvis lånt af ham her)

tirsdag den 1. juni 2010

Sol i sindet


Min mor har cancer.

Det blev opdaget for et halvt år siden, og verden væltede for en stund. Hun blev hurtigt udredt og diagnosen lød på galdegangscancer med spredning til leveren, uden mulighed for helbredelse. Eller behandling. God jul i øvrigt.

Med sig hjem fra sygehuset - en fredag eftermiddag - fik hun 200 morfin piller, og min far sagde "så kan vi jo selv regne ud hvor lang tid, det tager". Jeg tror de døde lidt der, både min far og min mor.

Som et plaster på såret og den håbløse situation, blev hun tilbudt eksperimentiel behandling ("Vi kan alligevel ikke gøre noget for dig, så det kan du jo lige så godt"). Hos Ernesto. Argentiner, læge ... og revolutionær! Intet mindre (hvem sagde Che Guevara?)

Ernesto tog os om hjerterne, da vi sad til samtale hos ham den første dag. Han talte liv og lys ind i min mors liv igen, og dermed i vores. Han spredte sin optimisme og fyldte rummet med tro og håb. Og min mor troede. Og hun håbede. Hun lagde sit liv i Ernestos hænder den dag.

Som cancer patient bliver tiden delt op i tre måneders intervaller. Scanning, besked, behandling, scanning, besked, behandling, scanning, besked. Første gang hun blev scannet lød beskeden på 43% reduktion af tumoren. Hva'? Jamen de sagde da......!!??!!!!
Ny omgang behandling.

I dag har hun været til samtale hos Ernesto igen. Hun blev scannet i onsdags. Hun turde ikke tro på, at det var gået lige så godt denne gang. Og bad mig ikke om at tage med til samtalen.

Nu har hun lige sendt denne sms:


Det var positivt. Det er svundet yderligere.
2 - 3 knuder helt væk.
Kys kys
mor



Vi vinder tid.

tirsdag den 2. februar 2010

Awardwinning!

Nu har jeg set, at det er så populært med awards her i blogland. God tanke og lidt spændende, om man nogensinde kommer så meget ind i blog-universet, at nogen vil opdage én nok til at man kan blive nomineret til sådan en.

I dag har jeg både nomineret mig selv og udråbt mig som vinder af den ultimative anti-award.

For den sureste, mest umedgørlige og morgentvære mor. Øv.

Det startede allerede da jeg (liige en anelse for sent) stod op og lukkede kattene ud. Hov...10 cm. sne i haven - det havde de da ikke sagt noget om! Nå, men det er vel ikke så slemt, tænkte jeg og gik i bad. Overvejede at tage et lynskyl og droppe hårvasken - men ah hva' - det går nok.

Men det er jo med morgenrutiner, som med en Klovborg ost. De tager den tid, morgenrutiner tager. Tænkte, at jeg nok burde vække børnene lidt før jeg plejer... . Men ah hva' - det går nok.

Mens jeg kogte havregrød overvejede jeg, at grynene jo egentlig i en håndevending kan spises med mælk. Som vi havde. Men ah hva' - det går nok også.

Mens jeg lavde te overvejede jeg, at vi måske kunne nøjes med et glas vand, så ingen skulle brænde tungen. Men .. ah hva' - vi når det nok, det er sikkert ikke så slemt, når vi kommer afsted.

Men JO. Det var slemt (det havde de altså ikke sagt). Og vi var ikke i god tid. Slet ikke faktisk.

Nå, men halvvejs afsted pipper den 10 årige så på bagsædet: mor jeg har glemt mine overtræksbukser. Hvilket mindede mig om, at flyverdragten til den 7-årige vistnok lå på gulvet. Altså da vi gik ud af døren!

Et U-turn i sneen ville rimelig sikkert føre os lige lukt i pitstop i en stor snedrive. Og uden nogen form for tvivl, ville selv en vellykket retur til hulen betyde mindst 10 min. for sent på job.

Uanset hvad - jeg måtte indse, at det var ud over alle grænser for dårligt (og PINLIGT), hvis mine børn kom afsted - i forventet snestorm - uden ordentligt overtøj. Altså U-turn på trods af dårlige odds..

Så var det at hovedsikringen sprang...altså min. Det væltede ud af hulemor med bebrejdelser og alverdens brokkerier. Øj, hvor var det grimt. Alt imens jeg med fråde om munden vendte bilen (uden at sidde fast - luckily) og ræsede tilbage i hulen. Gaflede det nødvendige overtøj og ræsede endnu hurtigere den anden vej.

De var fuldstændig tavse. Så stille kan børn altså være, når den eneste, de har til at klare alt, brænder fuldstændig sammen.

Det er en af de dage, jeg er allermindst stolt af, kan jeg lige så godt indrømme.

Jeg nåede stort set mit arbejde til tiden...(ihh hvor vigtigt. Meget vigtigere end børnenes start på dagen)
Og heldigvis kom snestormen, så skolen lukkede og vi kunne tage hjem og lave varm cacao og putte os sammen. Og prøve at klinke skårene. De holdt vist til det. Men det gav hulemor noget at tænke over...