Tid til tabu! Så er du advaret...
Dengang jeg boede hos mine forældre og voksede op i den lille - okay, meget lille - provinsby, der var jeg sådan en rigtig darling. Datter af pæne forældre med pæne jobs, rar og velopdragen og sådan en, der var store forventninger til. Populær, omgængelig og dygtig i skolen - sådan en de fleste vel regnede med, skulle være familiens første akademiker. Når nu mine forældrene havde evnerne, men det bare aldrig var blevet til noget...
Jeg tilbragte det meste af min ungdom på en hesteryg - og senere i en Amerikanerbilklub. Ja, nu kommer vi lidt til det, tabuerne. For jeg havde en fest af en ungdom. Rigtige mænd, store motorer og masser, MASSER, af fester. TRÆF. For saddan, der var gang i den. Det var før store bryster blev moderne, så vi var aldrig sådan hejret ud - bare med. Og det var sjov'! Altså vi havde da selvfølgelig tylskørter og stropkjoler - men det var mere et tækkeligt 50'er outfit, vi dyrkede. Men helt ærligt - amerikanerbiler?
Senere flyttede jeg til byen, først Århus, senere hovedstaden og tog uddannelser. Ikke sådan rigtige (akademiske) uddannelser, men dog mellemlange, videregående. Lyder da også af lidt? Derefter tog jeg på højskole og bondetøsen blev en smule mere dannet. Stiftede bekendtskab med store tænkere og litteratur på højt niveau. Rejste ud i verden og så bjerge, dale, bountystrande, fattigdom og overflod - og tog mere og mere afstand fra mine rødder. Nu havde jeg jo ligesom set lyset...og den rigtige verden. Syntes jeg selv.
Blev gift med en mand, der (lød til at) kunne det hele, boede i stor villa med søudsigt, B&O på væggene og to biler i garagen. Resten er historie, som man siger. Det var ikke helt, hvad det gav sig ud for, jo.
Senere så jeg lidt til en mand i en vældig høj stilling. Blev rigtig stolt da han sagde: "Det er så utroligt med dig. Man kan slet ikke høre, at du ikke er akademiker" (hvilken kompliment hva'? Hov, tænker du lige: Aijj, hun ved ikke engang, at det hedder et kompliment? Begge dele er faktisk tilladt. Læs bare her. Det er bare sådan noget, jeg ved, selvom jeg ikke akademiker). Nå, men det var så også ham, der spurgte "Du ved da godt, hvad en gadget er ikke?". Hooold nu kæft. Men han kørte også Alfa Romeo. Så behøver jeg vist ikke sige mere.
Det jeg vil frem til er, at jeg blev så utrolig snobbet i takt med min såkaldte udvikling. Var faktisk flov over, at jeg havde brugt min ungdom i en klub for tosser med gamle biler og græmmedes lidt over, at jeg ikke var blevet introduceret for Information og moderne kunst derhjemme. Dækkede over det, selvfølgelig, og led lidt under, at jeg aldrig var blevet til det 'særlige', nogen havde troet. Fx mine forældre. Ikke at de har bebrejdet mig noget, men det kunne jo godt have været finere. Og en skilsmisse. Fyha. Plejer vi ikke sådan lige i min familie iveller?
Jeg indrømmer med det samme, at jeg også lavede en liiille fiks omskrivning, da det kom til den her nye lokale kæreste, jeg mødte, efter jeg flyttede i skoven. A lá: "Hvad laver din kæreste så?" "Han er selvstændig!!". Lyder da flot ikke?. Så opdagede jeg, hvor usandsynlig dygtig han er til alting, og nu siger jeg med stolthed "Han er smed!". Altså. Fine fornemmelser skal man sgu ikke kimse ad...
Og så min lillebror. Han er lastvognsmekaniker. Og gift med hende nede fra bageren, han mødte for snart 15 år siden. Og ved I hvad? De har det bare s k i d e g o d t sammen. og det er ikke noget de har læst sig til, eller har lært hos en parterapeut. Jeg tror bare ikke, de kan forestille sig noget andet.
Han har så købt en traktor, min bror. Sådan en til at trække med. Hvad tænker du, hvis jeg siger traktor træk? Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg selv tænkte før, hvis nogen sagde det til mig. Ikke lige nogen, jeg identificerede mig med, i hvert fald. For nu at sige det pænt.
I går skulle han så køre noget konkurrence i den der traktor. Og jeg tog af sted sammen med min far og ungerne (og resten af fødeegnen, skulle det vise sig) for at heppe. Og jeg siger jer, en fest. Aldrig har jeg set min bror, det rolige, harmoniske væsen, være så nervøs. Sjældent har jeg oplevet en spænding så intens, som da alle vi heppere stod og ventede på resultatet. Aldrig har jeg hørt et brøl som det, der lød, da der stod FULL PULL på tavlen, fordi han havde trukket over 100 m. (Skal nok spare jer for detaljer om reglerne, rolig). Og min far og jeg vekslede blikke og en tåre over den fælles tanke, at hvor ville hun have været stolt, hende, vores mor.
Og da han stod på podiet med sine to drenge og sin første pokal, da var jeg bare så stolt. Stolt over at han er så skidegod til alt, hvad han rører ved. Stolt over at være lige netop hans søster. Stolt over at være en vaskeægte bonderøv. Og så usigeligt glad for at være kommet hjem til den, jeg er! Den glæde og varme og entusiasme og skulderklappen, jeg oplevede i går, overgår langt, hvad jeg nogensinde har oplevet blandt nok så mange akademikere i den fine villa med søudsigt. Eller for den sags skyld på de 4-stjernede hoteller, jeg har ferieret i mit ægteskab.
Og bonderøve er da ingenlunde for fine til komplimenter, altså. "Hvad sat'n, er det din søster, hende den lange lyshårede (Ja, sådan siger man altså på de kanter). Så er du satme blevet snydt". HA HA. Tror sgu bare blondiner og bonderøve har det sjovere, du!!
