At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Dagens tal

Så er 1. semester i hus. Sommerferie (bortset fra det helt almindelige arbejde. Piece of cake). Yay!! 

Jorden kalder

Jeg er ude af massepsykosen igen. Efter at have slugt to biografier, råhørt gamle Bruce plader og tudet (seriøst). Aner ikke hvad det lige var for et sted, han ramte, men nu snakker vi ikke mere om det. Vi snakker heller ikke mere om de to opgaver, jeg lige har afleveret og den mundtlige eksamen jeg skal til på mandag.

Hvad skal vi så snakke om? Vejret for eksempel? Elsker overskrifterne om, at det bliver en lang, tør og varm sommer. Har nemlig brugt feriebudgettet på konfirmation og diverse, så det bliver vist Vesterhav og haveferie. Og hvilken have... den elsker jeg også lidt. Ja, jeg er blevet sådan en, der går i haven.

Dengang min eksmand og jeg havde den store villa med den flotte have ved den dejlige sø, der hørte jeg tit for, at jeg ikke gjorde noget godt nok. Heller ikke haven. Den skulle jo passes og gødes og nippes og pusles. Og det var mig, der skulle gøre det. Når altså jeg havde klaret børn, mad, hus, job og selvfølgelig forkælet min mand lidt, som han kaldte det. Men jeg siger jer - jeg var så elendig til at planlægge min tid, og det var jo synd, når jeg havde potentiale til mere. Så det kritikken var selvforskyldt. Som han sagde.

Da vi så blev skilt, flyttede jeg i et lillebitte rækkehus med en lillebitte have. Med ét bed. Roser og lavendler. Og en dag, han kom forbi, hvor jeg gik derude, snerrede han "Nu skal du vel for fanden ikke til at gå i haven også?". Og jo, kære eksmand, det skulle jeg. Nu nusser, nipper, gøder og pusler jeg haven. Og der er for det meste sådan nogenlunde gjort rent inden for. Og børnene, kan du være helt sikker på, har jeg også taget mig af (selvom de går sådan lidt rigeligt for lud og koldskål i denne eksamenstid). Jeg har også fuldtids arbejde, som jeg når. Og vi får allesammen fornuftig motion og sund mad, selvom jeg af og til laver en Knorr-sovs i stedet for en opbagt. Og hvis vi skal have det hele med, så gider jeg også altid ligge under samme dyne som smeden. Med alt det dejlige, det nu fører med sig.

Så når jeg går og tuller i min bittelille have, for sådan en har jeg stadig, så sender jeg min eksmand en overbærende tanke. Og undrer mig over, hvor meget, man kan overkomme og nå, når man kan gøre det i sit eget tempo og ikke skal hakkes på konstant. Måske havde han ret i dét med potentialet, for jeg synes egentlig, jeg når meget. Og nogen gange ville jeg bare ønske, han kunne se det. Og måske tænke en lille smule over, at man oftest når længst med kys og opmuntring. Siger det bare.

Hmmm svært at tage havebilleder? Det er meget pænere i virkeligheden...

Og nu? Fridag, solskin og kaffe, hurra! Nyd det...

Just say YES!

Snow Patrol er helt enige med Hulemor. Just say yes. Sig JA.

Sidste punktum på North Side for i år. Det var ikke kun det, at det var en fantastisk festival. Det er der mange andre end mig, der synes. Fx Anne. For Hulemor var det også en tur ind til kernen. Af mig selv. Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men hver eneste dag væk fra min skilsmisse, er et skridt på vejen tilbage til mig selv. Det er selvfølgelig ikke kun mit ægteskabs skyld, at jeg glemte mig selv. Og musikken. Og glæden. Og friheden. Men noget blev pakket så langt væk dengang, at jeg næsten har glemt, det var en del af mig.

Jeg havde da også en masse forbehold inden North Side. Heldigvis fik gæve kvinder overbevist mig om, at det saaagtens kunne lade sig gøre. Så min far passede børn og leverede mig søndag eftermiddag ved et tog, der fragtede mig til Århus, North Side og fest. Og de der gæve. Nåe ja, og øl, shots, mojitos, strawberry daiquiri, paradis is og kaffe med bailey. Sammen Noel Gallagher, Garbage og Snow Patrol. Men allerbedst - kvinder, som jeg har et fællesskab med. Nu endnu mere. Jeg må ydmygt konstatere, at der er ufattelig meget kærlighed omkring mig - selv i bloggens kommentarfelt. Tak.

Smeden hentede mig lige inden det blev nat, så der blev tanket op med kys og den slags, inden jeg meget sent blev puttet i seng. Tror da nok lige, det var værd at ofre en halv nattesøvn for. Så træt var jeg i dag, at jeg stressede hele dagen over et arrangement på Elverpigens skole, der var programsat til hele aftenen. Altså helt indtil Elverpigen læste invitationen højt for mig (med et meget smørret grin). "Ja, flot mor. Det er så næste mandag HA HAAARRRHHH". Flot. Og godt. For nu er jeg nemlig på vej under dynen. Og husk det så lige:

Mens vi venter...

...på Statsforvaltningens tilbagemelding, er der tid til at glæde sig.

Glæde sig over at få søde mails og kommentarer fra skønne bloggere

Glæde sig særligt over mails fra en ung kvinde, der har stået i det, der venter mine børn. Hun og hendes historie får mig til at tro på, at der er en vej igennem - og at jeg kan finde svar på svære spørgsmål i hendes fortællinger

Glæde sig over at en sorgklædt far har bestilt en forårsrejse - og glæder sig. Lidt

Glæde sig over at ferieramte børn er bevilget miniferie et trygt sted

Glæde sig over dermed at få lidt sparsom tid til sig selv. Bibliotek, damefilm og smedearme

Glæde sig over ro til tanker, der ikke afbrydes af 1000 spørgsmål

Og undre sig over, at jeg allerede glæder mig helt vildt til de kommer hjem, fordi her er så stille!

Nikotinvrag

Min gamle dame af et hus er faktisk et rigtigt nikotinvrag. De to seneste beboere har virkelig været stygge med røgskyerne, så alt - og jeg mener ALT - var gult, da jeg overtog huset. Det første billede viser indmaden i et køkkenskab, der er fuld af gule/orange/BRUNE plamager. Fy for s...øren. En hel dag vaskede jeg af i industri-nikotin-fjerner. Selv hvide blanke overflader, der egentlig så meget tilforladelige ud fik ved mødet med Flügger 49 travlt med at afgive kaskader af brunt overfladevand. Jamen jeg siger jer, det var ulækkert.

Men det hjalp! Og det er rart at vide at ALT er rent nu. Selv skruehoveder og hullerne i stikkontakter har fået vatpinde og er blevet rene. Her er køkkenskabet igen efter afvaskningen. Så hvidt som nyt.

Lørdag aften trængte jeg til frisk luft - og heldigvis var smeden blandet ind i noget Northside Festival, så min veninde og jeg tog afsted og hørte Tina Dickow i den smukke sommeraften. Vi to gamle damer var længe oppe, syntes vi selv, og helt utroligt lettede over, at vi ikke skulle af bussen midt i byen for at feste videre! Vi tog mageligt bussen helt ud til forstaden og drak lidt mere hvidvin inden vi skulle i seng...det blev overhovedet ikke mørkt!

Lousy billede, jeg skulle næsten sige undskyld, for hun er virkelig et billede værd...det lille fine menneske, og alligevel SÅ meget stemme. Og sensualitet. Og rå-hed. Og helt århusiansk. Fantastisk.

I dag er der blevet malet, malet, malet. Og snart kommer der billeder fra indendøre i damehuset. Der er også sådan en her. En lille interimistisk havestue. Hvor der også skal males, og bygges en hyggebænk. Og der skal bo et citrontræ, tror jeg...

Tre store ord

Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk