Hilsen fra bagscenen...

Jeg er her skam stadig. Går bare bag kulissen og tusser lidt rundt. Kommer mig over julen. Og starten på det nye år. Det har stort set været godt, det hele. Der var både and og konfekt og gaver og levende lys. Og juleaften i Damehuset. Nye traditioners spæde begyndelse og en oprigtig glæde over at trække julen hjem. Hjem. Lige så rart, det var, lige så hårdt ramte det mig. For nu er den tid slut. Den tid, hvor julen var ensbetydende med storfamilie, min mors vanillekranse og mit barndomshjem. Julen som vi kendte den.

Heksemor havde lidt travlt med, at jeg da ikke kunne leve op til det? Hvad havde du egentlig tænkt dig, fnøs hun hånligt - du kan sgu da ikke lave en jul, der er bare halvt så hyggelig, som din mors. Du kan jo ikke engang stege en and! Det ville da have været meget bedre for børnene, hvis de havde boet i en rigtig familie i stedet for den her amputerede model med en morfar, der vil tidligt hjem og en smed, der er nogle andres far. Tssss. Så havde der nok også været råd til en iPad. Eller to. En skiferie i det mindste.

Men okay. Det blev jul. Uden heksemor. Gode fridage og festlig nytårsaften med naboer og andet godtfolk. Fik da i al fald så meget godter og knas, at jeg har set mig nødsaget til at gå på noget afvænningskur sammen med Birgitte Nymann. Ikke noget vildt med kostplaner og benhård cirkeltræning, men mere noget med mentalt at få sluppet trangen til marcipan og julesmåkager til morgenmad. Noget som indebærer en hel dag uden indtagelse af fast føde men derimod litervis af grøn te og gulerodsjuice. I dag faktisk. Så jeg sidder med   knurrende mave og fantaserer over den mad, jeg skal have i morgen!

Har også fundet kalenderen frem. Der er noget, der skal planlægges, nemlig. Flere studiedage. Mange flere. Jeg fik jo lidt blod på tanden med det der efteruddannelse. Og en af mine lærere foreslog mig at fortsætte med at tage en master. Det syntes min chef var en strålende ide. Så strålende, at hun opfordrede mig til at søge straks, selvom jeg ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Og ansøgningsfristen var overskredet. Hun var sikker på, jeg kunne komme ind på dispensation.

Det fik hun ret i. Brevet kom i dag, og de kunne med glæde meddele mig, at jeg var optaget. Med studiestart i januar 2013. Det vil sige nu. NU. Deraf kalenderen. Har lige et par børn, en hund, to katte (der ikke kan enes), to ørkenrotter og en hest, der skal puttes i logistikskema inden. Men det går nok. Det er den helt rigtige uddannelse for mig, og jeg glæder mig vildt.

Og ved I hvad? Der skal bare være forbindelse mellem himmel og jord, for min mor ønskede sådan, at jeg kom på universitetet. Hun ville så gerne, at jeg skulle bruge mine evner helt ud og ikke bare nøjes. Det havde selvfølgelig ikke ret meget med mig at gøre, og jeg har aldrig følt, jeg nøjedes. Men hun ville så gerne selv have haft muligheden. Fordi hun nøjedes. Og for sent kom i tanke om, at hun måske ikke havde brugt sit potentiale fuldt ud. Eller hvad jeg skal kalde det. Hun ville i al fald have været så inderligt glad på mine vegne, og det var det første, jeg tænkte, da jeg læste linjerne om optagelsen. Så nu siger vi, at hun garanteret ved det alligevel. Selvom hun ikke er her i fysisk form mere. 

"Så blev du alligevel til noget!" grinte min soulmate-veninde, da jeg havde skrevet i en sms, at jeg både var glad og stolt og lidt bange. Ja, det må vi da håbe (!). Tænk sig stadig at stræbe efter det i en alder af knap og nap 42 år....man (ja, jeg) kan godt blive bange for, at det aldrig holder op. Hvornår er det godt nok?

Lige nu er det i hvert fald godt nok, at det er fredag aften. Med gulerodsjuice on the side. Tyst fin-sne udenfor, zenbog indenfor rækkevidde og lang weekend forude. Go' weekend folks!

En Elverpige træder i karakter

Nå, jeg ville ellers have skrevet om noget helt andet. Om deller. Om at tabe dem. Om tilfredshed. Bare sådan med livet i store træk. Og små. Jeg er sådan ret gennemtilfreds for tiden, nemlig, og det bør man da dele ud af?

Men så var det, at kloge Anna skrev noget om forældreskab. Og så var jeg alligevel nødt til at skrive noget, som egentlig handler om Elverpigen. Også selvom jeg har det princip, at jeg helst ikke skriver om børnenes privatliv - de ved jo ikke, det står her, og har ikke bedt mig offentliggøre det. Men nogle ting er okay i stolthedens tjeneste, og Elverpigen gør mig stolt. Ikke bare nu, men især nu.

Begge børn går på en lille skole med gode værdier. Værdierne bliver sædvanligvis levendegjort i skolens hverdag med et væld af traditioner, samspil mellem hånd og ånd og masser af nærvær. Et smørhul for et godt børneliv. Men nu er der sket noget.

I korte træk handler det om principper, noget om gruppeopdelinger og privilegier for skolens ældste børn. Som Elverpigen nu tilhører. En bedsteveninde falder årgangsmæssigt udenfor en kategori og er på den baggrund blevet holdt udenfor. Mobbet faktisk. Temmelig meget. Af specielt én pige, der sætter lus i skindpelsen.

Min milde og diplomatiske Elverpige har måbet. Undret sig. Været frustreret. Grædt. Af ked-af-det-hed og af arrigskab. Bidt tænderne sammen, kæmpet, stået bag, båret tunge åg, glattet ud og følt udelukkelsen. Jeg har været med på sidelinjen med "det går nok, det bliver nok bedre efter jul, efter vinterferien, efter..."

For 14 dage siden kiggede jeg på min datter og så, at hun var visnet. Ingen glæde ved skolelivet. Ingen glæde ved morgendagen. Ingen udsigt til, at det ville blive bedre. Hun har set noget, hun ikke ønskede skulle være sket. Hun har mistet noget for mange.

"Hvorfor gør de det, mor?"

"De kan jo godt lide hende, hvorfor holder de hende udenfor på grund af et princip?"

"De siger, der ikke er mobning på vores skole. Men det er der jo!"

"Hvorfor er der ingen, der gør noget?"

Hun har oplevet, at dét at kæmpe for en anden, dét at stå ved sine egne holdninger og moral, dét at turde gå imod strømmen - dét har kostet hende en plads i fællesskabet. Hun ved, at mange kan lide hende, men ikke tør gå med hende i kampen. Hun ved, at hun nu selv bliver udelukket, fordi hun stod ved. Og hun har tabt dét for dem.

Hun har på egen hånd taget konsekvensen og besøgt en anden skole. Hvor hun starter med månedens udgang. På dét skolebesøg så jeg lyset i hendes øjne igen. Gnisten. Lysten. Velvidende, at der også bliver fnidder dér, holden udenfor og hviskerier. Men nu er hun rustet. Og en større skole giver flere muligheder for at være stærke med andre. Og nye muligheder for mange ting. Hun glæder sig.

Og jeg glæder mig med hende. Jeg har opdaget, at jeg har været nervøs på hendes vegne. Fordi hun træder udenfor. Fordi hun bryder med traditionerne om at blive på skolen til det sidste klassetrin. Fordi hun skaber uro i geledderne. Fordi hun måske skubber til andre, der vakler. Fordi jeg er bange for, at de skal blive sure på hende.

Men nu er jeg kun stolt. STOLT siger jeg jer. For hun gør det stille og roligt og udramatisk, på den mest ordentlige måde, så ingen kan ramme hende nu. Jeg kan se, at hun har taget sin beslutning. Selv. Og ved at læse Annas indlæg den anden dag, gik det op for mig, at det her er en direkte konsekvens af det, jeg prøver at lære mine børn. Og se nu - hun har lært det.

Hun vil møde masser fnidder, mennesker, der sætter lus i skindpelse. Veninder, der bagtaler, kolleger, der mobber. Måske vil hun føle udelukkelse igen. Men hun ved, hvor hun selv står i det. Hun ved, hvornår hun skal sætte foden ned og sige nok er nok. Verdens modigste Elverpige.

Og nu ingen søndag aften uden en sang!

When I wake up in the mornin'
And I see you there
I always whisper a little prayer
I gotta see your sweet, sweet smile everyday

(Verset er taget ud af en kontekst, men jeg glæder mig til at se Elverpigens søde smil om morgenen igen)