Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Han kom gående ned af en lang gang, på 6. sal i en bygning på Østerbro. Jeg stod i døråbningen til et klasselokale, og vi havde øjenkontakt i noget, der ligner 12 sekunder. Al for lang tid, når man aldrig har set hinanden før.. Han havde en hvid og blåstribet bluse på, den klassiske maritime model, cowboybukser og solbrændt hud. Jeg bevægede mig i et meget kvindedomineret fag og han udstrålede noget, jeg ikke havde set længe. Afgjort noget jeg havde drømt om og savnet..
Lynhurtigt fandt jeg ud af hvem han var, at han lige var blevet skilt og at han i øvrigt havde tre børn. Alene det, var på det tidspunkt nok til at få mig til at droppe alle tanker om at lære ham bedre at kende. Den slags mænd var man ikke kærester med, der hvor jeg kom fra!
Vi blev dog ved at færdes i de samme cirkler, og efterhånden fandt jeg ud af, at han var noget af en kvindebedårer og havde et helt kobbel kvinder til at kæmpe om sig konstant. Sådan en alle gerne ville tale med, vide noget om, ses sammen med. Ses af. Også mig.
Mr. Charlatan havde karisma og udstrålede på samme tid stil, alvor og leg. Et flot smil, en høflig - jeg vil næsten sige beleven - kommentar til alle og et uudgrundeligt blik i øjnene. Måske var det dét blik, der virkede så dragende på mange kvinder. (R i g t i g mange kvinder, skulle jeg senere erfare). Jeg var i hvert fald hooked. Til en fest erklærede han mig sin store betagelse i mig, til både min og mange andres, gætter jeg på, store forundring.
På trods af min stormende forelskelse i ham, var jeg alligevel skeptisk i starten. Han var en del ældre end mig og så havde han jo en ikke ubetydelig bagage. Han besluttede sig derfor for at gøre min skepsis til skamme. Vi taler kurmageri af orkanstyrke! Han kunne stå i regnvejr og vente på mig, når jeg havde fri, blot for at cykle ved siden af mig fra Østerbro til Valby, kun for at være lidt sammen med mig. Han overraskede mig på mit morgen-rengørings-studiejob ved at have mødt en time før mig og næsten være færdig, når jeg kom. Han skrev smukke breve og lovede mig himlen, hvis bare jeg ville blive hans. En gang skulle jeg rejse til Jylland med bus, og han gik op til chaufføren og bad ham så mindeligt køre pænt, nu han havde så dyrebar last med...
Ville du kunne stå for det? Eller rettere - ville du have kunnet stå for det, efter 4-5 år i kortere eller længere parforhold med varierende succes, følelsesmæssig ørkenvandring og længsel i de år, hvor dine veninder stiftede familie og fik børn og du rendte til bryllupper konstant - alene? Jeg kunne ikke...
Hvad jeg desværre ikke gennemskuede var, at han var forelsket i sig selv, og jeg kun fungerede som spejl. Langsomt men sikkert forandrede han sig, eller det vil sige, hans evne til at opretholde skuespillet var begrænset og efterhånden trådte en helt anden karakter frem. Det er en meget kompliceret historie at fortælle, og jeg ligger i den proces stadig under for angsten for andres fordømmelse. Eller for at blive misforstået.
Jeg kan ikke stille diagnoser. Jeg skal ikke kalde andre for noget. Men jeg ved, at det tog mig et års massiv terapi hos en psykolog med speciale i "personer med karakterafvigende adfærd" (psykopater), at komme bare nogenlunde fri af det ægteskab. Og jeg ved, at hun forudsagde 95% af hans næste træk igennem hele forløbet. Og jeg ved, at hun til sidst ikke længere turde have mig som klient, fordi hun blev så bange på mine vegne. Og jeg er overbevist om, at hun reddede mit liv.
Sådan en Charlatan var han.