Hilsen fra bagscenen...

Jeg er her skam stadig. Går bare bag kulissen og tusser lidt rundt. Kommer mig over julen. Og starten på det nye år. Det har stort set været godt, det hele. Der var både and og konfekt og gaver og levende lys. Og juleaften i Damehuset. Nye traditioners spæde begyndelse og en oprigtig glæde over at trække julen hjem. Hjem. Lige så rart, det var, lige så hårdt ramte det mig. For nu er den tid slut. Den tid, hvor julen var ensbetydende med storfamilie, min mors vanillekranse og mit barndomshjem. Julen som vi kendte den.

Heksemor havde lidt travlt med, at jeg da ikke kunne leve op til det? Hvad havde du egentlig tænkt dig, fnøs hun hånligt - du kan sgu da ikke lave en jul, der er bare halvt så hyggelig, som din mors. Du kan jo ikke engang stege en and! Det ville da have været meget bedre for børnene, hvis de havde boet i en rigtig familie i stedet for den her amputerede model med en morfar, der vil tidligt hjem og en smed, der er nogle andres far. Tssss. Så havde der nok også været råd til en iPad. Eller to. En skiferie i det mindste.

Men okay. Det blev jul. Uden heksemor. Gode fridage og festlig nytårsaften med naboer og andet godtfolk. Fik da i al fald så meget godter og knas, at jeg har set mig nødsaget til at gå på noget afvænningskur sammen med Birgitte Nymann. Ikke noget vildt med kostplaner og benhård cirkeltræning, men mere noget med mentalt at få sluppet trangen til marcipan og julesmåkager til morgenmad. Noget som indebærer en hel dag uden indtagelse af fast føde men derimod litervis af grøn te og gulerodsjuice. I dag faktisk. Så jeg sidder med   knurrende mave og fantaserer over den mad, jeg skal have i morgen!

Har også fundet kalenderen frem. Der er noget, der skal planlægges, nemlig. Flere studiedage. Mange flere. Jeg fik jo lidt blod på tanden med det der efteruddannelse. Og en af mine lærere foreslog mig at fortsætte med at tage en master. Det syntes min chef var en strålende ide. Så strålende, at hun opfordrede mig til at søge straks, selvom jeg ikke opfylder de formelle uddannelseskrav. Og ansøgningsfristen var overskredet. Hun var sikker på, jeg kunne komme ind på dispensation.

Det fik hun ret i. Brevet kom i dag, og de kunne med glæde meddele mig, at jeg var optaget. Med studiestart i januar 2013. Det vil sige nu. NU. Deraf kalenderen. Har lige et par børn, en hund, to katte (der ikke kan enes), to ørkenrotter og en hest, der skal puttes i logistikskema inden. Men det går nok. Det er den helt rigtige uddannelse for mig, og jeg glæder mig vildt.

Og ved I hvad? Der skal bare være forbindelse mellem himmel og jord, for min mor ønskede sådan, at jeg kom på universitetet. Hun ville så gerne, at jeg skulle bruge mine evner helt ud og ikke bare nøjes. Det havde selvfølgelig ikke ret meget med mig at gøre, og jeg har aldrig følt, jeg nøjedes. Men hun ville så gerne selv have haft muligheden. Fordi hun nøjedes. Og for sent kom i tanke om, at hun måske ikke havde brugt sit potentiale fuldt ud. Eller hvad jeg skal kalde det. Hun ville i al fald have været så inderligt glad på mine vegne, og det var det første, jeg tænkte, da jeg læste linjerne om optagelsen. Så nu siger vi, at hun garanteret ved det alligevel. Selvom hun ikke er her i fysisk form mere. 

"Så blev du alligevel til noget!" grinte min soulmate-veninde, da jeg havde skrevet i en sms, at jeg både var glad og stolt og lidt bange. Ja, det må vi da håbe (!). Tænk sig stadig at stræbe efter det i en alder af knap og nap 42 år....man (ja, jeg) kan godt blive bange for, at det aldrig holder op. Hvornår er det godt nok?

Lige nu er det i hvert fald godt nok, at det er fredag aften. Med gulerodsjuice on the side. Tyst fin-sne udenfor, zenbog indenfor rækkevidde og lang weekend forude. Go' weekend folks!

Jeg kan få ondt i hovedet af at tænke på det

Ordene er Elverpigens og faldt i aftes, da vi efter aftensmaden kom til at tale om meningen. Den store mening. Med det hele. Hvor kommer vi fra? Hvorfor bliver man egentlig født? Hvorfor er der nogle, der er fattige og andre, der er rige? Hvor kommer man hen, når man er død? Er det rigtigt, at nogle af dem, der er døde, ikke kommer over på den "anden side" - og derfor hjemsøger de levende?

Jeg kan egentlig også få ondt i hovedet af at tænke på det. Eller i hvert fald blive meget, meget træt på den universelle måde, hvor det hele pludselig ikke giver mening. Hvor alting forekommer så ligegyldigt? Senere så vi en udsendelse fra Madagascar sammen, hvor altings forunderlige storhed gjorde det enkelte individs eksistens helt uforklarlig. Eller måske netop forklarlig fordi alt hænger sammen, og ingen er noget uden de andre. Men hvor man (jeg) gik i seng med fornemmelsen af, at så skidevigtigt er det nok heller ikke, om det nye tæppe i børneværelserne er den ene eller den anden grå nuance. For nu at stille det lidt på spidsen.

Nå, men heldigvis har man (jeg) et Damehus til at sikre fornyet jordforbindelse, når der ligesom er flere projekter, der godt nok nærmer sig sin afslutning, men stadig lider under sene eftermiddage og mørke aftener. Dvs. jeg får ikke lavet en bønne deroppe i hverdagene, suk. Men det bliver godt. Og der kommer snart billeder. Og Hulemor flytter ud af et køkken og ind i et soveværelse. Hurra.

Hende her bekymrer sig hverken om universet eller mørke eftermiddage. Rævesov hele eftermiddagen i den forbudte - men åh, så eftertragtede - seng. Lå musestille i jeg-er-usynlig positionen. Desværre glemmer hun, at stritørerne fortæller alt...sov godt.