Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag

onsdag den 23. oktober 2013

Om sorg. Og lykke


Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.






torsdag den 17. oktober 2013

En helt almindelig dag...


Jeg kan stadig huske, hvordan man logger ind. Kom næsten helt bag på mig. Uha, hvor har der været meget at se til ude i virkeligheden. Men jeg har savnet min hule. Glæder mig stadig til den dag, hvor tankemylderet rydder op i sig selv og og automatisk transskriberes til blogindlæg...

Måske har det været en helt almindelig dag for jer. En helt almindelig torsdag. Men i dag var helt ualmindelig dag for Hulemor, for Troldebarnet fyldte år. Fylder år. Elleve år. Nu har jeg ingen børn under 10 år!..??..! 11 faktisk. Hvordan gik det lige til? Da jeg vågnede i morges (meeeeget tidlig på en feriedag, for selv 11-årige ønsker sig morgensang) kunne jeg tydeligt huske den efterårsmorgen, han kom til verden. Mørkt, blæsende og slagregn på ruden. Derfor gad jeg ikke rejse mig fra sengen kl. 4 om morgenen, da jeg måske godt kunne mærke noget murre. Selvom jordmoderen havde sagt, jeg skulle komme med det samme, fordi jeg først mødte op i sidste øjeblik til Elverpigens fødsel...

For at gøre en kort historie kortere, stod jeg op lidt i syv for at tage et bad. Veerne kom væltende sammen med vandet i bruseren. Kvart over syv skubbede jeg en plade boller i ovnen, fordi min eksmands datter havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at lille-søskend ikke kom ud den dag. Tyve minutter over syv gav min svigermor mig tøj på, jeg havde travlt med at trække vejret. Halv otte var jeg i bryggerset og finde lift og pusletaske frem. Fem minutter over halv lå jeg på gulvet på alle fire med røven i vejret og gispede, fordi jeg kunne mærke de første presseveer. Jeg kunne se fire iskolde børnefødder, det var fødselaren og lillesøster, der var vågnet. Jeg sagde ikke tillykke, for jeg kunne ikke tale. Men min eksmand kunne godt barbere sig, kunne jeg høre. Jeg havde ikke fået mascara på.

Lidt i otte sneglede vi os igennem morgentrafikken på ring 4. Jeg lå på bagsædet, stadig i samme position med godt fat i remmene på autostolen. Kl. 8.58. lå Troldebarnet på min mave. Tidspunktet var præcis det samme, som en liter benzin kostede den dag.

I dag har vi hygget. Friskbagte boller (selvfølgelig inkl. øko-spelt), pandekager, cookies, varm chokolade, hjemmelavede burgere (inkl. hjemmebagte grove burgerboller) og mere kage. Troldebarnet er lykkelig. Han har gang i nye gadgets og ... vinkelmåler. Megaglad for nyt penalhus....

Storesøster bliver 24 år i dag. Storesøster, som var ni år, da jeg lærte hende at kende. Og 12, da hun flyttede ind hos os. Storesøster, der allerede som 16-årig svor, at hun ville slå hånden af sin far, når hun blev myndig. Og tænkte meget over, hvad der så skulle blive af mig. Og som spurgte mig, da han var varetægtsfængslet første gang, om jeg troede, de andre nu ville tro på os? Søde, dejlige storesøster, som jeg har været nødt til at give slip på, fordi jeg ikke kunne holde distancen uden at såre hende (endnu mere) og ikke kunne lade hende komme så fysisk tæt på, som hun trængte til.

For et par måneder siden så jeg, at hun har opdateret sit coverbillede på facebook. Med en baby. Jeg tuder hver gang, jeg kigger på det. Og jeg kigger på det tit, for jeg kan ikke lade være. Hun er simpelthen så smuk. Og hun ser så lykkelig ud. Og måske er hun mor til babyen? Jeg savner hende. Jeg savner hende noget så rædselsfuldt. Særligt i dag.

Kram dem du elsker en ekstra gang. Go'nat fra Hulen og kram til jer.


lørdag den 18. maj 2013

Ind til det inderste


Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?

torsdag den 28. februar 2013

Gammel vin...


På listen over de mest læste indlæg her på bloggen, er dét med mærkedagen altid nummer 1. Og nu er det den dag igen. Selvom jeg bestemmer mig for, at det ikke skal fylde mere, og jeg ikke behøver give den dag mere opmærksomhed, så sniger datoen sig altid ind på mig. Og jeg ved, at jeg aldrig har været så bange som den nat for fem år siden. Hvis jeg havde vidst den aften, hvor langt jeg ville nå på fem år, havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt. Men det er ikke ligegyldigt.

Hver gang jeg runder den 27. februar, er jeg ikke kun et år ældre, men også et år taknemmeligere. Fordi jeg helt ærligt var i tvivl, om jeg ville slippe levende fra det. Hvert år minder lige netop dén dato mig om, at jeg fik et år mere. Minder mig om, at jeg er heldig og priviligeret. Og i live.

I lørdags var jeg også meget i live. En far blev halvfjerdsindstyve år, tænk sig. En svær mærkedag med fravær af en elsket mor og livsledsager, men også en mærkedag i glæde og taknemmelighed over livet og over en ny kærlighed. Dejlige timer med familien, der både tæller dem, der sidder omkring bordet, og dem, vi alle lever med at savne. Selvom de ikke er her mere, lever de videre iblandt os, med alle tankerne, minderne, fortællingerne og savnet. Det er godt at tænke på, til den dag man (jeg) ikke er selv er med om bordet længere.

Da dagen gik på hæld, gik min bror i baren. Min bror, som jeg i mange år har troet, jeg ikke havde ret meget tilfælles med. Det er bare SÅ løgn....det er kun fordi meget af det, vi har tilfælles, er usynligt. Fx countrysange, viser det sig. Det var noget med, min far spillede det i bilen, da vi var børn og kørte land og rige rundt til bedsteforældre. Country på kassettebånd. Nå, men i min fars interimistiske bar, med et stereoanlæg fra min brors konfirmationstid og 50 gamle vinylplader, var der pludselig fest. Min bror og hans kone, smeden og jeg hang ud med Kenny Rogers, Dolly Parton, John Denver og hele slænget. Sang duetter og drak en lille smule mere øl. Ubeskriveligt.

Fødselsdagsbarnet betragtede os med ægte glæde i øjnene, og jeg ved han ville ønske, min mor havde set os sådan. Lette, legende og frie uden skygger fra fortidens besværligheder. Det er sådan en aften, man (jeg) forstår, hvorfor man (jeg) er til. For glæde, samhørighed, kærlighed og musik. Ikke for bekymringer om gråt hår, eksamensopgaver, mastergrader, låneomlægning, stilforvirring, hesteforsikring, øjenrynker, deller, konfirmationsarrangement, kulhydrater, afspadseringsregnskab, vejlederopgaver og anciennitetsstigning.

Og det er sådan nogle dage efter sådan en aften, jeg går rundt og nynner gamle countryhits. Med en taknemmelighedsklump i halsen. Og tænker, at mit liv er fantastisk...


fredag den 5. oktober 2012

Ved du hvad jeg savner mest?


Det gik op for mig i dag.Jeg sidder og biks-bakser med en opgave på det der studie, og har ikke meget overskud til andet end at ordne relevante fagudtryk i rigtige rækker. Dog havde jeg lovet Elverpigen at tage med i noget kirke sidst på eftermiddagen, og faktisk var det rart at få et lille afbræk fra det hele og bare sidde der i det store, stille rum og ikke-tænke. Derfor kom det også ekstra bag på mig, at vi pludselig skulle synge Du som har tændt millioner af stjerner. En dejlig salme, som min mor holdt meget af, og som vi også sang til hendes bisættelse. Og som stadig sætter gråden i gang hos mig, lige så hurtigt som første strofe er anslået.

Det er ellers ikke fordi, jeg sådan græder over tabet af min mor længere. Jeg er jo voksen (!) og har affundet mig med, at hun ikke er fysisk til stede mere. Vi savner hende, taler om hende, mindes hende...men helt i hendes ånd sidder vi ikke og dvæler ved sorgen. Jeg er jo også glad igen. Rigtig glad. Og det er netop det, jeg mangler hende allermest til. At dele glæden. Altså min far og min bror og smeden og alle mulige andre er da glade, når jeg er glad. De synes, det er dejligt, når det går mig godt, og jeg kan sagtens ringe eller kramme eller grine sammen med dem, når livet er særlig skønt.

Men der er er ingen i verden længere, der glædes lige så meget over mine glæder, som min mor gjorde. Selv i sit eget livs mørkeste stunder overstrålede min glæde (og min brors selvfølgelig) hendes eget humør. Når jeg var glad, sov hun bedre om natten, det ved jeg, for det har hun sagt.

Præstens fortælling handlede også om glæden. Om at unde andre glæde og om at turde stå ved sin egen glæde. Måske var det derfor, det blev så tydeligt for mig idag, at det lige netop er i det, jeg savner hende mest. Da jeg kørte fra kirken (alene, da der var fællesspisning for de kommende konfirmander) overvældede gråden mig, og jeg tudede som jeg ikke har gjort længe. Og aahhh det var rart. Det tæsk regnede, men lige da jeg kørte ud af et skovområde, var himlen klar og over træerne stod den mest lysende regnbue, jeg nogensinde har set. Og så sagde vi, at det var fordi min mor sad deroppe på toppen og oplyste al den glæde og kærlighed, der var mellem os. Og stadig er, for selvfølgelig mærker hun stadig min glæde...

torsdag den 21. juni 2012

Smuk og dejlig


Der er stadig North Side i mit hoved. I hele mit system. Det er det mærkelige ved livet - at nogle gange bliver ting, man slet ikke havde regnet for noget særligt, lige pludselig det allervigtigste. Og af og til bliver en helt almindelig dag helt ualmindelig. Én oplevelse kan være den faktor, der skubber livet i en ny retning. Det sker også, at en blogger skriver irriterende kryptisk, fordi noget er så stort eller forvirrende eller svært eller smukt eller overraskende, at det er umuligt at få sat de rigtige ord sammen. Eller måske tør man ikke se det på skrift.

Og inden nogle drager forhastede konklusioner, handler det her ikke om mig og smeden. Alt er i skønneste orden. Men kærlighed har jo som bekendt mange udtryk, ligesom glæden og lysten og livet. Så jeg vil bare, for min egen skyld, fastholde øjeblikket, stemningen, fornemmelsen, forvirringen, intensiteten, fryden, overraskelsen og livet med den sang, der fuldendte oplevelsen. Og som for altid vil lade mig genkalde lige netop den aften.


mandag den 18. juni 2012

Just say YES!


Snow Patrol er helt enige med Hulemor. Just say yes. Sig JA.

Sidste punktum på North Side for i år. Det var ikke kun det, at det var en fantastisk festival. Det er der mange andre end mig, der synes. Fx Anne. For Hulemor var det også en tur ind til kernen. Af mig selv. Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men hver eneste dag væk fra min skilsmisse, er et skridt på vejen tilbage til mig selv. Det er selvfølgelig ikke kun mit ægteskabs skyld, at jeg glemte mig selv. Og musikken. Og glæden. Og friheden. Men noget blev pakket så langt væk dengang, at jeg næsten har glemt, det var en del af mig.

Jeg havde da også en masse forbehold inden North Side. Heldigvis fik gæve kvinder overbevist mig om, at det saaagtens kunne lade sig gøre. Så min far passede børn og leverede mig søndag eftermiddag ved et tog, der fragtede mig til Århus, North Side og fest. Og de der gæve. Nåe ja, og øl, shots, mojitos, strawberry daiquiri, paradis is og kaffe med bailey. Sammen Noel Gallagher, Garbage og Snow Patrol. Men allerbedst - kvinder, som jeg har et fællesskab med. Nu endnu mere. Jeg må ydmygt konstatere, at der er ufattelig meget kærlighed omkring mig - selv i bloggens kommentarfelt. Tak.

Smeden hentede mig lige inden det blev nat, så der blev tanket op med kys og den slags, inden jeg meget sent blev puttet i seng. Tror da nok lige, det var værd at ofre en halv nattesøvn for. Så træt var jeg i dag, at jeg stressede hele dagen over et arrangement på Elverpigens skole, der var programsat til hele aftenen. Altså helt indtil Elverpigen læste invitationen højt for mig (med et meget smørret grin). "Ja, flot mor. Det er så næste mandag HA HAAARRRHHH". Flot. Og godt. For nu er jeg nemlig på vej under dynen. Og husk det så lige:




onsdag den 2. maj 2012

For det første..


...tusind tak fordi I er så søde. Jeg elsker jeres kommentarer, selvom jeg næsten aldrig får svaret på dem i kommentarfeltet. Men jeg kan læse dem om og om igen, fordi det er så dejligt, at I er der. TAK.

For det andet, så har det været sådan nogle dage, hvor jeg har måttet overgive mig til boblen. Sygdomsboblen. Anna siger: "Overgiv dig til Zen, når dit barn bliver sygt". Åhh ja. To dage har Troldebarnet ligget vandret med feber og ondt i halsen. På de første sommerdage i mands minde. Så jeg har bare messet Annas ord, mens jeg har siddet med kaffen. Gravet lidt i haven. Fundet solhatten frem. Kigget lidt på katten, der havde kæresten med hjem. Og gjorde det på græsplænen, lige foran børnene. Så fik vi snakket lidt om bierne og blomsterne ...ind imellem har jeg selvfølgelig nusset, kysset, opvartet og trøstet Troldebarnet, der sagtens kunne ligge og være syg på trampolinen. Og i øvrigt er ved at komme sig nu.

Jeg gider også godt på arbejde igen, så det er fint, at han er frisk i morgen. Men altså, når det nu skulle være, så gjorde det da ikke noget, at vejret var godt...

søndag den 18. marts 2012

Fokus


Det her med at skrive blog, hvad er det nu, det er? For mig er det at bevidne mit liv. At give videre hvem jeg er. Til dem, det er vigtigt for - allermest mine børn. Jeg tænker tit i blogindlæg, som aldrig bliver til noget. Pyt. Det er nok fordi, det ikke er vigtigt nok.

I aften er mine hjertebørn sendt ud af huset til fordel for gamle kolleger fra Landsbyhospitalet. Århhh. Skønneste damer. Sladder og snak, rødvin og læææækker mad, latter og den vildeste dessert, uhm. I mit skønne Damehus. Helt uforpligtende, helt afslappet, helt ind til det vigtige.

Indrømmet, jeg havde gjort rent. Vasket gulve. Lavet en overdrevet kage (ja,ja glem ALT hvad jeg skrev sidst. Kagen hedder La Bomba, gæt dig til resten). Købt pæne blomster. Arrangeret. Enhver kvinde ved da, at arrangementer er meget vigtige? Nå ikke?

De er lige gået, men musikken spiller stadig. Og der er sjatter. Mine børn er i trygge hænder. Hunden sover. Smeden er tæt på. Jeg venter på vigtige beskeder. Får penge tilbage i skat. Har aftalt sommerferie med verdens bedste venner. Har verdens elskeligste veninder.

Tror faktisk jeg danser en godnat dans, helt alene i verden. Omgivet af alt det gode. En kollega sagde til mig den anden dag: "Det er mærkeligt med alt det, du har været igennem. Du virker jo simpelthen så glad og tilfreds". Ja. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg har det. Men jeg e.l.s.k.e.r. mit liv. Så ved I det.

søndag den 19. februar 2012

Kære mor #3


Der er mange dage, hvor jeg savner dig. De fleste, faktisk. Jeg savner at fortælle dig småting fra hverdagen, sjove og kloge ting, børnene har sagt, vigtige tanker, jeg har tænkt, begivenheder, der ville have optaget os begge - hverdagsting, ikke andet. Selvfølgelig ville jeg også gerne kunne ringe, hvis der er noget, der bekymrer mig eller jeg spekulerer på - men jeg ved altid, hvad du ville have sagt eller gjort i mit sted.

De tidspunkter, hvor jeg savner sig allermest, er dem, hvor jeg er rigtig glad. Hvor der er gode nyheder eller bare lykkelige stunder og glæde. Fordi du var så ulykkelig over de onde ting, du syntes, jeg gik igennem. Og som du ikke syntes, jeg havde fortjent. Og som du frygtede skulle vende tilbage. I din verdensopfattelse rammer ulykker dem, der har fortjent det. Sådan da. Jeg tror virkelig, at du troede på, at rene hjerter ikke ville opleve tragedier og ulykker. Selvom du godt kunne finde på at sige: "Gud tager de bedste først", hvis små børn blev ramt.

Jeg ved, du syntes, at mit hjerte var meget rent. Og jeg ved, at du til dine allersidste dage stadig ikke forstod, hvorfor jeg var blevet ramt så meget af livet, hvorfor jeg skulle kæmpe så hårdt. Jeg blev irriteret og sagde til dig: "Åårhhh hold nu op med det dér. Der er noget til os alle. Jeg er i det mindste ikke syg - jeg kender min fjende! Jeg ved hvem den er, jeg kan tage mine forholdsregler". Og du sagde: "Ja, når bare ikke vi bliver syge, så skal vi nok klare den". Men du blev syg. Og du klarede den ikke. I hvert fald ikke at overleve den.

Derfor var i går en af de dage, hvor jeg virkelig savnede at kunne fortælle om den glæde, der ramte mig. Om en af de dage i mit liv, der tæller med i de allervigtigste, når de skal gøres op. Måske er jeg i virkeligheden aldrig før blevet så inderligt glad som i går.

Jeg var inviteret til brunch hos en højgravid veninde, der var nabo til Hulebo. Bare hende og mig og en tredje veninde. Stille og roligt, ikke noget særligt, bare lige lidt kaffesnak inden hun skulle nedkomme. Hvis du tager lidt frugt og te med er det fint. Okay, og ihh hvor hyggeligt, jeg glæder mig.

Da jeg kom syntes jeg godt nok min veninde var lidt hektisk - men alle ved jo, at højgravide kan være kulrede, så jeg tænkte ikke videre over det, og fik to fade stukket i hænderne; "Værs'go kan du lige tage det her med ind i stuen?".

Der stod de inde. Flere af veninderne. Med flag i hænderne. Og sang fødselsdagssang. For mig. Min hjerne gik lidt i tomgang...

"Aij, hvorfor synger de? Er det for mig?"
"???? De tager fejl, stop stop, jeg har da ikke fødselsdag"
"Hvorfor synger de?"
"Aij, hvad laver AM her? Hvem har taget hende med?"
"Aij hvor er det altså sjovt - hvordan kender de andre hende hjemme fra flækken?"
"Altså hvem er det, der kender hende?"
"Jamen jeg har altså ikke fødselsdag!!"

"Nej, men det har du da om 10 dage".

De holdt fødselsdag for mig. Alt det der med brunch inden fødslen og alt det, var bare snyd for at jeg ikke skulle opdage det. At de allesammen havde snakket sammen og involveret min far og smeden og alle mulige, for at tromme så mange af mine veninder sammen. En god håndfuld var forhindrede pga. ferie og logistik og dens slags, men alligevel vi var otte kvinder samlet. Og hvilke kvinder.

Allesammen nogle, jeg virkelig holder af, spejler mig i og deler værdier med. De drillede mig kærligt med, at jeg for en gangs skyld måtte slippe Kontrolla, og det var rigtig dejligt. Og trygt. Sørget for det hele, havde de. Hjemmebag, oste, pålæg, frugt, kager, chokolade - selv Asti, der blev bragt ind hele vejen fra Flensborg.

Min veninde, soulmate, livsvidne, hende, der har kendt mig allerbedst gennem mere end 20 år havde fået ideen. Og fået flere med på den. Selvom de på kryds og tværs ikke kender hinanden. Det var det, der var det allerbedste ved dagen. At mærke, hvordan de havde glædet sig til at give mig den dag. At sidde der blandt de skønne kvinder og vide, at de havde gjort det for mig. Det trak nogle klumper i halsen. Og også tårer. Og stadig i dag.

Når folk dør, bliver der altid sagt så meget pænt. Og jeg har tit tænkt, om de mennesker vidste, mens de levede, hvor værdsatte og elskede, de egentlig var. I går var sådan en dag, hvor jeg er meget taknemmelig for i livet at opleve, hvor værdsat jeg er, og hvor utrolig priviligeret det er, at have veninder, der ønsker at vise det. Ikke for at vise, at de kan lave et fint arrangement, men for at vise, at de holder af. Af mig.

Så kæreste mor, i går var en af de dage, hvor jeg virkelig håber, at du på en eller anden måde kunne kigge ned og se, hvor meget kærlighed der er omkring mig. Du ville sige, at jeg har fortjent det. Det ord var der også nogle, der brugte i går. Jeg ved ikke, om man kan fortjene det. Men jeg ved at kærlighed giver kærlighed. Også til dem.

Alle mine veninder.

mandag den 16. januar 2012

En mors kærlighed


Jeg er træt. Træt og forgrædt. Indeni og udenpå. I dag er der gået et år. Et helt fuldt år siden min mor døde. Længere væk - og alligevel mere nærværende end nogensinde. Minderne vokser, mens duften i hendes tørklæder fortager sig. Jeg gider ikke at have, at hun er død.

Hvis du stadig har din mor, så lov mig at sætte pris på hende, bare i aften. Du ved ikke, hvor længe du har hende. Pludselig er alting for sent.

Der er kun to formildende omstændigheder disse dage. For det første - hun var så fredfyldt i døden. Det er ikke hende, der længes nu, det er kun os, de levende efterladte. For det andet - jeg ved mere end nogensinde, at jeg var elsket. Hun har altid sagt, at sangen "Mild, lattermild og gavmild" handlede om mig. Selvom jeg engang syntes, det var pinligt og plat, så ved jeg, at hun mente hvert et ord. Nu trøster det endda lidt.



søndag den 18. december 2011

Ham har jeg da været heldig med


Pyha, endelig snart hverdag igen. Synes da ærligt talt de weekender er liiiige lovligt overbookede med julegaveindkøb, børnehygge, værelsesrenovering og lokumsuge. Ja, sådan én har man hvert år på børnenes skole, så det har lige givet godt og vel en ekstra times arbejde i den forgangne uge. Pr. dag forstås.

Og da jeg så skulle gøre malerværktøj rent efter at have sat det (næsten) sidste væv op og malet, syntes jeg godt nok, vandet var lang tid om at blive varmt. Og var det egentlig ikke også lidt koldt på værelserne? Hvordan var det nu med fyret - var der noget med, at der snart skulle olie på? Det var så lidt sent, jeg kom i tanke om det. Suk. Så er det altså godt, man har en foretagsom smed i sit liv.

Ikke noget problem at komme forbi, hente en trailer med olietank, fylde den og køre tilbage til Damehuset - OG rode, rode, rode med tørlagt fyr, der strejkede ved tanken om at skulle hostes i gang igen. Hulemor blev lidt Maude i det, gad ikke bruge tid på det, flirtede med tanken om fjernvarme, tværede faktisk en hel del...grmmmffff. Smeden skruede bare på det hele med sine pæne hænder og blev slet ikke sur. Insisterede bare på, at det skulle have en lille pause en gang imellem. Sådan cirka et kys' tid... Fantastisk mand. Faktisk en slags helt.

Nu er der nemlig varme på igen, og inden længe er det Hulemors sengetid. Der venter lidt arbejde i morgen, men de store små har fri og hygger med kammerater, så det giver næsten en halv fridag, når man trækker madpakker, bus/cykel/logistik-koordinering, lektier og den slags fra.

Og forresten...jeg afleverede en ordentlig svada i dag. Til min eksmand. Ja, ja okay bare et billede af ham. Sådan bare symbolsk ikke? Ja, jeg er bange og nervøs og urolig for, om han pønser på noget i forbindelse med julen. Men jeg nægter at give efter for det. Det kan da ikke være rigtigt at hele min familie skal holdes i angstens greb. Og lægge os ned og vente på om han kommer. Vel? Så derfor fortalte jeg ham lige et og andet om, hvad jeg mener om ham og hans metoder.

Det gør godt indeni. De gange han har overfaldet mig, har jeg også kæmpet. Slået igen, raset og kæmpet som en besat. Jeg er sikker på, det har reddet mit psykiske velbefindende, at jeg ikke lod mig lamme af rædslen. Så det har jeg tænkt mig at blive ved med...

Og nå ja forresten. Jeg er bare helt med på det der væddemål June og Dragonfly!!

mandag den 17. oktober 2011

Oktobertanker


For præcis 9 år siden var det oktobervejr. Selvfølgelig, siger du. Men rigtig med rusk og slagregn og bælgmørkt, da jeg var oppe kl. 5 for at give Elverpigen en sut. Ja, så længe er det siden. Jordemoderen havde sagt, at jeg skulle komme så snart, jeg mærkede det mindste tegn på, at der skete "noget" i kroppen. Elverpigen havde fart på ud, så hun regnede med, at Troldebarnet ville komme endnu hurtigere.

Der kl. 5 kunne jeg måske godt mærke "noget", men med al den rusk og regn, syntes jeg det var alt for tidligt at trække nogen, fx min svigermor, ud af sengen. Og hvad værre var, min eksmands store datter, der boede hos os, havde fødselsdag. Og jeg havde lovet hende, at hun skulle beholde den dag for sig selv. Lovet. Så kl. 5 fortrængte jeg det der "noget" og faldt i søvn igen.

Kl. 6.30 tænkte jeg, at det måske var en god ide at tage et bad, inden der kom veer, for jeg kunne godt mærke, at "noget" ikke var gået over. Jeg stod ud af sengen kvart i syv og helvede brød løs. Veerne væltede ind over mig, men jeg fik da sat boller i ovnen og taget et bad med fuld knald på åndedrættet. Klokken 7 tørrede jeg gulvet af i havestuen, hvor det (pis-øs)regnede ind, og kl. 7.15 lå jeg på alle 4 foran hoveddøren og gispede, mens jeg kunne høre min (eks)mand barbere sig. Skulle jo se ordentlig ud. Svigermor var kommet, og ud af øjenkrogen kunne jeg se 20 nøgne, iskolde tæer fra to vordende storesøstre, der helt ned i tæerne så musestille og forskræmte ud. Kl. 7.30 lå jeg på bagsædet med hovedet nede i autostolen og et fast greb i selerne, mens jeg gispede som en besat.

Lå på knæ i elevatoren under hele opstigningen til 22. etage og hilste på en jordemor mellem to gisp. Eleven, der undersøgte mig sagde: "Øhh jeg tror, da hun er helt åben" (ja, hvad regnede du med, men hun skulle jo øve sig!) og jordemoren sagde :"Hvorfor presser du ikke bare"? Pyyyha, forløsning. Ud kom mandens 5. barn og første dreng. Skrig og lykke og en ring var sluttet. Hans første barn og hans sidste (så vidt, jeg ved...) blev født på samme dato.

I dag så længe siden, men stadig en lykkens dag. Tillykke Troldebarn og storesøster, som skrev sådan her i morges: "I den her uge flytter jeg ind i min egen lejlighed på Vesterbro - sejt ikke?...kys og kærlighed". Jo, sejt. Og kys og kærlighed tilbage.

torsdag den 13. oktober 2011

Kærlighed er...#2


...når man diskuterer en eller anden detalje i de nye børneværelser, og Hulemor står med hænderne ned langs siden og ikke aner, hvad hun synes om den detalje. Selvom det er hendes hus. Og han så siger: "Du er nok nødt til at tage en beslutning nu. Og det kan jeg godt se, du ikke kan. Så nu gør vi sådan her *forklare-forklare* og hvis du fortryder senere hen, laver vi det bare om"

...når han ligger på knæ ude på stilladset i hæsblæsende efterårsregn og skærer tagplader til i et afsindigt tempo, så det ikke kommer til at regne ind på Hulemors plankegulve

...når han gider bruge en eftermiddag på at køre med den store trailer (som er noget af det eneste jeg ikke kan. Og aldrig kommer til at kunne) for at hente og montere Elverpigens nye sovesofa, så hun kan vise den til veninderne til fødselsdagsfesten (Og jeg sparer 500 kr. i transport til møbelforretningen)

...når han i stedet for at synge italienske serenader siger: "Jeg er sgu vild med dig, Mutter" (udtales"Måtter")

...og ikke mindst, når veninderne siger: "Hvordan går det? Du fortæller aldrig noget mere" - fordi der ikke er noget at fortælle. Altså noget problematisk (det er åbenbart bare nemmere at brokke sig)

Det er den ægte slags.

tirsdag den 27. september 2011

Kærlighed er...


... når man sidder i hvert sit hus og drikker et glas rødvin sammen. Og sms'er de sange, den anden skal høre på youtube. Med små historier og minder. At vide, at han sidder og hører det samme. At genopleve den koncertaften på en mark på den jyske hede, hvor det hele startede. Og aldrig mere blev det samme. Med ham her. Godt nok ringe kvalitet. Men når det nu var den aften...




mandag den 16. maj 2011

Ugerevy


Det er altså ikke fordi, jeg er holdt op med at blogge. Der er bare ikke timer nok. Og blogger gik ned (så kunne man da give det skylden!). Og som jeg konstaterede, da en anden blogger spurgte, hvorfor der var så stille fra Hulen, har jeg det nok simpelthen...for godt. Bloggen er på en eller anden måde blevet min ventil for de dybe eller tvivlende eller tunge tanker, og lige nu er der ikke overtryk i den del af mit indre. Jeg er i smult vande, og jeg nyder det!


Jeg er i blogland hver dag, ork, det kan jeg slet ikke undvære. Så jeg ved alt om, hvad der rører sig hos jer andre. Og savner jer i mit eget kommentarfelt!! Så nu skal der sparkes lidt liv i den gamle igen, ungerne er taget på lejrskole og det betyder tre dyrebare frieftermiddage for mit vedkommende. AHHHHH siger jeg bare. Det regner, der er tændt op i brændeovnen og skoldhed kaffe i koppen.


Mandag var jeg til skolehjem samtale om Troldebarnet. Som vi jo mange gange har konstateret er et barn, der har det svært. Mest med sig selv og de tårnhøje krav, han stiller sig. Heldigvis er han super kvik. Og intelligent. Og har et ubegribeligt ordforråd. Født med en lommeregner i hovedet. Og sensitiv i en grad, der både forskrækker voksne og børn. Det var en god samtale, og jeg var glad, da jeg kørte hjem.
(Og alligevel har jeg hele ugen været forfulgt af den der følelse af...at de ikke er glade for at indrømme, at det rent faktisk går godt. Som om, at: "nu er han jo et barn, vi har skærpet opmærksomhed på, så lad os nu ikke blive for glade". Jamen for fanden. Jeg veeed da godt, at de problemer, der er, ikke går væk, bare fordi han pludselig bliver god til at stave. Men kan vi ikke nok glædes ved, at han er begavet med kompenserende ressourcer, når nu han også har det svært ind imellem? Sammen)


Tirsdag var Troldebarnet til fodboldtræning. Igen. Kæmpesejr, når man er en otte årig dreng, der gerne vil være som de andre og spæne rundt og spille fo'bold på sporteren i frikvartererne. Men hidtil ikke har kunnet overskue både bold og regler og større drenge, der råber ad en, på én gang. Nu har vi fundet et hold, hvor de ikke er så mange, og hvor de drenge der er, med Troldebarnets ord "ikke er sådan nogle, der råber helt sindssygt og surt, bare fordi man kommer til at stille sig forkert". Og på en eller anden måde vokser han bare 20 cm. med fodboldstøvler og benskinner på!


Onsdag var det tid til at grine i selskab med de her


Altså uanset hvad du synes om konceptet eller Søren Østergaard, så se det. Det er simpelthen så ustyrlig morsomt!! Min far var med. Og havde jo pippet om, at han synes Søren Ø. er plat og han i øvrigt ikke havde lyst til at sidde og more sig. Men tog alligevel med, da han jo ikke forventede, at det ville blive særlig sjovt. Så kunne man (han) da få den fordom bekræftet. Og desuden var det langt fra hvor han bor, og risikoen for at møde naboer (der helt sikkert ville dømme ham for at have det for sjovt. Jo, de ville) lig nul.
Og hvad skete der? Han skreg af grin. Min far lo, som jeg ikke har hørt det siden min mor døde. Eller faktisk siden hun blev syg. Og min øjenmakeup hang nede på kinderne, da aftenen var slut. Og vi grinte hele vejen hjem i bilen, mens vi hjælpeløst prøvede at imitere karaktererne i Zirkus Nemo. Fantastisk aften!!


Torsdag var det blevet tid til endnu en samtale. Om Elverpigen, det pragtfulde barn. Hun er jo bare sød og charmerende, elsker dansk og idræt, tåler matematik og naturfag - og interesserer sig ikke en hujende hatfis for engelsk. O.v.e.r.h.o.v.e.d.e.t. i.k.k.e. What to do? Vi aner det ikke. Hun udviser en imponerende ligegyldighed overfor verdenssproget. Håber en mere naturlig interesse for fx Youtube efterhånden kan charme lidt engelsk ind i hende...
Torsdag aften tilbragte jeg sammen med de to damer her: (klik her og få at vide, hvad Anette laver)



Højdepunktet var faktisk ikke engang de to lækre makreller (eller den skønne mad og lækre chokolader. Og nej, heller ikke den fri bar. Jeg var i bil). Men følelsen af, at være afsted uden dårlig samvittighed. Børnene var hos smeden og der var ingen bebrejdelser, da jeg kom hjem. Ingen spydige bemærkninger om, at jeg prioriterer mig selv over familien, at jeg burde blive hjemme og passe mine børn, at jeg er egoistisk eller en wannabe, der ikke kan acceptere, at man ikke kan få alt.

Jeg talte med store bogstaver og meget store ord, da jeg kom hjem. Altså om, hvor meget det betyder at være FRI, og hvor meget det betyder, at han altid bakker mig op og synes, det er fedt, når jeg har haft det sjovt. (Og det er jo meget nemmere at have fire børn end to. Som han siger...)

Fredag var jeg inviteret til en bid mad hos en gammel veninde. Altså "en bid mad" viste sig så at dække over et større middagsselskab, hvor ingen havde fået at vide, at der kom andre!! (Der stod jeg i flade sneakers og cowboydere, mens værtinden var iført stram sag og stiletter!). 20 mennesker, mad udefra og en lidt nervøs stemning over at have misforstået konceptet, udviklede sig til at blive et meget uhøjtideligt og højst overraskende...bryllup! Ja, bryllup. På en fredag aften i flade sko. Eller det vil sige, da jeg senere hentede Elverpigen hos en veninde, svingede jeg hjem om hulen og fandt stiletter frem. Og noget glimmerbluse. Fandeme så sjældent, jeg kommer ud, at jeg ikke vil misse lejligheden til at blive dullet lidt op!! Så var der fest..

Lørdag pakkede vi lejrskoletasker, bagte 100 madpakkeboller (nej, det var ikke en fejl. Der skulle medbringes 100 grove madpakkeboller! Og selvom jeg gerne spiser mine børn af med Knorr Lasagnette i en snæver vending, ved de skolefolk udmærket, at jeg ikke kan lade være at bage selv, når jeg bliver sat på brød-listen. Så vi bagte. Og bagte...). Og så Melodi Grand Prix, som jeg syntes var en surrealistisk affære med mærkelige sange og hår.

Søndag morgen blev jeg blæst igennem på en af mine faste søndagsvenner, Ronja, denne gang med lukket mund. (Ingen fluer i halsen *hmm*). Om eftermiddagen fik Troldebarnet sit store ønske opfyldt og vi kørte et ukendt antal kilometer for at se dem her:

DGI's verdenshold


Nu er det mandag aften igen...og smeden er på vej. Der skal indhentes, hygges og ses film. I morgen får du en update fra landsbyhospitalet og en historie om en skøn patient... (uhh nu kan du ikke vente hva'?)

onsdag den 9. marts 2011

Portvinsdranker?


Dog ikke. Men nu er jeg åbenbart blevet sådan én 40-årig dame, der sidder og tyller noget Baileys. Fordi jeg kom til at tude over et indlæg ovre hos Marie, der bare trigger noget indeni mig. Noget, der vil ud gennem tårer.

Og fik mig til at finde det sidste billede af min mor. Min mor og jeg. Hånd i hånd. Mens hun tog afsted og jeg skulle blive. Og jeg tog det billede, fordi jeg vidste, at hun var på vej. Og jeg vidste, at det var okay. Så det billede er ikke sorg, det er glæde. Og på gensyn.



tirsdag den 8. marts 2011

Kamp og kvindedage


Det er jo i dag. Den internationale kampdag for kvinder. Og jeg tænker egentlig en masse om det, og har tænkt virkelig mange kloge (!!) tanker om, hvad der stadig er værd at kæmpe om- og for. Ikke mindst for kvinder ude i den store, voldsomme verden.

Jeg er bare så træt. Træt, træt, træt. Måske er det de 40? Eller også er det bare for lidt søvn og eftervirkninger af tre infektioner, der ikke rigtig har sluppet sit tag i kroppen endnu. Og ordet kamp. Det gør mig så fandens træt, for jeg synes, der har været kamp nok de sidste år her i mit lille liv.

Og der er i hvert fald én kamp, mit hoved har kredset om i dag. Kampen om kærligheden. For kærligheden. Med kærligheden. I kærligheden. Om at få den og om at miste den.

Jeg har selv været dér, for ganske få år siden, hvor den største kamp handlede om den helt dagligdags kærlighed. Ikke en stor kamp i nogen verdensorden, men dog verdens største kamp. For mig. At erkende ikke at være elsket. At erkende at leve sammen med et menneske, der ikke formåede at holde af andre. Overhovedet. Ikke engang sine egne børn. Det lyder hårdt, og det er hårdt. Det er så hårdt, at alt i mig ville tro på, at jeg var den forkerte. Hvilket jeg fik masser af opbakning til at fastholde!

Det var mig, der var den begrænsende. Den hæmmede. Den infantile. Den åndelige og spirituelle analfabet. Den forkerte, der ikke ville lære.

Indtil en knivskarp psykolog tog mig i hånden og fulgte mig hele vejen tilbage til mig selv, hvor jeg mærkede, at det var rigtigt. Jeg var ikke elsket. Og det var ikke min skyld.

Nu er jeg elsket. Der bliver ikke brugt mange ord på det, men jeg mærker det. Jeg mærker, at jeg ikke skal kæmpe mere. Jeg ser det i hans øjne og mærker det i hans hænder.

Bevares, af og til forsøger jeg da at kæmpe en lille smule endnu. Lidt dramaqueen er man vel stadig. Men også dét bliver elsket. "Så, så. Rolig nu, Maude" eller "Er du sur? Mutter" (udtales "måtter"). Sagt i overbærende kærlighed. Rummelighed. Villighed til at lytte. Og et glimt i øjet. Så er det altså svært at blive ved at være sur. Hulemor kan i hvert fald ikke.

Så i dag vil jeg bare glæde mig over, at der er dén kamp mindre at kæmpe!!

mandag den 14. februar 2011

Soulmates eller tilfældigheder?


Det var meningen, at jeg ville skrive det indlæg om min helt særlige veninde, nu i aften. Det har brygget sig selv hele dagen inde i mit hoved, nemlig. Så der kan det lige ligge og simre færdigt. Der er noget andet, der trænger sig på.

Min kæreste ved ikke, at jeg blogger. Endnu. Han ved godt, at jeg kender nogle, der gør. Men på en eller anden måde har bloggen været min sidste private bastion, som det har været meget sårbart for mig at røbe. Ikke fordi der på nogen måde står noget, der er hemmeligt for ham. Bare fordi...jeg er bange for at censurere mig selv en lille smule, hvis nogle tæt på mig læser med. Af samme grund ved mine nærmeste veninder og familie heller ikke, at jeg blogger. Måske mærkeligt, men sådan blev det.

Nu synes jeg efterhånden, at jeg er tryg i det, har fundet min egen vej i den store blogverden - og tør godt lade andre finde herind. Også fordi der er nogle få lokale, der vist nok følger med, og det ville være virkelig kikset, hvis det pludselig bredte sig som løbeild og nåede de allervigtigste. Jeg overvejer også, at mine børn en dag læser med. Og det må de gerne. Egentlig begyndte jeg at skrive lidt mere end til dagbogen i skuffen, fordi jeg seriøst overvejede, hvordan mine børn skulle lære mit inderste at kende, hvis der skete mig noget. En vis "nogen" havde i den grad konkrete planer om at komme mig til livs.

En blog blev derfor muligheden for at få en stemme, der ikke bare forsvinder, selvom jeg skulle gøre det. Og nu er jeg blevet glad for at dokumentere mit liv og tanker - når jeg læser tilbage i mine egne indlæg bliver jeg af og til overrasket over, at jeg virkelig har skrevet alt det! Så min blog er kommet for at blive. Og det er min kæreste efter alt at dømme også - så nu er det på tide, at de lærer hinanden at kende!

Jeg har lyst til at skrive 10 indlæg om, hvor fantastisk han er, og lidt stjernedrys vil der nok komme hen ad vejen. Det er stort. Kæmpe, faktisk. Især at opleve, at man rent faktisk kan have respekt for hinanden, undgå magtkampe og ikke mindst - lytte til hinanden og blive klogere. Jeg skal ikke længere være på vagt, tænke tre træk frem og have argumenter og parader klar for at beskytte mig selv bare en smule. Jeg skal bare læne mig i det og slippe. Mærke at jeg tør.

Når jeg tænker på, hvor meget jeg har søgt sandheden. Særligt om kærligheden. Troet at den fandtes hos de intellektuelle, de belæste, de andre søgende, terapeuterne (både de autoriserede og de selvbestaltede), de clairvoyante og i det hele taget alle dem, jeg anså for at være mere vise end jeg. Fordi de havde læst mere, studeret mere, prøvet mere, præsteret mere, turdet mere. Og dermed måtte vide bedre. Og så træder der en lokal smed ind ad døren og sætter det hele på plads. Så al tvivl fordamper og kun den fortættede kærlighed står tilbage. Så enkelt.

Hallelujah (Ja ja, jeg er også træt). Men med den bagage jeg har i rygsækken, som stadig tynger af og til, må jeg godt være lidt overstadig. Og det er vel Valentines Day, om man kan lide den eller ej. Så tak til Universet for at sende mig ind ad lige netop den indkørsel den dag...

Happy Valentines!

lørdag den 12. februar 2011

Hejhej


...jeg er jo faktisk kommet hjem. I dag. Til Hulen.

Børnene sover, Troldebarnet helt salig i sin egen seng "Åh mor, hvor er det dejligt at ligge i sin egen seng. Og der er ikke engang nogen edderkopper". Elverpigen slås vist med nogle nye slags hormoner i sin krop og er mest sur. Men hun sagde da godnat og fik et lille bitte kys. Og huskede heldigvis at smække en lille smule med døren.

Hunden sover i sin kasse, kattene i stole og på sofarygge. Ilden buldrer i brændeovnen, kufferten er (næsten) pakket ud og jeg drikker lige et sidste glas after-ski rødvin. Alene. Der er stille.

Jeg har også talt med min far og tudet over savnet efter min mor. Som det vist kun er ham, der forstår. Jeg savner at kunne ringe og fortælle hende alle detaljerne om verdens bedste skiferie. Og høre hende svare. Nu ligger der en sten på jorden, der hvor hendes urne står. Jeg savner hende sindssygt. Jeg drømmer om hende - og hun er der. Lyslevende. Men ikke her hos os.

De sidste to timer har jeg junket blogs og forsøgt at indhente. Godt jeg har en hel søndag også...

Og jeg blev rask. Øjenbetændelse, bronchitis og blærebetændelse afløste hinanden, men jeg havde det godt som aldrig før. Børnene hyggede sig, der var masser af sne og sol, maden var god og hytten perfekt. Og så ham. Kæresten.

Da jeg var yngre var jeg helt sikker på, at mennesker på næsten 40 år ikke kunne blive forelskede i hinanden. Ikke sådan rigtigt. Måske på en lidt lunken måde, men ikke sådan rigtigt. Så meget fejl, jeg tog! Jeg tør næsten ikke tro på det, selvom jeg ved, det er sandt. Ægte. Og sådan helt rigtigt.

Nu vil jeg også gå ind i min egen seng. Under min egen dyne. Drømme nattens drømme og glæde mig til en lang, tiltrængt, hyggelig og doven søndag i morgen...