At skrive med glæde

I går var jeg på skrivekursus. Et ganske kort én-dags kursus, men det var en ualmindelig god dag. Jeg har aldrig før siddet sammen med et helt hold af mennesker, der var samlet om den ene fælles interesse. At skrive.

Der var unge studerende, der var en ældre mand med rollator, og så alle os andre ind imellem. Poeter, akademikere, bloggere, husmødre, direktører og mig. Vi havde så gode og fine snakke om at skrive, øvelser og refleksioner over skrivearbejde og alt det, der hører med.

Jeg blev glad. Jeg blev glad, fordi jeg fik kontakt med dét sted inden i mig, der vil udtrykke mig gennem ordene. Jeg har læst lidt tilbage i Hulebos arkiver, og jeg bliver så glad for, at jeg har en lille del af mit liv stående der. Selvom begrænsningerne står i kø, så frustrerer det mig, når jeg i så lang tid ikke har skrevet. Det er de klassiske temaer, vi er ude i - manglende tid, overskud, fokus, ideer, you name it.

Men hvordan kan det så være, at jeg ikke får skrevet nu, hvor der er mere tid end nogenside? Elverpigen er blevet myndig og rejst ud i verden. Troldebarnet er den samme følsomme sjæl, nu med en voksende modenhed i fuldt flor. Jeg er så pavestolt af de to. De er teenagere med fynd og klem som alle andre, men de er i mine øjne ualmindeligt velreflekterede, humoristiske og omgængelige begge to. Det tillader jeg mig at tage en stor del af æren for (desuden er de pæne).

Så det kan jeg godt læne mig lidt i, mens jeg bokser med mig selv om, hvordan jeg får skabt de stunder til at læse, meditere, skrive og lave yoga, som jeg gerne vil. Jeg prøver at bokse med venlighed og accept af, at det åbenbart er svært. Men jeg vil prøve at indføre lidt disciplin i forhold til det, for det handler jo dybest set om, at jeg tager mig selv alvorligt, og det vil jeg gerne.

Det handler ikke om, at koble helt af samfundet og sidde i en tilstand af Zen, mens den hellige inspiration flyder. Det handler mere om, at jeg gerne vil skabe de åndehuller til at arbejde med de kreative områder af livet, jeg ved, giver mig glæde og energi.

Hvis du har læst med, og har en god ide eller et godt råd til at få skabt de vigtige stunder, så læg gerne en kommentar herunder. Tak.

Rastløse sjæl

Med dette indlæg trumfer jeg allerede mængden af blogindlæg i hele 2015! Hele dagen har jeg været i gang med at ville skrive, men tankerne farer i alle retninger. Nu ved jeg hvorfor.

Jeg har flere gange det sidste år oplevet, at mennesker, jeg slet ikke kender, har vidst, at jeg var hende fra Hulebo. Enten fordi de har gættet det, når talen er faldet på min historie, eller fordi de er kommet forbi bloggen og har lagt to og to sammen.

Det er ikke fordi, det gør noget - jeg skrev jo ikke her, hvis jeg ikke gerne ville nå ud over min egen matrikel. Men jeg oplever, at det påvirker mig, når skriveriet skal tage form. Jeg kommer altid til at tænke: "Ej hvis nu den og den læser det her, så ved de jo, det er dem, jeg mener", eller: "Ej, hvis mine veninder læser det her, så misforstår de det, og tror, der er noget galt". Jeg synes egentlig, at jeg forsøger at blive hjemme ved mig selv, og skrive hvordan jeg oplever det, der sker i mit liv. Men alt, hvad jeg oplever, handler som regel om relationer, og jeg føler mig mere og mere stækket i at kunne udtrykke mig frit.

Jeg har derfor tænkt hele dagen over, hvad jeg skal stille op, for jeg elsker at skrive. Og jeg elsker næsten endnu mere at finde tilbage til mine egne gamle indlæg, fordi de dokumenterer mit liv. Ganske enkelt. Der står hvem jeg var, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte og tænkte i andre tider af mit liv.

Mens jeg tænker over det, planlægger jeg en fest. Egentlig var det for mange år siden tænkt som en livsfest. Mens mit liv var allermest sindssygt tænkte jeg, at jeg ville fejre det, hvis jeg overlevede. Det gjorde jeg heldigvis (i al fald indtil nu, livet er jo et farligt sted at være). Nu, hvor dramaet er på afstand, ville jeg ønske, jeg med sikkerhed kunne sige, at det er en midtvejsfest. Men jeg kan jo ikke vide, om jeg bliver halvfems!

Derfor kan jeg godt beslutte mig for, at jeg alvorligt vil overveje, hvordan jeg bruger mit liv. I, der har læst med længe, er nok ikke særlig meget i tvivl om, at jeg tænker ret meget over lige netop dét...

I løbet af de sidste fem år har jeg købt hus, fået ny job, taget en Master, fået endnu et nyt job og en ordentlig økonomi. Det var det, jeg troede, jeg længtes efter. Det var det så åbenbart ikke. Ikke kun, i al fald. Jeg er rastløs igen. Gode gamle rastløshed, der har drevet mig gennem 20 boliger før damehuset, en hel del parforhold, tre uddannelser og forskellige jobs.

I mange år tænkte jeg, at jeg ville ønske, jeg havde en passion. Ha, den var så tydelig, at jeg slet ikke kunne få øje på den. Nu ved jeg, hvad det er, og jeg ville ønske, jeg var sådan en, der turde gøre noget ved det. Men uha, nej tak. Og så alligevel. Hvis jeg nu virkelig er midtvejs i livet, så er det da ærgerligt ikke at bruge den sidste halvdel på det, jeg altid svarede som barn, når nogen spurgte mig, hvad jeg ville, når jeg blev voksen. Måske er jeg voksen, måske er det tid. Midtvejs.

Tanker #1

I morgen kommer hun hjem.

Min lille store pige er taget på efterskole, og jeg har ikke set hende i tre uger. Men i morgen kommer hun hjem, fordi der er lukkeweekend - godt for mig!

Det passer ikke helt, at jeg ikke har set hende. Jeg har set hende i 19 minutter forrige søndag, da smeden og jeg afleverede hesten. Den måtte - i lighed med mobiltelefonen - ikke være med den første uge. To timer kørte vi, langt, langt mod vest, indtil vi nåede hendes nye verden. Så forandret hun allerede så ud, men heldigvis glad.

Vi læssede hest af og ordnede små praktiske ting - og så stod hun der i stalddøren og sagde farvel. Det var dén audiens. Nitten minutter kunne smeden oplyse! Så kørte vi to timer igen...

Jeg er så glad på hendes vegne, for hun har virkelig trængt til det break. Trængt til at komme langt væk fra krav og forventninger og uddannelsesguider og elektroniske dokumenter med fremtidsplaner, der allerede føles forpligtende at skulle forholde sig til. Beseglet med nem ID, når man kun er 15 år.

Jeg håber sådan, at hun får det år til sig selv. Et år hvor hun får lidt fred for sin bagage, et år hvor hun kan sætte den tunge rygsæk og flyve lidt på lette vinger. Selvfølgelig bliver der hårde dage, pigefnidder, kærestesorger og hvem ved, måske endda lidt hjemve.

Mest af alt håber jeg af hele mit hjerte, at den mand, der har ringet til skolen for at spørge, om der går en elverpige på det nye hold, slet ikke er ham, jeg tror, det er. Og jeg håber af hele mit hjerte, at han - hvis det alligevel er - vil lade hende få det år i fred, indtil hun selv er klar.

Overspringshandlinger..

Hvad jeg lavede på en lørdag:

• Morgenmad inkl. grød og smoothies
• Kaffe
• Tjekkede facebook
• Legede køkkenlaboratorium med veninde
• Pep-talk'ede/formanede/krammede/trøstede teenager, der ikke kan overskue sine egne planer
• Bagte stenalderbrød (og spiste det med pålægschokolade)
• Læste teori
• Kaffe
• Spillede Candy Crush
• Nussede med kattekillinger (ja, nu igen)
• Kaffe
• Læste noget mere teori 
• Spiste is
• Ordnede vasketøj
• Støvsugede
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Kyssede smeden
• Købte ind 
• Var på biblioteket
• Spiste en halv pose chips
• Luftede hund
• Kaffe
• Nussede med kattekillinger
• Gjorde badeværelse rent
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Slog græs
• Spiste aftensmad med smedebanden
• Spiste en halv pose lakridser
• Læste noget mere teori
• Læste blogs
• Spillede Candy Crush
• Tjekkede facebook
• Drak hvidvin

Hvad jeg skulle have lavet på en lørdag:

• Skrevet på mit speciale

I tomgang

Den Danske Ordbog, Tomgang: OVERFØRT rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.

Det passer meget godt på Hulemor pt. Bruger de sparsomme mængder brændstof på ikke at komme nogen vegne. Og af og til har jeg faktisk fornemmelsen af, at andre overtager styringen, bare sætter sig ind og kører mig i en anden retning, end jeg havde tænkt mig... 

For nylig så jeg udsendelsesrækken om 'BS og recepten på lykke'. BS er egentlig min yndlingsaversion som underspillet hverdagshelt, men jeg må give ham, at programmet virkelig rørte mig. Jeg tudede mindst én gang pr. udsendelse over alle de små sejre og alle de svære tanker, kvinderne tumlede med. Og jeg tænkte, om ikke vi har en rem af huden, de fleste af os?

For tiden (ha ha, uafbrudt det sidste 1½ år og stadig...) læser jeg jo om læreprocesser og videnskabsteori. Og lige nu om Honneths anerkendelsesteori, som indkredser nogle af udfordringerne for det moderne menneske - eller måske rettere - mennesket i det moderne samfund. Vores grundviden, alt det, der var sikkert før, stilles hele tiden til diskussion. I gamle dage blev man konfirmeret, begyndte at ryge, kom ud at tjene og forventedes at stifte en 'rigtig' familie. Jeg siger ikke, at det var bedre, men der var en skabelon. I dag er alt i opbrud, de unge er for voksne uden at være modne, krævende uden at være ansvarlige og vi såkaldte voksne er bange for at ældes, bange for ikke at være 'med på beatet' og i tvivl om, hvad succeskriterierne egentlig er. Alt er i princippet lige godt, så længe, man er glad. Glad? Hvordan glad? Glad som i tilfreds? Lykkelig? Anerkendt?

Min skønne soulmate-veninde har sådan et fantastisk udtryk: "Hvornår begynder de at klappe?" Jeg har det med mig i min hverdag og smiler (kærligt men bittersødt) ad mig selv, når jeg undrer mig over, at de andre ikke klapper. Venner, familie, kolleger. Halloooo, jeg er faktisk fuldtidsarbejdende med 37 timers job, deltidsstuderende og mor på 24/7/365-fuldtidsmåden - hvor FANDEN er heppekoret? Hva'? Klapper I ikke af mig? Godt. Så klapper jeg heller ikke af jer.

Er du alene i 10 dage, fordi din mand er i udlandet med sit mega dyrt betalte direktørjob (som finansierer din bil og dine LV tasker)? Skal du selv stå for det hele med to børn på 15 og 17 i al den tid? Har du bare vildt travlt med din efteruddannelse, som du har orlov til - med fuld løn? Er det bare skideirriterende, at svigermor har inviteret på all inclusive rejse til Grand Canaria, når du lige havde regnet med, I skulle til Thailand ligesom sidst? Men du accepterer uden at brokke dig? Undrer du dig over, jeg ikke klapper???????? 

Og nej, man skal da ikke være Freud eller Erikson for at regne ud, at det sikkert er noget midtlivskrise og helt vildt almindeligt. Men for nu at vende tilbage til BS, så trænger jeg til at tage kontrollen lidt tilbage. I stedet for at vente på publikums klapsalver kunne jeg jo tage og stryge mig selv lidt med hårene og ae mig på kinden. Det er godt nok. (Og er det så godt nok?)

Påsken var god ved os. Med fri, dovne morgener og stille aftener. Lidt Vesterhav, lidt moster og onkel (hvor der er flæskesteg og frikadeller og brun sovs til middag, pandekager med is til dessert og T.I.D. Tid, tid, tid. Tid og ro og lytten), lidt regn, masser af sol og påskechokolade. Og der var lækker te, for ved du hvad? Jeg vandt noget. Ovre hos Anna. I den ene pose var der ingefærkager og i den anden Annas yndlingste. Som jeg vandt, bare fordi. Og man kunne ikke vide, hvad man vandt. Man vandt bare noget, hun syntes passede til vinderen. Dét kan jeg lide. Og jeg kan lide det, jeg vandt! Te og kager. Og stjerner.

Tak for nu, jeg skal tilbage og passe tomgangen. Kram.

Lidt vinterferie

Jae nu har jeg jo godt nok holdt min ferie, så jeg har ikke fri. Men børnene har, og det er næsten fri, når jeg om morgenen bare skal have mig selv færdig og komme ud af døren. Ikke engang hunden gider stå så tidligt op. Om eftermiddagen er det hurtigt i hyggetøj og dyner i sofaen. Feriestemning.

Jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse, at jeg længes efter lys. Jeg er så t.r.æ.t. af mørke morgener, suk. Men på den anden side - når jeg så er kommet op og skal af sted, så er der faktisk én ting, der er hyggelig. Selvom det er mørkt. Jeg hører nemlig bøger, mens jeg kører. Jeg har ret langt til arbejde, og jeg bruger tiden på at "læse" de bøger, jeg ikke når ellers. (Og uheldigvis findes der ikke ret meget faglitteratur på lydbog. Tror jeg).

Lige nu lytter jeg til "Hvad man ikke ved" af Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Det vigtigste ved lydbøger er, at de er ordentligt indtalt (På et tidspunkt måtte jeg droppe en bog, fordi oplæseren hele tiden fik hovedpersonen til at lyde bitter og krævende, og sådan opfattede jeg hende slet ikke). "Hvad man ikke ved" er godt indtalt. Og selvom jeg egentlig synes, at historien er lidt mismodig og ikke særligt opløftende, så er den simpelthen så fængslende. Karaktererne er beskrevet meget omhyggeligt, og jeg identificerer mig med brudstykker af dem allesammen. 

Handlingen foregår primært i 1960/1970'erne og alligevel relaterer den meget godt til udfordringerne ved at være menneske i det vestlige samfund i dag. Krav, forventninger, længslen efter noget andet, smerten, når ting ikke lykkes, skuffelser, når illusioner brister. Jeg ved ikke... nogle gange får den mig til at sætte historien på pause, for at tænke videre over mit eget liv. Det kan jeg godt lide. Så rører den jo ved noget...

Det er ikke noget festfyrværkeri af en bog, men mangler du lige lidt tankevækkende læsestof til ferien (og er træt af krimier ligesom mig), skulle du overveje den. Det var bare det. Hej.

Tryk - billede lånt fra Gyldendal

Om sorg. Og lykke

Jeg græder tusind tårer i de her dage. Ikke over mig selv eller mit eget på den måde. Men den af mine veninder, der går allerlængst tilbage, takket være landsbladet . Det er min blog, men hendes sorg. Sådan er det, når man har delt barndom, ungdom, voksenliv, familie, forældre osv. Hun skal miste, og det er så uretfærdigt og så grusomt. Så brutalt. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget. Virkelig gøre noget.

Jeg ved godt, jeg gør noget. Jeg gør en forskel lige nu. Lige i de her dage. Hun ringer, jeg lytter, vi er sammen om det for en lille stund. Hun græder imens. Jeg græder bagefter. Hendes store, stærke, fantastiske bror har været syg i seks uger. Og er nu døende. Han er 44 år. Det er ikke i orden. Han fejler det samme som min mor, så jeg græder for ham, for hans kone, for deres små børn. For min dyrebare veninde. Og jeg græder for min mor.

Jeg kom til at læse en bog i ferien. Om en kvinde med stress. Jeg skriver ikke, at jeg har stress. Men jeg skriver gerne, at jeg blev forskrækket, for jeg har alt det, man har lige inden stress. Lidt for meget arbejde, lidt for mange ender, der ikke når sammen. Lidt for meget søvnløshed, lidt for meget distraktion. Lidt for mange irritationer over småting, lidt for mange sure ord til børnene. Lidt for mange tekster, der skal læses og lidt for mange ord, der skal skrives. Lidt for lidt udhvilethed og lidt for lidt sjælefred. Lidt for lidt overskud og lidt for lidt ro. Lidt for lidt lyst til noget som helst.

I morges havde jeg lidt for meget lyst til at køre i havnen. Hvilket jeg kom for skade at fortælle smeden, der ellers havde gjort sit for at få mig lullet i søvn i den brede favn.

Da jeg kørte hjem fra dagens kursus langt-pokker-i-vold sent på dagen, skrev han til mig. Der var en gryde med kartofler klar på komfuret. En bunke frikadeller, der bare skulle varmes. En cykel (Elverpigens), der var lappet. En flaske rosé i køleskabet. En julefrokost til-og-fra-logistik, der var arrangeret. Ja, jeg ved ikke, hvad du ville have gjort. Men jeg tudede igen. Verdens bedste smed.

Sådan er det vel, det liv. En mosaik. Lige i dag fyldt med sorg og lykke.

Tirsdag

Hmmm. Har fri fra nattevagt. Den sidste. Det nye job kræver dagtimer, ikke tyste nætter på et natteroligt hospital. Jeg har overvejet meget, meget nøje,om jeg var klar til at slippe vagterne, de anderledes rutiner, den større selvstændighed, faglighed til fingerspidserne og det store overblik. Jeg følte mig klar nok til at søge en helt anden stilling. Som jeg fik. Og som jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang med. Fridagene - dem havde jeg vænnet mig ret godt til, og dem kommer jeg til at savne. Tror jeg. Tag nu i dag. Min aller, allersidste vagtfri dag. Nøøøj, hvor skal den nydes.

Men børnene skal jo også mærke, at mor har fri, så de vil gerne køres i skole. Fair nok, cykler med til hjemturen så. Det er bare det, at de ikke skal møde samtidig, hvilket giver dobbelttur til skolen. Dobbeltsnak i retning af madpakker, hvordan bliver vejret, bliver det anderledes i løbet af dagen, hvor meget tøj skal jeg have på, kan jeg lege med nogen, må jeg tage én med hjem, vil du køre mig til ridning eller skal jeg cykle, vil du køre mig den ene vej så, hvad skal vi have til aftensmad....bla bla. Så var klokken over ni. Skynde mig og lave kaffe. Benene op til morgen-tv, det skal jo være hyggeligt.

M.E.G.A. kedeligt morgen tv. Nå, så kan jeg læse lidt faglitteratur imens, der er jo seminar i næste uge. Hvilket minder mig om, at der er temmelig meget litteratur, der venter inden næste torsdag. Burde måske slukke det tv. Nej, læs nu bare og tv på mute. Jeg kunne også gå en tur. Eller cykle. Nåe nej, skal jo gå fem km. i aften. Men det er nu, vejret er godt, og hunden har godt af det? Nej, så når jeg ikke at læse inden børnene kommer. Okay læs så.

Gaaaaaab, kæft jeg er træt. Gik for sent i seng. Og behøvede måske ikke fejre den sidste fridag på forhånd med en godnat øl mandag aften. Prøver lige tv med lyd. Nej, stadig kedeligt. Tapas på dansk. 'Stegt havregrød, den skal være godt tyk, så det kommer til at ligne en frikadelle, når den er færdig'. Lyd uden billede. Det fristede ikke. Hvad sker der for de madfolk?

Prøver med et bad så. Øv, nu er klokken allerede 11.30. Kan ikke nå at finde på dårlig undskyldning til gåtur i aften. Børnene kommer om 1½ time. Har hverken fået læst eller hygget eller slappet af. Må have en ekstra kop kaffe. Til gengæld tjekket mails otte gange. Ikke en fis dér. Måske kan jeg sidde og læse lidt i næste uge på mit nye kontor. Med bogen gemt under noget. Nårh nej, min chef sagde jo, det er i afdelingens interesse, at jeg tager den master. Men jeg må vel hellere i gang med de nye opgaver. Hvad de end er. Hun sagde også, min chef, at det kommer helt af sig selv. Hmmm. Må vente at se, gider bare godt se lidt effektiv ud, indtil de kommer af sig selv, opgaverne.

Nu er jeg vist nødt til at få tørret hår, og hunden vil ud. Skal egentlig også have slået græs. Stadig ingen mails. Nu er det for sent at læse, børnene kommer straks. Så er der køre til det ene og køre til det andet igen. Forberede noget aftensmad, de selv kan varme. Jeg skal jo ud at gå. Arghhh, det var ikke lige den fridag, jeg havde set for mig. Inde i mit hoved var der fine, harmoniske stunder, ude i virkeligheden var der bare rod. Nå, det var det hår...

Tirsdag. Dit navn er PMS.

Sommerskred

Ja altså, heldigvis er den jo ikke skredet endnu. For alvor i hvert fald. Her i Damehuset trækker der tunge skyer over himlen og vejrudsigten lover torden. Det er okay med mig. Jeg har lige rundet min arbejdspind et par dage og tager nu hul på de allersidste fire feriedage, så der er hvidvin i glasset og sofa forude.

Der er bare dét, at jeg har så frygtelig meget på hjerte, som skal deles. Allerførst endnu en gang TUUUUSIND tak for jeres kommentarer på mine indlæg. Jeg får aldrig svaret tilbage i kommentarfeltet, men læser selvfølgelig hver og én, til jeg kan dem udenad! Jeg sværger - det bedste er jo kommentarer. Også fra nye læsere, som jeg nærmest ikke engang har været på "genbesøg" hos. For dårligt. Må prøve at stramme op...

Men er vi ikke lidt enige om, at den sommer har været så flink ved os, at det har været umuligt at koncentrere sig om ret meget mere end den næste is? Alternativt den næste kolde øl eller det næste glas rosé? Åh, hvor er jeg bare glad og taknemmelig helt ind i sjælen efter fire-fem uger med så fantastisk vejr. Kjole, klip klappere, Vesterhav, strand og bare tæer...uhm.

Vi har badet tre gange om dagen i Vesterhavet. Kan ikke huske, hvornår det er sket sidst for en landkrabbe som mig. Mødt dejlig familie og skønne venner rundt om i landet, sovet i telte, på luftmadrasser, i sommerhuse og gæsteværelser og fået samlet op på hele verden. Min verden altså. Troldebarnet og jeg var dagsgæster på en sommerlejr i den nye forening, hvor jeg foruden nuværende kollega og masser af børn mødte en kollega fra før den nat, hvor jeg måtte flygte over hals og hoved. Der var næsten tårer i krammerne, da vi fik sagt goddag. Og denne gang også ordentligt på gensyn. Stor dag.

Så opklarede også vi årets mordgåde her, nyt bekendtskab for os og MEGA sjovt i følge børnene, der gik vildt op i det. Næsten lige så meget som deres mor! Vi har også rundet Samsø, cyklet, badet, spist jordbær (til vi næsten revnede) og Hulemor har kysset smeden under stjernehimmel og over rislende vandløb, i et stegende hedt Fårup sommerland og på det bedste sted, jeg ved, i hele verden.

Det er mange år siden, sommeren har været så lang. Og varm. Og fantastisk. Så nu er jeg klar igen, til hverdag, studie og arbejde. Og nåe ja, apropos det...så var der lige et drømmejob at søge. Godt nok internt i min afdeling, men åhhh. En ny, spændende, super kreativ og udadvendt stilling, som jeg bare .... ville have. Og når der er noget, man gerne vil have, er man jo sikker på, at alle andre også vil. Grum tid at vente. Men jeg var til ansættelsessamtale i går, nu jeg alligevel var der. Og ja. Jeg fik det. JEG fik det. Et helt spritnyt, uberørt, jomfrueligt job. MIT.

Og nu skal man jo ikke hovere. Det klæder ingen. Heller ikke Hulemor....Meeeen - jeg havde en gang en chef, der ikke syntes, det var nødvendigt at kaste muligheder efter mig. Jeg syntes måske ikke, hun helt lyttede til, hvad jeg gerne ville. Selvom andre godt kunne se, at det godt kunne have betalt sig. Og ve' du hva'? Nu er jeg ansvarlig for et stort regionalt område indenfor mit speciale. Også for hendes afdeling. Oplæring, uddannelse og efteruddannelse af hele hendes personale. Er det ikke okay at tænke en lille smule ha ha "jeg kunne have været din"? Nå pyt, jeg er glad, hun er sikkert også glad.

Og hvad ellers? Ikke så meget. Den næste plan, jeg har - udover sofa og hvidvin - er en frisøraftale i morgen tidlig! Det tror jeg lige, jeg kan klare at håndtere, mens jeg fra liggende stilling afventer familieforøgelsen - men det må hun selv ligge og rode med:

Da støvet havde lagt sig...

Murerstøvet. Eller murstøvet? Lige meget. Jeg har fået ny dør i kælderen. Som var for stor til hullet. Så den rare tømrer måtte skære 10 cm. kant af muren. Sølle 10 cm. Har du prøvet at få skåret i muren på dit hus? Så ved du, at den slags støv gennemtrænger alt. Døre, vinduer, våde tæpper, håndklæder, kommoder, skuffer og skabslåger. Fortiden. Vi tog på tur. Og onsdag morgen startede jeg øverst oppe med støvsuger, spand og klude.

12 timer senere var jeg færdig. I kælderen. Jeg nyder stadig mit værk. Alt er vasket og gjort rent. A.L.T. Så egentlig var det godt, at den dør ikke passede. Med op fra kælderen havde jeg tre flyttekasser med papirer. Papirer med minder om skilsmisse, angst, dagbøger, kreditorer og mareridt af enhver slags. Af en eller anden grund har jeg været rædselsslagen for at kigge i dem. Og lige så rædselsslagen for at skille mig af med dem. Hvad nu, hvis jeg skulle bruge noget af det? Hvad nu, hvis jeg endnu en gang skal bevise, at det ikke var mig? Eller at noget andet var mig? Det gik op for mig, at det er længe siden nu. Syv år Niller.

Syv år siden, jeg skrev et brev til min bedste veninde og bad om hendes mening om mit ægteskab. Og om min mand. Syv år siden hun skrev tilbage, at hun håbede, vi ville bevare vores venskab. Selvom hun foreslog mig at læse noget om psykopater. Syv år siden jeg tænkte: "Ja, ja, rolig nu" (og heldigvis ikke havde nogen forestilling om, hvor meget ret, hun havde). Venskabet bestod heldigvis. Den orkidé, hun forærede mig efter mareridtet er lige gået ud. Jeg tænker, det er et godt tegn. Det er ovre.

Papirerne er smidt ud. Papirer med frygt og tunghed. Hans navn. De er væk. Sammen med støvet, murbrokkerne og det kæmpe trailer-læs, smeden kørte på losseren for mig. Mens jeg satte telte og hegn op til Elverpigens ridelejr. Troldebarnet har holdt drengeaften. Hulemor har nydt roen. Haven. Vejret. Fejret det med et enkelt glas hvidvin.

Måske har jeg fejret, at der endelig blev ryddet op. Måske har jeg fejret den individuelle eksamensopgave og endnu et 12-tal. Måske har jeg fejret, at smeden har været min i fire år. Eller at jeg har været hans. Måske har jeg fejret, at jeg er rask, og kan forlade min arbejdsplads kl. 15.09 og gå ud i solen. Mens andre må blive indendøre dag efter dag, måned efter måned. Eller at jeg endelig har taget mig sammen til at dyrke noget motion og gøre noget rart for min krop. Måske har jeg bare fejret, at det snart er ferie. Eller at en vigtig person har skrevet meget, meget pæne ord til mig. Og at jeg har været til den bedste vejfest ever. Måske er der generelt bare meget at fejre?

Jorden kalder

Jeg er ude af massepsykosen igen. Efter at have slugt to biografier, råhørt gamle Bruce plader og tudet (seriøst). Aner ikke hvad det lige var for et sted, han ramte, men nu snakker vi ikke mere om det. Vi snakker heller ikke mere om de to opgaver, jeg lige har afleveret og den mundtlige eksamen jeg skal til på mandag.

Hvad skal vi så snakke om? Vejret for eksempel? Elsker overskrifterne om, at det bliver en lang, tør og varm sommer. Har nemlig brugt feriebudgettet på konfirmation og diverse, så det bliver vist Vesterhav og haveferie. Og hvilken have... den elsker jeg også lidt. Ja, jeg er blevet sådan en, der går i haven.

Dengang min eksmand og jeg havde den store villa med den flotte have ved den dejlige sø, der hørte jeg tit for, at jeg ikke gjorde noget godt nok. Heller ikke haven. Den skulle jo passes og gødes og nippes og pusles. Og det var mig, der skulle gøre det. Når altså jeg havde klaret børn, mad, hus, job og selvfølgelig forkælet min mand lidt, som han kaldte det. Men jeg siger jer - jeg var så elendig til at planlægge min tid, og det var jo synd, når jeg havde potentiale til mere. Så det kritikken var selvforskyldt. Som han sagde.

Da vi så blev skilt, flyttede jeg i et lillebitte rækkehus med en lillebitte have. Med ét bed. Roser og lavendler. Og en dag, han kom forbi, hvor jeg gik derude, snerrede han "Nu skal du vel for fanden ikke til at gå i haven også?". Og jo, kære eksmand, det skulle jeg. Nu nusser, nipper, gøder og pusler jeg haven. Og der er for det meste sådan nogenlunde gjort rent inden for. Og børnene, kan du være helt sikker på, har jeg også taget mig af (selvom de går sådan lidt rigeligt for lud og koldskål i denne eksamenstid). Jeg har også fuldtids arbejde, som jeg når. Og vi får allesammen fornuftig motion og sund mad, selvom jeg af og til laver en Knorr-sovs i stedet for en opbagt. Og hvis vi skal have det hele med, så gider jeg også altid ligge under samme dyne som smeden. Med alt det dejlige, det nu fører med sig.

Så når jeg går og tuller i min bittelille have, for sådan en har jeg stadig, så sender jeg min eksmand en overbærende tanke. Og undrer mig over, hvor meget, man kan overkomme og nå, når man kan gøre det i sit eget tempo og ikke skal hakkes på konstant. Måske havde han ret i dét med potentialet, for jeg synes egentlig, jeg når meget. Og nogen gange ville jeg bare ønske, han kunne se det. Og måske tænke en lille smule over, at man oftest når længst med kys og opmuntring. Siger det bare.

Hmmm svært at tage havebilleder? Det er meget pænere i virkeligheden...

Og nu? Fridag, solskin og kaffe, hurra! Nyd det...

Ind til det inderste

Jeg har vist før skrevet lidt om musik. Jeg har altid musik kørende i mit liv. I radioen, i bilen, på telefonen - takket være Spotify - stort set alle steder, jeg bevæger mig. Jeg ELSKER spotify. Og de har vist også skrevet til mig på et tidspunkt, noget med om jeg ville lægge playlister ud på bloggen. Jeg fik aldrig gjort så meget ved det, gad ikke sætte mig ind i det.

Nå, men lige nu er det for eksempel Marie Kay, der hitter. Og Turboweekend, uhm. Det er sådan noget, der får hverdagen til at flyde for mig. Men siden torsdag aften har en helt anden sang kørt på repeat. Og jeg har simpelthen tudet. Spørg mig ikke hvorfor - ved kun at en 63-årig legende ramte et sted i mit inderste indre, hvor ingen bevidste tanker, ingen selvudviklingskurser og ikke den dybeste meditation ville kunne få mig ind.

Vi havde billetter til Bossen i Herning, smeden og jeg. Tror måske også, jeg har nævnt, at vi "mødtes" til en Bruce koncert - i Herning - i 2009. Altså vi kendte jo godt hinanden, men det var den aften, det sådan...startede. Så lige inden jul fik vi billetter - til Parken. Lang historie. Vi ville hellere til Herning, så jeg byttede billetterne på det store, farlige internet. Hvor man kan blive SNYDT. Smeden var bange. Han mente, jeg satte vores forhold på højkant, for vi kendte jo ikke hende, jeg byttede med. Og hvis vi nu slet ikke kom ind... Hun virkede nu ellers meget okay, og vi havde en lang snak i telefonen om at stole på hinanden og have tillid til Universet!

Nå, men af sted kom vi, og jeg var ikke bange. Biip biip, så var vi inde. Og fordi smeden var bange, var vi kørt hjemmefra i RIGTIG god tid. Så vi var faktisk nogle af de første, der blev lukket ind. HELT ind. I inner circle 10 m. fra scenen. Okay, vi ventede også over to timer! Fik til gengæld armbånd på, der gav adgang til de begrænsede pladser, så der aldrig blev trangt og tæt. Og endelig kom han.

Det er ikke sådan, jeg hører ret meget Bruce derhjemme. Og jeg havde set et indslag i morgen tv, den dag han spillede i Parken. Om fans, der havde sovet i telt og frosset for at komme først ind. "Tsss, få dog et liv", tænkte jeg. Det er sgu lige før, jeg selv lægger mig i et telt næste gang.

Det var så STORT. Grin bare. Det var et rush uden lige. Smeden er altså ikke sådan at hidse op. Men han har måttet sande, at satser man højt - så vinder man også stort! Hulemor tudede, sukkede, grinte, sang og hujede. I forstår det ikke, hvis I ikke var der...nu forstår jeg de der tosser, der sover udenfor i frostvejr for at få deres næste fix. Vild aften.

Næste dag havde jeg bare lyst til at sælge huset, sige til helvede med job og masteruddannelse for at få mig et liv. Det er det, jeg mener med det inderste indre. Der er det nogen helt andre værdier, der tæller. Kærlighed, børn, liv. Nogle gange er det så nemt at glemme, især når man har det. Og lige meget hvad der tænder det - så er det bare vigtigt, at det bliver tændt en gang i mellem. Livsgnisten for livets skyld og ikke for statussymboler og materielle glæders skyld.

Jeg har haft svært ved at komme ned på jorden igen. Og det haster faktisk lidt nu, for om 21 timer går min makker og jeg i skriveskjul for semesterprojektets skyld...suk. Back to reality. Men jeg har alligevel været der, hvor det ikke bliver det vigtigste. Og glemmer jeg det, så hører jeg bare "I wish I were blind". Ikke fordi den sang som sådan har en relevans for mig. Men en fyr til koncerten havde et papskilt med, med et sangønske. Der stod: "She found someone else" - "I wish I were blind". Og Bossen spillede den helt selv efter at have spurgt fyren: "What happened?". Ingen kæmpe arrangementer, ingen blæsere eller tjuhej. Bare ham og hans guitar. Og nu tuder jeg igen.

Min ind til det inderste-sang. Hvad får dig derind?

Rynker eller ej...?

Ja, i går kunne jeg godt have lagt adskillige til dem, jeg allerede har i forvejen. Travede en større provinsby tynd med Elverpigen i en seriøs omgang shopping, der virkelig udfordrede Hulemors sind. Men for sørensen da, det var hyggeligt og Elverpigen var gladere end glad, da høsten var i hus!

Mor høstede også. Nu hvor Elverpigen er ved at udfolde sig til en smuk ung-svane, har moren stor trang til at forvandle sig til en alderssvarende grå-svane. Derfor fik jeg grå striber i mit lys(ned)e hår i sidste uge. I stedet for lyse striber i det grå. Og jeg synes det er skideflot, helt ærligt. Og jeg kunne godt lide at se mig selv i butikspejlene i går, for jeg synes, det er okay. Faktisk synes jeg, mit hår er lidt mere raffi nu, hvor det har sølvskær. Nå, men sammen med det grå hår hører også rynker. Linjer, kragetæer, kært barn mange navne. Der står noget om den i den her:

Ja, det er beautyoraklet, der har været i gang, og du skulle tage at læse den. Måske troede jeg, at der stod noget om en masse dyre produkter, jeg var nødt til at have. Nu har jeg jo afsløret, at jeg er lidt nørdet med dullegrej. Skal bare HAVE det! Så det var meget befriende, at bogen her ikke fortæller, at jeg fx har alt det forkerte grej!! Den er mere bare en opskrift på hvad der virker, og nej - man kan ikke smøre sig ud af alt (det havde jeg nok ellers håbet...), men man smøre sig ud af noget. Og smøre sig til noget. Spise sig ud af noget. Og spise sig til noget. Ikke sådan noget med at lægge kefir i blød og den slags besværligheder. Spis laks - drik rødvin. Nej, ikke kun, selvfølgelig. Du må hellere selv læse den - jeg købte den her:
http://www.arnoldbusck.dk/boeger/medicin-sundhed-sygdom/slip-rynkehysteriet-flot-hud-uden-hokus-pokus

Det bedste, jeg fik at vide, var fx noget med hud og lysreflektering. Jo, jo, det har jeg da læst om før - men nu giver det mening. Og der bliver også lige rusket op i de flirtende tanker, om man liiige skulle få et shot et-eller-andet i bekymringsrynkerne mellem øjnene (tror bare jeg nøjes med langt - gråt - pandehår...). Og hvis du gerne vil snage lidt i kendte damers tips & tricks, så er den bog guf!! Og hvis du kan lide flotte og skæve billeder, der overrasker - så vil du elske den. Siger det bare.

(Og det er ikke et sponsoreret indlæg, synes virkelig bare, du skulle være god ved dig selv og køwe den)

Gammel vin...

På listen over de mest læste indlæg her på bloggen, er dét med mærkedagen altid nummer 1. Og nu er det den dag igen. Selvom jeg bestemmer mig for, at det ikke skal fylde mere, og jeg ikke behøver give den dag mere opmærksomhed, så sniger datoen sig altid ind på mig. Og jeg ved, at jeg aldrig har været så bange som den nat for fem år siden. Hvis jeg havde vidst den aften, hvor langt jeg ville nå på fem år, havde jeg kunnet tage det lidt mere roligt. Men det er ikke ligegyldigt.

Hver gang jeg runder den 27. februar, er jeg ikke kun et år ældre, men også et år taknemmeligere. Fordi jeg helt ærligt var i tvivl, om jeg ville slippe levende fra det. Hvert år minder lige netop dén dato mig om, at jeg fik et år mere. Minder mig om, at jeg er heldig og priviligeret. Og i live.

I lørdags var jeg også meget i live. En far blev halvfjerdsindstyve år, tænk sig. En svær mærkedag med fravær af en elsket mor og livsledsager, men også en mærkedag i glæde og taknemmelighed over livet og over en ny kærlighed. Dejlige timer med familien, der både tæller dem, der sidder omkring bordet, og dem, vi alle lever med at savne. Selvom de ikke er her mere, lever de videre iblandt os, med alle tankerne, minderne, fortællingerne og savnet. Det er godt at tænke på, til den dag man (jeg) ikke er selv er med om bordet længere.

Da dagen gik på hæld, gik min bror i baren. Min bror, som jeg i mange år har troet, jeg ikke havde ret meget tilfælles med. Det er bare SÅ løgn....det er kun fordi meget af det, vi har tilfælles, er usynligt. Fx countrysange, viser det sig. Det var noget med, min far spillede det i bilen, da vi var børn og kørte land og rige rundt til bedsteforældre. Country på kassettebånd. Nå, men i min fars interimistiske bar, med et stereoanlæg fra min brors konfirmationstid og 50 gamle vinylplader, var der pludselig fest. Min bror og hans kone, smeden og jeg hang ud med Kenny Rogers, Dolly Parton, John Denver og hele slænget. Sang duetter og drak en lille smule mere øl. Ubeskriveligt.

Fødselsdagsbarnet betragtede os med ægte glæde i øjnene, og jeg ved han ville ønske, min mor havde set os sådan. Lette, legende og frie uden skygger fra fortidens besværligheder. Det er sådan en aften, man (jeg) forstår, hvorfor man (jeg) er til. For glæde, samhørighed, kærlighed og musik. Ikke for bekymringer om gråt hår, eksamensopgaver, mastergrader, låneomlægning, stilforvirring, hesteforsikring, øjenrynker, deller, konfirmationsarrangement, kulhydrater, afspadseringsregnskab, vejlederopgaver og anciennitetsstigning.

Og det er sådan nogle dage efter sådan en aften, jeg går rundt og nynner gamle countryhits. Med en taknemmelighedsklump i halsen. Og tænker, at mit liv er fantastisk...

Og vinderne er...

...Dragonfly og June!

Hvaffor'n konkurrence siger du? Det væddemål, Dragonfly og June egenhændigt udskrev, da jeg sidste år ved denne tid jamrede over, at der var en insider-kollega-klub, der holdt julefrokost. Som jeg ikke var inviteret til. Det er - med gruppens egne ord - en "klub" for yngre, erfarne kolleger. Dvs. omkring 40 og efterhånden en del års faglig erfaring. Jeg er på en stor arbejdsplads, og det skal siges, at der er flere grupperinger, bl. a. en gruppe for de unge, som jeg ret så indlysende ikke tilhører længere. Det gør heller ikke spor, for jeg synes (i al beskedenhed) at jeg passer meget bedre sammen med de vildt sjove jævnaldrende, der ikke taler om små børn og trakasserier med kæresten, men fyrer den af til North Side festival og Turboweekend. For eksempel.

Nå, men det syntes de så også, lader det til. Har i al fald modtaget indbydelse til dette års julefrokost, efter at  der var voteret over muligheden af at indlemme mig i det allerhelligste. Og jeg er glad. Rigtig glad. Fordi fornemmelsen af at matche hinanden, har været gensidig. Og fordi det på en eller anden måde altid føles meget berigende at blive inkluderet, at blive valgt til. Og det er ikke sådan, at andre er valgt fra, jeg bliver bare taget om livet og trukket ind i dansen.

Så hvis I to madammer lige sender en mail til hulemor@gmail.com, lover jeg, der kommer post fra mig. Når jeg altså lige kommer i tanke om, hvad vi væddede????

Mellem gryder og pander i IKEA...

...stod han.

Skanderborg for 20 år siden. En meget ung Hulemor på vej sydover mod pisterne i Val Thorens. Ind i bussen træder en høj, flot mand, og jeg husker bare, jeg tænkte: "Ham vil jeg have".

Vi sad ved siden af hinanden hjem. Mødtes af og til. Festede. Dansede. Grinte. Og det, der fulgte med.

Altid vidste vi, at det "bare" var det. Vi var ikke kærester og skulle ikke være det. Han var alt for gammel. Eller var det mig, der var alt for ung? I hvert fald født godt 20 år senere end ham. Det var sjov og ballade.

Mange er de kommentarer, jeg har fået siden, om den slags kærlighed. Eller nå nej, tssskk, den slags har intet med kærlighed at gøre. Sagde de. Mest kærester, der fulgte siden hen. Alle som én kunne fortælle, hvordan det måtte være udnyttelse og fy for den slags. For mange år siden holdt jeg op med at fortælle om ham. Men heldigvis har jeg af og til mødt ham. Og set i hans øjne, at han har et blødt punkt for mig, lige som jeg har for ham.

Og der er ikke noget med "tænk nu hvis ... eller ... bare vi havde...". Det var dengang. Han blev gift og fik børn. Det samme blev jeg mange år senere. Det var som det skulle være. Vores veje har krydset hinanden, og hver gang vi har set hinanden, har det været med det dér i øjnene og en lang og god snak.

Også i dag, mellem gryder og pander i IKEA. Han er over 60 nu, men jeg ser kun de øjne, jeg altid har set. Og dét udenom holder sig godt. Vi er sgu blevet grå i toppen begge to, men det er den bløde plet lige glad med. "Har du fundet en mand?" spurgte han. "Ja, en rigtig god en" sagde jeg. "Som du bor sammen med?"..."nej" grinte jeg, "jeg har min egen matrikel". "Jeg har mine egne får" grinte han tilbage. Og aede mig på ryggen. Sådan som han altid har gjort.

De kan sgu sige hvad de vil. Der er ingen flammer i mit liv, ingen energi på ekskærester eller uforløste ungdomsflirter. Der er kun smeden. Men ét lille blødt punkt har jeg for en mand, der var for gammel, da jeg var for ung. Og sangen handler om det, det var for mig.

Pas på, hvad du ønsker dig

I dag har en af mine skønneste veninder fødselsdag. Min soulmate. 50 år bliver hun. Jeg elsker at have en veninde, der er så klog og velreflekteret - og frem for alt - altid elsker at diskutere de grimmeste og mest ucharmerende sider af os selv. De der aller grimmeste, tarveligste, mest primitive og fordømmende tanker fra den indre svinehund, dem deler jeg med hende. Fordi hun tør høre det og selv gerne deler ud. Altså til mig. For vi siger det ikke til nogen.

Vi taler altid fra perspektivet: Hvad fanden er meningen egentlig? Hvad er det lige, vi skal på den klode her? Nytter det? Gider vi? Ændrer det noget? Tiltrækker vi selv ting, hændelser, mennesker, vi har brug for? Er alt tilfældigt og ren naturvidenskab? Hvad får os til at vælge - og har vi et reelt valg, eller er vores livsbane udstukket?

Åhh hvor jeg elsker de snakke. Vi taler næsten altid om misundelse. Fordi det er allesteder i det her materialistiske samfund. Jeg vil have det, hun/han/de har. Nogengange får man det, man ønsker sig. Fx dengang jeg fik min eksmand. Han var omsværmet som en bøtte honning blandt bier. Jeg ville så gerne have ham. Jeg var ligeglad med de afsavn, der fulgte med. De besværligheder, han repræsenterede. At jeg selv svigtede en sød kæreste. Jeg ville bare have ham. Det fik jeg som bekendt. Er du sindssyg, jeg fik ham. Jeg fik bare ikke helt det, jeg troede.

Den mest rørende film, jeg nogen sinde har set, er Breaking the Waves. Fordi den sætter ønsket, længslen, behovet på spidsen. Bess vil have sin mand hjem. Det får hun. Lam. Da jeg så den første gang, græd jeg som pisket. Det der essentielle i, at vi altid vil have det, der er bedst for os selv. Men også, at der af og til er store konsekvenser ved at ønske sig netop det...

Min mormor fx, hun havde født 7 børn, og så døde min morfar pludselig af et hjertestop, da hun var højgravid med nummer. 8. Og da jeg så den film, så jeg også min mormor for mit indre blik og tænkte: "Hold kæft mand, hun har da garanteret ønsket sig, at hun ikke fik flere børn". Det fik hun heller ikke. Men hun forblev alene resten af sit liv. Det var nok ikke lige det, hun havde ønsket sig... Rent gætteri men kan du se det?

Hvis du læser med hos den kære Kolorista, vil du vide, at der også er sket ting, der sætter en ny verdensorden. Og hun gør sig nogle virkelig skelsættende tanker her, der i hvert fald får mig til at tænke vældig meget over, hvordan det lige er, jeg går og betragter mit liv. Går jeg og venter på noget? Går jeg og drømmer om "en dag"? Går jeg og ønsker mig noget særligt? Gør du? Så se at kom i gang med at være tilstede. Livet er nu. NU. Og så får du lige en lille reminder mere. Se den, hvis du gider.

Maybe tomorrow, you'll make a change. Gør det hellere i dag og lad være at spilde dit liv...

Smuk og dejlig

Der er stadig North Side i mit hoved. I hele mit system. Det er det mærkelige ved livet - at nogle gange bliver ting, man slet ikke havde regnet for noget særligt, lige pludselig det allervigtigste. Og af og til bliver en helt almindelig dag helt ualmindelig. Én oplevelse kan være den faktor, der skubber livet i en ny retning. Det sker også, at en blogger skriver irriterende kryptisk, fordi noget er så stort eller forvirrende eller svært eller smukt eller overraskende, at det er umuligt at få sat de rigtige ord sammen. Eller måske tør man ikke se det på skrift.

Og inden nogle drager forhastede konklusioner, handler det her ikke om mig og smeden. Alt er i skønneste orden. Men kærlighed har jo som bekendt mange udtryk, ligesom glæden og lysten og livet. Så jeg vil bare, for min egen skyld, fastholde øjeblikket, stemningen, fornemmelsen, forvirringen, intensiteten, fryden, overraskelsen og livet med den sang, der fuldendte oplevelsen. Og som for altid vil lade mig genkalde lige netop den aften.

Just say YES!

Snow Patrol er helt enige med Hulemor. Just say yes. Sig JA.

Sidste punktum på North Side for i år. Det var ikke kun det, at det var en fantastisk festival. Det er der mange andre end mig, der synes. Fx Anne. For Hulemor var det også en tur ind til kernen. Af mig selv. Jeg ved godt, jeg har sagt det før. Men hver eneste dag væk fra min skilsmisse, er et skridt på vejen tilbage til mig selv. Det er selvfølgelig ikke kun mit ægteskabs skyld, at jeg glemte mig selv. Og musikken. Og glæden. Og friheden. Men noget blev pakket så langt væk dengang, at jeg næsten har glemt, det var en del af mig.

Jeg havde da også en masse forbehold inden North Side. Heldigvis fik gæve kvinder overbevist mig om, at det saaagtens kunne lade sig gøre. Så min far passede børn og leverede mig søndag eftermiddag ved et tog, der fragtede mig til Århus, North Side og fest. Og de der gæve. Nåe ja, og øl, shots, mojitos, strawberry daiquiri, paradis is og kaffe med bailey. Sammen Noel Gallagher, Garbage og Snow Patrol. Men allerbedst - kvinder, som jeg har et fællesskab med. Nu endnu mere. Jeg må ydmygt konstatere, at der er ufattelig meget kærlighed omkring mig - selv i bloggens kommentarfelt. Tak.

Smeden hentede mig lige inden det blev nat, så der blev tanket op med kys og den slags, inden jeg meget sent blev puttet i seng. Tror da nok lige, det var værd at ofre en halv nattesøvn for. Så træt var jeg i dag, at jeg stressede hele dagen over et arrangement på Elverpigens skole, der var programsat til hele aftenen. Altså helt indtil Elverpigen læste invitationen højt for mig (med et meget smørret grin). "Ja, flot mor. Det er så næste mandag HA HAAARRRHHH". Flot. Og godt. For nu er jeg nemlig på vej under dynen. Og husk det så lige:

En stille stund

Sådan nogle er der ikke mange af i en Hulemors liv, så det er  bare med at gå i stå, når de indfinder sig. Som fx nu i aften, hvor jeg via smeden var blevet involveret i noget fribillet til North Side Festival. Med backstage access endda. Ikke at jeg skulle bruge det til noget, men det lyder da meget flot...Så jeg fik arrangeret en hel dag i Århus uden børn, til gengæld med skønne kvinder og overraskende fantastisk musik. Hvem skulle fx have troet at manden med hvalros skægget, Jesse Hughes fra Eagles of Death Metal, var dagens mest charmerende og latterfrembringende indslag? Det var da lige før vi blev enige om, at han var en rigtig mand, ha ha...("Shit, goddamn, I'm a man, I'm a man" sang han om og om igen. Og om igen). Man skulle nok have været der...

Jeg forlod koncertpladsen sidst på eftermiddagen og hentede et træt Troldebarn, som faldt i søvn i bilen. Laaaang vej hjem. Og han har sovet siden. Elverpigen er i byen, så pludselig var der en hel aften til mig. Med et enkelt glas rødvin, sol i haven og en dejlig dag i bagagen.

Jeg gearer ned ovenpå 14 dage med alt for lange dage, for mange sene aftener og for lidt hænder. Men det gik alligevel, og der har været gode ting at samle på ind imellem. Fx en åbenbaring af den store slags hos min aldrende moster, min mors storesøster. Vi besøgte hende og min onkel på en sommerdag, på vej hjem fra Troldebarnets lejrskole. Troldebarnet var træt. Beskidt. Overloaded og ikke i humør til familiebesøg. Hos gamle mennesker vel at mærke.

Han sov først to timer. Og gik derefter i baglås. Den baglås, der af og til har givet skole og moder bekymringsrynker og nervøse tics. Han sad der, forstenet i en fremmed stue og ville hverken have vand, frikadeller eller kram. Til gengæld ville han godt have en is, da min onkel tilbød ham én. Og han ville også gerne se lidt Ramasjang efter en uges afsavn (tal lige om en onkel, der forstår sig på børns behov. Uden nogensinde selv at have fået nogle).

Efter den treat vaskede han hænder, slukkede for fjernsynet og kom ud i haven til frikadellerne. Og os andre. Glad, mild og helt med på at udforske resten af gården sammen med Elverpigen. Jeg talte med min moster om Troldebarnet. Om hans vanskeligheder, om mindreværdet og baglåsen. "Jae", sagde Ella: "Han ligner sin mormor godt nok". "Hvad mener du?", spurgte jeg hende. "Joe, sådan havde din mor det også. Når hun blev for træt og tingene for svære, så ville hun hjem. Ud. Væk. Og kunne hun ikke komme det, så græd Anna. Selv da hun blev voksen".

Okay.

Sådan er det nok med kloge koner. De kan sætte indviklede ting på plads med en enkelt sætning. Og jeg fik sat endnu en brik på plads i familiepuslespillet. Hvis du også har sådan en klog gammel moster, onkel eller tante - så skulle du tage at gribe chancen for at lære dig selv - eller dine børn - bedre at kende. So long.