Op og ned.

Det er vist sådan, det går. Op og ned i det liv her. Ikke fordi der er sket noget meget skidt eller meget godt, egentlig. Men det der såkaldt virkelige liv tager åbenbart det meste af min tid. Jeg læser blogs rundt omkring, får ikke lagt kommentarer og slet ikke skrevet selv. Men nu er det lørdag. Der er gjort rent, muget ud ved Elverpigens rideskole hest, afleveret blomster til et guldbryllup, gjort rent over hele hytten og læst en arbejdsrelateret artikel. Ungerne er på trampolinen og der er kaffe i kruset.

Jo, jeg ved alligevel godt, hvad det er, der nager. To ting. For det første sagen om vores allesammens Thomas, der lige før påske bortførte sin søn fra Østrig. Jeg er åbenbart den eneste, der synes, at han ikke er en helt. Eller nå nej, John Halse fra Børns Vilkår er enig med mig. Sådan en opførsel er bare fuldstændig utilstedelig og ødelæggende, uanset hvor mange dokumenter, han kan vise frem. Hvis man elsker sit barn, gør man ikke sådan noget. Basta.

"Man ser Olivers far stå på tv og sige, at det måske har været lidt voldsomt, men at Oliver ikke er påvirket. Det er han altså. Oliver har hørt sin mor stå og råbe og skrige, mens han er blevet hastet ind i en bil. Det har været ubehageligt, og han har oplevet det som farligt. Det kan ende med, at Oliver bliver i tvivl om far er en af de gode eller onde", siger John Halse.

Og jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min eksmand "hentede" Troldebarnet engang på nøjagtig samme måde. Overrumplede mig 300 km. fra mit hjem, kørte op på siden af mig, bremsede voldsomt op og sprang ud af bilen. Råbte og skreg og skubbede mig væk, mens han rykkede Troldebarnet ud af mine arme og smed ham ind i bilen. Jeg har aldrig set Troldebarnet skrige sådan "Moooor, mine krabber, mine krabber" (vi gik ved en strand, og han havde fundet små krabbeskjold). Jeg så ham ikke i tre uger. Eller rettere, han så ikke mig i tre uger. Jeg var voksen, jeg kunne håndtere det. Han var fire år, han kunne ikke.

Og nej, jeg havde ikke ret til bare at tage langt væk i et sommerhus, hvor jeg ikke troede han kunne finde mig, og tage børnene med. Og nej, vi havde ingen resolution, der fastslog hvornår hvem havde samvær. Og ja, jeg havde taget børnene med mig uden forudgående aftale med ham.

De havde da også fuld forståelse for hans frustration over det i statsforvaltningen. Hvor en venlig sagsbehandler sagde til ham, at "så må du jo selv hente dine børn tilbage". Det gjorde han så. Men han havde glemt at fortælle derinde, at han havde overfaldet, truet og tilbageholdt mig mod min vilje få dage før, jeg tog afsted. At han selv sked på alle aftaler og truede og pressede mig til at få det, som han ville have det.

Det er ubetinget de værste 21 dage i mit liv, da jeg ikke vidste hvordan min lille dreng havde det. At han pludselig var blevet revet ud af sin trygge dag sammen med mig. At han hverken havde mig eller Elverpigen, sko, tøj eller sin bamse. Og krabberne. For at gøre en lang historie kort, fik min eksmand frataget sin andel i forældremyndigheden pga. sit valg om at "hente" Troldebarnet. Fordi han havde "tilsidesat barnets tarv i væsentlig grad, særligt ved at fratage Troldebarnet muligheden fra at være sammen med sin søster, som han er tæt knyttet til". Da han fik besked på at aflevere Troldebarnet tilbage til mig, gik der yderligere tre dage før han reagerede.

Jeg fik et skadet barn hjem. Og det mener jeg. Han var mut, indadvendt, bleg, aggressiv og knust. "Jeg ved godt, du elsker Elverpigen mere, end du elsker mig. Ellers ville du jo have hentet mig. Jeg skulle være 100 dage alene ovre ved far, fordi du ikke ville komme. I hev i mig, det gjorde ondt. Jeg er ikke noget værd. Hvorfor kom du ikke mor?"

Det er fire år siden, og det er de 21 dage, vi rydder op i nu. Det er de følelser, familiebehandleren hjælper os med at få bearbejdet. Troldebarnet er stadig meget optaget af om forældre elsker deres børn lige højt, om nogle børn er mere værd end andre, om hvem jeg ville vælge, hvis jeg kun måtte have ét barn. Han er SÅ traumatiseret over de tre uger, at det vil sidde i ham resten af hans liv. Derfor er far-helten Thomas i min verden et kæmpe røvhul overfor sit barn. Og jeg er ligeglad med om konen er maniac og at han (måske) ikke er voldelig og alt mulig andet. Det er psykisk overgreb mod et lille uskyldigt barn uanset hvad. Punktum.

Og for det andet, for at blive lidt i samme boldgade, har Elverpigens skoleskift budt på en kæmpe tur i du-kan-ikke-skjule-dig-i-det-digitale-samfund møllen. Igen. Uanset hvor meget jeg sætter i gang for at få myndigheder og offentlige instanser til at forstå, at de SKAL beskytte vores oplysninger, så fatter de ikke, hvor nødvendigt det er. De spørger hinanden lidt hist og her og bliver enige om, at det går nok.

De havde LOVET mig, at de blokerede alle oplysninger. De havde LOVET mig, at intet blev tilgængeligt. De havde LOVET mig, at der var taget hånd om det. Og ved I hvad? Det tog mig under tre minutter at dobbelttjekke, at de ikke havde styr på en skid alligevel. Og ja, jeg bander, for jeg bliver simpelthen så sur. Og ked af det. Og TRÆT. Fordi der kun en EN, der tager det her alvorligt. Og det er mig. Igen. For helvede. Så nu er hun meldt ud og alt er trukket tilbage, indtil de finder en løsning. Altså hun går da selvfølgelig i skole, og jeg har fået en meget stor undskyldning og beklagelse på skrift fra kommunen, men altså ... gæt hvad? DET KAN JEG IKKE BRUGE TIL NOGET, HVIS HAN FINDER OS.

Nå, men der er da også opture ind imellem. Søde, sjove børn. Skøn kæreste. Dejligt vejr. Weekend. Gode planer i fremtiden. Og fedt job. Nøøj, jeg er vild med det. Jeg håber, jeg kan blive ved, til jeg er 80. Det er nok et af de mest nørdede job, der findes, men det passer perfekt til min hjerne. Jeg kan blive høj af at udrede ét eneste patientforløb, hvor alle bitte bitte små parametre og faktorer til sidst viser sig at udgøre en fantastisk mosaik, hvor alle små brikker passer sammen. Optur, sagde jeg jo.

Og hov, solen skinner. Sikkert en god ide at tanke noget frisk forårsluft. God lørdag derude!

Op til overfladen

Nå, men det var den fest vi kom fra. Uha. Godt nok sjovt. Godt nok dejligt at danse. Godt nok dejligt at glemme. Godt nok mange drinks. Smeden mener helt bestemt, at jeg tog en gin & tonic til natmad, mens han spiste suppe. Hmm. Nu var han jo heller ikke så vild med at danse, som mig. "Jeg er bedre til at svejse", er hans dansegulvs-motto. Men jeg fik åbenbart ikke danset alle drinksene ud. Og vi kan nu konstatere, at Elverpigen og Troldebarnet er yderst omsorgsfulde og selvhjulpne, når deres Hulemor er ramt af de ondeste tømmermænd. Men det var de tømmermænd værd!

Nu hverdag for fuld skrue igen, begynder at nyde de der mørke morgener og radio i bilen, mens det lysner. Mærkeligt, hvad man kan vænne sig til. Gode dage på nyt arbejde med søde kolleger. Jeg er glad.

Og bekymret. Statsforvaltningen har meldt tilbage, at de vil kontakte yderligere myndigheder, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Så nu venter vi igen... Og ængstes. Og vågner om natten. Og drømmer grimme drømme. Og skæver over skulderen. Og funderer over børnenes fremtid. Og supplerer op med alarmer. Og den slags.

Lige nu er der ingen langtidsplanlægning i Hulemors liv. Kun madplan for resten af ugen. Bittelille projekt i weekenden. Masser af kys og kram. Nærvær. Og nutid. Hulemors liv.

Fortid, nutid, fremtid

Uha, der blev lige travlt i kommentarfeltet dér, tuusind tak for jeres kram og tanker, medleven, kommentarer og mails. Jeg bliver selv overvældet, og jeg bliver ramt af alle jeres reaktioner, fordi de minder mig om, at det, der bare er mit liv, lige er en tand mere spændende end mange andres. På den trælse måde.

Min fortid skræmmer mig, min fremtid skræmmer mig. Eller rettere, tanken om, om jeg har en? For selvfølgelig bliver jeg da bange. Rædselsslagen. Panisk. Klaustrofobisk. Hvorfor skal det blive ved? Det er to år siden, han sidst lavede det der have-sniger-trick hos mine forældre (i hvert fald hvor han er blevet opdaget) og jeg går da selv i stå ved tanken om, at han åbenbart ikke er kommet videre.

Jeg håbede vel, at tiden ville arbejde for mig. At "æ' galsind vil gå a' ham", som min moster siger. Men det tyder ikke på det, vel? Den slags tid står åbenbart stille, mens resten af verden pisker afsted. Der er bare ikke andet at gøre, end at hænge på og tage en dag ad gangen.

Nogle har spurgt til min indfaldsvinkel, tonefald, strategier og overvejelser i mine skriverier her. Det veksler lidt, men jeg kan forvisse jer om, at alt er nøje overvejet. Selvfølgelig kan han finde bloggen. Selvfølgelig kan han regne ud, at det er ham. Jeg har også medvirket i en artikelserie og fokushistorier i forskellige aviser. Hvilket han selvfølgelig oplever sådan, at jeg hænger ham ud. Men jeg hænger ham ikke ud. Jeg fortæller bare, hvad der er sket.

Bloggen er heller ikke ment for at hænge nogen ud. Men min meget kloge psykolog lærte mig, at psykopater hader dagens lys. Og at de er eminente til at få deres omgivelser og ofre til at tie stille. Ofte har de bearbejdet alle omkring sig igennem lang tid, så det pludselig kan virke som alle mod alle. Derfor lever jeg efter hendes ord: "Det skal siges højt. Han skal vide, at det bliver sagt".

Ikke at han accepterer det. Ikke at han respekterer det. Ikke at det dæmper ham. Måske gør det ondt værre. Men han gør det, han mener, der skal gøres, alligevel. Og han opererer meget bedre i mørket. Så det bliver sagt. Og skrevet. Skrevet til børnene, så de i hvert fald har mine forklaringer og nuancer her, hvis han får ram på mig, før de bliver store nok til selv at gennemskue.

Den ironiske distance er nødvendig for at overleve mentalt. Ikke altid, men somme tider. Det forklarende er nødvendigt, for at jeg selv kan holde fast i at gøre det rigtige. Jeg har det ikke sådan at "Ha, ha, jeg har forældremyndigheden - du kan ikke røre mig". Jeg har det sådan, at jeg står med et stort ansvar alene, og det skal forvaltes ordentligt. Selvfølgelig var jeg betænkelig ved at stikke skosnuden frem og overveje at puffe Statsforvaltningens dør på klem. Men nu ved jeg, at jeg gjorde det. At jeg var ordentlig.

Og jeg ved, at han stillede sig på lur bag døren, i stedet for at stå på den anden side og række hånden frem. Så jeg lader dem bare skubbe døren i igen. Helt i. Låse og smide nøglerne væk.

Imens forsøger jeg at leve i nuet. Nuet er alt, jeg har. Så jeg står op og tager mig af mine børn, sætter tapet op, ordner vasketøj, drikker kaffe, lufter hund, fodrer katte, kysser smeden, handler i Netto, bager boller, tænder stearinlys og læser blogs. En helt almindelig søndag i Hulemors helt almindelige, usædvanlige liv. Jeg tænker hele tiden på at leve, fordi jeg hele tiden er bange for at dø. Før tid i hvert fald. Og hver dag er der mennesker, der ikke var bange, ikke havde eksmænd efter sig, ikke gik med overfaldsalarm, ikke kiggede sig over skulderen - ganske almindelige mennesker, der dør. Før tid.

Meget, meget mærkeligt med det liv. Pas på dig selv og dit.

Kære eksmand

Jeg ved godt, du synes, at alle vi andre er idioter. Især os, der bor vest for København K's kommunegrænse. Det er meget flot, at du er så hævet over os andre, og det må være en dyb utilfredsstillelse for dig, at ingen evner at bevæge sig på samme niveau. Kun den ene fejl begik du, at gifte dig med en bondetøs fra den jyske hede, fordi du lod dig besnære af hendes lyse sind. Som bag facaden viste sig at være manipulerende, dæmonisk og, nå ja, en dygtig aggressor. Var det ikke det ord, du brugte? (Om forladelse, jeg er ikke så dygtig som dig til fremmedord)

Det er naturligvis en stor uretfærdighed, at selv du er nødt til at følge myndighedernes love og anvisninger, og at du er nødt til, som de dødelige, at bruge samme adgangsveje som andre, for at få opfyldt nogle af dine krav. Nå nej, ønsker. (Det ved du jo godt, lyder bedst. Når du husker det).

Det må være hårdt for dig, det beskedne, misforståede geni, at skulle bruge disse unødvendige kræfter på at være i dialog med Statsforvaltningen, for at opnå dine menneskerettigheder (som du kalder det). En flok imbecile, overbelæste tåber, der ikke forstår hvor meget gift, jeg spreder og hvor meget, mine valg forpester dit liv. De har jo slet ikke din knivskarpe indsigt og menneskeforståelse.

Der kan ikke være tvivl om, at du har ret, når du peger på, at kernen i vores problemer ikke er dine handlinger (Herregud du har jo taget din straf) men i langt højere grad det, at jeg ikke evner at tilgive. At jeg er så lille et menneske, må i sandhed skuffe dig.

Der er bare én ting, jeg gerne vil sige til dig. I dag er det 9 måneder siden min mor blev bisat. Det var koldt og klart og sorgfuldt. Nu er det koldt igen. Og vi sørger stadig. Og min gamle far sidder forkrampet i sin stol i deres hjem og savner hende. Han har meget, meget svært ved at stå op og leve på en dag som denne. Så ved du hvad?

Han har slet, SLET ikke brug for at have dig luskende i sin have, maskeret og klædt ud, din feje, lede kujon.

At få bekræftet nummerpladen på din nye bil kræver kun et enkelt opkald til min hotline hos politiet (ja, dem, der lavede et komplot mod dig). Og ved du hvad? Du er SÅ opdaget. Du er SÅ meldt for ulovlig indtrængen, og jo, der er vidner på, at du var i haven. Og den spirende dialog, den er SÅ meget slut nu. Forstår du det?

(PS. Hold nu KÆFT, jeg er glad for, at børnene blev hjemme i ferien)

Nu igen

Endnu en gang har en mand dræbt sin ekskone

http://politiken.dk/indland/ECE1383735/politiet-bekraefter-to-personer-doede-i-familietragedie/

Hun har haft navnebeskyttelse og hemmelig adresse. Hun troede, hun var i sikkerhed hos sin far. Jeg nærlæser det hele med en følelsesløs, kvalmende, snurrende fornemmelse i kroppen. Jeg er nødt til at læse det, for at finde ud af, hvordan, det kunne ske. For at lære. Var det anden historie, der gik forud? Eller den samme som min egen?

HvorFOR vidste han, hvor hun var? Jeg forstår godt, at man søger til sin far, det har jeg også selv gjort. Men ikke fysisk. Aldrig fysisk. Det er jo det første sted, sådan en mand leder.

................

I 2010 blev 6 børn og 8 kvinder dræbt af en far/ekspartner.

I 2011 er foreløbig 5 børn og 4 kvinder blevet dræbt.

Bare til info

Så skal vi til det igen..

Ferien er slut. Den var god og vejret var godt. Jo det var - ved Vesterhavet var det.

Jeg er blevet brun på den sunde måde (masser af faktor og skygge i middagstimerne og alt det).

Jeg er blevet rundere om maven af den aftale med børnene, der omhandlede mindst én is om dagen.

Jeg har drukket alskens alkoholiserende drikke, mest med min far i sene nattetimer i et sommerhus.

Jeg har kysset smeden.

Jeg har været i Skagen, kigget på smukke mennesker og overdrevne både, spist lækker mad og mere is. Og stået med et ben i hvert hav, det SKAL man i Skagen. (Bemærk: I Skagen. Skagen er en by og ikke en ø, som en ægte skawbo-ekskæreste altid sagde)

Jeg har nusset lidt i Damehuset i regnvejr og nydt det hele.

Jeg har nydt mine dejlige, store, smukke, skønne, sjove, kloge og irriterende børn.

Jeg har skældt lidt ud over, at de efterhånden kommer så sent i seng, at de tager min alene-aftentid.

Jeg har glædet mig til hverdag.

Jeg er bange for den næste tid. Jeg ruster mig. Opruster. Tænker muligheder og strategier igennem. Vurderer fordele og ulemper. Lægger til og fra på vægtskålene.

Der lå et brev fra Statsforvaltningen, da jeg kom hjem fra ferie.

Han vil have samvær med dem. Børnene.

Jeg ryster lidt på hænderne..

Mindedag, mærkedag og en award

I dag var en stille dag. En tynget dag. Nyhedsudsendelser har sendt ubegribelige facts, ufattelige beretninger og ubærlige billeder hele dagen. Jeg tror næsten, jeg vil huske dagen på samme måde, som jeg husker d. 11. september 2001. Fuld af vantro, afmægtig med sorg i hjertet og en klump i halsen.

I dag var også en mærkedag af den mere private slags. Præcis 12 år siden, jeg blev gift. Præcis 5 år siden, jeg blev separeret (skæbnens ironi, vil nogen måske mene) Tal om syv-års krise... Ikke for at være teatralsk, specielt i en stund som denne, men separationen kickstartede den tragedie mit eget lille liv blev ramt af, da min eksmand mistede fodfæstet og bragte terror og rædsel ind i det. Uroen er stilnet af, jeg føler mig tryg - dels ved beskyttelsesforanstaltninger og gemmesteder, dels ved det altafgørende håb om, at tiden vil dulme raseri og galsind. Nogle børn savner deres far, og en mor er i færd med at tilgive. Også for sin egen friheds skyld.

Det bringer mig til den glædelige erindring om, at jeg fik en award af Hadla. For den siger jeg tusind tak. Der er mange meninger om awards, og jeg er glad for tilkendegivelsen af, at en anden blogger synes, der er grund til at anerkende mit fristed på nettet.

Jeg skal svare på fem spørgsmål, og det første følger af mærkedagen.

1. Jeg begyndte at blogge fordi: jeg var bange. Jeg var bange for, at min eksmand skulle finde mig, bange for, at han skulle føre planer ud i livet, bange for, at han skulle slå mig ihjel. Jeg ønskede at skrive en dagbog, hvor mine børn kunne læse om mig. Om mine glæder, sorger, liv og tanker. Hvis nu... Og det bedste sted at sikre sig en dagbog, der består, er vel her - hvor ingen anden end jeg selv kan slette den eller gøre den utilgængelig.

2. Jeg følger stort set de blogs, der er på min blogroll. Og sporadisk andre, som jeg kommer til via andre bloggeres osv... En blog, jeg vil fremhæve, er De fem i midten, en finurlig hverdagsblog som rører mig til smil, tårer og eftertænksomhed.

3. Yndlingsfarve: Ganske som Hadla er jeg rigtig glad for den dybe lilla farve. Ikke på mig, men i mine omgivelser forstås..

5. Spørgsmål fem først - jeg har rejst med rygsæk som ganske ung og ved, at jeg på den yderste dag, vil være glad for at jeg trodsede mine forældres angst og rejste til Nepal. At have set en solopgang i bjergkæderne i Himalaya, er en skat, ingen nogensinde vil kunne vriste fra mig. Jeg har ingen konkrete rejseønsker, men håber engang at kunne se New York og Grand Canyon.

4. Yndlingsfilm. Åhh. Der er to, og der kan ikke vælges. Begge med helt fantastiske Al Pacino, som garanteret er et hoved mindre end mig og ældre end min far - men ... bare åhh. "Sea of Love" og "Donnie Brasco". Jeg ved godt, det af og til er trættende med andres evige youtube klip, men se i det mindste dét, hvor Donnie Brasco (Johnny Depp) forklarer udtrykket "Forget about it"

Og en smagsprøve på "Sea of Love" - billeder og lydspor



PS. Jeg giver ikke awarden videre til specifikke bloggere - hvor glad jeg end selv er for den. For det første er den vist efterhånden ret velcirkuleret, og desuden er der mange, der helst er fri. Men I kan roligt regne med, at alle der står i min blogroll, er værdige kandidater (og derfor har alt for mange faste læsere!), så tag hellere et smut forbi dem, du evt. ikke kender.

Mere om en charlatan

AmarOrama skrev den anden dag, at hun godt gad læse noget mere om den dér charlatan. Jeg har skrevet en del om, hvordan det sluttede, men ikke rigtigt noget om, hvordan det startede...

Jeg husker tydeligt den første gang, jeg så ham. Han kom gående ned af en lang gang, på 6. sal i en bygning på Østerbro. Jeg stod i døråbningen til et klasselokale, og vi havde øjenkontakt i noget, der ligner 12 sekunder. Al for lang tid, når man aldrig har set hinanden før.. Han havde en hvid og blåstribet bluse på, den klassiske maritime model, cowboybukser og solbrændt hud. Jeg bevægede mig i et meget kvindedomineret fag og han udstrålede noget, jeg ikke havde set længe. Afgjort noget jeg havde drømt om og savnet..

Lynhurtigt fandt jeg ud af hvem han var, at han lige var blevet skilt og at han i øvrigt havde tre børn. Alene det, var på det tidspunkt nok til at få mig til at droppe alle tanker om at lære ham bedre at kende. Den slags mænd var man ikke kærester med, der hvor jeg kom fra!

Vi blev dog ved at færdes i de samme cirkler, og efterhånden fandt jeg ud af, at han var noget af en kvindebedårer og havde et helt kobbel kvinder til at kæmpe om sig konstant. Sådan en alle gerne ville tale med, vide noget om, ses sammen med. Ses af. Også mig.

Mr. Charlatan havde karisma og udstrålede på samme tid stil, alvor og leg. Et flot smil, en høflig - jeg vil næsten sige beleven - kommentar til alle og et uudgrundeligt blik i øjnene. Måske var det dét blik, der virkede så dragende på mange kvinder. (R i g t i g mange kvinder, skulle jeg senere erfare). Jeg var i hvert fald hooked. Til en fest erklærede han mig sin store betagelse i mig, til både min og mange andres, gætter jeg på, store forundring.

På trods af min stormende forelskelse i ham, var jeg alligevel skeptisk i starten. Han var en del ældre end mig og så havde han jo en ikke ubetydelig bagage. Han besluttede sig derfor for at gøre min skepsis til skamme. Vi taler kurmageri af orkanstyrke! Han kunne stå i regnvejr og vente på mig, når jeg havde fri, blot for at cykle ved siden af mig fra Østerbro til Valby, kun for at være lidt sammen med mig. Han overraskede mig på mit morgen-rengørings-studiejob ved at have mødt en time før mig og næsten være færdig, når jeg kom. Han skrev smukke breve og lovede mig himlen, hvis bare jeg ville blive hans. En gang skulle jeg rejse til Jylland med bus, og han gik op til chaufføren og bad ham så mindeligt køre pænt, nu han havde så dyrebar last med...

Ville du kunne stå for det? Eller rettere - ville du have kunnet stå for det, efter 4-5 år i kortere eller længere parforhold med varierende succes, følelsesmæssig ørkenvandring og længsel i de år, hvor dine veninder stiftede familie og fik børn og du rendte til bryllupper konstant - alene? Jeg kunne ikke...

Hvad jeg desværre ikke gennemskuede var, at han var forelsket i sig selv, og jeg kun fungerede som spejl. Langsomt men sikkert forandrede han sig, eller det vil sige, hans evne til at opretholde skuespillet var begrænset og efterhånden trådte en helt anden karakter frem. Det er en meget kompliceret historie at fortælle, og jeg ligger i den proces stadig under for angsten for andres fordømmelse. Eller for at blive misforstået.

Jeg kan ikke stille diagnoser. Jeg skal ikke kalde andre for noget. Men jeg ved, at det tog mig et års massiv terapi hos en psykolog med speciale i "personer med karakterafvigende adfærd" (psykopater), at komme bare nogenlunde fri af det ægteskab. Og jeg ved, at hun forudsagde 95% af hans næste træk igennem hele forløbet. Og jeg ved, at hun til sidst ikke længere turde have mig som klient, fordi hun blev så bange på mine vegne. Og jeg er overbevist om, at hun reddede mit liv.

Sådan en Charlatan var han.

Tre store ord

Den seneste tid har jeg overvejet mange ting. Sorg, kærlighed, huskøb og børnetrivsel har fyldt. Sorgen er en proces, der tager tid. Jeg er i den, og den tager ikke magten. Den er nærmere en følgesvend, som nu er en del af min færd, men ikke afgørende for, hvor jeg går hen, eller hvad jeg skal fremover. Kærligheden er nøjagtigt der, hvor den skal være - den giver energi og dræner ikke. Huskøbet er på plads, nu venter vi bare på, det sådan helt rigtigt bliver vores!

Så er der det med børnetrivsel. Det kunne godt være bedre. Særligt har Troldebarnet det svært. Svært ved livet i almindelighed og svært ved savnet af sin far i særdeleshed. En psykolog sagde for længe siden til mig, at fraværet af deres far, i den situation vi er i, svarer til, hvis han var død. Bare værre. Fordi de ved, at han er der et sted.

Jeg har hele vejen igennem håbet, at der vil komme en dag, hvor jeg kan lægge frygten bag mig, og støtte mine børn, vores børn, i kontakten til ham. Og deraf mit hoveds rumsteren. For hvad kræver det? Hvordan kommer jeg dertil? Hvornår? Forleden hørte jeg mig selv sige, at genforeningen mellem børnene og deres far, er en vigtig sten på vejen at få vendt...

Skal jeg tilgive? Tilgive at han truede mig med at slå mig ihjel? Tilgive at han sad ovenpå mig med en ildrager og skreg, at han ville stikke mine øjne ud? Tilgive at han to gange truede med en stor kniv? Tilgive at han planlagde at få mig bortført? Tilgive at han bad om tilgivelse og derpå gjorde det igen? Tilgive at han plantede et frø af frygt i mit sind og nærede det ved at være grænseoverskridende gang på gang? Tilgive at jeg måtte flygte fra netværk, job og resten af børnenes familie over en nat?

Hidtil har jeg tænkt: nej. Hidtil har jeg tænkt: der er kun tilgivelse for den, der angrer. Et menneske uden empati, uden evne til at forstå, hvad han udsætter andre for, kan ikke bede om tilgivelse. Det er ikke fair. Retfærdighed skal der til.

Han har bedt mig finde min indre styrke til at tilgive ham, så vi kunne komme videre. Men han angrer ikke selv. Han bagatelliserer det. "Ja, ja, det var dumt gjort, bevares". Men det er mig, der skal tilgive. Mit ansvar, at vi kommer videre. Mit ansvar, som altid.

Jeg troede egentlig, at tilgivelse var det samme som accept. At tilgivelse var at tolerere den krænkende opførsel. At undskylde det. Glemme det. Slå en streg over det og sige:"Ja, ja det var dumt gjort, bevares".

Men det er det ikke. Jeg har læst og læst. Tænkt, vendt og drejet. Og er langsomt ved at forstå, at tilgivelse ikke er en følelse. Det er en handling. En proces, der tager tid. At tilgive er ikke det samme som at tolerere. At tilgive er ikke det samme som at glemme.

At tilgive er at sætte sig selv fri. At løse sig selv fra de smertefulde minder, der binder energi og låser fast. At tilgive er at sætte sig fri af traumernes magt. At tilgive er at slippe smerten og generobre friheden.

Jeg sætter ikke ham fri. Jeg sætter mig selv fri.

Det allervigtigste er, at tilgivelsen sker indeni. Tilgivelsen skal ikke gives til krænkeren. Tilgivelsen skal gives til sig selv. Tilgivelse er at nægte at lade fortiden forgifte fremtiden.

Det allervigtigste for mig er, at jeg kan tilgive anonymt, så at sige. Jeg ønsker ikke hævn. Ikke det, der ligner. Jeg har aldrig ønsket hævn over et menneske, der så lidt formår at elske. Der så lidt formår at knytte sig til eller have tillid til andre, at den eneste løsning er magt og kontrol. At blive givet en tilgivelse ville for ham være et carte blanche til at fortsætte.

Men jeg kan sætte mig selv fri! Alene tanken om dét, letter mit hjerte. Tilgivelsen knytter sig ikke til ham, og betinges ikke af en kontakt til ham. Men tilgivelsen i mig, kan måske være første skridt på vejen til at muliggøre en kontakt, der er nødvendig for vores børn.Jeg har taget det første skridt.

Tre store ord: Jeg. Tilgiver. Dig.

(Og nej, det er slet ikke konkret, og der er mange forholdsregler, der skal tages inden. Jeg passer først og fremmest på mig selv. Tilgivelse er en lang proces. Babysteps. Og der er lang vej. Men der er en vej....)

Har du noget, der skal tilgives? Bliv inspireret her:

Lewis B. Smedes og goderelationer.dk