I sommerferien opdagede jeg (til min fryd), at mine børn nu er så store, at jeg kan læse igen. Altså på den uforstyrrede måde, hvor jeg ikke føler, at jeg forsømmer en hel masse med snuden i en bog.
Som barn og ung læste jeg, til jeg segnede. I al den tid, jeg kunne skrabe sammen! Jeg bare læste. Da jeg gik i 3. klasse, blev jeg et år før resten af klassen 'opgraderet' til at måtte læse bøger fra det store skolebibliotek. Og på byens bibliotek lagde bibliotekaren (var kun den samme om eftermiddagen!) nye bøger til side, som hun mente, var noget for mig.
Det fortsatte sådan set længe ind i teenageårene, hvor man jo som bekendt hellere vil være vågen om natten og sove længe...så der læste jeg om natten.
Boglidenskaben hørte imidlertid brutalt op, da jeg flyttede sammen med et sportsmonster af en veninde, som mente, jeg skulle prøve at se op - og få mig et liv! Nå...
Det gjorde jeg så, og inden jeg så mig om, havde jeg både mand og børn. Derefter gav det sig selv. Min eksmand var en af den slags mænd, der følte sig forladt, når jeg læste. Og det kunne vi naturligvis ikke ha' vel!
Nåmen i sidste uge fik jeg langt om længe støvet mit lånerkort af og besøgt biblioteket. Og oprettet en pinkode, med deraf følgende adgang til slaraffenland.
Foooor s...ørensen da. Det kunne jeg så ikke styre.
Der er alt fra Dostojevskij til Läckberg. Bøger, film og wii-spil. Og endnu mere på vej! Min inbox er sprængfyldt med reserverigsmeddelelser.
Hvor sidder stop knappen???????
