lørdag den 2. oktober 2010

Strøtanker, bagtanker og eftertanker...


Sikke en uge.

Ovenpå tirsdagsrysteren vankede endnu et møde onsdag aften. Egentlig vidste jeg godt, at det var absolut, helt og aldeles for dumt at være væk to aftener i træk. Men jeg er åhh så pligtopfyldende, at det åbenbart var mig en umulighed at blive hjemme - med den åbenlyst utilstrækkelige undskyldning, at det ikke ville være godt for mine børn (!). Suk altså. Mig. Mind mig om det, hvis det sker igen. Det går ikke!

Det går ikke i almindelighed, når man (jeg) har et følsomt Troldebarn, der er så afhængig af forudsigelighed, ro og rytme... Og det går ikke i særdeleshed, når der samme uge er tema på skolen, med alt hvad dertil hører af uorganisation og manglende struktur - som for de fleste børn er inspirerende og kreativt, men for et Troldebarn anarki og kaos.

Torsdag eftermiddag bar jeg ham ud af skolegården, hvor pinligt han end syntes det var, fordi han brød helt sammen over at være blevet drillet af nogle større drenge. Fredag blev jeg kaldt til samråd med en sfo-pædagog ved hentetid, fordi Troldebarnet verbalt havde drillet en pige rigtig grimt. Det, vil jeg godt lige indskyde, har jeg aldrig prøvet før, men på toppen af den her uge var det lige før opgivelsen fik overtaget.

Der hvor man bare synes, det hele er endeløst. Hver gang man får snuden op, får man et ordentlig hak i den. Jeg synes, det har været sådan længe nu. Måske har jeg bare været forkælet før, måske er livet bare sådan! Jeg tog mig en ud-af-kroppen-tudetur sent, da ungerne sov. Og det hjalp.

To skridt frem og et tilbage er også fremad. Dét er mit yndlingscitat.

Nå, men jeg kommer heller ikke uden om, at jeg stadig var påvirket og rystet efter den mail tirsdag. Jeg havde i dén grad brug for at få den afsluttet. Jeg havde brug for at se hende ind i øjnene og sige til hende, at vi skulle kunne tale om tingene. Det var en eller anden følelse af at vise hende, at jeg ikke er bange for konfrontationen. Selvom jeg havde ringet til hende, havde jeg stadig fornemmelsen af, at hun slap af sted med noget. Bare noget. Ved det ikke.

Jeg mødte hende i dag. I en hal. Hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå mig, men jeg gik simpelthen hen til hende. Og fik den afleveret. At jeg har brug for, at vi har en direkte kontakt om så alvorlige ting. Og at hun ikke skal sende sådan en mail af sted, og derefter forsøge at undgå mig. Jeg synes det er barnligt, fandeme. Ligesom Nellie (var det ikke hende?) i Det lille hus på Prærien, der altid drillede og løb hjem til moaaaar og faaaaeer bagefter.

Hvad hun sagde? Hendes blik flakkede, og hun sagde, vi måtte tage den med skolen...???? Det kan jeg ikke se nogen grund til, sagde jeg. Det er dig, der ser et problem med din dreng og min dreng. Jeg synes, vi to skal prøve at løse det. Hun gik bare. Med hænderne oppe foran ørerne. Hvad fanden havde hun regnet med?

Nå, men så kom Mutter Skrap hjem. Og tænkte: Godt så. Nu kommer hun i hvert fald helt sikkert ikke i nærheden af mig i det næste lange stykke tid. Jeg kan lige høre hende stå og sige "hjææælp, hun krænker mig". Nå, det var jeg ikke så stolt af. Men så tænkte jeg, hvad er essensen her? To drenge, der (måske) har et problem. Godt.

Jeg sendte hende derpå en besked. Med min allerhøfligste tone. At jeg desværre ikke forstod hendes reaktion. At jeg ønskede, vi - som tidligere - kunne have en ordentlig og direkte dialog. Med øjenkontakt. Og at hverken skolen eller andre, kan klare dét for os. Men at jeg synes, det allerbedste ville være, hvis hun og jeg mødtes sammen med vores drenge. Så kunne vi sidde og iagttage dem over en kop kaffe. Observere deres leg og adfærd udfra et fælles synspunkt og ikke mindst hjælpes ad ved evt. konfliktløsning. Med venlig hilsen.

Jeg synes faktisk, at det er den allerbedste løsning. At den er ganske uskadelig og vældig konstruktiv. Og egentlig umulig at afslå, hvis hun er opdraget nogenlunde ordentligt og virkelig vil sit barn det bedste. Jeg tænker nu, at det vil blive tydeligt, om hun virkelig går ind for at løse den her potentielle konflikt - eller hun finder en undskyldning for at lade være.

Jeg frygter desværre, at hun vil afslå. Hvilket vil bekræfte mig i min fornemmelse af beskidt spil. Men jeg håber, hun vil sige: Selvfølgelig. Det er dét, vi gør! Så vil jeg glæde mig noget så eftertrykkeligt over, at jeg tog fejl...

To be continued...(I'm afraid)

4 kommentarer:

Anette sagde ...

Selvfølgelig er det muligt at blive positivt overrasket, men jeg tror ikke, hun accepterer din opfordring. Desværre. For havde problemet vitterligt været drengene, så ville det jo være indlysende at gå efter bolden. Dig og din søn. Det ville man gøre, hvis et problem virkelig tyngede og man brændende ønskede det løst. Mailen - tror jeg - handler om noget andet, og skjulte agendaer er noget møg. kh A

June Rothmann sagde ...

Jeg har ikke glemt, at jeg lovede at vende tilbage på indlægget om mailen. Har tænkt rigtig meget over det faktisk.

Har også prøvet et par gange, at få formuleret et svar, men det bliver så knudret :-(

Men kunne du ikke prøve at skrive lidt om, hvad det er du tror der reelt ligger bag?

K.H June

Onkel Anne sagde ...

Jeg sender dig lige et ordentligt kram. Sådan et. hvor næsen er helt ned i kravebenet og du bare kan mærke, at der er andre bag dig!
For du er da simpelthen så myndig cool og moderlig!
Hvis hun ikke tør mødes med dig alene... hvorfor så ikke lade en lærer være med som en slags mægler? Som jeg husker det, så har du opbakning derfra, og så kan hun måske forstå alvoren af hendes lille hetz-leg?
KH KH KH KH KH KH
Fornemmer, du har brug for lidt KH :)
Anne

hulebo sagde ...

Tak I søde damer! Jeg har kommenteret jeres kommentarer (hva'?) i dagens indlæg...