Ved du hvad, der er det værste? Det allersværeste at forstå?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Skovregnbue
Om mig
- hulebo
- Helt utrolig uperfekt kvinde, mor, skabsrødvinsdranker (HELT bogstaveligt), drømmer, skuffeskribent, kageæder, aleneforælder, bonderøv, bloglæser, naturjunkie, regnbueelsker...
Livet hos de andre
-
-
Snart december2 dage siden
-
Bye bye Birdie1 måned siden
-
At slå op til et rundstrikket sjal2 år siden
-
Små skvulp af normalhed2 år siden
-
Corona-logbogen4 år siden
-
Søndag.6 år siden
-
Now let’s talk then.6 år siden
-
Til de hjertesmertehungrende6 år siden
-
-
I øvrigt:7 år siden
-
Tak!8 år siden
-
Vil du med mig?8 år siden
-
Noget om et nyt navn8 år siden
-
1. januar 2016 – Bloggen lukker8 år siden
-
Græder8 år siden
-
Nevermind...9 år siden
-
Min egen bindegale makker9 år siden
8 kommentarer:
Ja, det gør jeg.
Selv efter SÅ lang tid, kan man stadig tænke: "Arj, det må jeg lige ringe og fortælle....øhm, nåe nej" :-(
Sender et stort kram! Også til dig June!
Og sender min mor en kærlig tanke!
KNUS
Sådan har jeg det med min far. Det stopper nok ikke. Har nogle gange lyst til lige at ringe og fortælle at... et eller andet. Kan høre hans stemme når han tager telefonen.
Knus og kram
Hulemor, synes næsten det er forkert at skrive min kommentar til lige netop dét her indlæg. Fordi det er så alvorligt og smertefuldt, - men jeg ved ikke, om du i så fald ser min kommentar med dette link: http://suburblezmom.blogspot.com/
Jeg sad lige og læste hendes seneste indlæg, hvortil en person havde kommenteret, at hun hver dag læste så mange meningsløse tekster, at hun var ved at 'give up on words', men at netop Sarahs blog havde givet hende modet tilbage.
Og det fik mig til at tænke, at den slags blogs, dem med de helt gode ord, dem er der ikke mange af. Og I to, du og Sarah, I ligner lidt hinanden i væsen og skrivestil - synes jeg. Så derfor må jeg jo anbefale hende til dig!:)
...Hun har faktisk fornyelig mistet sin søster til kræften.
Jeg forstår det - så godt, så godt :O)
Åh ja, det er netop sådan det er...
Kærligst, Karina
Jeg forstår dig.
I går gik det op for mig, at det næsten er 20 år siden, min mor døde. Hvordan kan det være 20 år siden, når det lige er sket, og jeg stadig savner hende?
Åh ja, hulemor. Erkendelserne. De er så usjove. Og forfærdeligt grimme. Man savner, når man har elsket. Og stadig gør det.
Varme tanker herfra.
Send en kommentar