søndag den 23. oktober 2011

Fortid, nutid, fremtid


Uha, der blev lige travlt i kommentarfeltet dér, tuusind tak for jeres kram og tanker, medleven, kommentarer og mails. Jeg bliver selv overvældet, og jeg bliver ramt af alle jeres reaktioner, fordi de minder mig om, at det, der bare er mit liv, lige er en tand mere spændende end mange andres. På den trælse måde.

Min fortid skræmmer mig, min fremtid skræmmer mig. Eller rettere, tanken om, om jeg har en? For selvfølgelig bliver jeg da bange. Rædselsslagen. Panisk. Klaustrofobisk. Hvorfor skal det blive ved? Det er to år siden, han sidst lavede det der have-sniger-trick hos mine forældre (i hvert fald hvor han er blevet opdaget) og jeg går da selv i stå ved tanken om, at han åbenbart ikke er kommet videre.

Jeg håbede vel, at tiden ville arbejde for mig. At "æ' galsind vil gå a' ham", som min moster siger. Men det tyder ikke på det, vel? Den slags tid står åbenbart stille, mens resten af verden pisker afsted. Der er bare ikke andet at gøre, end at hænge på og tage en dag ad gangen.

Nogle har spurgt til min indfaldsvinkel, tonefald, strategier og overvejelser i mine skriverier her. Det veksler lidt, men jeg kan forvisse jer om, at alt er nøje overvejet. Selvfølgelig kan han finde bloggen. Selvfølgelig kan han regne ud, at det er ham. Jeg har også medvirket i en artikelserie og fokushistorier i forskellige aviser. Hvilket han selvfølgelig oplever sådan, at jeg hænger ham ud. Men jeg hænger ham ikke ud. Jeg fortæller bare, hvad der er sket.

Bloggen er heller ikke ment for at hænge nogen ud. Men min meget kloge psykolog lærte mig, at psykopater hader dagens lys. Og at de er eminente til at få deres omgivelser og ofre til at tie stille. Ofte har de bearbejdet alle omkring sig igennem lang tid, så det pludselig kan virke som alle mod alle. Derfor lever jeg efter hendes ord: "Det skal siges højt. Han skal vide, at det bliver sagt".

Ikke at han accepterer det. Ikke at han respekterer det. Ikke at det dæmper ham. Måske gør det ondt værre. Men han gør det, han mener, der skal gøres, alligevel. Og han opererer meget bedre i mørket. Så det bliver sagt. Og skrevet. Skrevet til børnene, så de i hvert fald har mine forklaringer og nuancer her, hvis han får ram på mig, før de bliver store nok til selv at gennemskue.

Den ironiske distance er nødvendig for at overleve mentalt. Ikke altid, men somme tider. Det forklarende er nødvendigt, for at jeg selv kan holde fast i at gøre det rigtige. Jeg har det ikke sådan at "Ha, ha, jeg har forældremyndigheden - du kan ikke røre mig". Jeg har det sådan, at jeg står med et stort ansvar alene, og det skal forvaltes ordentligt. Selvfølgelig var jeg betænkelig ved at stikke skosnuden frem og overveje at puffe Statsforvaltningens dør på klem. Men nu ved jeg, at jeg gjorde det. At jeg var ordentlig.

Og jeg ved, at han stillede sig på lur bag døren, i stedet for at stå på den anden side og række hånden frem. Så jeg lader dem bare skubbe døren i igen. Helt i. Låse og smide nøglerne væk.

Imens forsøger jeg at leve i nuet. Nuet er alt, jeg har. Så jeg står op og tager mig af mine børn, sætter tapet op, ordner vasketøj, drikker kaffe, lufter hund, fodrer katte, kysser smeden, handler i Netto, bager boller, tænder stearinlys og læser blogs. En helt almindelig søndag i Hulemors helt almindelige, usædvanlige liv. Jeg tænker hele tiden på at leve, fordi jeg hele tiden er bange for at dø. Før tid i hvert fald. Og hver dag er der mennesker, der ikke var bange, ikke havde eksmænd efter sig, ikke gik med overfaldsalarm, ikke kiggede sig over skulderen - ganske almindelige mennesker, der dør. Før tid.

Meget, meget mærkeligt med det liv. Pas på dig selv og dit.


8 kommentarer:

Lotte sagde ...

Flot indlæg! Håber det bliver dig der ler sidst...

kongmorsverden sagde ...

Ja frem i lyset med det.
Du gør det rigtige - bare hold dig skjult.. Han skal bare aldrig nogensinde finde jer. Dig.

klummefabrikken sagde ...

Tak for et stærkt og modigt indlæg, der rammer mig lige i hjertet. Ikke fordi jeg genkender din situation fra mig selv (heldigivis), men fordi det er skrevet så smukt og uden filter.
Mange varme tanker til dig fra mig!

June sagde ...

Jeg har simpelthen tænkt SÅ meget på dig, siden jeg læste indlægget om eksens have-udflugt. Jeg har drømt om dig, for det ikke skal være løgn.

Du har virkelig sat et aftryk i mit sind. Fordi du siger tingene højt. Jeg har stor respekt for dig, og det at du tør tænke på, at børnene måske ikke når at få historien fra din side. Det er pisse skræmmende, at du er endt lige dér. For det viser jo hvilken frygt du lever i. Men også hvor højt du værdsætter Livet, dine børn og nuet.

Knus herfra!

Kirsten sagde ...

Man tror jo at det er løgn at sådan noget kan foregå....Håber at du kan holde til det hele!!!

missfryd sagde ...

Jeg ved slet slet ikke had jeg skal skrive - må bare gentage hvad jeg tidligere har skrevet, for fanden altså hvor er du en sej kvinde.
KRAM, og alt muligt mere.

KH Maria

Anonym sagde ...

Hold da op, Hulemor - jeg har lige været væk et stykke tid og jeg skal da love for der har været aktion imens. Stor stor respekt for hvad du gennemlever. Jeg synes der ligger en stor dobbelthed i det med at du hele tiden lever i frygt. På den ene side den helt åbenlyse angst du må føle - men på den anden side også en intensitet du lader til at opleve livet i. Vi andre med mere almindelige liv kunne lære noget af det sidste. Vi burde jo leve hver dag som var det den sidste - for det er der jo ingen der ved om det er! Nå, det blev langt. Men godt kæmpet. Og ligegyldigt hvad, så vil denne blog være fantastisk at læse for dine børn en dag! Kh. Lene

Turtle sagde ...

Du gør det helt rigtige, hold hovedet højt og vær stolt af dig selv. Selvfølgelig kan man være bange, men man kan ikke gå og gemme sig pga. denne angst.

Anyway - læste denne artikel idag. (mobil.bt.dk/article.pml;jsessionid=1DBCE82CDEA8EACD374A895E8AF245F1.uw-portal1?guid=17695790 - Kriseramte kvinder bifalder stalker-lov) og kom straks til at tænke på dig. Der er i det mindste fremskridt på det område.